Sidst
vi skrev, befandt vi os i Fortaleza, Brasilien. (ungkarlenes paradis). Det
var ikke nemt for Lars, Claus og Christoph at forlade byen, og mens vi
sejlede derfra lovede de hinanden mange gange at de en dag vil vende
tilbage dertil.
Vi
havde ikke været mange timer på havet førend Maiken begyndte at føle
den maveinfektion, som skulle komme til at ramme det meste af besætningen.
Dennis var den eneste, som klarede at sno sig uden om bakteriernes onde
favntag.
Trods
sygdom ombord var det alligevel en god tur. Vinden var god, og vi havde
strømmen med os. Vi drønede afsted mod Fransk Guyana med gennemsnitlig
8- 9 knob, hvor vi normalt sejler 5-6 knob.
Cirka
halvvejs på turen, den 19. april krydsede vi ækvator. Vi var nu hjemme
igen på den nordlige halvkugle, - herlig fornemmelse!!! Bedriften skulle
jo fejres på behørig vis, hvilket betød en overdådig dåbsfest, hvor
kirkevandet var skiftet ud med kolde øl fra Sydafrika. Det var dog begrænset,
hvad der blev indtaget, da de sarte maver ikke kunne klare det.
Fire
dage senere ankom vi til Kourou, Fransk Guyana. Det havde ellers været
meningen, at vi ville have været taget til hovedstaden Cayenne, men
grundet vanskeligheder med indsejlingen, blev ruten lavet om. Efter et en
dags besøg i Cayenne var vi dog alle enige om, at det var en af de bedste
beslutninger vi have taget. Byen var beskidt, forfalden og ganske
uinteressant.
Kourou
derimod bød på et lille sejlermiljø. En lille overdækket terrasse med
tilhørende bar, som jævnligt havde åben - altså de dage hvor
bartenderen mødte op på arbejde. Som ejeren sagde, når hun ikke mødte
op, ”så har hun nok valgt at sove hjemme i dag”. (hun havde også en
tendens til at sidde og halvsove henover bordet det meste af tiden.)
Det
var også på denne bar at vi havde det første møde med Bent Lorenzen,
den danske kontaktperson for Langtursejlerne. Han var os til stor hjælp.
Det er virkelig dejlig med en lokal guide fra stedet, især når vi ikke
fatter et klap af hvad lokalbefolkningen siger. Fransk er nemlig ikke lige
det sprog vi behersker bedst!!!!!!
Kourou
ligger ved en flodmunding, og vi lå for anker et par hundrede meter oppe
ad floden. En dag havde vi lånt en indianer-kano, så vi kunne tage på
en tur ind i regnskoven. Vi satte dinghymotoren på, og pakkede kanoen med
så meget grej, at man skulle tro, at det var en 14 dages tur. Overleve
skulle vi i hvertfald nok!!!!!!
Det
var en utrolig flot tur op langs floden, med regnskov på begge sider. I
baggrunden kunne vi høre dyrene derinde.
Efter
3 timer fandt vi en åben hytte, hvor vi ville overnatte. Alt grejet blev
slæbt op fra kanoen, og der gik ikke længe førend at vi opdagede, at vi
manglede hængekøjerne!!!!! Der blev sagt mange ufine ord i forbindelse
med denne opdagelse, men der skal mere end en glemt hængekøje til at slå
mandskabet omkuld, så vi begyndte i stor stil at samle palmeblade ind, således
at vi kunne lave en komfortabel seng på gulvet. (den var dog LANGT fra så
behagelig at ligge i, men eksotisk så det ud).
Inden
vi gik i seng havde vi siddet og talt lidt om alle de dyr, der levede
derude. Vi havde jo fået fortalt om anakondaer, edderkopper, aber og
jaguarer. Mange af dem var ikke lige nogle vi ønskede at få besøg af om
natten, men for vores egen sikkerhedsskyld besluttede vi os for at ligge
macheten udenfor, så vi ikke kom til at slå hinanden ned, hvis vi skulle
op og tisse om natten.
Det
var Susans held, for hun var nær blevet slået ned af både Lars og
Christoph, der lå klar med en mag-lite hver, - i tilfælde af
uvedkommende gæster.
Man
bliver hurtig lidt paranoid, når alt omkring en er mørkt og man kan høre
en masse lyde, og især når vi vidste hvilke dyr der befandt sig i
regnskoven.
Næste
formiddag tog vi tilbage til båden, det var igen en rigtig flot tur.
Denne gang var vi heldige at se aberne springe fra træ til træ hen over
os.
Lidt
uden for Kourou ligger et stort europæisk space-center, hvor vi tog ud,
for at se lidt nærmere på faciliteterne. Trods det at de fleste europæiske
lande er fælles om at bygge raketterne, foregår ALT på fransk. Vi havde
været forudseende og havde bestilt en engelsk talende guide, men da vi
kom derud fik vi fortalt, at det ikke kunne lade sig gøre, så vi måtte
nøjes med den fransk talende guide. Det ville vi ikke tage os til takke
med, så vi ringede til stedets pr-chef Juan, som vi havde været så
heldige at møde i byen et par dage før. Han var så flink at tilbyde sin
hjælp i tilfælde af at vi ville løbe ind i problemer ude på space
centeret.
Han
kom hurtigt ned i receptionen, og efter et par telefonopkald til hans
chef, blev det således at Juan blev vores engelske guide. Det kunne jo
ikke blive mere fornemt.
Så
alt i alt blev det et vellykket besøg, hvor vi først sad i kontrolrummet
og fik space centerets historie, og hvilke opgaver det udfører. De samler
opsendelses raketterne på centeret, og så er der forskellige firmaer,
der betaler centeret for til at sende deres satellitter ud i rummet. En
raket kan rumme 1-3 satellitter ad gangen, og der bliver affyret ca. en
raket om måneden. Prisen for at bygge sådan en er den samme som det
koster at bygge en Boring 747. Satelitterne der kommer i omløb, er
hovedsagelig til telekommunikation.
Da
turen var slut kom Juan med et tilbud vi ikke kunne afslå. Han ville prøve
at få os med til den næste raketaffyring, - hvis vi altså havde lyst.
Selvfølgelig havde vi lyst, men affyringen var planlagt til at skulle
foregå et par dage efter vi havde tænkt os at tage afsted. Efter en kort
diskussion blev vi hurtigt enige om, at det var en chance for livet, så
den måtte vi tage imod.
Dagene
inden raketaffyringen brugte vi på øerne Illet de Salut, også kaldet djævleøerne.
De har fungeret som franske fængselsøer i de to foregående århundrede.
Der var stadig mange interessante bygninger/ruiner tilbage og vi tog på
en ekspedition. Vi fik hurtig et mål for udflugten og det var at skaffe
mad. Susan fandt nogle bananer, mens Claus og Dennis prøvede at lokke de
fritgående høns hen til sig, helst så tæt på at de kunne slås ihjel
med den store sten, som de to jægere stod klar med. Uden at sige for
meget om Dennis og Claus jagtmetoder, så fik vi dåsemad den aften!!!!
De
havde derimod større succes med at plukke kokosnødder, som vi brugte til
pina colada.
Dagen
med den store raketaffyring oprandt. Vi havde jo fået VIP-billetter, så
efter lidt sikkerhedstjek blev vi kørt hen til Venus, et observationstårn
på området. Der var gjort klar med drikkevarer, pindemadder og andre lækkerier.
Det kunne vi danskere jo ikke lade stå urørt særlig længe, så Lars
lagde ud med prøvesmagningen!!!
Spisningen
måtte desværre afbrydes, da raketten skulle afsted. Den var 10 km fra ,
hvor vi stod, men vi kunne sagtens se og høre den da den blev sendt
afsted. Det var en stor ildkugle, der banede sig vej over himlen. Vi kunne
også ane de to første separationer.
Selve
affyringen tog ikke særlig lang tid, men det var alligevel en stor og
speciel oplevelse at have fået lov til at overvære.
En
aften hvor vi sad og hyggede os på båden, kom der en anden dansker på
besøg – han havde taget sin ven med, som var i fremmedlegionen! Det var
ret spændende historier han havde at fortælle. Imponerende som
oplevelserne næsten kommer til os helt ad sig selv!
Vi
havde nu brugt alt for lang tid i Kourou, og vi måtte hellere skynde os
videre til Tobago, Caribien, hvor Dennis ville få besøg af sine forældre.
Der var igen fart over Dream, og vi nåede frem til tiden, hvilket vi ikke
havde forventet. Det betød at Dennis og Susan kunne overraske hans forældre
ude i lufthavnen. De blev boende sammen dem et par dage, der var jo en del
ting der skulle fortælles om, når det var halvandet år siden de sidst
havde set hinanden.
Tobago
var i det hele taget det sted, hvor der skete en masse ændringer i besætningen.
Rene kom tilbage efter en lang ferie derhjemme. Det var skønt at se ham
herude igen.
Maiken
stod, som planlagt, af båden, og tog flyveren hjem til det næsten
sommerramte Danmark.
Vi
skulle også videre mod Martinique, hvor Lars ventede besøg af sine forældre.
Turen dertil var dog ikke særlig behagelig. Der var rigelig med vind, og
båden tog vand ind. Det var en kombination af at forrummet ikke var
lukket ordentlig til, så hver gang der kom en bølge over skibet, fyldtes
rummet med vand og det løb videre ind i skibet. En anden faktor var
toilettet, som har den irriterende vane at lukke vand ind, når vi krænger
for meget til bagbord. Den sidste ting som betød at vores køjer og tøj
blev vådt, var at teakdækket har givet sig så meget, at der kom vand
ind.
Forrummet
blev forsvarlig lukket, toiletrørene blev lukket og Rene og Christoph har
efterfølgende sikaflexet (red.: tætnet) dækket. Det ser ikke særlig kønt
ud, men det er lige meget bare køjerne er tørre!!!!!.
Der
var igen en udskiftning i besætningen på Martinique. Lars tog med sin
familie hjem, og Claus mente også at det var blevet tid til at komme
hjemad. (Susan mistede hermed sin faste patient!!!!!)
Vi
fik i stedet vort nye besætningsmedlem ombord. Han hedder Craig og kommer
fra New Zealand. Dennis og Rene mødt ham på en af deres adskillige
jagtture. Craig havde medbragt et hav af fiskegrej, som udløste julelys i
øjnene på Dennis, Rene og Christoph.
Der gik heller ikke længe før grejet
skulle prøves af. Den store test blev på turen mod Antigua, hvor sejlbåden
Dream forvandlede sig til et højteknologisk fiskefartøj. Det resulterede
også i en stor tun. Craig overraskede os alle med at spise hjertet fra
fisken mens det stadig pumpede. Han havde ellers tilbudt det til os, men
da der var ikke den helt store afsætning på det, så måtte han selv
spise det.
Craig
har i det hele taget været god til at forsyne båden med alt godt fra
havet. Han fanger store hummere med de bare næver, når ”drengene” er
på dyk.
Han
har ligeledes bidraget med nogle nye måder at tilberede fiskene på. Vi
har prøvet rå fisk dyppet i soya sauce, hvilket smagte overraskende
godt.
Det
bliver spændende at se, hvad den forestående Atlanterhavstur byder på
af kulinariske retter.
Vi
regner med at stikke den 1. juni, og det tager ca. tre uger inden vi når
Azorerne. Indtil da nyder vi den sidste dag på Antigua. Det er en meget
hyggelig og køn ø, men den er overrendt af amerikanske turister, så alt
er sindssygt dyrt her. Et kilo mel i det lokale supermarked koster 18 kr.,
og 24 kr. for 500 gr. pasta. Vi er i hvert glade for, at vi provianterede
stort i Fortaleza.