Dream Times

Tauranga, 1. Februar 2001

Besætning: Dennis, Rene og Susan

Det er vist alt for længe siden vi sidst har skrevet Dream Times! Det er vi meget kede af, men vi har faktisk haft meget om ørerne her på det sidste. Med besøg hjemmefra i flere omgange osv. Vi vil ikke trætte jer med beskrivelser der allerede er beskrevet i vores fællesbreve som også er tilgængelige på hjemmesiden.

Da vi ankom sidst i November, trætte efter en hård tur, blev vi hilst velkommen af vores 2 herlige venner, Nic og Sanne. De havde overnattet i en hel uge på parkeringspladsen ved Opua Marina, i deres varevogn! Bare for at byde os velkommen til New Zealand - hvad gir' I!

Hele Dreams besætning, som på det tidspunkt også indbefattede søulkene Morten, Rasmus og Stine, havde et par herlige dage med Nic og Sanne. Det varede dog kun en lille uge inden vi igen var splittet - Morten skulle hjem til studierne og Nic/Sanne, Rasmus og Stine skulle videre på deres respektive rejser.

Så nu var vi pludselig kun 3 ombord - lidt mærkeligt kun at være 3 ombord, nu hvor vi havde vænnet os til at være mange. Det er altid rart at være mange, for så er der nogen at snakke med og altid nogen som er med på at afprøve diverse mærkværdige ideer. Men afsavnet gik forholdsvist hurtigt over, da vi var travlt beskæftiget med at få motoren til at lade være med at producere olie ud af vores brændstof.

Vi arbejdede på livet løs, for vi ville jo gerne have den til at køre når vi fik besøg hjemmefra - og de regnede jo selvfølgelig med at skulle en tur ud at sejle. Og det er nu dejligt at kunne gå ind og ud af havnene for motor - selvom vi flere gange har gjort det for sejl, men...

Det lykkedes at få skibet sejlklart til Susans forældre kom og vi havde en god måneds tid med dem. De havde lejet en bil, og med Rene og Dennis på motorcykel fik vi fik kørt både Nord- og Sydøen tyndt i den tid de var hernede. Vi nåede lige akkurat tilbage til båden for at holde jul i tide, heldigt!!

Derefter gik turen med det stolte skib ned mod Auckland hvor vi skulle møde Dennis' forældre og holde nytår. Efter et noget forunderligt nytår i Auckland og et lidt trist farvel til Susans forældre begav vi os ud på et lille cruise med Dennis' forældre og parret Jørgen og Ella. Det var meningen at vi ville lave lidt ø-hopning ned til Tauranga, hvor vi havde en aftale med vores New Zealandske venner, Tim og Adrienne, om at parkere båden mens vi tog videre i den lejede autocamper som Dennis' forældre, Jørgen og Ella havde lejet.

Vi startede ud fra Auckland den 3. Januar, efter at ha' sundet os lidt over nytårsaften - Den 1/1 er jo nogen gange en ikke eksisterende dag!! Vi sejlede de små 20 sømil over til Waiheke Island. Det er en af de nærmeste øer på Auckland, og vi trængte vist alle til at komme lidt væk fra storbyen - og på helt imponerende vis skiftede vejret fra trist og gråt inde i Auckland til solskin fra en skyfri himmel.

Waiheke er kendt for at have næsten dobbelt så mange solskinstimer som Auckland! Vi fandt en herlig ankerplads, og fandt våddragterne frem - for nu skulle der leges lidt. Efter en uge i Auckland, var lysten for at komme i vandet stor. Endelig kunne der bades igen! Susan havde med sit røntgen-syn, på vej til Waiheke, spottet et halvt surfbræt! Det fik Dennis og Rene hurtigt konverteret til et kneeboard, og spændt efter dinghien. Det hyggede de sig noget med og Freddy (Dennis' far) fik også prøvet - men det var vist nok sjovere at styre dinghien end at hænge i vandet, sammen med surfbrættet.

Vi havde fået handlet godt ind og Lene og Ella fik lavet en herlig omgang aftensmad til os. Der sad vi så og nød en øl mens solen gik ned! Hvor er det herligt at ligge for anker og nyde roen mens dagen ender! Det opdager man ikke nær i samme grad når man er på land eller hvis båden ligger inde i en tæt pakket havn. Det er ude på ankerpladsen at livet virkelig nydes!

Efter at ha' nydt morgenmaden og lige været et kort smut inde på selve øen, blev kursen sat mod den nordlige del af Coromandel halvøen. Vi var alle meget spændte på at se Coromandel, for det er en af de få steder i New Zealand hvor det er svært at komme uden båd. Her skulle være noget næsten urørt natur og så godt som ingen turister. Vi havde udvalgt en lille beskyttet ø på den vestlig side af Coromandel, kaldet, 'Happy Jack'. Inde i 'Elephant Cove' bugten fandt vi os en virkelig beskyttet ankerplads. Vi var dog ikke de eneste som havde hørt om stedet for her lå omkring 8-10 andre både.

Det var lige blevet ferie sæson for New Zealænderne, så de var jo selvfølgelig også lige ude at lufte båden og familien. Man skal vist lede længe efter en mere perfekt ankerplads - vi smed ankeret på små 6 meter vand og var godt tilfredse da vi sad og nød vores velkomst øl! (..ja der er mange undskyldninger for at nyde en lille en!).

Vandet var helt oppe på 22 grader (..varmt efter årstiden hernede siger de, uhhhhuuu) så vi måtte jo hellere komme en tur i vandet. Freddy, Jørgen, Dennis og Rene, var hurtigt i våddragterne og virkede meget begejstrede over hvad de så - Rene påstod sågar at han havde set en lille rokke, men det var kun ham som så den! Vandet var utrolig klart - ikke krystal blåt som på Stillehavsøerne, men mere kold og nuanceret i farverne. Der var masser af fisk, igen var det ikke tropefisk, men mere som de fisk man møder i Spanien og Portugal. Klimaet og temperaturerne, både til lands og til vands, hernede minder egentlig meget om det klima der findes i Spanien og Portugal, så det vel ikke så sært at verdenen under vandoverfladen også afspejler det.

Næste dag vågnede vi op til en herlig skyfri himmel og en sol som var ubarmhjertig hård. Inden vi drog videre, tog vi en tur rundt om øen i dinghien for at se lidt på den herlige natur. Det var en vild fascinerende tur, at komme tøffende stille og rolig mens de forskellige fugle og dyr gjorde klar til en ny dag. Vandet var så lavt at vi tydeligt kunne se den meget varierede havbund det meste af vejen rundt (..det var egentlig grunden til at vi tog dinghien i stedet for skibet!). På selve øen kom nogle fantastiske rockformationer til syne. Her var store grotter nede i vandniveau og imponerende huller i stenene længere oppe, som alle var beboet af fugle og alverdens andre dyr. Vi hev ankeret op og begyndte en flot tur rundt om det nordlige af Coromandel halvøen.

Det var totalt vindstille og vandet var fladt som et spejl, så vi havde Mercedes'en kørende det meste af dagen. Lige rundt om halvøen, fandt vi en fin lille ankerbugt ved den lille fiskerby Port Charles. Inden mørket faldt på, tog vi dinghien ind til land og fik en herlig travetur i Guds grønne natur. Næste morgen var vejret ikke forandret ret meget - stadig solskin og totalt vindstille! Lidt træls for det er jo rarere at sejle for sejl.

Vi begav os videre mod Great Mercury Island, længere nede af østkysten på Nordøen. Det er nogle virkelig seje øer med masser af bugter og vige til at smide ankeret i. Vi fandt den som så mest beskyttet ud på søkortet. Det lykkedes også fint at komme ind, men det var noget videre lavt og underligt nok var det udelukkende motorbåde som lå rundt om os! Men vi kastede gladeligt ankeret på 2,5 meter vand - velvidende at der var en halvanden meters tidevand. Men vi regnede med at det stort set var lavvandet på det tidspunkt hvor vi kom ind - men det var det ikke! (..nogen vil nok hævde at det kunne have været smart med en tidevandstabel) Vi mærkede godt at vi lå lidt underligt hen under aften, men det var ikke så slemt. Vi kunne dog godt mærke at kølen stod på sandbunden.

Næste morgen trak det lidt ud inden vi fik os gjort klar til at sejle og vandet begyndte at falde. Vi startede motoren, men for sent - vi stod allerede på bunden og kunne ikke rokke os ret meget. Vi blev enige om bare at vente et par timer til vi igen flød. Men vandet blev ved med at falde og til sidst lå vi vel omkring 20 grader omme på styrbord side, godt og grundigt plantet på bunden. Der var jo nok en grund til at der ikke lå så mange sejlbåde herinde!!! Dennis og Rene tog dinghien ud for at tage et par billeder af båden mens den lå så skævt. Vi ventede et par timer eller 3 og kom så fint fri af bunden da vandet begyndte at stige.

The Mercury Islands er vel nok nogen af de flotteste øer i New Zealandsk farvand, i hvert fald efter vores mening! Her er alt! Herlige trekking ture på de flotte øer, klart blåt vand og et herligt undervandsliv. Desværre fik vi ikke hevet dykkerflaskerne op af gemmerne, men nøjedes med at snorkle lidt rundt! Flot, men koldt! Det er jo også deres tidlige forår - og lad os håbe at det bliver varmere hen på sommeren.

Efter vi var kommet fri satte vi kursen videre mod Whitianga i Mercury Bay - her var der da i hvert fald vand nok til os. Vi sejlede helt ind i kanalen lige ud for turistbyen Whitianga. Strømmen løb 5 knob i mod os så motoren fik lidt ekstra omdrejninger og vi sneg os støt og roligt frem mod en af de frie bøjer - for at kaste sig et anker der var så godt som umuligt i den strøm.

Dennis styrede båden hen til en af de store bøjer, Rene og Jørgen fik fat i fortøjningen og så plejer alt være ok - men der lød høje protester oppe fra dækket da Dennis satte motoren i frigear. Strømmen var så stærk at de 2 dæksmatroser ikke kunne holde båden - ja det er ikke let at få ordentlige folk nu om dage!! Men vi fik fat i bøjen og kunne nu slappe af efter en herlig dag hvor vi på turen fra Great Mercury Island fik luftet alle sejlene.

Alle mand røg i dinghien og så gik det ind mod byen for det kunne godt ligne en by hvor der kunne opdrives en enkelt fadøl! Næste morgen, slap vi fortøjningen og drev med strømmen ud! Kursen blev sat mod Tauranga, men på vejen lå en lille solskins ø som vi ikke helt kunne stå for, nemlig Slipper Island. På den sydlige del af øen ligger South Bay (surprise!) som er en forholdsvis stor halvcirkel formet bugt, perfekt beskyttet fra syd af nogle store klipper, men ellers bestående af den fedeste sandstrand.

Vejret var rigtig strandvejr - så hvad ville være mere perfekt end en rigtig strandtur. Vi tog badebukserne på og fandt frisbee'en frem fra gemmerne og begav os ind på stranden. Vi kan vist godt afsløre her, at det er nogen tid siden der er blevet øvet med frisbee'en! Det blev til utallige selvhentere (..det var dem der røg ud i vandet) - Susan og Rene fik også lokket Dennis til at lade sig begrave i sand - jo mere sand der blev fyldt på jo flere dyr kravlede rundt og bed lidt i ham. Ingen strandtur uden at lege med sand!

Nu var det ved at være tid til at komme til Tauranga, og næste morgen blev sejlene sat. Vi havde under hele turen fra Auckland fisket ivrigt, men ikke haft det helt store held! Men hvad vi ikke havde fanget de andre dage fik vi i hvert fald hevet op på denne tur - det blev til i alt 14 havørreder. Dog smuttede der 5 i kampens hede - men hva' 9 fisk var jo også rigeligt for os 7 til aftensmad. De var ikke specielt store, men målte vel omkring 30-40 cm stykket. De blev simpelthen hevet op lige så hurtigt som vi kunne sætte linen. Det føltes som at sejle i et stort dambrug!

Da vi kom frem til Tauranga havde vores venner, som vi mødte i Tonga, arrangeret en plads i marinaen til os, sørget for at vi kunne få et varmt bad og lavet lidt mad, så det eneste vi skulle gøre var at smide fiskene på barbecuen. Gensynsglæden blev fejret til hen på den lyse nat. Rene, Dennis og Susan endte ovre på Kiwel Meleya, som Tim og Adriennes båd hedder. Her fik vi gjort et pænt indhug i deres barskab, ja som altid var det sjovt indtil dagen efter....

Næste dag blev båden godt og grundigt fortøjet i Tauranga Marina. Tim og Adrienne havde lovet at passe godt på hende - så begav vi os ud på ekspedition tour de' New Zealand i autocamper! med Dennis forældre, Jørgen og Ella.

Det er faktisk en ret fed måde at rejse på med en sådan camper! Det er egentlig temmelig meget lig med at sejle, du har dit hjem med dig overalt og når du når frem til et fedt sted parkerer du bare bilen og så fungere det som base til hvad man har lyst til at foretage sig i det område. Men de autocampere skal ikke ha’ skyld for at være hurtige - det var med fuld skrue for motoren når man nærmede sig en bakke for ellers måtte man helt ned i 2. Gear for at komme op over toppen! Men det havde også sin charme - bare ikke lige for dem som lå bagved!

Der var fuld knald på i 14 dage! For når de var hernede skulle de jo selvfølgelig se noget - og det kan jeg hilse og sige at de fik! Det var hver dag fra tidligt morgenen til sent aften at nye oplevelser blev banket ind på nethinden. Det var fedt men også noget hårdt for os som ikke helt var vant til det tempo. Når vi er på båden, foregår alt jo i et noget mere afslappet tempo. Ikke at forstå på den måde at der var stress på, for det var der bestemt ikke. Det er mere den intense måde at få oplevelserne på der trætter. Efter sådan en tur skulle det blive godt at komme hjem til DREAM og flade lidt ud på dækket med en skruetrækker i hånden! Det var store naturoplevelser vi fik sat ind på kontoen i den periode.

Vi startede med at køre til Waitomo, og besøge de verdensberømte Glowworms i Waitomo Caves. Glowworms er et mærkelig lille insekt som hænger fast i loftet og lyser for at tiltrække føde! I starten af disse Waitomo Caves ligner det en hver anden drypstens hule, med underjordisk koncertsal og Limestone formationer som med lidt fantasi ligner figurer. Denne hule minder meget om de huler vi trængte ind i på Tonga og som også var tilstede på Niue - men hvad gør disse huler specielle er de berømte Glowworms.

Inde i hulen kommer man på et tidspunkt ned i en båd som stille og roligt glider ud på underjordisk indsø. Det er totalt mørkt, men efterhånden som øjnene vender sig til mørket ligner loftet inde i hulen en stjernehimmel på en klar vinterdag, med tusindvis af lysende glowworms. Det var virkelig en imponerende oplevelse og et fantastisk syn at se disse "døgnfluer" sidde der og lyse på livet løs - men hvis man kun havde en dag at leve i (..og de lever kun en dag) kan man vil lige så godt gå til den!

Limestone er sten som består af en masse komprimeret lag af skaller, koral og alverdens andre herlige ting fra havet som er "limet" sammen gennem millioner af år. Det er nogle ret fantastiske sten og når man rører ved dem føles det lettere fedtet og man kan godt fornemme at det er materiale som er limet sammen med en eller anden mystisk naturlig lim! Men når man rører ved dem er det ligesom at limen stadig er aktiv og det fedt man har på fingerne bliver overført til stenene. Ganske udmærket til fingeraftryk!

Herefter gik turen mod Tongariro Nationalpark, som er den første nationalpark som blev oprettet i New Zealand - for at beskytte det fantastiske område. Det er et kæmpe område med masser af herlige trekkingture. Det består hovedsagelig af de 3 vulkaner - Tongariro, Ngauruhoe og Ruapehu. Vi kørte autocamperen op i området og parkerede for natten. Det var så vores mening at vi næste morgen ville tage en ordentlig gåtur i området. Men vi var kommet helt op i 1250 meters højde og vejret var ikke længere til shorts og T-shirts. Ydermere begyndte det at regne, men det lykkedes os alligevel at komme ud på en herlig gåtur.

Desværre var udsigten ikke helt i top pga. de tunge grå skyer som hang over området. Men det ødelagde nu ikke turen for det er et helt fantastisk frodigt område - det ligner lidt hede på afstand, men der er en helt imponerende vækst på de hårde vulkan klipper. Overalt voksede træer og planter direkte op af vulkansten, akkurat som på Galapagos. Vulkanerne er stadig aktive, men særlig Mt. Ruapehu som er næsten 3000 meter højt er den mest aktive. Den har det med at sprøjte lidt med varmt mudder og store sten. Men i 1995 var der et specielt stort udbrud, med masser af damp, aske og glødende sten som blev skudt langt op i vejret. Det meste af 1995-96 blev den faktisk ved med at sende aske op i luften - desværre ødelagde det skisæsonen i de år, men skituristerne tog det ikke så tungt - de slog lejr i byen Ohakune, satte liggestole op på tagene og nød synet af den flotte vulkan i udbrud, mens anselig mængde vin blev hældt indenbords. Jo, de New Zealændere forstår at nyde livet og få det bedste ud af de fleste situationer.

Vi længdes efter at komme ned fra højderne, da det ikke var så godt vejr deroppe - Rene valgte dog at tage en anden rute end os andre, da han skulle hjem til Danmark og holde lidt i hånd! Vi andre kørte ned mod Wellington og tog færgen til sydøen. Efter en herlig køretur nåede vi til Kaikoura, hvor Jørgen og Ella gerne ville ud at se hvaler med en af de mange hvalbåde.

Kaikoura er kendt som byen hvor turister kan komme ud på havet og se hvaler og delfiner for et helt urimeligt beløb (..syntes vi i hvert fald, som sejlere) - men det er jo selvfølgeligt svært at se pukkelhvaler hjemme i Danmark. Desværre var vejret ude på havet ikke til en sådan sightseeing tur og vi besluttede at tage en travetur langs kysten. Til tider kan det nemlig lade sig gøre at se hvalerne fra udsigtspunktet Point Kean.

Det var faktisk lidt af en imponerende tur for overalt hvor man kiggede var der henholdsvis tonsvis af Fur sæler, eller millionvis af får!! Fur sælen er den mest almindelige sæl i de New Zealandske vande og er overalt langs kysten. De var engang jaget for deres flotte pels, men er nu fredet - og det har bevirket at de nu er ved at tømme havet for fisk! De har en pels som mest af alt minder om en bjørns pels og ikke skind som andre havdyr.

Vi havde en helt klar plan om at Franz Josef- og Fox gletscherne skulle ses. Så det blev vores næste destination. Efter en lang køretur over utallige bjergpas i vores ikke ligefrem bjerg egnede køretøj kom vi frem til en virkelig hyggelig overnatningsplads for foden af Franz Josef gletscheren og var klar til at gå på Nikon safari næste morgen.

Sådanne kæmpemæssige isterninger er nu et imponerende syn og farvespillet som fremkommer når solens stråler rammer isen er vildt fascinerende. Det får en herlig blå farve som varierer med dybden af huler og sprækker i isen. De bevæger sig jo en del både frem og tilbage - helt op til 70 cm om dagen. Det er svært at forestille sig når man står og ser på den kæmpe ismasse. Det er også derfor at gletschere er så farlige at færdes på og i nærheden af - Det er fx kun japanere som stiller sig ind under isflager og får familiefotoet taget! ..men der sker da også at der smutter en enkelt i ny og næ.

Videre gik turen, over Queenstown og mod østkysten igen. Dennis havde et stykke tid talt godt for at komme ud at White-Water-rafte igen - og vidste at der skulle tungt vejende argumenter på bordet for at få i det mindste Susan med ud på de kolde floder nær Queenstown. Der blev lagt fokus på naturoplevelsen og den bed Susan, Jørgen og Ella på - og de begav sig ud på en niveau 3-4 rafting tur (..det er en middel svær tur - skalaen går fra 1-5, hvor 5 er det vildeste).

Det var faktisk en herlig naturoplevelse, selvom vandet kun var 4 grader varmt. Vi kom fint igennem forskellige rabitts, som de forskellige sving og vandfald kaldes på rafting sprog. Men i en af de sidste gik det galt og gummibåden blev smidt rundt på hovedet og alle mand røg i baljen. De 2 galante mandfolk (Jørgen og Dennis hvis nogen skulle være i tvivl) tænkte jo først og fremmest på om pigerne var kommet noget til - hvilket resulterede i at Jørgen var ved at drive ud i floden igen og måtte have en line kastet ud til sig fra guiden og Dennis røg under båden og endte med at komme til at ligge i vandkanten med gummibåden oven på sig. Men sjovt var det nu alligevel og det kan trygt anbefales at prøve.....

Vi kom efter et par times køretur til Dunedin og der blev shoppet til den store guldmedalje. Vi kørte sidst på dagen lidt nord på, til Shagspoint. Her fandt vi en herlig overnatningsplads med direkte havudsigt.

Vi vidste at der i området holdt en lille flok af de meget sjældne Yelloweye pingviner til. Vi gik en tur ud til pynten, hvor vi sidst så dem - og ganske rigtigt var der 2 flotte eksemplarer af slagsen. De var dog stadig temmelig langt væk, men det kunne lade sig gøre at zoome dem lidt ind med kameraet eller mini-kikkerten - og der blev igen knaldet masser af billeder af! Vi gik tilbage til camperen og fik trukket noget rødvin op og nød de herlige steaks og hyggede os resten af aftenen.

Næste morgen tidlig, gik Freddy og Lene en tur ud til pynten igen - og blev mødt af et par Yelloweye pingviner helt oppe på stien og yderligere en flok stod på stranden og holdt "morgenmøde". Resten af os blev hurtigt hentet og vi fik alle taget nogle herlige billeder! De var overhovedet ikke bange og lod os komme meget tæt på. Hvor var det fedt!

 

 

 

 

 

Det var ved at være tid til at vores gæster skulle hjemad og vi skulle tilbage til båden i Tauranga. Efter en hård afsked, med nogen af verdens bedste forældre, tog vi bussen tilbage til Tauranga. Vi blev hentet på busstationen af Adrienne og hun havde også sørget for lidt mad til os - for som hun sagde havde vi vel ikke noget med fra sydøen og alle forretninger havde lukket!

En af de første ting, der skulle klares var at Dennis skulle have hentet motorcyklen som stadig stod i Auckland. For at spare busbilletten derop, besluttede han at tage der op på stop. Han kom hurtigt op med et ældre ægtepar, som kørte ham hele vejen ned til marinaen hvor motorcyklen stod, sikkert og godt.

Men dyret ville jo selvfølgelig ikke starte - han var godt klar over at der ikke var ret meget benzin på. Men der skulle være nok til at trille ned til tankstationen, det var der bare ikke! Men den første person han møder er en gammel bekendt fra Tonga. Han har lidt værktøj og en lille benzindunk, og ved fælles hjælp får de startet motorcyklen og Dennis kan begive sig hjemover. Hvor er sejlermiljøet herligt - alle hjælper hinanden! Sådan er det - uanset hvor man kommer fra (..muligvis ikke hvis man kommer fra Tyskland eller Frankrig!!)

Tim havde spurgt Dennis om han ville med ned til en båd som en af hans venner skulle købe! Det skulle efter signede være en dansk båd - Det kunne da være meget sjovt. Det var det unge par Kim og Karen som havde sejlet hele vejen fra Danmark og til Tauranga fra 1997 til 2000. Nu skulle båden så sælges og de skulle videre mod nye udfordringer - Kim har gang i et fantastisk båd-projekt for adfærdsvanskelige børn på skibet "Victoria", så han har jo fundet en sejlers ønskejob! At leve ude på de store have, og så endda tjene en skilling på det! Hvad mere kan man vel forlange?

Kim og Karen er på samme alder som os og med samme positive indstilling til livet som os. Hvor er det livsbekræftende at finde sådanne mennesker, så er vi alligevel ikke helt forkerte på den alligevel - man kan godt nogen gange blive i tvivl. For der er ikke mange unge sejlere som tager chancen og begiver sig ud på de store oceaner! Hvorfor skal man være pensionist for at tage af sted? Det er nu livet skal leves.

Efter en problemløs prøvesejlads med det stolte skib "Alma" - hvor en lettere nervøs Kim (..som jo var ved at sælge båden) ikke helt mente at vi skulle have spileren op, blev vi inviteret til dansker barbecue på den anden marina i Tauranga. Her lå faktisk 4 andre danske både, og hver lørdag har de en fælles barbecue. Det blev en festlig aften, hvor vi også fik mødt den tidligere kontaktperson for Langturssejlerne, Fritz. En herlig gut, som har levet hernede i 5 år. Kim og Karen bor ude hos Fritz. Deres båd er jo ved at blive solgt, og derfor er det ikke særlig praktisk at bo i den.

Der kom også flere meget interessante emner op i løbet af aftenen, her i blandt at vores forsikring hos Pantaenius Yacht Forsikring var steget med 70% - med et hug uden vi havde haft skader! Dennis mente ikke at det var tilfældet, for han havde intet hørt om det ..indtil næste mail kom fra Rene!

Siden barbecuen har vi brugt meget god tid sammen med Kim, Karen og Fritz. Det er virkelig herligt at sætte sig ind i Fritz' stue og blive underholdt med en videofilm og spise is, drikke kaffe og rødvin. Dennis og Fritz fandt også ud af at de havde sejlet med de samme mennesker i Spækhuggerklassen, hjemme i Århus. Jo vi har det herligt her i Tauranga!

En solskinsdag, mens vi sad i cokpittet og nød en stille øl, kom der et andet ungt dansk par forbi. De havde lige set det danske flag og da de så yderligere så at den var fra Esbjerg måtte de jo lige hilse på. Det var Flemming og Barbara som tidligere har boet i Hjerting, ved Esbjerg, hvor også Dennis og Rene har boet.

Flemming og Barbara bor nu nede i Rotorua (..det er området hvor det konstant damper og ryger fra undergrunden!!) Det var fedt sådan at få besøg "derhjemmefra". Vi blev inviteret ned til dem til en omgang dyreryg!!!! Og det siger man som sejler ikke nej tak til. Vi havde alle en hyggelig aften og de er nogle virkelig rare mennesker - Flemming den tidligere storjæger og Barbara som altid er frisk og hurtig i replikken. Jo, det blev til nogle gode historier hen under aftenen - vi nød specielt dem hvor Barbara demonstrerede hvordan Flemming slog geder ihjel!!

I løbet af aftenen fandt Flemming og Kim også ud af at de havde gået på samme skole da de var under uddannelse til henholdsvis maskinmester og navigatør. Hvor er verden lille, hva'!

Det stolte skib, DREAM, ligger nu sikkert i havnen i Tauranga. Her er det meningen at hun skal gøres klar til den næste etape af rejsen. Vi er allerede godt i gang - men der er faktisk en hel del småting som vi gerne vil have lavet medens vi har muligheden. Det er også herligt igen af få en skruetrækker i hånden og maling i håret. Det er dejligt kun at være 2 ombord - nu behøver man ikke få færdiggjort hver opgave til aften, for at alle kan få en køje at sove i. Man kan bare lade tingene ligge og flyde til man er helt færdig. Det er lige noget der passer Dennis! (..dog har tingene en tendens til at tage lidt længere tid inden de bliver afsluttet, men hva'...)

Sporten:

Der er kommet en ny Dream disciplin på programmet - hvem sidder mærkeligst på en motorcykel, for at få aflastet bagenden lidt!

Trivial Persuit:

På trods af utallige udfordringer fra det "gamle" hold, (Lene, Freddy, Ella og Jørgen) var og blev det unge hold (Susan, Dennis og Rene) uovervindelig...

Bowling:

Susan, vandt på sikkert spil mens vi andre var bange for hendes kugle aldrig nåede keglerne!!!

 

Global View of det and concerning var
This page transported by FREE Go FTP Client