Brev fra Dennis

17-01-2001, New Zealand

Hej alle sammen!

Ja, så er det vist ved at være tid for en lille hilsen heromme fra den anden side af jorden. Der er igen sket en del siden jeg skrev sidst! Min mor og far ankom, sammen med et vennepar - Jørgen og Ella, hertil den 29. December for at tilbringe en god måneds tid sammen med os. Det var virkeligt rart at se dem igen, og de havde enormt mange gode ting med til os fra Danmark! Der er nu ikke noget som en dansk avis og massevis af avisudklip fra alverdens begivenheder i Danmark. Min mor havde desuden bagt hele 5 dåser med hjemmebag af enhver tænkelig art. Der var da også et par forsinkede julegaver med i bagagen - bl.a. en æske med alle ingredienserne til en Othello lagkage, som jeg så selv skulle bixe sammen - Den var fra min kusine som nok syntes at jeg fik alt for lidt lagkage herude (..og hun ved at jeg elsker lagkage!!!). Det er herligt at vide at man ikke er helt glemt derhjemme, selvom man er langt væk.

Vi var nu både mine og Susans forældre, så der var temmelig fyldt på den lille båd. Susans forældre måtte derfor bo de sidste par dage på et motel inde i Central Auckland og alle vi andre boede på båden som vi havde lagt inde i Westhaven marina, midt i Auckland City.

Susans forældre skulle hjem til Danmark den 2. Januar, så nytårs aften skulle være en kæmpe fest - vi havde handlet rigeligt ind, af alverdens gode sager. Menuen lød på Laksemad med kaviar til forret, Romsteaks med kartofler og rødvinssause og til dessert og resterne af min Othello lagkage (..jeg havde jo fået besked på at jeg skulle spise alt hvad jeg kunne før jeg gav resten væk!)

Det var en rigtig festlig aften, med rigeligt af de våde vare. Klokken blev så småt 24 og der var ikke nogen særlig optræk til fyrværkeri - men Rene og jeg mente nu alligevel at lidt fest fyrværkeri skulle vi vel have. Men vi var lidt usikre overfor om det nu var klogt at sende en nødraket op, når der ikke var andre som gjorde det! Klokken blev 24 og vi skålede i Champagne på fordækket, badet i lyset fra Sky-tower tårnet, som var oplyst i neon blå, grøn og rød.

Lige med ét så vi en enkelt raket inde over land, og frem kom nødraketterne. Rene og jeg fyrede hver sin af og nød synet af de 2 svævende ildkugler - og efterfølgende kom der flere til. Ikke at forveksle med danske tilstande omkring midnats tid, men der var enkelte som også brændte lidt krudt af.

Så var det tid til at tage en tur ind til selve storbyen. Her var virkelig fest og glade dage - alle folk hang rundt omkring på gaderne, og hyggede sig. Værtshusene og diskotekerne lukkede omkring kl. 01, men der var stadig stuvende fuldt af mennesker. Her var det tradition at alle mødes ude i Aucklands gader og havde en kæmpe fest - alle var utrolig imødekomne og venlige - vi fik virkelig snakket med mange mennesker denne aften. Specielt Rene, som selv også var i særdeles godt humør, kunne ikke gå forbi en gruppe mennesker uden at have snakket med mindst det halve af dem ...og så kan det altså godt tage lang tid at komme omkring på sådan en aften. Jo, vi havde sgu en fed aften og en smule ondt i styrhuset den efterfølgende morgen!

Vi fik sendt Susans mor og far godt afsted og satte så sejl for at komme lidt væk fra storbyen. Det var planen at vi ville sejle rundt mellem nogle af de hundredvis af øer og hygge os, de første 14 dage af min forældres ferie hernede. Derefter har de lejet en autocamper som vi så skal nulre rundt i de sidste 14 dage af deres ferie.

Vi sejlede til Coromandel og udforskede den uspolerede natur som findes der - fandt nogle virkelige hyggelige ankerpladser og nød bøfferne på grillen. Vejret var virkelig med os og vi havde høj solskin alle dagene, desværre var der også temmelig vindstille - det følger jo tit med et højtryk. Vi havde dog alle sejlene oppe at hænge et par gange, men ellers blev det mest til motorsejlads.

Vi nåede vores destination, Tauranga, den 10. Januar og her blev vi mødt af vore venner, Tim og Adrienne fra Kiwel Melya, som havde arrangeret en billig havneplads til os. På turen ned til Tauranga havde vi fanget 9 havørreder, som vi så grillede sammen med Tim og Adrienne. Hvor er livet herligt! Vi turede lidt rundt i Tauranga de næste par dage, guidet af Tim og Adrienne! Jo de tog sig enormt godt af os! De er virkelig nogle herlige mennesker og vogter nu over vores båd - og jeg er sikker på at den ikke kan være i bedre hænder!

13-01-2001 fik vi den autocamper mine forældre og Jørgen/Ella havde lejet. Det er en sej bil, sådan en camper. Man kan jo sidde omme bag i og nyde øl og chips mens man nyder udsigten og bare ruller derudaf. Vi har set et hav af vandfald og virkelig levet det fede liv! ingen storbyer, kun ren og skær natur! Vi kørte bl.a. ned til den ældste national park, Tonganario National Park og fik en herlig trekkingtur i det barske område. Jo, her er ingen bekrymninger og det er herligt at ture lidt rundt med de gamle! De er jo enormt aktive og kan ikke få gåture nok! Det er lige før at de er i bedre form end vi andre!

Vi tager til Sydøen i morgen og skal være dér indtil den 27. januar hvor de så flyver hjem fra Christchurch. Susan og jeg tager så tilbage til båden og slapper lidt af... med lidt malerpensler i hånden! Rene er idag taget tilbage mod båden for han skal snart med en flyver hjem til fædrelandet og kæresten (..jeg ved ikke i hvilken rækkefølge!). Jeg skriver nok snart mere! hvem ved!

GODT NYTÅR

Med mange hilsner

Chaufføren og sø-ulken på orlov, Dennis

 

 

 

Global View of var and and also med
This file uploaded by FREE Go FTP