Dream Times

15-04-2002 Fortaleza , Brasilien

 

Nu er der vist igen gået lang tid siden at vi har skrevet et Dream-Times. Lad os begynde, hvor vi slap:

Der skete jo en udskiftning i besætningen sidst i januar, hvor Rene og Mike tog hjem til Danmark, og hvor Maiken og Susan, - to snehvide vinterforfrosne danskere kom til det solrige Cape Town.

Der var herefter meningen at vi snarest muligt skulle have sat kursen over Atlanten mod Brasilien. Meeeeen motoren havde andre planer!!!!!! De to autodidakte mekanikere Dennis og Christoph prøvede ellers ihærdig at reparere den, men da det hurtig blev for omfattende, måtte de overlade arbejdet til de lokale mekanikere.

Det blev en lang og sej proces, som endte med at tage en måned. Arbejdstempoet hernede er ikke imponerende hurtig, hvilket er meget frustrerende, når vi bare ventede på at komme af sted. 

Endelig kom den dag, hvor vi satte sejl mod Skt. Helena, som er en lille ø, der ligger 1600 sømil fra Cape Town. Allerede efter et par dage ramte vi den så kendte passatvind, og derefter havde vi en god og stabil vind resten af vejen.

Alle var glade for at se land, da vi nåede Skt.Helena efter 13 dages ”cocktails-på-fordækket-sejlads”. Indklareringen gik smertefrit, og derefter skyndte vi os i land for finde et sted at spise aftensmad. Valget var nemt, da kun den ene af øens to restauranter var åben!!!!

Skt. Helena er en del af Common-Wealth, og der bor 5700 indbyggere på øen. Den er mest kendt for det sted, hvor briterne holdt Napoleon fanget. I det hele taget bærer øen præg af at have spillet en rolle i bl.a. Første- og Anden Verdens krig.

På vores søkort så vi der skulle ligge et vrag lige ude for øen. Vi fandt det på 40 meter vand. Det var et virkeligt godt dyk, men vi havde en begrænset bundtid pga. den store dybde. Vraget var meget stor og der var et utroligt maritimt liv. Senere, inde på øens arkiv fandt vi ud af at det var et britisk forsyningsskib, der blev sænket af en tysk ubåd, under anden verdenskrig. I slaget døde 42 mennesker. Resten af besætningen blev reddet af de lokale på øen. Skibet  hed ”Darkdale” og det tjener nu som gravplads for de 42, der døde under slaget.

Der er ingen lufthavn, så alle forsyninger til øen kommer via båd - hver 6. uge fra Cape Town, og to gange om året kommer RMS St. Helena fra London. Denne færge/fragtskib ankom et par dage efter os, og i de tre dage det tog at losse skibet stod øen på den anden ende. Der var madvarer, biler, en ambulance og meget meget mere ombord, og ikke mindst posten, hvor Lars fik fornyede forsyninger hjemmefra.

Efter en uges afslapning begyndte vi på det sidste store stræk over Atlanten. Som på den første tur havde vi en god og stabil vind det meste af vejen. Solen var blevet skrappere, men heldigvis blev vi oftere og oftere kølet af med et godt regnskyl. Det var herligt når det skete, da det betød ferskvandbad på fordækket. Havde folk udefra kunne se os, ville de tro, at vi var gået helt fra forstanden. Lars afferskede tøj i cockpittet, imens han styrede skibet. Susan sad ved masten og brugte det vand, som bommen samlede op, som en improviseret bruser. Christoph og Claus rendte rundt på dækket med vaskeskind på hovedet og vaskede dækket. Ja, det kan absolut ikke have set helt normalt ud……

Det tog os 12 døgn og 23 en halv time at nå Fernando de Noronha, som er en brasiliansk naturfredet ø-gruppe, der ligger 360 sømil fra kysten. Der var ingen indklarering, så det var bare med at få pumpet dinghien og komme i land.

Noget af det første vi så, var en ung smuk brasiliansk kvinde i en meget lille bikini, der kom kørende på en offroader. Der var sket noget af en frigørelse i tøjkulturen siden det mere stive britisk præget Skt. Helena. Det så dog ikke ud til at genere de fire mandlige besætningsmedlemmer som tabte mælet ved synet. Susan og Maiken kan berette at drengene stadig taler meget om dette første møde, som bliver krydret med de mange daglige observationer af den brasilianske kultur.

Fernando var jo ikke blevet fredet pga. deres solbrune badenymfer, men af helt andre årsager, som vi selvfølgelig skulle se nærmere på. Det befandt sig ved og under vandet, så der skulle snorkles og dykkes. Vi fik set massevis af delfiner, store havskildpadder, farverige fisk, en enkel mantaray (djævlerokke). Dykningen foregik sammen med lokale guider, da området jo er fredet.

Det blev til tre dage på Fernando de Noronha, hvorefter kursen blev lagt mod Fortaleza, som er en million by, der ligger midt på østkysten af Brasilien.

Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke muligt, at ligge for anker, så vi ligger i en lille havn ved et femstjernet hotel. Det er rent luksus, for vi må benytte os af hotellets faciliteter, - det bliver til mange daglige ture i poolen.

På mandag skal vi ud og se nærmere på den berømte brasilianske samba-kultur, hvilket vi ser meget frem til.

Tirsdag er foreløbig blevet valgt som afskedsdag med Brasilien. Turen går herefter mod Fransk Guyana, nærmere betegnet Cayenne.

Desværre er vi lidt presset tidsmæssigt, pga. den ekstra måned i Afrika. Vi skulle jo helst nå at komme til Caribien inden vi får besøg hjemmefra.

Sporten:

Lars ligger på en klar førsteplads i udholdenhedskonkurrencen, da han er den eneste der endnu ikke har fundet vej til McDonalds.

Maiken forsøger ihærdigt at komme først ind når det gælder bestigningen af det store Aldeota Shopping Complex, men rygter siger at hun er blevet set snyde ved at benytte sig af rulletrappen!

Til gengæld kan det meddeles at både Dennis Østergaard og Claus Thrane tabte konkurrencen i effektive drabsmetoder, men Dennis’ forsøg på at gasse hele besætningen med egne kropsgasser var tæt på at lykkedes, og Claus’ gamle trick med at putte giftige dampe på lagnet fik da også Christoph til at flytte udenfor, indtil det blev luftet ud igen! Gode forsøg drenge, og vi stoler på at I har forbedret jeres metoder til næste år!

Christoph blev diskvalificeret i effektiv udnyttelse af dækket, da han formåede at hænge sin hængekøje op og sidde og dase den med en pils i hånden alt i mens Susan og Claus sad på knæ og vaskede tøj under ham!

Når det gælder overlevelsesinstinkter kan Susan vist roligt se sig selv som vinder, da hun gang på gang har overlevet Dennis’ forsøg til at kvalificere sig til anden runde af effektive drabsmetoder! Bl.a kan der nævnes utallige giftige gasser, et drukningsforsøg og en svedig armhule en tidlig morgen!

Lars ligger klart i ”Pole-position” hvad angår kampspisning – Claus kommer dog stærkt efter mens Dennis kun er med fremme når det er søde sager der indtages! Det er helt imponerende hvad Lars kan indtage – ikke specielt hvad han spiser til han bliver mæt, men hvad han kan klemme ned hvis det ”alligevel skal smides ud”. Vi taler noget nær en fordobling fra han egentlig er mæt – det må siges at være høj klasse!



What the world says about det and along with der
Page transferred by FREE Go FTP Client