|
Saa er vi ankommet til Australien - hvilken
tur! der var fuld fart i aesken hele vejen. Vinden var vel i gennemsnit omkring 35 knob og vi fyrede ud over
stepperne. Ikke saa meget om det lige nu for der var lige en ting jeg glemte at
fortaelle inden vi forlod Vanuatu:
Jeg er godt klar over at de fleste breve I har fået herude fra, på det sidste, har drejet sig mest om dykning - men der er faktisk ikke meget andet at
foretage sig her på Vanuatu, som kan måle sig med livet under vandet.
I kan læse om "SS President Coolidge" i det nye Dream Times. Men hvad
vi ikke nåede at få med, var dykket af dette her århundrede. Så det er jeg
nok lige nød til at fortælle jer lidt om! - hvis det keder jer eller I syntes
der lige er rigeligt omkring dykning i mine breve, ja så kan I jo bare smide
denne mail i papirkurven!!!
Efter, at vores instruktør havde se Rene og mig lidt ud på de første par dyk
(..og efter at vi pressede ham lidt en sen lørdag aften!) Fik vi lov til at
lave et af de sværeste dyk på det store vrag. Det er ikke hvem som helst som
kan klare det - for det kræver at man skal være virkelig "god på
luft" dvs at man skal have et meget lav luftforbrug for at kunne gennemføre
dykket. Det er nemlig kun muligt at have en tank luft med ned, for der er steder
hvor der ganske simpelt ikke kan komme 2 flasker igennem de snævre korridorer.
Så en flaske pr mand og vi vidste at dykket ville blive meget dybt - et sted
mellem 55 og 60 meter. Det ville blive noget af en udfordring og det skulle
blive rart igen at få udfordring nede under vandet - vi har jo på utallige dyk
haft personer med nede som ikke var så rutineret. Nu havde vi så muligheden
for, under forholdsvis trygge omstændigheder, at presse os selv lidt og flytte
nogle grænser.
Inden dykket fik vi en kort briefing af vores instruktør, Tim. Det blev gjort
klart for os at hvis vi ikke havde mindst 100 bar når vi trængte ind i den tidligere 1. Klasses saloon, ville resten af dykket blive afbrudt og vi
ville søge mod overfladen for at udføre vores sikkerhedsstop. Rene og
jeg kiggede på hinanden og var virkelig tændte på at spare luft. Vi smed hver
et par kilo bly så vi ikke skulle kompensere for dem med luft i vesten - så
var vi klar!
Vi svømmede, alle 3, på en række ud mod agter enden af vraget - det punkt som
ligger længst væk fra bredden. For at spare luft, gik vi ikke ned til vraget
og fulgte det, men blev i stedet i ca 5-10 meters dybde. På et tidspunkt laver
Tim en bevægelse med hånden som viser os at nu skal der dykkes! Vi begynder
roligt at gå ned ad, men Tim skyder bare i dybet for fuld skrue på finnerne og
uden luft i vesten. For ikke at tabe ham af syne må vi jo følge med. Jeg var
godt klar over at med en sådan fart ville dybde rusen ramme os som en hammer!
Det er ikke nogen skadelig tilstand, og må ikke forveksles med dykkersyge. Det
holder op igen efter et kort stykke tid eller når man igen kommer på lavere
vand. Bare man er klar over reaktionen og tager det med ro dernede er der ingen
ko på isen. Vi nåede 56 meters dybde i løbet af mindre end 2 minutter og jeg
mærkede en rar summen i hele kroppen og kiggede rundt for at finde Rene - jeg
drejede rundt og så Rene, forsatte med at dreje rundt og efter en omgang om mig
selv så jeg igen Rene og endnu en omgang hvor han minsandten også dukkede op.
Jeg kan huske at jeg smilede over hele kryderen og syntes at det var meget
morsomt at han dukkede op hver gang jeg drejede en omgang! Dybde rusen havde
virkelig tag i mig og jeg var klar over det - jeg tænkte, nå Østergaard; ta'
lige et par gode vejrtrækninger og ta' dig så sammen. Vi gled stille og rolig
hen over den udendørs pool og jeg var ved at genvinde min normale tilstand. Vi
gled ned gennem et af de bagerste lastrum og ind i køkkenet, hvor der lå
tonsvis af service på hylder og over det meste af gulvet. Videre gennem nogle
smalle korridorer til 1. Klasses saloonen, for lige at hilse på "The
Lady", et symbol der i sin tid hang på væggen i den fornemme saloon. Vi
checkede vores luft og alt så fint ud, vi havde begge mere end 150 bar tilbage
og var klar til at trænge gennem hele vraget på langs. På et tidspunkt tænkte
jeg, hvis vi farer vild hernede kan jeg sgu ikke finde ud. Vi var dybt inde i
vraget og jeg havde totalt mistet orienteringen, vi havde ikke set et vindue
eller lys udefra i mere end 5 minutter. En ting er sikker, man skal ikke lide af
klaustrofobi når man dykker i disse gange. Det er vigtigt at bevæge sig roligt
og undgå at ens finner slæber langs gulvet og hvivler grums op - for det ville
virkelig få sigtbarheden ned på nul og ville gøre det særdeles svært at
finde ud igen. Det er det de fleste vragdykkere mister livet på - så alt
foregik meget roligt og hver bevægelse var nøje overvejet. Det var en
imponerende tur gennem vraget. Vi så alt fra jeeps og kanoner i lastrummene til
røgmasker og forladte pistoler og geværer. Det er utroligt, at selv nede på
55 meters dybde var sigten god og vraget ufatteligt smukt. Rene og jeg havde
begge travlt med at lyse ind i alle mulige afkroge vi kom forbi og var under
hele dykket vild betaget af hvad vi så. Vi dukkede pludselig op ude i lastrum 1
og 2 som vi kendte fra et af de forrige dyk og følte os helt på hjemme bane
igen, rart at se noget man kendte. Tilbage var nu lidt over 30 minutters deko
stop eller sikkerhedsstop om man vil, før vi kunne gå til overfladen. Vi havde
begge 2 rigeligt med luft og havde stadig rigeligt med luft selv efter deko
stoppene - og det med en samlet bundtid på mere end en time. Vi var ret stolte
og det havde virkelig været et kanon dyk - en værdig afslutning for vores
dykning her på Vanuatu.
Det var vist den historie! Vi sejler snart mod Australien - ha det rigtig godt og send endelig flere mails, når I får tid, lyst og lejlighed.
Mange hilsner
Dennis, The Deep Diver
|
|