28-11-2000
Hej alle sammen.
D. 15-10-2000 forlod
jeg S/Y Dream i Nukualofa, for at tage med den engelske sejlbåd "Blue
Dawn of Sark" til New Zealand. Det var lidt trist at tage afsked med
folkene på Dream, men vi skulle jo mødes igen når de kom til New
Zealand 14 dage senere. Sådan blev det bare desværre ikke helt.
Jeg stod op denne
morgen som jeg plejede, fik pakket de sidste ting som jeg regnede med at få
brug for, fik vækket resten af flokken og sagt farvel og på gensyn. Jeg
var lidt nedtrykt over situationen, men det var jo mit eget valg. Jeg
ville gerne prøve at sejle en større og mere luksuriøs båd, om ikke
andet så for at prøve det.
Dennis sejlede mig ud på
den anden side af havnen hvor Blue Dawn lå, og snart stod vi begge på dækket
af denne 75 fods luksusyacht. Dennis blev og hjalp med de sidste
forberedelser og så var det ellers farvel. Der stod jeg så ombord på et
skib som jeg kun havde været på en gang tidligere og nu ville jeg ikke
komme af igen før 6 dage senere.
Vi skulle kun være 2
mand ombord på turen, den anden var kaptajnen Peter som var fra
Australien. Jeg havde truffet Peter flere gange før, blandt andet i
Papeete ombord på en norsk båd. Der havde vi tilbragt en del tid sammen,
så jeg var ikke nervøs for at være sammen med ham, det eneste jeg var
nervøs for var om jeg nu ville leve op til Peters forventninger. Grunden
til at jeg overhovedet fik tilbudet om at komme med på denne tur var at
ejeren og hans kone ikke ville sejle med, da de var trætte af at sejle,
og de mente ikke at Peter skulle sejle så langt alene.
Vi begyndte at hive
storsejlet op, og de tager det der med STOR sejl meget seriøst. Det er en
klud på ca. 200 m2 og når den først er sat så ryger båden
altså ud over stepperne.
Snart strøg vi mod New
Zealand med storsejl og en stor fok sat, næsten ingen bølger og en log
der viste 9-10 knob. Autopiloten sat til og så kunne vi jo nyde
solnedgangen med hver vores Gin and Tonic.
Dagen efter døde
vinden så vi blev nødt til at starte motoren, men det betyder ikke noget
på sådan en båd, for alt er lydisoleret og den støj motoren laver er så
lav at man ikke bemærker den. Selv for motor skyder båden omkring 9
knob. Diesel er ikke noget problem, da der er ca. 3.500 liter tilbage i
tankene. Sidst der blev tanket var på Galapagos så vidt jeg kan få
oplyst.
Båden er utroligt
flot. Som sagt er den 75 fod lang og dermed også næsten dobbelt størrelse
af Dream. Der er 5 kahytter ombord og hver kahyt har eget badeværelse med
varmt ferskvand. Den eneste ulempe jeg umiddelbart kan få øje på er at
alle tæpper og møbler indvendigt er hvide. Det er jo ikke den nemmeste
farve at holde ren, men hvad, når man er på søen har man jo tiden til
det.
Som dag to skred frem
begyndte vejrfaxen at komme med meddelelser om et lavtryk der var ved at
dannes, og så vidt vi kunne se ville vi ryge lige igennem det. Vi gjorde
alt klar til høj sø og dårligt vejr, og vi gennemgik
sikkerhedsprocedurerne i tilfælde af at noget rigtigt slemt skulle ramme.
Men intet skete, vejret var perfekt - hvis man ville en tur til stranden.
Høj solskin og næsten vindstille. Lavtrykket var vist næsten blevet
glemt og vi havde startet motoren igen.
Så startede det. Den
4. dag begyndte det at blæse op, og snart havde vinden tiltaget så meget
at vi måtte rebe sejlene helt ned i andet reb. Det betød også at
storsejlet nu kun var på omkring 30 m2, en lille klud der så
latterlig ud i den enorme mast og den ligeså voldsomme bom.
Snart havde vi 40 knob
vind lige ind på næsen og bølger der piskede hen over dækket. Selv om
Blue Dawn har meget fribord sejlede vi alligevel vand på dækket. Farten
var ikke at råbe hurra for, mellem 4 og 5 knob var alt hvad vi kunne få
hende op på. Snart begyndte forskellige alarmer at gå i gang. Især
havde vi problemer med en alarm der skulle advare om vand i ankerrummet.
Den blev ved med at gå i gang og det hjalp ikke at pumpe vandet ud
manuelt. Vi opdagede også at der strømmede vand ind i airconditions anlægget
og der var en ventilator der var helt fyldt op med saltvand. Brøndpumperne
arbejde på højtryk for at holde vandet ude, og vi forblev da også
flydende.
Dagen efter brændte en
af brøndpumperne selvfølgelig sammen og vi blev nu nødt til at fjerne
gulvbrædderne i den ene side af båden for at skovle vand ud ved hjælp
af en spand. Så havde vil lige pludselig det at se til også.
D 21/10-2000 - min 21
års fødselsdag - nåede vi så til New Zealand og sidst på
eftermiddagen arbejdede vi på højtryk for at komme ind til Auckland
samme aften. Vejret var blevet helt godt, vinden havde lagt sig og der var
høj solskin. Vi kontaktede havnen og fik at vide at vi godt kunne få lov
at tjekke ind samme aften, hvis bare vi var inde før klokken 20. Så
kontaktede vi Jeff, bådens ejer, og han sagde at vi ikke skulle tjekke
ind før dagen efter.
Øv nu havde jeg ellers
lige glædet mig til at komme ind og give den gas i Auckland og fejre min
fødselsdag med stil. Det skete nu alligevel. Peter kom pludselig ud med
en kage og begyndte at synge fødselsdagssang og alt muligt. Så lavede vi
en gryderet og der blev ikke sparet på noget. Hele 5 store engelske bøffer
blev ofret og kom i maden. Vi var efterhånden ved at være trætte af
engelsk bøf på forskellige måder, for det havde vi spist hver dag hele
vejen. Nu skulle de sidste fem bare lige udryddes ellers ville de blive
konfiskeret dagen efter af tolderne.
Resten af aftenen gik
med at drikke Gin og snakke om hvad vi skulle lave i New Zealand. De næste
4 dage tilbragte jeg så i Auckland. Noget af tiden alene, og noget af
tiden sammen med Peter. Jeg fik blandt andet taget nogle billeder på One
Tree Hill, og det var nok de sidste billede jeg fik mulighed for at tage
der, for dagen efter blev træet fældet på grund af sygdom, og det
skabte stor opstandelse over hele New Zealand.
Jeg mødte også en del
danskere i Auckland og dem måtte man jo så også snakke med. Efter 4
dage i Auckland måtte der ske noget. Jeg besluttede mig til at tage til
Taihape længere syd på, for at tage et elastikspring. Det er jo trods
alt her i landet den slags rigtigt er startet, og når man nu skal springe
kan man jo også lige så godt gå efter de høje steder.
Nordøens højeste sted
hedder High Time Bungy og er lidt over 80 meter. Det er ud fra en bro, og
ligger på top 10 over de smukkeste Bungy sites i verden. Her fik jeg så
mit jomfru spring. Fuld fart på ned mod floden. Frit fald ca. 45 meter
inden elastikken strammedes og det var så fedt. Jeg var helt ude af den
over at have gjort det, og var klar til at tage et spring mere. Det blev
der rigelig tid til, for da jeg igen stod på broen, spurgte Jumpmasteren
mig om jeg havde lyst til at blive og hjælpe dem et par dage mod at de
betalte kost og logi og måske et spring eller to til, eller alle dem jeg
gad have - faktisk.
Jeg skyndte mig at
takke ja, for det eneste jeg skulle var jo at vente på Dream. Så der
hang jeg så fast de næste 14 dage. Jeg fik et spring til og kom til at
se hvordan det er at arbejde sådan et sted. Vi havde en utrolig tid og
jeg var glad for at bo hos dem. Desuden arrangerede de også en rafting
tur for mig. Så nu havde jeg også prøvet at rafte på Rankitiki floden,
og den er en af de 3 bedste white water rafting steder i verden. En dag
fik jeg en mail fra Nic og Sanne at de var i New Zealand også, og jeg
skrev tilbage til dem. Det endte med at vi mødtes og jeg kørte rundt med
dem i deres autocamper i 5 dage og vi havde en rigtig god tid hvor vi
virkelig fik set det meste af New Zealands nordlige del.
Vi ventede på Dream i
Opua, men desværre gik det langsomt op for mig at de ikke ville nå at
komme ind før jeg var taget til Auckland for at flyve hjem til Danmark.
Vi fulgte med på hjemmesiden for at se om de kunne nå at komme ind, men
desværre. Jeg tog af sted og bad Nic og Sanne om at aflevere de ting jeg
havde til båden. Desuden skulle de selvfølgelig hilse mange gange og alt
det her.
Så af sted mod The
City Of Sails for sidste gang i denne omgang, en overnatning og så ellers
tilbage til lille kolde Danmark. Min tur var forbi, jeg skulle hjem og i
gang igen. Så mættet med oplevelser og dejlige minder satte jeg mig ind
i en flyver tilbage mod København, hvor jeg blev hentet i lufthavnen af
mormor og min kæreste...God vind til jer derude og pøj pøj til dem der
skal derud.
Med venlig hilsen, Emil