Brev fra Dennis

24-08-2001, Bali

Så er det vist blevet tid til en lille hilsen herfra igen. Vi er netop ankommet til den Indonesiske trope ø, Bali! Det har været den mest fantastiske sejltur herover fra Darwin. Vejret har været let og jeg tror at det har været sundt for den nye besætning ;-) Nej de har nu virkelig klaret turen fint, men vejret har også vist sig fra den pæne side.

Vi startede ud fra Darwin i nærmest vindstille, så motoren fik lov til virkelig at arbejde for føden i næsten et døgn. Men så begyndte vinden også at sætte ind og blev gradvis mere og mere stabil. Vi havde udset os det lille rev som hedder Ashmore Reef for vores første stop - det er 3 helt ubeboede øer, ja det vil sige at de er beboet af hundredvis af skildpadder. Øerne er Australsk ejet, men ligger kun ca. 100 sømil fra Indonesien.

Vi var meget afhængige af vejret for hvis det blæste op ville vi ikke være i stand til at ligge for anker ved revene - men det viste sig fra sin pæne side og vi fik en herlig dag på revene. Her blev den største af de 3 rev undersøgt - vi gik simpelthen rundt om hele revet og så hvordan et så isoleret stykke land kan se ud.

Vi havde hørt at nogle indonesiske fiskere nogle gange bruger revet til losning af fisk til større både så der var spor af mennesker, men de var meget få.

Inde midt på revet stod 2 kokospalmer og nedenunder var 3 grave! Hvorfor ved vi ikke, men sådan var det og ikke langt derfra lå en havskildpadde og gravede en hule til sine æg (tror vi!) Så der kom virkelig nogle gode billeder i kassen! Det blev en hård tur tilbage til båden da vi næsten bar vores dinghy over 300 meter koralrev grundet pludselig opstået lavvande!!! - ja sådan kan det gå når eventyrlysten overstiger forstanden.

Vil fik hurtigt rigget dykker- og snorkelgrej til for nu skulle der udforskes under overfladen - vi havde på vores tur ind til revet set mange skildpadder, rokker og søslanger - så nu ville vi ud og studere dem på nærmere hold.

Jeg kan hilse og sige at vi ikke blev skuffet! Vi så 2 virkelig store skildpadder, et hav af søslanger (hvis gift er næsten 200 gange stærkere end en skorpion, dog har de så lille en mund at de ikke kan komme til at bide os mennesker - tror vi!) og alle fik prøvet den herlige følelse af snorkling og Christoph fik også lige en tur med grej på ryggen.

Hen under aften hev vi ankeret op og satte kursen mod Bali! Vi manglede næsten 500 mil, men det betød ikke så meget efter dagens oplevelser. Vi var alle enige om at det var et kanon sted at ligge og nyde en solrig dag. Så hvis I skulle komme på de breddegrader har jeg positionen!

På turen til Bali fyldte Christian 25 år og det blev fejret kl. 02.00 om natten på Christians vagt - han blev vækket med Stig Møllers sang "sikke'n dejlig dag". Da Christian så kom op af køjen fik vi alle lige en kop kaffe og ønskede ham tillykke med dagen - desværre måtte han have været bange for at få kanel hældt over sig for alt vores kanel var pludselig væk, æv!

Det var ikke den helt lange sammenkomst for alle havde jo deres vagter senere på natten, så det var med at få det søvn mens man kunne. Men jeg er sikker på at Christian syntes at det var ret sejt at holde fødselsdag ude under stjernerne.

Vi ankom til Bali den 22 august om morgenen. Det er en temmelig underlig indsejling for bøjerne er lidt underlig udformet og det halve af lysene mangler - men det lykkes os at komme ind, dog satte Michael os lige på en sandbanke ud for lystbådehavnen, men vi kom hurtig fri igen. Ikke at det var hans skyld, for den var ikke markeret med andet end en 30 cm høj pind!

Efter at ha' bokset lidt rundt med myndighederne om vores sejltilladelse fik vi endelig lov til at blive her en uges tid. Vi er nemlig gået ind i Bali under på skud af nødhavn. Man skal nemlig hvis det skal være helt rigtig søge om en sejltilladelse 3 måneder før ankomst og betale ret mange penge for en sådan. I stedet måtte vi bestikke et par toldere og så gik det hele lidt lettere. Jeg kan hilse og sige at whisky, Rom og US Dollars er i meget høj kurs når man skal snakke bestikkelse.

Vi er af den opfattelse af når vi nu kun har en uge i dette herlige land må vi hellere udnytte den optimalt! Så allerede første aften var vi på marked i turistbyen, Kuta, og købte et hav af træ figurer/pusterør/flitsbuer - det eneste problem er hvor vi skal gøre af alt det skidt på båden. Men som vi plejer at sige, der er vel altid plads til en ting mere!

I går var vi på rundtur i Denpasar, som er hovedstaden på Bali - jeg kan godt hilse og sige at den er beskidt, her flyder med affald overalt! I floden som løber igennem byen lå en død hund og tonsvis af plastik og flød rundt, lidt længere nede stod en lokal og fiskede! Jeg håber virkelig ikke at han spiser de fisk han fanger, men jeg tror det desværre.

Den by er ikke noget at råbe hurra for, men vi lejede en taxi og kørte ud til en strand på østkysten af Bali og her var allerede meget rarere. Efter 2 dage har vi allerede erfaret at man skal væk fra alle turisterne og væk fra hovedstaden - og så dukker et helt andet land op.

Hele sydøen er nærmest ødelagt af turister og alt hvad det medfører af tiggere, gadesælgere og ødelagt kultur generelt. Her i dag har vi været på Whitewater rafting tur gennem det centrale Bali - det var en helt fantastisk tur. Dog er det den tørre periode vi er inde i og det betyder at der ikke er så meget vand i floden, men tro mig vi kedede os ikke - vi badede i floden og kæntrede flåden og havde virkelig nogle kanone vandkampe.

På mandag har vi lejet en taxi for en hel dag og vil så køre helt op til nordsiden af Bali og kigge lidt på rismarker, floder og templer! Jo der sker noget, men vi har jo også et par stille dage foran os når vi forlader Bali, så det er bare med at gå til den. Nå ja jeg glemte vist helt at fortælle at her er helt fantastisk billigt, en taxi-bus for en hel dag koster 400 DKK, og det er altså inkl. diesel!

Jeg kunne blive ved, men det ville nok gøre jer lidt for misundelige! Men her er billigt, og så siger folk endda at det er dyrt her sammenlignet med det øvrige Indonesien.

Jeg regner med at vi sejler herfra omkring tirsdag eller onsdag, nu må vi se hvornår myndighederne syntes vi skal sejle! Nå det var vist nok alt for nu - det løber jo op alt det her skriveri. Hav det rigtig godt og jeg modtager gerne mails hvis I har tid til at nedfælde et par linier.

 

Mange hilsner En hårdt kæmpende og kampsvedende sejler på Bali

Dennis

 

 

 

What the world says about det and til
Site moved by FREE Go FTP Software