|
Hej Alle sammen!
Ja, så er det vist tid til et lille fællesbrev fra mig igen. Der er
faktisk
sket en hel del siden sidst, men det kommer vi til senere. Tak for alle
jeres e-mails - det er helt fantastisk at høre fra jer, så bliv endelig
ved
med det. Det lakker jo mod enden af vores New Zealand ophold, og så går
turen mod New Caladonien og Vanuatu inden vi rammer Australien. Vi har nu
brugt et par måneder på at gøre båden klar til næste halvdel af turen
og der
skal nok komme nogle billeder på hjemmesiden lidt senere - for vi er
nemlig
ikke helt færdig med at male det stolte skib endnu.
Her er jo blevet en del tomt efter at Susan er taget hjem - vi har
virkelig
haft en herlig tid sammen herude og det er lidt en skam at midlerne ikke
kunne række til at Susan kunne blive herude, men sådan er livet vel. Hårdt
og ubarmhjertig ;-)
Herude går det rigtig godt med båden. Vi har fået malet både det
røde
fribord og givet bunden er ny omgang anti-begroningsmaling og det er
faktisk
blevet temmelig flot. Bundfarven er nu blevet sort - og det står godt i
kontrast med den røde farve. Vi har ikke kunne finde noget rigtig
effektiv
bundmaling, der er jo kommet alle mulige miljøforanstaltninger som gør
det
umuligt at få noget rigtig giftig bundmaling - og det behøver vi
virkelig,
for når vi kommer op hvor vandet igen er de 27-30 grader varmt så gror
alger
og alverdens andre udyr med lynets hast på bådens bund. Derfor har vi
fundet
frem til et australsk fisker trick, nemlig at fortynde bundmalingen med 5%
Roundup - det skulle virke særdeles effektiv. Så det har vi prøvet,
hvis det
virker på de australske fisker både virker det sikkert også på DREAM.
Vi har fået lavet en masse ting på båden - så som repareret vores
gamle
Honda påhængsmotor, sat ny fedtsnor i stævnrøret, monteret nye
ventiler på
toilettet, malet ankerkæde ( så vi kan se hvor meget kæde der er ude ),
skiftet et sæt vanter, lave et nyt solsejl, malet hele overbygningen og så
er stort set alt materiel vedligehold. Jo vi har ikke kedet os.
Men vi har da også haft tid til at nyde livet. I weekenden var vi faktisk
på
jagt i en af de store nationalparker ( størrelse DK ). Vi havde allieret
os
med noget der ligner Danmarks vildmand nummer 1 - nemlig Flemming og hans
kone Barbara som bor nede i Rotorua (som kun ligger 70 km her fra Tauranga).
De kommer for resten også fra Esbjerg og har endda boet i Hjerting, inden
de
flyttede herned for en 4-5 år siden. Vi blev alle udrustet med riffel og
camouflagetøj, så vi var klar til at indtage bushen. Barbara havde lavet
noget herlig mad til at tage med i rygsækken - ja fint skal det være! Kl
5.00 fredag morgen kørte vi mod Lake Waikaremoana, det var en 3 timers køre
tur hvor de sidste 100 km var på grusvej i bjergene. Herefter gik vi i 2
timer ind i bushen, før vi kom til det sted som Flemming havde udset til
vores base-camp. Det var en tur gennem tæt skov og hvor floden til Lake
Waikaremoana blev krydset et sted mellem 10 og 15 gange - og jeg kan hilse
og sige at vandet ikke var opvarmet, for at sige det mildt, så var det
pisse
koldt. Men heldigvis har min lillebror sponsoret mig et par fantastiske
vandrestøvler som kom på deres nok hårdeste opgave i denne weekend - de
gik
igennem mudder/floder/siv/bjerge og alverdens andre ting i løbet af
weekenden og klarede at holde mine fødder i topform! Fantastisk hvad et
par
støvler kan gøre. Vi sneg os efter alle kunstens regler mod vores
lejrplads
- og Flemming fik os lærd nogle jagtfærdigheder som ingen af os havde
nogen
ide om inden vi startede! Hvem vidste at der lugter sødt når der er
krondyr
i nærheden og en kraftig hørm finder vej til næseborene når der er
vildsvin
i nærheden? Vi studerede fodspor og kiggede i lysninger efter et bytte -
jo
det var sgu en god start. Dog så vi faktisk slet ikke et dyr som vi kunne
øve os lidt på, men der var masser af friske fodaftryk og vi var meget tæt
på et vildsvin - dog uden af få visuel kontakt. Så det lovede godt for
den
følgende aften og hele næste dag.
Her nede behøver man ikke jagttegn for at gå på jagt. Man skal bare
have et
gevær - og det fik vi, endda en ordentlig en af slagsen og skarpladt. Og
så
går det bare ud på at pløkke alt hvad der rører sig - man skal bare
lige
sikre sig at det ikke er en anden jæger som er i søgeren, inden man
trykker
på aftrækkeren.
Vi skulle jo også prøve at gå på jagt om natten - det foregår ved at
man
indfinder sig ved en passende lysning inden mørket falder på. Her er
sandsynligheden for at et krondyr spankuler rundt størst, og så får man
mulighed for at danne sig et indtryk af lysningen inden det bliver mørkt.
Når så mørket falder på, tænder man en kraftig projektør og lyser
rundt i
lysningen. Dyrenes øjne skinner så i lyset og de står faktisk stille,
mens
de tror at de er gemt bag træerne. Så er det bare med at få trykket på
aftrækkeren! Som sagt så gjort, da Mette tændte lyset og Rene og jeg
stod
parat med riflen var der et par orange øjne som godt nok var meget små
men
de var meget klare i kikkertsigtet - og så var det jo bare med at få løsnet
et skud. Jeg var nu ikke helt sikker på om det var smart at skyde eller
vi
skulle vente til noget større dukkede op, så jeg spurgte Mette men hun
var
ikke i tvivl - det skulle bare nedlægges. Jeg fik hurtig sigtet og
trykkede
på aftrækkeren! Jeg skal ellers love for at nattens stilhed blev brudt.
Det viste sig at være en possum - det er en lille mini bjørn på størrelse
med en rotte. De bliver også betragtet som rotter hernede - der er alt
for
mange af dem, de yngler som kaniner og ødelægger skovene, så nu er der
da i
hvert fald en mindre!!
Det at gå på jagt her i New Zealand er ikke for børn under 8 år - det
er en
temmelig fysisk krævende form for tracking. Aldrig har jeg set skove og
vidder som det vi var ude i - her kan de danske skove godt pakke sammen.
Det
er ikke så sært at der årligt forsvinder flere folk derude - det er en
jungle og man skal være meget oppe på dupperne for ikke at fare vild.
Som
dansker tænker man, hvor svært kan det være at finde vej i en sølle
skov -
man kan jo bare gå i en retning og så kommer man jo ud på et tidspunkt.
Det
gør man altså bare ikke i disse skove - vi snakker skove på størrelse
med
Danmark, fyldt med bjerge og dale så tæt begroet at det er meget få
steder
hvor solen når skovbunden. På grund af bjergene, floderne og vandløbene
kan
man ikke bare sætte en kompas kurs, man er nød til at følge bjergryggen
eller dalen. Der er ingen stier eller lignende, man er selv nød til at
finde
en nogenlunde fremkommelig vej. Til tider kan man finde de stier dyrene
har
lavet og følge dem - men de bæster er jo ligeglade om de går op eller
ned af
bakke, så deres stier er mange gange siksak på bjergsiderne.
På 2. Dagen delte vi os i 2 hold. Rene og jeg gik sammen på den ene side
af
floden og Flemming og Mette på den anden side. Det var så uheldigt at vi
kun
havde 1 kort og 1 kompas - så vi delte i porten og vi fik kortet og
Flemming
og Mette fik kompasset. Det er jo godt nok lidt en halv løsning - men vel
bedre end ingenting. Det endte jo selvfølgelig med at Rene og jeg hurtig
mistede orienteringen. Vi var klar over at vi bare kunne gå ned til
floden
og så bare følge den ned til vores base-camp igen men vi var jo smartere
(..troede vi) vi skød bare en genvej over bjergtoppen!!! Det blev en
herlig
gå tur på en 5-6 km i imponerende tæt bevoksning. Men når man har
lavet en
beslutning er man jo nød til at følge den - det bevirkede at vi prøvede
at
tage en mere eller mindre direkte vej. Det er ikke særlig heldigt men der
skal mere til at slå et par sejlere ud - på et tidspunkt er der en 3
meter
skrænt vi skal ned ad. Rene kravler ned og jeg følger efter - Rene er
kommet
sikkert ned da jeg kaster mig ud og får fat på en rimelig tyk gren, som
også
Rene brugte til at komme ned med. Men jeg bærer på rygsækken og grenen
brækker og jeg falder den sidste halvanden meter ned. Rene griber mig så
godt han kan og der ligger kriger 1 og 2 så og tumler rundt med rygsæk
og
rifler. Jo vi hyggede os rigtig. Da vi endelig kommer ned - løber vandet
den
forkerte vej!!! Vi skulle altså hele vejen rundt om dalen for at komme
til
den deling af floden hvor vi havde slået lejr. Normalt er der ingen af os
der har problemer med orienteringen - men det var overskyet og vi kunne
ikke
finde nord via solen - vi prøvede med et par gamle kriger tricks hvor man
antager at mosset på træerne altid gror på skygge siden - det vil sige
syd
siden hernede på den sydlige halvkugle (..og nordsiden hjemme i dk). Men
det
turde vi ikke helt stole på for vi syntes at der var mos hele vejen rundt
om
de fleste af træerne - så det var noget med at se op mod himlen og skyde
på
hvor solen var! (..eller hvor lyset så ud til at være stærkest!) Og
altså
ikke særlig succesfuld - men vi var klar over at vi bare kunne følge
floden
ned til hvor den løb sammen med hovedfloden og så ville vi være ved
lejren
og som sagt så gjort. Det var bare lige 3 km i vand i knæerne men så
var der
også varm kaffe da vi kom tilbage og det kan jo redde alt.
Nå men til sagen igen - vi fik desværre heller ikke skudt noget den følgende
dag. Lidt en skam, men vi fik alle en ordentlig en på opleveren. Men når
man
nu ikke kan skyde nogen dyr kan jo skyde noget video - Rene og jeg har
lavet
den fedeste kriger sekvens på video. Det var virkelig kriger 1 og kriger
2
som var i aktion.
Vi var temmelig udmattede efter jagtturen og orkede ikke rigtig at køre
hjem
søndag aften - så vi blev tilbudt at overnatte hos Flemming og Barbara.
Næste dag kørte vi forbi en af de naturlige termiske hot-pools som lå på
vejen hjem fra Roturoa. Det var herligt at lade sig glide ned i det varme
vand og bare slappe af. Det eneste der manglede var faktisk bare en kold
øl
og en som gad massere ens ømme ben fra weekendens strabadser.
Nå det var vist røverhistorier nok for denne omgang - det er vist blevet
tid
for mig at komme ind og få lidt søvn. Hvis alt går som det skal tager
vi
båden i vandet i morgen (torsdag) eller muligvis fredag. Ha det godt
derhjemme og nyd nu det gode vejr - og hvis I keder jer på de lange
vinter
aftner kan I jo sende en lille hilsen til den sydlige halvkugle.
Mange hilsner
Den sejlende SAS-kriger
Dennis |
|