Hej igen. Vi er nu kommet til Bali og der er igen gode
historier som kan sendes hjem.
Vi forlod Darwin en mandag formiddag efter en smertefri
udklarering og satte kursen mod Ashmore Reef. Dette rev ligger halvvejs
til Bali i ret linie og skaber derfor grundlag for et naturligt stop, som
vi alle satte meget pris på, men specielt nok de nye gaster som ellers
skulle starte med 8 - 9 døgn på søen. Vi ankrede båden op på et
mindre roligt sted, som dog ikke havde nogen betydning. Vi skulle jo ikke
være om bord. Dinghien blev pumpet og turen gik så ind til den lille
sandø som revet beskyttede. Øen var fredet pga. dyrelivet, men det
opsatte skilt stod jo ikke på dansk
- og vi var de eneste så langt øjet rakte.
Det var ganske gode oplevelser vi skulle få os der. På
vejen ind til øen så vi i vandet mange skildpadder som flygtede fra
larmen af påhængsmotoren. Vi landede på en ganske lækker strand, hvor
fuglene gjorde et stort nummer ud af at signalere deres tilstedeværelse,
eller var det mon deres negativitet over vores ankomst de gav udtryk for??
Nå, men vi holdt os for os selv på stranden og det respekterede fuglene
vist, for deres skrig blev reduceret med flere decibel efter blot få
meters gang.
At det var skildpadder vi havde set i vandet under
indsejlingen blev vi bekræftet i næsten lige med det samme. Rigtig mange
steder var der stadig fine spor fra skildpaddehunner som havde været oppe
i sandet for at lægge æg, og et sted på øen blev vi vidner til en
grand-voksen mor, som var i færd med at grave et "skyttehul"
til sine komne unger. Lad os håbe at skildpadder er drægtige i en længere
periode, for med det tempo hvormed den gravede ville det tage mange timer
før hullet ville være stort nok til at påbegynde en ny familie. (Spørgsmål:
hvor mange æg lægger en havskildpadde ?? svar sendes til vores gæstebog!!)
Vi nåede hele øen rundt uden dehydrering eller tab af besætningsmedlemmer.
I mellemtiden havde havvandet valgt at holde "siesta" og havde
dermed trukket sig meget langt tilbage.
Der var ca. 1 km. fra øen til kanten af revet. De første
ca. 600 meter gik rimeligt godt for der kunne dinghien selv, eller næsten
selv, flyde når der ingen personer var ombord. Problemet var dog ikke løst
efter 600 meter. Tvært i mod. De sidste 400 meter var så godt som tør
koral, hvilket betød at vi i bedste NAVY-SEALS stil bogstavelig talt
kastede det røde gummilyn på nakken og således bar den ud til yderrevet
hvor der derfra var fri passage ud til Dream.
Nu er der nok nogen derhjemme som tænker at en gummibåd
kan da ikke være så tung. Men med en 15 HK motor oppe i båden så går
den i hvert fald ikke under kategorien "fluevægt", men det var
nu heller ikke vægten som var det store problem. Det lå mere i det fodtøj
som halvdelen af bærerne havde på. Jeg nævnte jo at det var et koralrev
vi forcerede, og det gør man ikke i bare fødder, og da planen for uden
at tage en ørundtur også var en snorkeltur, så var der nogen af os som
kun havde svømmefødder med.
Dinghien var halvtung, men er man udstyret med andefødder
gør det bestemt ikke opgaven nemmere. Til gengæld bliver synet meget
sjovere for de andre. Men vi kom ud til båden, hvorefter vi alle tog en
god tur i vandet med maske og finner, og pga. det blev vi belønnet med
gode oplevelser såsom havslanger, farverige fisk og sågar to
havskildpadder. Det er meget lang tid siden vi sidst har snorklet og det
kunne godt mærkes på formen. De dybere dyk var krævende og ganske
korte, men da nu skildpadden lå på 12 meters dybde, ja så måtte man jo
derned.
Da vi havde fået nok tog Chris og Claus dykkerudstyret på
og Chris fik dermed sit første dyk. Da de 20 min senere kom op tog min
bror, Michael, og jeg grejet på og fulgte derefter ankerkæden til 22
meter. Det blev et godt dyk med mange gode oplevelser. Vi så mange af de
samme ting som under snorkelturen, men man havde selvfølgelig mere tid
til at studere livet. Men vi (og jeg) så også nyt liv. Bl.a. fisk med
"horn i panden", en tun af god størrelse og så fik Mic sin
haj-debut. Det var en wobbegong, som skulle være ret almindelig, men
betegnes som farlig. Den kom svømmende og kom helt tæt på. Da den var
ca. 2 meter fra os drejede den af. Det er en grim haj - og godt
camoufleret. Vi fulgte den med øjnene og så endnu en. Da det var ved at
blive mørkt valgte vi at afslutte mens legen var god - hajer jager jo i
skumringen!!
Efter dykket gjorde vi båden sejlklar og i det allersidste
lys satte vi kursen på 290 grader. Bali lå 500 mil forude.
Turen gik ganske godt. Vinden var ikke så stærk så vi
fik badet en del. Christian fyldte 25 år, hvilket blev fejret kl. 02:00
da hans vagt begyndte, med varm kaffe eller cacao. Traditionen tro skal
man jo som ugift have kanel når man bliver 25, men Christian havde været
forudseende og i god tid fjernet alt hvad der fandtes ombord af den slags.
Så han slap.
Den 22 august nåede vi så til Bali. Det var morgen og
efter en underlig indsejling pga. strøm og utydelige bøjer, valgte Mic,
som stod til rors, at sætte Dream på grund. En underlig bøje og en
gammel gren viste sig at markere en sandbanke. Men hvem kunne dog vide
det!!!
Så vi tog ganske let sandbanken, stod fast, men kom uden
de store problemer hurtigt fri igen. Problemet var nu ikke så stort for
vi var på stigende vand.
Bali: 8º44 S
115º13E
Ferieparadiset er nået. Da vi stadig havde både skib og fødder
på dansk grund, stod jeg en dag og beskuede verdenskortet. Jorden er stor
tænkte jeg, og Bali ved jeg ligger ca. på 8º S; det har jeg hørt
skulle være et meget flot sted. 2 år efter afgang og en anseelig mængde
sømil senere står jeg her så. Det er ikke en decideret drøm som er gået
i opfyldelse, men blot at nu er jeg nået til et af de steder som jeg stod
og stirrede på kortet hjemme i lille Danmark. Det giver én en god og
glad fornemmelse. Et lille mål er nået kan man vel sige.
Men er Bali nu også så godt?? Vores entré til stedet var
lidt af en scene. Normalt skal man have ansøgt om en sejltilladelse lang
tid i forvejen for at få lov til at cruise i indonesisk farvand, men det
er både dyrt, bøvlet og har langsommelige processer. Så vi valgte ikke
at søge denne "permit", for vi ville kun besøge Bali.
Da vi ankom gik vi op til havnemyndigheden og sagde tingene
som de var. Han kunne ikke hjælpe os og sendte os videre til " The
Navy " som behandler disse crusing permits. Med os havde vi taget en
agent. Det anbefales af de andre sejlere, for så går det hele lidt mere
glidende..........
Nå, men oppe hos " the Navy " startede det helt store
komediespil. Bossen kom ind på kontoret, efter at vi var blevet placeret
foran skrivebordet, satte sig ned og så lidt surt på os. Bad om vores
papirer og kiggede på dem. Spurgte om vi ikke havde flere...., han
fiskede efter vores crusing permit som han udmærket godt vidste vi ikke
havde. Vi sagde at den havde vi jo ikke og så kom der ellers en længere
smøre om at vi var sejlet ind på indonesisk territorium uden tilladelse,
og at det var i mod deres lov og det var for dårligt at vi ikke havde fået
den mens vi var i Australien -
og jeg skal komme efter dig osv.
Efter denne dunder-tale talte han lidt med de to andre
balinesere som var på kontoret (på baliensisk), kiggede tilbage på os
med skumle øjne, talte lidt mere balinesisk, skældte os lidt mere ud
(altså stille og roligt) og sagde at han jo ikke kunne lade os komme ind
i landet uden tilladelse. Vi spurgte om der ikke var en mulighed for at vi
kunne komme uden den tilladelse....., og efter lidt mere balinesisk og
skulen til os kom der et beløb på 100 US dollars ud af hans mund.
Så meget moralprædiken for så "lidt", men det
er vel spillets regler. Immigrationsmyndighederne var ligeledes en længere
proces hvor der også skulle penge på bordet, men efter 3 timers
kontorbesøg kunne vi vende tilbage til båden. Så nu håber vi at det
kommer til at forløbe glat resten af tiden.
Efter indklareringen tog vi en ankomst øl i yachtklubbens
bar, hvor efter vi tog ind til en større by for at se på lidt stress og
forvirrede mennesker, samt få et godt måltid mad. Inde i Kuta, som byen
hedder, blev der handlet trævarer i helt stor stil. Der blev faktisk købt
så meget at vi nu selv kan starte en udsalgsbutik......
Den følgende dag delte vi os i to hold. Pigerne (Claus,
Chris og Christian) blev hold et mens de gamle blev hold to. Vi tog ind
til storbyen for at se om der ikke var noget vi manglede...., ja og så
for lige at kigge lidt på den by også. Men det var nu ikke nogen super
oplevelse.
Der var MEGET beskidt og forurenet pga udstødningsos.
Overalt lå der affald, i en af de gennemløbne floder lå der en død
hund!!!!, og det at krydse en
vej er i sig selv næsten en umulighed grundet den enorme mængde biler og
knallerter. Så vi holdte os på den ene side så lang tid som muligt. Der
var ikke meget at kigge på, synes vi, sikkert fordi det ikke var så rart
at bevæge sig rundt i gaderne pga. osen, så da vi havde fået nok satte
vi os ind i en taxi, bad ham køre os til den nærmeste strand hvor vi købte
en kold øl og satte os så og nød den - mens taxien ventede. Det er
nemlig billigt at køre i taxi. For 30 kr. kommer man hen hvor man vil.
For 400 kr. kan vi have en minibus med kører fra morgen til aften. Vi har
også været ude at White-water-rafte. Det var ganske fornøjeligt, og
selv om det ikke var så vildt som vi havde håbet (det er tør-tid her i
denne tid), havde vi alle en sjov ur. Vi fik om end ikke en vild tur så i
hvert fald sprøjtet vand på alle de andre gummibåde som også var på
floden, og to badeture i floden blev det også til. Vi havde ikke fået
vand nok. Så efter hjemkomsten tog vi til Kuta hvor der er en god
badestrand, kendt for rigtig gode surf-bølger. Stranden var også god,
men da det har været stille her de sidste par dage var der ikke mange bølger.
Men hva' pyt. Vi morede os gevaldigt alligevel.
De sidste dage her skal gå med en tur rundt på øen, en
tur til sydspidsen for at få de store surf-bølger og så lidt
vedligeholdelse på båden.
Vi regner med at sejle her fra den 28. Eller 29. Nu må vi
se hvornår vi bliver smidt ud af myndighederne. Næste stop bliver den
australske ø Christmas Island. En tur på 550 mil, svarende til 5 døgn.
Ha' det godt derhjemme og send endelig en lille mail. Det har været lidt
småt her i sommerferien, men så er der vel til gengæld nogle gode
historier nu!!!!
Vi snakkes senere.
Rene.