Brev fra Dennis

12-04-2002  Forteleza, Brasilien

Så har vi endelig fået fastland under fødderne igen! Vi er nået til Samba dansens og fodboldens land, Brasilien! Det er ikke meget jeg kan berette om landet endnu, men det kommer nok senere.

Endnu et ocean er krydset og et nyt kontinent skal udforskes. Vi havde en helt fantastisk tur herover fra St. Helena. Vi havde rigtig god vind hele vejen og strømmen er taget til, den løb rask væk med 1 til 2 knob. Så det krævede ikke meget vind før vi var oppe på 6 knob.

Det nye sejl som vi fik os i Cape Town kom virkelig til sin ret på denne tur. Vi satte den sammen med den gamle genua og sådan stod de hele vejen til Fernando! Vi fik vinden plat bagfra, men med de 2 forsejl var det ikke noget problem - vindroret klarede hovedparten af styringen og vi hyggede os med guitarspil, læsning og små reparationer.

Vi har over Atlanten fanget godt med fisk, dog mest guldmakreller og tun. Men på denne tur fangede vi også en anseelig blæksprutte. Den var vel 40 cm lang og skiftede farve som sindssyg. Da den kom op af vandet var den ildrød, men blev hurtig gul og blå (..ikke pga at vi tævede den!) for til sidst at skifte til helt hvid. Lars parterede den og reddede aftensmaden den dag. Næste gang tror jeg vi skal tilberede den anderledes for den havde lidt en konsistens af vådt viskelæder! Men ned røg den alligevel.

Det var generelt en af de mest behagelige sejlture i lang tid - men vi har selvfølgelig også været vant til det oprørske Indiske ocean. Alle mand faldt hurtigt ind i en rytme og dagene flød behagelig sammen. Vi lavede et lille stop på Fernando De Noronha, en lille brasiliansk ø-gruppe som ligger 400 mil fra fastlandet.

Fernando er erklæret for nationalpark, og er for Brasilianerne som Galapagos er for Ecuadorianerne. Det er et rendyrket dykkerparadis. Der lever kun omkring 2000 mennesker på øerne tilsammen, og stress er et totalt ukendt fænomen derude! Næsten lige så ukendt som ordet VISA-kort!

På ankerpladsen lå vi noget urolig, ja det var faktisk mere rolig når vi sejlede! De store dønninger fra Sydatlanten rullede ind i bugten og når vinden ikke var stærk nok til at holde stævnen oppe i vinden, lå vi med siden til dønningerne og det bevirkede at øllene ikke kunne stå på bordet, men måtte drikkes hurtigt! Normalt ville vi ha' lagt et hækanker ud, men med de dønninger var det umuligt! Sådan er livet jo til tider ubarmhjertigt ;-))

Som på Galapagos, må man ikke selv dykke i nationalparken, det er for så vidt også ok - bare der så er mulighed for at komme ud at dykke til en rimelig pris med et selskab. Jeg forstår godt at de vil passe på et område som Fernando, for der er virkelig et marine liv som er værd at beskytte. Det er helt tydeligt når man er i vandet at dyrene ikke føler sig truet her, de kommer helt tæt på og er mindst lige så nysgerrige som vi er.

Vi allierede os med et lokalt dykkerfirma og fik da også et par gode dyk - dog er her regntid for øjeblikket, og det nedsatte sigtbarheden en anelse. Vandet var ellers til tider klart som et glas vand, men på vores dyk måtte vi nøjes med en sigtbarhed på omkring 20 meter. Ja, livet kan være hårdt ;-)) men vi så også kun tonsvis af barracudas, og andre tropiske fisk foruden en nurseshark, flere skildpadder, muræner, hummere på størrelse med en arm og flere stringrays.

Det firma vi dykkede med sendte en fotograf med os ned og jeg fik virkelig et godt billede hvor jeg ligger helt tæt på en havskildpadde - den blev ved os i næsten 5 minutter og kom til tider meget tæt på os. Jeg svømmede helt hen til den og stak min maske helt op i hovedet på den. Den syntes jeg var lige så interessant som jeg syntes den var! En fed oplevelse - og så blev den endda fanget af fotografen! Kanon!

Som en hver anden forpost havde Fernando sit eget fort - men til forskel fra så mange andre steder i verden var det ikke lavet om til et "turist venligt fort". Næææ, nu var der bare sat et skilt op at det ikke var i brug længere og det var det. Kanonerne lå som de var forladt og de væltede mure var ikke muret op igen. Det blev jo selvfølgelig også udforsket og der blev taget et par billeder ud over bugten, hvor det stolte skib lå!

Nå vi blev enige om at det vist var på tide at komme videre og satte kursen mod fastlandet - til storbyen, Forteleza. Jo, det skal blive godt igen at komme på mail og så er Brasilien jo landet hvor det at kigge på solbrune piger i meget små bikinier jo nærmest er kultur - og vi er jo som sagt meget kulturbevidste;-))

Hav det rigtig godt og tak til alle jer som har sendt mig mails og hilsner.

Mange hilsner Dennis,

en sømand med endnu et ocean på brystet!

 

What the world says about det and related to til
transported by Go FTP FREE