Dream Times

Besætning: Dennis, Rene, Mette og Gunnar


Umiddelbart efter starten fra Noumea loeb vi ind I temmelig meget vind og da 
vor kurs var gennem et temmeligt usikkert omraade med masser af skjulte rev 
besluttede vi at soege noedhavn. Naar vi skriver noedhavn er det mere et 
spoergsmaal om at retfaerdiggoere vor ankring overfor tolderne idet vi havde 
"checket ud" fra Ny Caledonien og maa saaledes ikke anloebe eller ankre op I 
Deres farvand uden at skulle indklarere igen og herefter udklarere - 
temmelig boevlet, saa derfor hedder det noedhavn.
Det var en fin gennemsejling af et ret snaevert pass "Havana passet" hvor 
der var meget hoej soe, men vi klarede det I fin stil.
Vort maal var en kaempe atoll paa Loyalitetsoerne kaldet Ouvea. Med vand som 
man kun ser det I reklamer for toiletrens (efter) var det et pragtfuld syn 
at se de 50km kridhvid strand der omgav atollen.
Vi fandt en herlig ankerplads, med koraller meget taet paa koelen (skipper 
mente ved lavvande at det var lidt for taet, 30 cm.)

Vi tog her alle paa dykkertur med dingien, hvor vi gik i dybbet, ned gennem 
en kloeft og rundt om en enorm flot og farverig koralblok. Og rundt om 
"hjoernet" lurede der en ca. 2 mtr. lang hvid tippet haj!! Hjertet gik i 
staa (for nogen), den snusede lidt rundt og forsvandt lidt efter ud i 
moerket.

Efter Ouvea fik vi endnu en ordentlig roevfuld vind, men igen - ingen panik, 
Dream klarer vind og doenninger som en droem. Vi spottede delfiner og ikke 
meget andet I en hel uge - ikke et oeje. Turen var beregnet til at tage ca. 
2 doegn saa efter 4 doegn at have "banket paele" (hoej soe I modvind) var 
det en lettelse at komme I havn paa Vanuatu oegruppen I byen Vila. Nu var vi 
for alvor kommet til troperne. 31 grader om natten og med en luftfugtighed 
der goer det svaert at holde sig fast til lagenposen om natten uden at glide 
af.
Vi valgte derfor en anden loesning for at faa koelet lidt af. Vi 
frekventerede en restaurant som hedder Waterfront og som ejes af en 
amerikaner ved navn Don. Han har haft biksen I ca. 14 aar. Han var en af 
fire personer der startede Microsoft op, men forlod det I tide iflg ham 
selv. Han var meget underholdende. Han havde kastet sig over tryllekunster 
og han var rigtig god. En gaest, en tysker fra ex. DDR var ogsaa 
tryllekunstner og de to forsoegte at overgaa hinanden I at facinere os og 
det lykkedes I overmaal. Tyskeren er ioevrigt anerkednt for at vaere blandt 
de 10 bedste i verden, og har b.la. solgt flyforsvindingsnumret til David 
Copperfield. Saa vi var nok ikke saa svaere at imponere! Men man kan ikke 
lade vaere med at blive fascineret af at de kan faa et lommetoerklaede til 
at forsvinde i en gammel slap papir, som ioevrigt var en alm. kvittering - 
og saa lige foran naesen af os!

Vi fik en ret stor vennekreds paa dette sted. Stedet er skabt til "Yachties" 
(sejlere) man faar speciel god service og en speciel god pris paa mange ting 
naar blot man naevner ordet "Yachties".
Da vi var kommet os over tre dages "lokal imoedekommenhed" skulle der 
dykkes.
Det blev til et par gode dyk - paa en gammel russisk trawler og et huledyk 
efter fulgt af et stroemdyk langs en koralvaeg.

Efter at ha' nydt den komprimerede luft, lejede vi en firhjulstrukket bil 
for at koere rundt paa Efate og det skulle vise sig at vaere en 
noedvendighed. Oen var utrolig flot og varieret. Isaer hullerne I vejen var 
varieret, der var alle stoerrelser lige fra smaa bump til kratere. Vi fik 
set en skole, et slags junglehospital, vi moedte en mand der praesenterede 
sig som "The World War II Coca Cola bottle Specialist Collector in the whole 
South Pacific" Ikke nogen ringe title for en mand I beskidte shorts med en 
lille palmehytte der indeholdt en masse tome cola flasker fra II 
verdenskrig. Det viste sig nemlig at oen havde huset et temmelig stort 
kontigent af amerikanske trupper. De havde bl.a. haft traeningsfaciliteter 
for piloter. Det medfoerte et par fly der laa I vandet og som man kunne 
dykke paa.
Vi besoegte "World War II Museum" - En palmehytte med sand paa gulvet, en 
lang baenk hvorpaa der stod nogle patronhylstre og nogle roegmasker. Det var 
saa det. Museet ejedes af en mand paa ca 30aar som fortalte at han var 
flyingenioer (Vi valgte at tro ham), men at det var for daarligt betalt, saa 
derfor havde han valgt at blive selvstaendig og nu havde han faaet en bedre 
indkomst. Hans kundekreds bestod af ca 3-5 kunder om ugen og til en entre 
paa ca 15 DKK pro persona kan man kun frygte hvad han har haft af indtaegt 
tidligere.
Med I prisen var som naevnt vragdykket. Vi skulle sejles derud I baad. Det 
viste sig at vaere en utaet aluminiums pram paa ca. 2m. Da motoren var i 
midlertidig uorden, blev vi "skubbet" igennem lavvandet manggrovesump. 
Manden steg ud I det plumrede vand og vadede os ud mod havet. Men naesten 
ude ved havet skulle vi selv vade en halv kilometers penge igennem tang og 
soeslanger og andet eksotisk materiale.
Da vi naede ud til vraget laa det paa een meters dybde ( jo i laeste 
rigtig!) og sigtbarheden var vel omkring det samme saa det var en 
enestaaende oplevelse. Det tog vel under fem minutter inden vi var parate 
til turen tilbage. Dennis havde ikke de ellers obligatoriske sandaler paa. 
Det lykkedes ham saaledes at jogge en eller anden form for koral ca 3 cm op 
I foden. I troperne er det ikke saerlig smart at goere. Der gaar hurtigt 
betaendelse I saar. Her var det saa at "kustoden" nu ogsaa viste sig at 
vaere en slags naturlaege. Han kogte noget, Dennis mener MEGET varmt vand. 
Derefter braekkede han en torn af et mandarintrae og skar en hurtig rift I 
og paastod herefter at om ca. 6 minutter ville han ikke kunne foele smerten 
mere. Dennis troede paa kustoden og det holdt stik - et stykke tid, men nok 
til at vi hjemme ombord paa Dream kunne foretage de noedvendige kirurgiske 
indgreb. Det blev saa udfoert af baade Dennis selv og Rene -der efter bedste 
kundskaber skar lidt i foden og proevede at fiske koralstumpen ud.

Efter en virkelig dejlig tid i Vila blev kursen sat mod Espiritu Santo - 
Dykkernes paradis.
Vi forlod Vila med god vind og havde en fin sejlads med storen og genuaen 
spilet og saa gik det ellers ud over stepperne. Vi ankom derfor ca. 6 timer 
foer vi havde planlagt. Da Luganville ikke er et sted man anduver om natten 
lagde vi os underdrejet med god afstand til revene og lod os drive med under 
1 knob i timen. Vi holdt stadig "vagt" men det var ganske udramatisk.
Udramatisk er ikke ligefrem det ord man ellers ville anvende om lige 
noejagtigt dette sted. Det maatte en kaempe stor luksusliner som var 
inddraget i krigstjeneste ved navn "President Coolidge" sande da den i 1942 
loeb paa en af amerikanernes egne miner. .

Kaptajnen beordrede fuld skrue mod  stranden/revet. Det lykkedes at redde ca 4000 mennesker, kun 4 doede efter at skibet 45 minutter senere vaeltede ud over revkanten og endte som et af de bedst bevarede skibsvrag til dykning i verden

Den 200 meter lange "SS President Coolidge" var en af American President 
Lines store stoltheder. Den var oprindelig bygget til passager transport af 
fornemmeste klasse. Men da USA gik ind i krigen blev det stolte skib 
inddraget til transport af maskinel og tropper. Den blev ombygget, alt glas 
blev udskiftet med træplader og der blev monteret flere kanoner ombord så 
den kunne forsvare sig ved angreb. Kaptajnen, Henry Nielson, var stadig fra 
American President Lines og var saaledes en civil kaptajn. Da civile ikke 
fik informationer om krigstaktiske dispositioner naaede informationen om 
udlagte miner ved indsejlingen til Espiritu Santo ikke frem til kaptajnen og 
"SS President Coolidge" endte sine dage paa 20-80 meter vand.
En mand der forbindes med dette vrag hedder Allan Power. Han kom hertil i 
1969 som en del af det team som skulle haeve et par faa vaerdifulde ting fra 
vraget og toemme det for det olie som stadig laa i de store tanke, saa en 
mulig natur katastrofe kunne undgaaes. Han blev efter operationen haengende 
og var saa interesseret i vraget at han solgte foto serier til hele verden 
af det beroemte vrag. Senere oprettede han en dykkerforretning og tog som 
den foerste, fritidsdykkere med ned paa vraget. Han har siden 1969 og til 
dato haft ca. 15.000 registrerede dyk paa vraget (med en samlet tid under 
vand paa ca 1 1/2 aar!!!!), saa man maa sige at han er lidt af en kapacitet. 
Vi kontaktede Allan og fik arrangeret et par dyk paa det stolte skib. Der 
ligger stadig masser vaaben, hjelme, gasmasker, granater, medicinampuller, 
koeretoejer, ammunition mv dernede. Saa det er et virkeligt spaendene vrag.

Vi har haft 2 dagdyk paa det store vrag. Det første dyk blev til en tur hen 
af promenade daekket og ned i de 2 forreste lastrum. Det andet dyk gik ned I 
motorrummet til de store kedler som drev motoren. I kontrol rummet kunne man 
aflaese telegraferne og diverse andre instrumenter - sjovt nok melder 
telegrafen fra broen til maskinen langsomt bak mens maskinens 
tilbagemeldning til broen lyder paa halv kraft bak! Ikke at man kan udlede 
noget direkte af det, men interessant er det. Motorrummet er et dyk helt ned 
paa 48,5 meter. Altsaa et de-ko dyk i fagsprog, eller et dyk med noedvendigt 
indlagte sikkerhedsstop paa vejen op. Vi laa i de-ko stop i 25 minutter før 
vi kunne gaa op. 5 minutter paa 9 meter og 10 minutter paa henholdsvis 6 og 
3 meter.
Guiderne der er tilknyttet Allans dykkerforretning er meget konservative i 
deres holdning til sikkerhedsstop, saa ligegyldig hvor kort et dyk man har 
haft saa er der paakraevet mindst et stop. Og det maa man jo tage hatten af 
for. Men nu er det nu heller ikke det vaerste sted at lave 
De-ko-/sikkerhedsstop, for Allan har gennem de sidste 20 aar, nusset omkring 
stedet saa der er en masse koraller at kigge paa. Der er ogsaa en masse 
fisk, baade dragefisk/lionfish og der er de underlige starfish, der er en 
mellemting mellem en edderkop og en plante. Men det helt store traekplaster 
er Boris. Boris er en kaempe gruber, en 170 cm lang og ca. 250 kg tung fisk 
som gladelig svoemmer rundt blandt os. Vi har alle klappet ham flere gange. 
Det er sku en stor kummefryser at omfavne, kan vi hilse og sige. Se bare 
billedet!!

Vi har ogsaa haft et natdyk paa Cooledge. Det var en meget speciel 
oplevelse, for vi gik ned uden brug af lygter. Da vi kom til "cargo room 1 " 
kom der lys ud derfra. Lyset kom fra de saakaldte "flash lite-fish", der 
naar de blinkerne med oejnene udsender et svagt lys. Men naar der er 
tusindvis af dem giver det et helt godt lys. Man kan faktisk se hinandens 
siluetter. Oplevelsen var kanon stor, og faktisk naermest Ubeskrivelig. Det 
foeltes ligesom at sidde i et teater og se paa stjerneskud. Har man proevet 
at svoemme om natten I morild, er det lidt ligesom det. Bare kraftigere og 
uendelig meget bedre!
Vi svoemmede lidt rundt paa vraget til andre steder hvor de samme fisk ogsaa 
var. Oplevelsen var lige stor paa alle stederne.
Vi endte paa siden af vraget hvor vi taendte lygterne og langsomt begav os 
hjemad. Tilbage paa landjorden gik snakken ivrigt - alle var lidt oppe at 
koere. What a dive!!
Vi tog tilbage til instruktoerens hus, hvor vi for foerste gang i lang tid 
fik et varmt bad og en kold oel, og saa tog vi med ham op paa en bar hvor 
der var en masse andre dykkere. Med dem hyggede vi os over en god kop oel.

Et andet virkelig kendt sted paa Espiritu Santo er The Million-dollar-point 
som er et sted hvor amerikanerne efter 2. verdenskrig buldosede kaempe 
maengder af krigsmateriel ud i havet, fordi franskmaendene ikke ville betale 
nok for det. Det var for dyrt at tage med tilbage til USA, og give det vaek 
ville de ikke. Saa det endte paa havets bund. Det er nu ikke saa ringe endda 
for det har skabt et flot rev og et rigtig godt dykkersted. Det vaelter med 
gamle jeeps, skibe, cola-flasker, ammunition osv. Ja det vil sige at mange 
loesdele jo er fjernet I tidens loeb, men det er stadig et rigtig godt dyk.

Det har, som I sikkert godt kan laese af dette Dream Times, staaet i 
dykkernes tegn under opholdet her paa Vanuatu. Det var ogsaa med det formaal 
vi kom her til. Vi er ikke paa nogen maade blevet skuffet, Vanuatu har meget 
at byde paa og vi har kun oplevet en meget lille del af det, men hvilken 
del!

Sporten:

Dykning:
Gunnar har nu bevis for at han maa traekke vejret under vand.

Oel-dykning:
Det mest tragiske i Dream's historie er sket - med hensyn til 
oelbeholdningen i hvert fald; lidt over 100 oel er eksploderet i broenden i 
bunden af skibet. Saa Dennis, Rene og Mette maatte hive alt op under doerken 
og "snorklet" rundt i broenden efter spraengte oeldaaser og rense det for 
gammel gaeret oel.

Lokal sprog:
Basket belong titty = brysteholder
Me pushi me pulli tree fell down dead = en sav
Plas do pis pis = toilet