Brev fra Dennis

01-11-2001, Mauritius

Hej Alle sammen!

Her er lige en lille hilsen fra det sydlige indiske ocean. Det bliver ikke den helt store roman denne gang, for jeg kan jo ikke sidde her foran computeren hele dagen - det er jo solskin udenfor og havet er indbydende varmt og lyseblåt.

Vi er jo i øjeblikket temmelig mange herude - og det er virkelig for fedt. Pigerne er jo kommet og vi har så lejet en lille lejlighed i det nordlige Mauritius kun et par 100 meter fra hvor det gode skib ligger for anker. Det kniber jo at vi kan sove 11 mand ombord. Godt nok er det et stort skib, men der er alligevel grænser!!

Min fætter, Lars, og hans gode kammesjuk, Mike, er jo også kommet herud for at sejle med ned syd om Afrika. De er faldet godt til og har virkelig fået godt gang i dykningen - de laver stort set ikke andet for tiden. Det skulle da lige være at gå i byen - så godt som hver aften - sammen med resten af den sammentømrede besætning.

For et par dage siden var vi alle på en guidet rundtur på øen. Vi lejede en minibus, med chauffør og hele molevitten, til den sindssyge pris af 600dkk for hele dagen - for alle 11 mand. Det var suverænt godt - vi fik set diamantslibning, tekstil fremstilling, vulkan krater, en indsø hvor øen fik hoveddelen af sit drikke vand fra, et helligt tempel, En botanisk have, 2 temmelig store vandfald - den ene hvor vandet faldt ca 75 meter ned i en cirkelformet fordybning som var overbevokset med alverdens træer og andet godt - jo vi fik noget for pengene og det var heller ikke mange øjeblikke at kameraet fik at hvile! Det var virkelig en fed tur!

Inden vi startede på turen var vi lige en tur forbi Port Louis, hovedbyen, for at få vores pas og visum forlænget yderligere 2 uger. Der blev vi fanget i et sandt bureaukrati og blev sendt fra kontor til kontor og fra papirnusser til papirnusser - de er ikke ligefrem vant til at folk kommer sejlende hertil. Men efter et par timer lykkedes det os alligevel at få fornyet vores stempler i passene.

Der har jo traditionen tro også været lidt reparationer og vedligeholdelse der skulle laves på båden - og her skal Claus, Christoph og Christian virkelig ha' et skulderklap for de har sgu virkelig fået noget fra hånden mens vi andre bare fedtede rundt med vores piger! De fik repareret bundbrædderne til dinghyen, fået fat i en ny rustfri rorpind, lappet den gamle dinghy (..dog er den ikke blevet væsentlig mere tæt end før, men de arbejder stadig på sagen!).

Michael og jeg har bøvlet lidt med vores generator, og den vil ikke helt som vi vil - men den skal nu ikke helt ha' lov at bestemme, vi har ikke givet op endnu. Den lader ikke helt så meget som den skal - men hva', det er jo egentlig små problemer, når alt kommer til alt. Men vi skal jo have tiden til at gå og det er jo altid hyggeligt at fedte lidt rundt i motorrummet eller sidde oppe i masten og lege med en skruetrækker.

Vores gode venner fra Sverige havde helt anderledes store problemer efter turen over det Indiske ocean - de lå 3 dage efter os og var en del tættere på lavtryks centrumet end vi var og havde således mere vind. De sprang et vant (en af de stålwirer som holder masten), rev et par sejl, havde 2 knockdowns (hvor båden så godt som får masten helt ned i vandet) og halvdelen af mandskabet led af den frygtede transport syge! Men i havn nåede de dog, og det er jo det vigtigste, når alt kommer til alt.

Nu ligger båden i bugten, Grand Bay, helt oppe i det solrige nord. Vi hygger os med dykning og alverdens andre afslappende ting - nu hvor pigerne er hernede står den tit på strandture og solbadning (hele tre gange på fjorten dage; red. Susan).

Claus, Michael, Rene og jeg var i går nede på et vrag på små 40 meters vand. Det var en gammel indisk fiskekutter som sank for 5-10 år siden. Selve vraget var intakt, men der var ikke så meget liv dernede og der var ikke noget særlig at se dernede. De folk som vi havde med til at vise os vraget, havde ret svært ved at finde det og vi spildte en del luft på at søge efter det - så da vi endelig fandt vraget havde vi ikke ret lang tid dernede. Det blev da til en tur ind i maskinrummet og lidt fedten rundt inde i styrhuset, inden vi igen måtte søge mod overfladen.

Arbejdskraft er afsindig billig herude og Mauritius har længe haft tradition for at lave tekstiler til alverdens ting. Her fremstilles masser af tøj for store mærker som Boss, Ralph Lauren, Nike, Adidas og alverdens andre som jeg ikke lige kender. Det bevirker at tøj er ekstremt billig herude og alle ombord er faktisk gået amok og købt ind til den store guldmedalje. Så når vi sejler herfra er det i hvert fald ikke skjorter og T-shirts vi mangler! Susan har købt 6 toppe og T-shirts for 45dkk - og de er virkelig flotte og kvaliteten ser ud til at være i top!

 

Mange hilsner

En sømand på landorlov, Dennis

 

 

 

More on: det and ikke
Secure SFTP (SSH) anywhere, Go FTP FREE Software