Dream Times

26-06-2002, Faial, Azorerne

Vi forlod det drøndyre Antigua den 1. juni. Det var en dejlig solrig dag at sige farvel til Caribien på. Vi havde forinden tanket masser af diesel, da den forestående rute har ry for at kunne byde på masser af højtryk, altså ingen eller lidt vind. Vi havde tanket op, så vi kunne køre for motor i 8 døgn. (heldigvis blev det ikke nødvendig).

Vindretning og hastighed var dog perfekt, da vi hev ankeret op og satte sejlene mod Azorerne. Vi fik en god start på den 2175 mil lange tur.

Efter 2 dages sejlads røg rullestaget på Craigs nattevagt, det gav et ordentlig brag, som fik de to kaptajner op på dækket på rekord tid. Det var beslaget til forstaget, der sidder på bovsprydet, som gav op. Der blev hurtig givet førstehjælp. Staget, hvorpå rullesystemet til genuaen sidder på, blev gjort fast så det ikke hamrede mod båden. Næste morgen gik håndværkerteamet så i gang med at lave reparationerne. Hertil blev der brugt noget kæde, et par sjækler og en ny vantskrue, da den gamle var taget på dybdedyk i Atlanten. Resultatet blev bedre end forventet, men det har dog krævet en gang svejsning her på Faial.

Vi mærkede allerede efter få dage, at vi var på vej nordpå. Det blev KOLDT. For første gang i mange mange måneder oplevede vi at fryse. Først blev strømper og trøjer fundet frem, siden hen bukser og sejlertøj. Soveposerne blev ligeledes hevet frem af gemmerne. I løbet af 14 dage faldt temperaturen 10 grader.

Vi begyndte at opholde os mere og mere under læ, hvor vi hyggede os med kortspil. Vi lærte Craig ”breme” og han lærte os ”juka”. Det kunne vi få mange timer til at gå med hver dag. Vi fordrev også mange timer med læsning. Det har været dejligt at have tid til at kunne fordybe sig i en god bog.

Vi forsøgte os med fiskeriet, som desværre ikke gav de fangster som vi havde håbet på. Det startede ellers godt med både en baracuda og en spansk makrel den første dag, men så gik det ellers ned af bakke. Vi fangede løsslupne bøjer, gamle øl- og sodavandskasser, en fjernsynsskærm. Det er faktisk skræmmende, hvor meget skrammel, der befinder sig ude i midt af Nordatlanten. Hver dag passerede vi de mærkeligste ting, hvis vi da ikke fangede det !!!!!

På et tidspunkt kunne vi ikke forstå, at farten var aftaget. Det tydede på at vi havde fået en halv til en hel knobs modstrøm. Det undrede os noget, for der var ingen aftegninger af strømme på kortet, men sådan var det sikkert bare. Hen under aftenen fandt vi dag forklaringen. Rene opdagede hjørnet af et fiskenet ved båden. Det var synlig, når vi krængede lidt, men forsvandt igen, når vi rettede os op. Dennis, Craig, Christoph og Rene hev det op. Det viste sig at være et 8x3 m stort fiskenet, der havde sat sig fast under båden. Derefter havde vi ikke mere modstrøm!!!!!!

Al den ophobning af skrald skyldes, at vandet i området ofte er stillestående, og omkranses af de store havstrømme. Det bevirker at flydende genstande, læs affald, kan blive i samme område i lang tid. Og da der ikke kommer nogen og fjerner skidtet, ophobes det efterhånden til en mængde, som kan kaldes en flydende losseplads.

Den 13. havde Chris fødselsdag og det skulle jo fejres. Det er ikke det helt store man kan diske op med midt på Atlanten, så det var om at være kreativ. Vi ved alle, at Chris har en stor hang til lakrids, specielt salmiaklakrids, så vi havde gemt en pose ”Super Piratos” til ham. For at skabe lidt sjov lavede vi en lille ”case” for ham.

Chris’ vagt slutter kl. 20, hvorefter han stille og roligt trisser ned i seng. Da det var sket begyndte vi på forberedelserne. Lakridserne blev sammen med 2 kg bly fra dykkergrejet, stoppet i en vandtæt boks, og da klokken slog midnat – og det dermed var hans fødselsdag – bed der en fisk på krogen. Alle med undtagelse af Craig, som havde vagten, sov og da fiskehjulet klikkede i rasende fart, råbte Craig på alle, men mest på Chris. Han kom op til hjulet og fiskestangen, og da der var ro på linen begyndte han at køre ind. Craig sad deroppe og ”hjalp” Chris, så linen kørte ordentligt på hjulet. Men hvad Chris jo ikke vidste, var at Craig samtidig justerede stramningen af linen, hvilket betød at ”fisken” af og til stak af med mere line. Det udviklede sig til en ganske hård kamp mellem ”fisken” og Chris, der jo ikke ville give op, for fisk var jo ikke lige det vi havde fået mest af.

Alt imens kampen kørte på højtryk på agterdækket, kom vi andre ”sløve” padder op, og vi fulgte nøje kampen med høje motiverende tilråb og et videokamera…..  Chris’ arm var nu ved at gå i krampe, og Craig lod fisken tage en anelse mere line – hvilket kun førte til flere tilråb fra tilskuernes side. Den tidligere søvnige, nu ivrige lystfisker, lagde alle og også de sidste kræfter i fiskehjulets håndtag, og han kunne nu se noget smutte hen over overfladen. Noget mistroisk spurgte han til hvad det var, for pludselig var linen meget let. Vi beroligede ham med at fisken blot surfede på overfladen. I øvrigt kunne vi ikke lyse derud, da det ville få fisken til at stikke af igen.

Endelig var han ved vejs ende. Craig fik den store krog i hånden og gjorde sig klar til at hive fisken ombord. Da han vendte sig om og overrakte Chris den vandtætte boks, så fødselaren meget mærkelig ud i hovedet, og da vi andre sang ”I dag er det Chris’ fødselsdag…” gik det op for ham at det hele var et ”set – up”.  Han valgte at udtrykke sine følelser med et langt aaarrrhhhhh for sa….., for derefter med krampe i hånd og arm, at åbne den hårdt tilkæmpede boks. Lakridserne dannede hurtigt et bredt smil på den nu 23 år gamle søulk. De festlige omstændigheder fortsatte i cockpittet med en romtoddy og en stor pose slik, og ikke at forglemme de mange grin som episoden skabte.

Endelig skete det, efter 18 døgn, den 19. juni kl. 6 om morgenen, nåede vi Horta hovedbyen på Faial. Havnekontoret åbnede først kl. 8, så vi brugte ventetiden på, at finde en cafe, hvor vi kunne få morgenmad. Vi spiste alt hvad vi kunne uden at tænke på prisen. Dette måltid havde vi ventet længe på. Maden er god og billig herude, og det varede heller ikke længe førend, at ”drengene” fandt ud af at øllene er billige.

Der blev prøvesmagt i store mængder, og da aftenen var omme kunne nogle huske, hvad der var sket, og andre ikke!!!!!

Faial er den ene ud af ni øer som tilsammen udgør Azorerne. Portugal opdagede øerne i midten af 1400- tallet, og de forblev portugisiske indtil de i 1976 fik delvis selvstyre.

Alle øerne er dannet pga. vulkansk aktivitet. Det sker stadig, at der fra havet kommer nye vulkaner til syne. I 1957-58 kom der en lille vulkan-halvø til syne ved Faials vestkyst. Denne var vi selvfølgelig ude og se nærmere på, på vores ørundtur. Landskabet minder mest om en helt anden planet – vulkansten og ingen nogen form for bevoksning. Inden udbrudet var der et fyrtårn, som advarede sejlerne om kysten, den står nu inde midt i landet! Et ret specielt syn.

Derefter blev det tid til at besøge toppen af øen, der består af et vulkankrater. Vejen derop var ikke taget til en lille bil proppet med fem sømænd!!! Efter at have nydt synet, blev det tid til at komme hjemad. På hjemturen kom vi forbi den lille by Flamingos, hvor der tilfældigvis var noget lignende St. Hans fest – og det var med live band og det hele. Vi fik hold på vores Peugeot 206 og nød et par timer sammen med befolkningen i den lille by. Det endte da også med at vi spiste aftensmad ved en lille skurvogn, en lokal ret bestående af kartofler og noget oksekød. Derefter trillede vi tilbage til båden.

Pga. en helligdag havde vi lejet bilen i to døgn, og dag 2 kørte vi ud til en lille fiskerihavn. Et idyllisk sted, hvor ro var den dominerende faktor. Det blev kun til en lille tur og en is, da vi havde set hvad der var at se dagen før.

Der er tradition for på stedet, at alle skibe inden de afsejler maler et billede på molen. Det skulle nemlig betyde held og lykke på den videre færd,- og det vil de fleste jo gerne have, så der er rigtig mange flotte og mindre kønne malerier. Alle er de dog et kært og sjovt minde om at lige netop dette skib har lagt vejen forbi her.

Vi vil jo også gerne have en god hjemtur, så Susan måtte i gang med pensler og maling, og det er efter vores mening blevet til molens pæneste maleri!!!!

Vi regner med at stikke mod Cork, Irland i morgen. Det bliver vores sidste lange stræk, som ca. vil vare 12 dage. Vi håber, at I stadig kan følge os via sat-com, men desværre er computeren i perioder begyndt at strejke. Saltvand og fugt er jo ikke ligefrem finmekanikkens bedste ven.



Global View of det and related to var
Page powered by Go FTP FREE