Dream Times

Cape Town, 1 februar 2002

Besætning: Dennis, Rene, Christoph, Claus, Lars , Mike

Sejladsen fra Mauritius foregik stille og rolig, vi havde ca. 10 dage på søen, med alt slags vejr, lige fra kuling til vindstille. Det gik også godt med vores nye besætningsmedlemmer, Mike og Lars , som havde deres første længere sejltur. Selvom Lars havde startvanskeligheder som sømand på fuldtid og pga søsyge måtte ty til plaster, så kom han hurtigt op på dupperne igen og der var god stemning. Vores mål var oprindelig Durban, men under turen ændrede vi kurs mod Richards Bay, som skulle være kendt for et godt mødested for langturssejlere.

Da vi ankom til havnen i Richards bay, gjorde vi os alle klar til mødet med Afrika og alle de rygter som man har hørt om Sydafrika og apartheid. Med alle mand på sin post fik vi lagt til i lystbådehavnen og vi fik kontaktet de lokale myndigheder, som lovede at komme hen på formiddagen. Det viste sig ikke at være tilfældet, det lykkedes dem faktisk ikke at komme før dagen efter. Vi var imidlertid blevet træt af at vente og var taget på opdagelsestur ind i landet, dvs. vi var taget ind til det lokale shopping-center for at få fyldt køleskabet efter turen.

Afrika har en storslået natur, det viste sig allerede første gang, da vi i taxaen kørte ud fra havneområdet, løb et par aber ud fra de nært liggende træer og over vejen.

Vi havde længe før ankomst aftalt, at vi ville ind i landet for at se hvad landet havde at byde på af lokale dyr. Umfolozi, var parken som vores valg faldt på. Parken er privat område og ligger ca. 150 km fra  havnen.

Vi ankom til parken, i en lejet bil, ved 7-tiden om morgenen. Med søvn i øjene kørte vi ind i parken og pludselig ”stod” vi ansigt til ansigt med en giraf, ja vi var faktisk omringet af langhalsede kæmper som var midt i deres morgen mad. Christoph var ikke helt så begejstret med mødet med de store væsener.

Pga af malaria faren var hele besætningen på malaria-piller. Christoph kunne ikke helt tåle pillerne og besluttede at brække sig efter mødet med den første giraf. Resten af besætningen holdt udkig inde fra bilen, for der var også løver i området. Alt i alt fik vi to dage til at gå i parken, hvor vi fik set alt lige fra hyæner til elefanter.

Efter to uger i Richards Bay, besluttede vi os at det var tid til at bevæge os videre sydpå.

Vi stak ud fra den vindstille havn tidligt om morgenen og satte kurs mod Durban. Turen varede lidt mere end et døgn, vi fandt en utrolig kraftig strøm som i samarbejde med en kuling, i al hast fik os sendt afsted med lynets fart. Det var en hård tur, men det gør ikke så meget, når man skyder en god fart.

Vi nåede til Durban, og der ventede der noget af en omvæltning for besætningen, byen lignede på ingen måde, det vi havde oplevet i Richards Bay, og hvis der var en præmie til verdens mest stressede by, vil Durban helt sikkert blive nomineret. Det er næsten uudholdeligt at bevæge sig rundt i byen og det kan ikke anbefales at bevæge sig rundt ene mand eller kvinde for dens sags skyld  - og specielt ikke om natten, hvor vi ofte hørte pistolskud.

Vi blev da også hurtigt enige om at vi hellere måtte komme ud af byen. Dennis havde tidligere hørt om et bjergområde i nærheden ved navn Drakensberg, endnu engang lejede vi en bil og begav os ind i landet.  

Drakensberg er et område, der er beskyttet som nationalpark, hvilket man egentligt godt kan forstå – for naturen er helt fantastisk. Vi tilbragte tre dage i området, vi traskede rundt i nogle af de forskellige parker som Drakensberg er opdelt i. Naturen var helt vildt flot – den sidste dag tog vi på hestetur. Vi må nok indrømme, at det var ret svært at finde storformen frem… og vi var vist alle godt smadrede i bagdelen dagen efter.  

Efter at have set Drakensberg, stak vi atter til havs. Vores næste destination blev Port Elizabeth - det var egentligt ikke meningen, at vi ville have gået ind til Port Elisabeth (havde forinden hørt, at det var en rå industriby), men vejret tvang os ind, dvs. vores vejrvindue holdt kortere end vi havde regnet med, hvilket samtidig resulterede i en ny døgn rekord, 173 sømil fik vi tilbagelagt. Vi var ikke så vilde med at skulle holde jul i Port Elisabeth, efter at have været i Durban, havde vi alle ligesom fået nok af storbyer. Vi blev dog positivt overrasket over byen, faktisk blev vi helt glade for byen.

Vi var inde at se et helt kanon Oceanarium – som har ry for at være et af de bedste i Sydafrika. Juleaften blev fejret med alt, hvad der dertil hører – vi fik faktisk strikket en rigtig kanon dansk julemiddag sammen, og hyggede os med pakkeleg og det hele.

Planen var hele tiden at vi ville have været til den lille lagune ud for byen Knysna, så kort efter jul begav vi os i det først kommende vindue ud mod Knysna.

Turen til Knysna var ret hård – vi bøvlede med meget skiftende vinde og måtte krydse og håndstyre det meste af turen. Så det var fedt, da vi endelig nåede til den lille lagune med det svensk klingende navn.

Knysna er et herligt sted, vi havde tidligere fået stedet anbefalet af andre langturssejlere, og denne anbefaling giver vi glad videre til andre, hvad enten de er sejlere eller blot leder efter et sted at holde ferie.

Indsejlingen til lagunen er et fantastisk syn, dette sker mellem to enorme klippeskrænter (the heads) som fungerer som en naturlig bølgebryder. Under indsejlingen stiftede vi bekendtskab med den lokale sandbanke – flere af os var ude at hænge i bommen for at tippe skibet fri igen. Med nød og næppe kom vi fri igen, og kunne ånde lettet op.

Efter at have indpasset os til feriestemningen som herskede i den lille idyl by, begyndte vi at udforske stedet, dette foregik på land ved at vandre ud til the heads, så vel som under vandet da vi med dykkerudstyr undersøgte et gammelt vrag fra 1903, som var sunket ud for den smalle udsejling.

Dykket krævede en smule planlægning i det at der i indsejlingen hvor dykket skulle foregå løb ca. 5 knobs strøm, men hvis man planlage dykket således, at man ankom til stedet 20 min før højvande, havde man nogenlunde roligt vand ind til ca. 20 min efter højvande, hvor strømmen igen vil begynde at bruse ud af mod det åbne hav.

Nytårsaften blev fejret med maner i den lille lagune, specielt af os skøre danskere, der manglede intet den aften af de våede varer og yachtklubben stillede fem store griller til rådighed, så den medbragte mad kunne blive varmet.

Alt i alt forløb aftenen perfekt og der var dømt endags malaria til alle mand dagen efter.

Vi var efterhånden alle sammen begyndt at blive en smule ivrige efter at runde det berømte Kap det Gode Håb, så da næste vindue igen viste sig at være på trapperne gjorde vi klar til at forlade den ellers så hyggelige lille by.

Tidligt om morgenen hev vi ankeret op, og begav os ud mod udsejlingen. Da vi havde rundet den lille tange som skilte os fra selve udsejlingen, kom ”the heads” til syne, alle ombord var ved at tabe både næse og mund, det var noget af et syn, der mødte os, bølgerne stod kæmpe høje i den klippefyldte udsejling. Det var på engang både frygtindgydende og smukt, da vores motor langsomt, men stabilt skubbede os gennem bølgerne som brækkede ind mod os og land.

Da vi atter var i åbent vand viste det sig at være perfekt sejlvejr og vi begav os afsted mod vores mål ”Kap det Gode Håb”.

Den efterfølgende dag, tidligt på eftermiddagen nåede vi Sydafrikas’ geografisk sydligste punkt ”Cape Agulhas” (hvor det Indiske Ocean møder Atlanterhavet) det er utrolig flot at følge denne Sydafrikas’ sydligste kyststrækning.

Hvad mere gjorde at det var en utrolig flot tur, var det faktum at vi fik besøg af stedets naturlige beboere. Først var det en Albatros som kredsede om det gode skib, for hurtigt at forsvinde ud mod det åbne hav. Hen under aftenen hørte Lars en underlig lyd, det viste sig at være en flok sydlige retshvaler som aflagde os et besøg, det varede godt nok ikke længe, men de var der!

Man må sige at vejret, imodsætning til tidligere, var med os på dette stræk og det lykkedes os at nå Kap det Gode Håb i et hug fra Knysna. Desværre var klokken hen ad 23 da vi nåede selve ”håbet” og det lykkedes os ikke at se ret meget af kysten. Men hvor var det en fed følelse at runde det berømte kap – vi havde en vis stolthed i kroppen og en følelse af at det vi her havde gjort var sgu virkelig noget særligt.  

Kap det Gode Håb har længe været et af de store mål på turen – Derefter hedder det jo kun nordpå! Vi havde en følelse af at være kommet væsentlig tættere på gode gamle Danevang. Vi havde fantastisk godt vejr rundt om kappet og nød det i fulde drag, men vi var godt klar over at det var med at nyde det mens det stod på. For vejret hernede kan vende lige så hurtigt, som de radikales holdninger! På få timer kan vinden vende 180 grader og det tager ikke lang tid for bølgerne at følge trop! Og at sejle i modvind med høj sø stående ind over båden er der altså ikke ret meget ved. Det hænger nemlig sådan sammen at hvis vinden går mod den stærke strøm som løber langs kysten så bliver bølgerne pisket op – og når hurtigt en 5-6 meter i højden.

Med god rolig sejlads kom vi videre til Hout Bay – den lille fiskerby lå ude i morgendisen og vandet var spejlblankt. Indsejlingen var let, men ufattelig flot – havnen ligger nærmest som i en gryde omgivet af bjerge. Solen var lige begyndt at titte op over bjergryggen og kastede et herligt lys ned over byen.

Det var en glad besætning som stod op dagen efter, vi mente at vi i Durban havde vi fået storby nok, så i stedet for at ligge os ind i selve Cape Town, fandt vi frem til Hout Bay, der ligger en times kørsel med bus syd for Cape Town. Allerede første dag, efter ankomst til Hout Bay, besluttede vi os at tage bussen ind til Cape Town. Næsten alle af os ventede post, så vi var meget ivrige for at komme ind til posthuset.

Cape Town, er en storby i alt sin enkelthed. Selve centrum er skyskrabere skulder ved skulder og enkelte gader med butikker.   

Fra Hout Bay lykkedes det os at arrangere det længe ventede møde med den hvide haj. Et lokalt dykkerselskab arrangerede kørsel ned til False Bay, hvor det hele foregår. Kl. 05 om morgenen blev vi samlet op af en minibus og efter 2 timer, ankom vi til dykkercenteret som skulle sejle os ud til de store ”fisk”.

Efter 20 min. var vi klar til at hoppe i våddragterne. Der var dog lige det lille men, at vi manglede æresgæsten, til gildet. ”Morgen” maden skulle bestå af sprængt ”Grå haj” med skidt fisk som blev hængt i et net på siden af båden. Efter 10 til 15 min. ankom dagens første deltager og Dennis og Lars var i vandet med det samme. Det skal jo lige siges, at der jo, selvfølgelig, var et bur som vi gemte os i. Alt i alt var det en herlig dag og da dagen var omme, var vi alle sammen glade for at vi havde haft et bur med.

Robben Island, er en anden turist ”fælde” som Cape Town kan byde på. Robben Island er Sydafrikas svar på den Amerikanske fængselø, Alcatrez. Robben Island er stedet hvor den sydafrikanske regering gennem årtier holdt politiske fanger, så som Nelson Mandela, tilbage uden at give dem en retfærdig dom. Men selv som dette ikke er længe siden at det forholdte sig sådan på øen, er man allerede kommet langt med hensyn til den sociale udvikling, set fra vores synspunkt i hvert fald.

Det lykkedes os at finde et godt tilbud på at leje biler så vi kunne komme ud og se det berygtede Cape Point, som det ikke lykkedes os at se i mørket, det var en dejlig dag og der blev knaldet billeder af til den helt store guldmedalje.

Dagen kom hvor vi skulle sende Rene og Mike hjem til det kolde nord. Når man har været seks mand ombord i tre måneder og pludselig ”kun”  er fire bliver der faktisk utrolig tomt på båden, men denne ”tomhed” varede ikke længe, for efter bare 2 dage var både Susan og Maiken ankommet – med masser af pakker og saltlakrids fra Danmark. Det skal blive herligt med noget nyt blod og nogle nye vanvittige ideer!

Dagen efter de 2 nye var ankommet blæste det voldsomt op her i havnen – Vi ligger i en lille bugt, totalt omgivet af bjerge. Når vinden går i Syd Øst kan vinden accelerere ned ad bjergsiderne og nå temmelig store hastigheder. Det var ret vildt, men herligt at være i havn i stedet for ude i åbent hav når det blæser så meget. Det blæste i 2 døgn, dog altid værst om aftenen – der blev målt vindstød helt op til mellem 85 og 100 knob. Det svarer til en ret god orkan. Ingen kom dog noget til – vi sprang et par fortøjninger og en fender eksploderede. Ret billigt sluppet, alt taget i betragtning. Vores nye nødbøje kunne heller ikke klare vindpresset og brækkede allerede den første dag.

Det var straks værre for en lidt større båd længere nede af molen – han var konstant ved at rive sig løs, da hans fortøjninger sprang lige så hurtig som vi kunne sætte nye på. Et 4 centimeter tykt reb sprang som var det bomuldstråd, og vores tykke blå fortøjningsreb som vi venligst havde taget med ned til ham holdt kun små 5 minutter. Det endte med at han måtte lade køre motoren i fuld bak resten af natten – for bare at holde den fra molen.

Sporten:

 




More on: det and var
The Fastest SFTP (SSH) anywhere, Go FTP FREE