Dennis Østergaard Nielsen startede en lovende sejlsports karriere i wayfaren i Esbjerg, hvor han var en energisk og hurtigt tænkende gast. Han fangede hurtigt ideen, om at der skulle fart på; og til Dennis' første DM skulle alt være toptunet. Båden blev hidsigt polereret med kameluldskindspudseskive (venligst udlånt af Palle Sennels ..?) og boatrubbing, og alle detaljer blev bragt i orden.

Dennis er kendt for ikke at eje noget som helst, men alligevel har han alting. F.eks har en han ikke en stor volvo, ikke en mobiltelefon, ikke et sted at bo, men på trods af det kører han i Volvo, osv. Han har utallige kontakter som gør, at han får fingrene i alting alligevel.

Således skulle det også være til dette DM, hvor Dennis havde scoret to våddragter. Nu er wayfar jollen ikke kendt for at være en våd jolle, og våddragter er ikke strengt nødvendigt, men som Dennis postulerede: "vindmodstanden i sejlertøjet er jo af alt afgørende betydning", og således sad vi 4 dage i 30 grader varme, nul sekundmeter og kogte.

Dennis' lovende sejlkarriere forsvandt dog igen som dug for solen. Efter at have terpet med ham i årevis, at "Kapsejlads er sjovt", og "rigtige sejlere er kapsejlere", begyndte skuden pludselig at vende. Efter et sommertogt gennem Europa og ud over Atlanten, var det pludselig ikke højde og fart, rummmere og skraldere, og andre kapsejladsbegreber, som vi diskuterede. Næh det var derimod "en langkølet båd går godt i store søer", og "giv mig en 50 Hk mercedes og jeg skal fanme komme til Als".

I denne periode var Dennis ofte med til kapsejladser, så han kunne mærke adrenalinet og glæden ved sejlads. Intet kunne dog komme i vejen og alle protester blev afvist, og inden jeg så mig om, var han medejer af et 14 tons tungt langkølet jernskib. Slaget var tabt, og kapitulation var eneste vej frem.