Så
er det igen tid til en lille mail herude fra de store oceaner!
Det
er jo ved at være lidt tid siden, og for at I ikke skal gå og tro at vi
keder os må jeg hellere lige komme med et par røverhistorier fra de
vilde oceaner!
Mens
vi lå og hyggede os i den totalt fede lagune på Cocos Keeling skete jo
det tragiske terrorangreb på Amerika, som ændrede verdenssituationen en
hel del - jeg tænkte en del over om det overhovedet kunne få indvirkning
på vores situation. Hvorfor skulle det det?, vinden er jo stadig gratis
og uden afgifter af nogen form og hvad der ellers sker i verden kan virke
meget fjern for os. Vi har ikke så mange store uoverskuelige problemer at
slås med - vi er lidt mere primitive. Hvis det går vildt for sig så står
generatoren af og det skaber et problem i vores lille verden - ingen strøm,
ingen kolde øl, ingen navigationsmidler virker, ingen lanterner kan lyse
og motoren kan ikke starte. Det kan hurtigt udvikle sig til en farlig
situation - det er den type problemer vi oftest slås med - konkrete
problemstillinger, inden for vort eget lokalsamfund.
Det
er jo noget vi selv kan gøre noget ved, ikke noget med, at vi skal have
andre til at tage nogle beslutninger før vi kan handle. Vi er selv herrer
over situationen og er ikke afhængige af andet end vinden. Men mht. det
der nu var ved at ske i verden følte jeg ikke at det ville være
forsvarligt at sejle igennem Rødehavet hvis nu situationen skulle udvikle
sig. Man ved jo aldrig med de her muslimske lande og hellig krig - det er
ikke ligefrem mit bord og jeg ved meget lidt om de lande hvad angår den
politiske situation.
Så
Rene og jeg blev i fællesskab enige om at det ville være sikrest at gå
syd om Afrika, rundt om Kap det gode håb. Så vidste vi i hvert fald at
vi kun havde vind og vejr at slås med - ikke alle mulige politiske emner,
som vi alligevel ikke kan overskue.
Ikke
at det gør mig noget at gå syd om Afrika, det har altid været min drøm
at sejle ned på de breddegrader - og dernede har de jo den specielle
disciplin, hajdykning - i bur!
Der
bliver godt nok lidt langt når vi skal krydse hele Atlanterhavet på
langs for at komme tilbage til Danmark - prøv bare at tage et atlas og
kig på Sydafrika set i forhold til Danmark! Der er sgu langt.
Det
tyder på at Rene tager hjem til Dannevang på ferie i den periode hvor
den del af sejladsen skal foregå. Jeg regner dog stærkt med at Susan og
forhåbentlig også Christoph og Claus er med på den del af turen.
Efter
at beslutningen med at gå syd om Afrika blev taget, skulle alle de venner
og familie som vil besøge os på Maldiverne, til at lave deres
flybilletter om til Mauritius - som ligger lidt øst for sydspidsen af
Madagaskar.
Der
ville blive en god sejlads fra Cocos til Mauritius på små 2400 sømil.
Men alle ombord var nu af den overbevisning at det var den rigtige
beslutning og var klar til at tage den lange rejse.
Et
problem ved Cocos er at proviantering er ufattelig vanskelig. Der gror
ingen verdens ting på de atoller, andet end kokosnødder og græs. Alt
hvad der fandtes på de øer blev fløjet eller sejlet ind fra Australien
eller Indonesien. Det bevirkede at der var ikke noget som hed friske grøntsager
eller frugt. Det havde alt sammen været på køl og ville altså ikke
holde lang tid når vi først fik det ud på båden. Så vi måtte igen ty
til det berømte dåsemad og de fisk vi nu kunne fange - selvfølgelig
akkompagneret med en ikke uvæsentlig portion krydderier og pasta eller
ris.
Hvad
der ikke blev handlet ind i form af frisk grønt og frugt blev der til
rigelighed handlet ind af Snickers og chips! Sult ville vi i hvert fald
ikke dø af! Det var ret fedt at mærke den opbakning som resten af besætningen
gav os da beslutningen om at gå syd om blev truffet! Selvom det for både
Christians og Michaels vedkomne kom til at betyde økonomiske tab, da de
havde flybilletter hjem fra Maldiverne - det viser noget om hvor fed en
besætning vi har for tiden! Det er virkelig en kanon herlig flok
mennesker som sejler rundt med den gamle dame for tiden - og der er fyr på
kan jeg love jer.
Vi
sejlede ud af passet mellem Direction Island og Horseshoe Island den 25
oktober og satte kursen mod Mauritius, en ø vi ikke kendte ret meget til
og som vi ikke havde søkort over! Der findes nemlig ikke en behagelig
forretning på Cocos hvor man handler med søkort og al den slags herlige
ting. Men vi havde den på vores digitale søkort på computeren. Som
tidligere computermand vil jeg helst aldrig lægge mit liv i hænderne på
en computer af nogen art - jeg ved hvor ustabile de kan være(..eller er
det bare mig som er en ringe systemtekniker?), men vi havde ikke noget
valg i dette tilfælde. Men hva' vi havde nogle gode GPS positioner og
kunne vel om alt gik galt gå ind ved hjælp af dem (..skrevet af efter en
håndbog over området).
De
første par dage blæste det perfekt, vi havde spilet genuaen og alt kørte
bare derudad. Bølgerne var godt nok lidt træls som man ville sige på
jysk. De kom fra alle verdens retninger og brækkede ofte ned over hækken.
Det var som om bølgerne blev pisket godt og grundigt op af den stærke ækvatoriranske
havstrøm som kommer fra vest og kan løbe ret stærkt imod vind og bølger
- det er sjældent ret heldig når vind og strøm kommer fra modsatte
retninger.
Vinden
havde en tendens til stille og roligt at stige i styrke, og efter 5 dage
havde vi så hårdt vejr at vi udelukkende kørte for vores lille fok, det
er et sejl på små 12-14 kvadratmeter og vi nullede alligevel med 6 knob
direkte mod mål. Det er bare noget lort med så lidt sejl oppe i så
voldsomme bølger for båden ruller som en sindssyg - og det kostede da
også et par aftensmadforsøg der endte på dørken. Jeg lavede selv en
aften nogle sojaprotein pandekager med ris, men da først risen havde
taget en afstikker ned bag komfuret og så den tykke pandekage fulgte
efter var tålmodigheden godt nok ved at lide et gevaldig knæk. Men ved fælles
hjælp lykkedes det os alligevel at få en pandekage til deling og en
skwiis ris hver til aftensmad den aften.
Det
var sgu noget lorte sejlads, og det værste var at der ikke umiddelbart
var udsigt til at det skulle blive bedre. Men det blev det nu alligevel
efter et par dage og vi kunne igen sætte storen og få noget mere
stabilitet - den var godt nok rebet i 2. Reb (sejlet bliver trukket så
langt ned på bommen som muligt), men det var en befrielse at få den op.
Det
klarede op og vejret blev faktisk helt behagelig. Vi havde stadig omkring
25-30 knob vind, men bølgerne var ved at holde op med at komme fra alle
verdens hjørner og nøjedes nu med at komme fra syd. Men for at vi ikke
skulle kede os, var et dybt lavtryk ved at danne sig 5-6 grader Nord-vest
for os. Jeg var helt sikker på at vi ikke ville blive ramt direkte, men
vi ville helt sikkert kunne mærke det - spørgsmålet var bare hvor
meget! Ja vi sejlere har mange glæder i livet!
Der
gik heller ikke mange døgn før vi begyndte at blive ramt af de såkaldte
squals - det er kraftige vindpust, som kan komme helt op på orkan styrke.
Det er næsten endnu farligere for de giver altså ikke meget varsel og så
ligger man der med fuld sejlføring (..eller hvad man nu engang har oppe
af klude, men der er altså ikke meget der kan holde til et orkan pust,
kan jeg hilse og sige!) og som en bonus kunne vinden dreje op til 90
grader under sådant et angreb. Det viser sig som regel ved, at der i
starten kommer regn og man kommer ind under et skydække, det sidste er
bare lidt svært at se om natten! Så er det bare med at få mindsket
sejlføringen, for det var nu ved at blive en vane at så snart det
begyndte at regne så kom der kraftig vind. Og for at gøre det ekstra
fornøjeligt så kom de kraftigste pust om natten, hvor vi normalt kørte
enkeltmandsvagt.
En
enkelt nat måtte vi alle op, for under et sådant pust sprang snoren til
selvstyreren - det bevirker selvsagt at den ikke længere kan styre. Båden
skar kraftig op i vinden og storsejlet fik nogle gevaldige tæsk. Rene tog
roret og fik hende tilbage på rigtig kurs, men den ene sejlpind var
kommet i klemme ved det ene vant og der var ingen anden mulighed end at
smide storsejlet, og det kunne kun gå for langsomt - for der ville ikke gå
længe inden den ville revne hvis vi ikke fik den ned.
Jeg
kom hurtigt op af køjen, da Rene råbte, og op på dækket for at løsne
faldet og få sejlet ned. De andre var også kommet op og fik styr på
storskødet og fandt sejsinger til at binde storsejlet fast til bommen
med. Men mens jeg var ved at fire storsejlet ned, skar båden voldsomt ned
ad en stor bølge og faldt så meget af at vi bommede og det uheldige var
at jeg stod oppe på dækket og var ved at tage storsejlet ned. Jeg fik
bommen lige i brystkassen, dog var slaget ikke så hårdt da det kun var
en lille meters penge fra masten. Jeg fik ved et held fat i bomnedhalet og
undgik at miste balancen - og dermed også at ryge en tur i vandet. Jeg
blev selvfølgelig pisse sur på Rene og han fik en større overhaling,
men den arme mand kunne ikke gøre noget ved det - især ikke når det
slet ikke længere var ham som havde roret. Han havde givet det videre for
at tage sig af sejlet nede fra cockpittet. Men det fandt jeg først ud af
efter at jeg havde fortalt ham hvad jeg mente om situationen.
Efter
det hele havde lagt sig og vi fik styr på alle grejerne, fik vi alle da
også en fornuftig snak om hvad der gik galt. Der skal ikke meget til før
det godt kan blive noget hektisk, når det sådan blæser op og alt er bælghammerende
mørkt. Efter at have sejlet i 4 dages tid med disse pludselige pust
begyndte vinden at arte sig lidt mere normalt igen og vi fik noget
fantastisk sejlads de sidste dage. Men vejret var aldrig så dårlig at vi
ikke fik popkorn og guitar spil i løbet af dagen. Christoph, Claus og
Christian har sågar lavet en sang om vores tur over det Indiske ocean -
jeg skal prøve og høre om den kan frigives til hjemmesiden. Den er nu
ret kanon. Vi fik også indført den gode gamle tradition med et spil
"Breme" efter aftensmaden, om hvem der tager opvasken.
Vi
har under det meste af turen sejlet som om vi havde stjålet båden - vi lå
næsten konstant på 6-7 knob. Alt i alt noget fedt sejlads. Det tog os 16
døgn og 16 timer om at sejle de små 2400 mil.
Jeg
er endnu ikke helt klar over hvordan resten af turen skal forløbe, men vi
kommer nok på nogle ideer og så skal I nok få det at vide. Men et er
sikkert, vi går til Durban i Sydafrika og derfra rundt om Kappet. I får
rigtig mange tak for alle de mails som lå til mig da jeg ankom her til
Mauritius, det varmer så kanon - bliv endelig ved med det.
Mange
hilsner Sømanden i det sydlige Indiske Ocean
Dennis