New
Zealand - et utroligt smukt land, blot en skam at jeg ikke har været klar
over det før nu - så havde jeg garanteret valgt New Zealand som rejsemål
i stedet for så mange andre.
Ikke
kun landet er smukt - befolkningen er utroligt hjælpsomme og imødekommende
på en god måde, ikke påtrængende.
Vi
sagde farvel til alle vore venner på bådebroen i Tauranga. Endelig alene
og på havet.
Jeg
havde forberedt mig godt ved at sætte søsygeplaster på og jeg må sige
at det var godt, for hold da op hvor det vippede og gyngede i dønningerne.
Men ikke et øjeblik siden afrejsen og indtil nu (ca. 300 mil efter) har søsyge
været et problem (7 9 13). Det er de øjeblikke jeg glæder mig over - når
min glæde for sejle og mangel på søsyge går op i en større enhed! Men
det skal man måske have brækket sig ligeså mange gange som undertegnede
for at kunne forstå værdien af. Så jeg håber bare at plasteret forsat
virker når det virkelig gælder.
Du
har muligvis allerede læst lidt om den cyklon vi rendte ind i undervejs på
Dream siderne. Det var nu ikke så slemt endda. Alle tog det meget
afslappet, vi bagte kage og spillede spil og hyggede os rigtigt, men med
vindstød på mere end 60 knob (ca. 30m/s) var det vel ikke helt ufarligt,
men et solidt forarbejde med at smide ekstra kæde og et ekstra anker ud
var med til at skabe trygheden. Desuden var vi omgivet af det mest
fantastisk smukke bjerglandskab - jungleagtigt.
Vi
sov ganske som vi plejer, indrømmet lidt mere på vagt for fremmede lyde
og krængninger.
Efter
at vinden havde lagt sig strålede solen fra en næsten skyfri himmel. Vi
var dog nødt til at vente endnu en dag idet dønningerne efter sigende
stadig var temmelig store.
Da
vi forlod vor trygge ankerplads skal jeg hilse at sige at der stadig var dønninger
- mellem 4 og 5 meter, men det virkede "helt rigtigt" ingen brækkende
bølger - kun dønninger. Dog skal jeg indrømme at jeg lige skulle vænne
mig til at sejle i de store dønninger om natten. Det var ret ubehageligt
overhovedet intet at kunne se, men bare at skulle forlade sig blindt på
instrumenterne. Både Rene og Dennis er ganske habile sejlere så deres måde
at takle tingene og os to nye ombord fungerer vældig fint. Mette har
aldrig sejlet før, men det skal hun nok komme efter ret hurtigt.
P.gr.a.
vort beskedne antal ombord er vi nødt til at tage nogle længere tørn
ved hver vagt. Tidligere har Dream haft succes med alenevagter, og det
lader til at vi skal praktisere den form igen. Men det er selvfølgelig
kun i godt vejr.
Dream
er udstyret med et vindror. D.v.s. at når kursen er lagt, justeres
vindroret ind til at holde kursen automatisk. Denne automatik gælder dog
kun når der er vind. Derfor er der også blevet installeret en AutoPilot,
En elektronisk selvstyrer med et indbygget kompas. Ganske anvendelig og
uundværlig.
Dennis
og jeg er ved at bikse med en ekstra bekvemmelighed, nemlig en digital
kortbølgemodtager. Til den bygger vi en demodulator, en dims som gør at
vi kan hente rigtige vejkort i faxkvalitet ned. Derudover vil vi være i
stand til at modtage nogle udvalgte danske radioudsendelser på bestemte
tidspunkter.
Vi
ligger i øjeblikket i Opua på den nordligste del af New Zealand. Her
venter vi på godt vejr, d.v.s. et lavtryk som vi så skal sejle på
bagsiden af for at få vinden fra den rigtige retning og i den rigtige
styrke. Samtidigt er Opua det sted hvor vi skal checke ud af landet.
Det
er netop blevet besluttet at vi vil sejle mod Ny Caledonien på Lørdag
21-04-2001. Fredag havde ellers været bedre, men ifølge gammel sømandsskik
afsejler man aldrig på en Fredag!
Der
er mange ting der skal være iorden inden en længere tur. Den næste
etape varer ca 12-15 dage, men vi har alligevel købt proviant til de næste
3 måneder idet priserne er rimelige her, men vil stige meget, især i det
franske Ny Caledonien.
Til
sidst skal lyde en tak til alle der har betænkt mig med e-mails. Det er
rart at høre fra jer derhjemme. Der skal også lyde en hilsen til søens
folk.
Med
venlig hilsen
Gunnar