Hvad står menuen på?

Begået af Hvalros Mundgodt (alias Stefan Laursen)

Det daglige spørgsmål "hvad skal vi have at spise?" Man forstår godt at dagens kok klør sig i panden før der bliver svaret. Hvad kan man nu trylle frem efter 15 døgn på søen, næsten ingen friske råvare, måske er der kun dåsemad tilbage. Derfor er det vigtigt at når der bliver købt ind, at der er en samhørighed i det man vælger! Det er ikke altid nemt, for der er aldrig et Bilka, når man skal bruge en, det er det lokale supermarked eller købmand, som i øvrigt taler et sprog, som kun han selv forstår.

Men det er en af de charmerende ting ved at være langturssejler. At bruge flere dage på at købe noget ind, der derhjemme ville have taget en formiddag. Vi deler os som regel op i hold. Et hold bruger en dag på det lokale marked, et andet bruger et par dage på at hente diesel og vand. På den måde for man gjort båden klar til tur.

Her ombord prøver vi at udøve, at den/de der laver mad, ikke tager opvasken. Det kan resultere i at alt køkkengrejet er brugt og det er ikke ideen i det, men det er nok også en kunst at lave "god mad" på 2 gasblus uden at bruge alt i skabene.

En vigtig ting i køkkenet er en kogebog, her omborg har vi "God mad - let at lave" fra Lademann. Man kan jo ikke huske alle grundopskrifter tilbage fra folkeskolens hus­hold­nings­ti­mer og den er også god som inspiration, eller bare til at se hvor længe ægget skal have! Det er altid en god tjans at skulle købe frugt og grønt. Så skal man på det lokale marked og prøve alverdens ting og prutte om prisen, for til sidst at fremskaffe en ladvogn til at få det hele fragtet tilbage til havnen.

Det primære som kan bruges til at peppe en hver ret op med, ja selv dåsemad kan blive et udsøgt måltid, er løg, grønne peber, hvidløg, gulerødder, chilipeber og tomater. Grøntsager som hvidkål og kartofler bliver der altid købt mange ind af. Desværre er kartofler i en dårlig stand ude i den store verden. De rådner hurtigt og så lugter de! Salathoveder kan ikke holde sig ret længe, så hvidkål er et godt alternativ. Der kan laves Cole Slaw ved at skære hvidkål i strimler, skylles i kogende vand, så bliver de lidt mere bløde, gulerødder i strimler, rosiner og en dressing af majonaise, sennep, karry, eddike fra drueagurkerne, limesaft og lidt muskatnød.

En tunsteak fra friskfanget tun, uhmm og alle er glade! Frugt skal også købes på markedet, for hvis man køber frugt og grønt i supermarkedet, har det næsten altid været på køl og med vores lille kølekapacitet vil de ikke holde ret lang tid ved dagstemperatur. Ananas og bananer skal helst være grønne og hænges op. Bananklaserne bliver hængt op på en banantøjsnor med en uges mellemrum, så de ikke modnes på een gang. Lime og citroner skal der bare købes mange af, de er altid gode i vandet, så smager det heller ikke af tank eller de kan bruges i madlavningen, som marinade til bl.a. fisk. Kokosnødder kan enten købes eller plukkes fra palmerne rundt omkring. Husk at sikre at der ikke er nogen der ejer palmerne! Kokosnødder er nemme, de kan bare placeres på dækket i et net, så de ikke ruller rundt og når man skal bruge en til madlavningen eller bare til en snack, så hugges toppen af og man har frisk kokosmælk og -kød. Vandmelon og melon i al almindelighed er en dejlig saftig snack på en varm og solrig dag på Stillehavet. Husk at hvis de har været på køl så holder de ikke mange dage.

Når så man har fået slæbt alt dette ud på båden, skal der laves net så man kan få det meste af det op at hænge, så det holder sig længst muligt, og specielt gulerødder og peberfrugter er gode at skære i strimler og putte i rom, så kan de holde sig sprøde i lang tid og maden får også et lille pift af rom smag, når man bruger dem. Husk ikke for mange, man skulle gerne kunne sejle bagefter!

Når man nu er på marked kan man ligeså godt købe en 80-100 æg, for her er man også sikker på at de ikke har været på køl. Kød skal man ikke købe der, men det kommer helt af sig selv, når man ser alle de fluer og andet godt sidde og gnaske løs af det der en dag kunne blive din bøf. Det køber vi gerne i et supermarked, på frost eller fersk. Man skal nok stege/koge det og så ligge det på køl. Der er intet værre end at sidde på tønden med dårlig mave i 35 gr. og høj sø!!

Oksemørbrad kan med fordel soltørres, ved at ligge den i en lage af : 200gr salt, 2 tsk. grov peber, 2 tsk. bagepulver, 2 tsk. brun sukker, 50 gr. koriander, 5 fed hvidløg, lidt muskatnød og 1 glas eddike, i 24 timer og så skal den hænges i solen i 3 til 4 dage, derefter indenfor. Lagen svarer til 5 kg kød.

Det optimale kød kommer fra frisk fangede fisk, det kan være Tun, Guldmakrel, Redsnapper Wahoo eller Baracuda og ligemeget hvilken en det er, så er det et festmåltid. Tun bliver som regel lavet til steaks, som bare drysses med salt og peber og så på panden. Wahoo og baracuda er også gode til steaks og restkødet bruges til fiskefrikadeller. Guldmakrel, Redsnapper og Dorados fileteres, så der ingen ben er i og steges med krydderier og nogle gange laves de i ovnen, men det tager mere gas at lave dem på den måde.

Hvis man kan komme i et supermarked, skal der købes hjælpeting til madlavningen, det kan være: flåede tomater, bønner i forskellige varitioner, champignons, syltede agurker og majs. Derudover skal der altid være ketchup, sennep, majonaise, hot sauce, soya og et hav af krydderier, gerne lokale. Det er alle disse ting der gør at man kan trylle og få  "lam i karry" til igen at kunne spises. Brød har en begrænset levetid, så er man i land køber man frisk brød og når det slipper op på søen må man have fat i kogebogen eller sine færdige brødblandinger hjemmefra. Tørt toastbrød er frembragende til french toast. Vend først brødet i mælk, så i sukker og kanel. Op på panden og vupti - lækker morgenmad. Mælken kan være langtidsholdbar eller mælkepulver, som er udmærket til morgenmad, eller til at bage en sauce op på - og så fylder det heller ikke så meget.

Man kan i øvrigt lave youghurt ud af mælkepulver, men det kræver at man har en startportion. Der er altid en langturssejler der laver youghurt og så kan man få lidt der og så er man i gang. 1 ltr vand, 6-8 spsk mælkepulver og 3 spsk youghurt. Mix 1/2 ltr vand med pulvermælk og pisk grundigt tilsæt youghurt fra dagen før. Den sidste 1/2 ltr vand bringes i kog og hældes forsigtigt i. Det hele pakkes ind i viskestykker i 6-8 timer og youghurt er klar. Kan spises med frisk ananas eller banan.

En anden god morgenmad er amerikanske pandekager med sirup eller limesaft og sukker. Husk nok sirup da den også bruges i aftengroggen af kogende vand, mørk rom, sukker og lidt sirup - Altid god at sove på. Den bliver også brugt hvis saucen er blevet lidt for hot, lige en squees i før serveringen og den er til at spise igen (honning kan også bruges).

Inden man starter ud hjemmefra bør der købes en base af dåsemad, leverpostej, rognguf, makrel i tomat, bøffer og pølser på dåse til junkfood, brødblandninger, tørgær, ristet løg, remoulade, cacaopulver til vand til nattevagterne og hvad der ellers er dansk og gør hverdagen nemmere. Alt dette giver også en god ballast, når det bliver stuvet ned i "kælderen".

Når alle grundting er købt ind, må man ikke glemme at købe ind til at forsøde tilværelse. Det gør altid nattevagten nemmere hvis der er kiks og varm kakao eller en gang frisk ananas. Der skal altid være kiks i alle variationer, rosiner, peanuts (også god i maden), Nutella, det kan få nybagt brød til at blive til slik, frugtbolscher og her ombord sneakers, hvis man kan få fat i dem. Svedsker er også en god snack, eller bare tilskud til tarmene, hvis de ikke vil makke ret. Sodavand er lige til at smide i køleskabet, når motoren kører, og så lade det kolde sukkervand glide ned gennem spiserøret for at ende i et kølig sus i maven. Vores køleskab køler kun når vi har motoren tændt, da kompressoren er forbundet med kilerem til motoren. Ligemeget hvad man nu har fået købt ind, så bliver man kreativ, når man har været på søen i lang tid og husk alt dette kan kun fungere hvis man har husket at fylde sine Gasflasker !!!! 

 

What the world says about det and til
Page powered by Go FTP FREE