Brev fra Rene

New Zealand 26-12-2000

Hello out there.

Først en tak til alle jer der har sendt en julehilsen. I har nu for meget tid til at sidde og lave sådan noget grafisk pjat....., hvad er der galt i et "god jul og godt nytår"? Er det nu for gammeldags? Men det er flot og meningen er vel god nok.

Min hilsen til jer er den gammeldags. Menuen består af gode røde bøffer og en anseelig mængde rødvin - så det kan kun blive godt!! Der er pyntet lidt til jul og juletræet er pustet op, så vi er ved at være klar. Måske skal vi lige en tur i vandet før vi påbegynder madlavningen. Det er nemlig meget varmt i dag.

Endnu en uge er gået og vi er på vej med færgen tilbage til nordøen og til Wellington. Vejret er godt så det er muligt at bruge tiden på at taste lidt. Den forgangne uge har været noget anderledes fra det vi er vant til. Der har været en del action indblandet, men det er der nu ingen der klager over, for vi er jo unge mennesker.

Jeg slap jer sidst i Christchurch, en by hvor vi blev i to dage. Der er meget rart med lidt hviletid, for distancerne vi kører en jo ikke bare som fra Esbjerg til Århus. Det er længere og så er der en del bjergkørsel - men det er også det sjoveste. Vi besøgte et museum den ene dag. Det var i 4 etager så der var rigeligt at kigge på. Der var både noget om Mauri'erne, som er de "indfødte", noget om antarktisk og de ekspeditioner som har været der, lidt om fremtiden og selvfølgelig en del om New Zealand i gamle dage.

Det tog også et par timer inden vi havde fået nok. Efter denne "indendørs-ting" tog vi bilen og nullede ud til et wildlife-center, en slags zoologisk have. Her kiggede vi klappedyr, fisk og vi så også den berømte Kiwi - fuglen der ikke kan flyve. Fuglen er New Zealands nationaldyr, og man ynder også at kalde folkene hernede for kiwier. Om det er pga fuglen eller at New Zealand står for 80 % af verdensmarked inden for kiwifrugten skal jeg ikke udtale mig om. Kiwien, altså fuglen er et nattedyr.

Det kan godt være lidt træls for en zoo, for det er som regel om dagen at de har besøgende. De nattelige gæster er der normalt ikke for at kigge på dyrene....Men for at gøre os danskere, og sikkert også andre, glade har de lavet et mørkerum, hvor de så har vendt op og ned på Kiwiens døgnrytme, hvilket betyder at vi dagslys-væsner har mulighed for at studere denne fantastiske fugl. Og den ser da nu også meget sød ud, når den med sin lidt pjuskede fjerdragt og det lange næb roder i jorden efter mad.

Det er dog ikke dem alle der har haft lige godt af at få vendt rundt på deres tidsplan, for nogle af kiwierne vader frem og tilbage langs de opsatte hegn i en uendelighed. Eller måske er de bare lidt  irriteret over at deres forfædre opgav flyvningen, for havde de ikke gjort det kunne de jo bare have fløjet op over det lave hegn og ud i naturen

 

Jeg har vedhæftet et billede af en kiwi. Men det er lidt rødt. Ham guiden der viste os rundt, sagde at vi ikke måtte bruge blitz, for det kunne de ikke lide...., hvad ved han om kiwier - kender han dem måske!!  Nå jeg efterkom alligevel hans ønske og fik så et rødt billede. (der fik du din Kiwi Jacob..., næbdyret er vist meget sky!).

Næste dag skulle der ligesom ske lidt mere. Zoo er for børn...., så drengene satte pigerne af i byen og så tog vi på flymuseum. NZRAF-museum, som det hedder var helt godt. Der var dog mest fra 2. verdenskrig, og mange flag med hagekors - Man blev næsten helt i tvivl om om man var i Tyskland eller på New Zealand. Det der dog tiltrak drengenes opmærksomhed mest var de tre flysimulatorer som var en del af udstillingen. Det fede ved dem var at de var gratis og at man havde ubegrænset ammunition. Der sparede vi lige en del dollars i spillehallen. Men selv om fly er spændende fik det også sin ende, og vi kørte tilbage til byen hvor vi mødtes med pigerne til en gang McDonalds mad.

Fra Christchurch kørte vi til Dunedin (Dun-edin). Undervejs stoppede vi for at kigge på søløver og pingviner. Ja det vil sige søløver og pingvin. Der var nemlig kun en enkelt der gad indfinde sig på den strand hvor vi var, for at lade sig fotografere. Det var en yellow-eyed pingvin, og den var ret så fotogen. Afstanden til den var lige stor nok til at vi kunne få et godt billede af den med det digitale kamera, men nød lærer nøgen kvinde at spinde, så vi brugte en lille lommekikkert som zoom. Og det giver et helt godt resultat - tjek selv!

I Dunedin var det igen naturen som skulle beskues. De store albatrosser yngler nemlig her - til dem der ikke lige ved hvad en albatros er så er det dem man har lavet sjove optagelser med, når de forsøger at lette for at flyve - det er ikke altid at det helt lykkes, men det så vi nu ikke.

Tilgengæld så vi dem på vingerne. Det er sgu store fulge, også når man ser dem i forhold til en halvstor måge. Når de er på vingerne er det sjældent de basker, de svæver blot og bruger de opadgående vinde over bølger eller skrænter. Det ser elegant og nemt ud - måske man skulle prøve!!

Dunedin er også byen med verdens stejleste gade, ja der er faktisk mange meget stejle gader - godt man har et 1. gear på motorcyklen! Det er svært at beskrive hvor stejl en gade er, og det er ligeså svært at tage billeder af det. Gaden er i Guinnes book of records 1997, så der kan I jo kigge hvis I har den. Det stejleste var meget stejlt og gennemsnittet var for stejlt til at jeg gad gå op ad den. 

Dunedin - Queenstown er en flot tur. Men på et tidspunkt gad min cykel ikke starte igen efter et mindre hvil? Det viste sig at kablerne til starteren skulle sidde fast på batteriet, hvad er det nu for noget!! En mekaniker fik det hurtigt ordnet og vi var på vejen igen. Næste gang må vi hellere selv tage en svensknøgle og en skruetrækker med. Queenstown er en by der er bygget op omkring action. Man kunne næsten ligeså godt kalde den noget i retning af actiontown, for der sker alt her. Det er adrenalinets mekka.

Det var jo meget heldigt at vi ankom til netop dette sted, for er der noget vi kan li' - så er det action, spænding og adrenalin. Vi gik ind i et booking center hvis vægge er klisteret til med brochurer over alle de muligheder der er for at komme af med de mange tunge penge vi har i pungen. (De tager også VISA...).Nå men vi spurgte lidt til det der bungy jump, og inden 5 minutter var vi booket på eftermiddagens hold.

Kl. 14.30 blev i stuvet ind i en bus, og så gik de næste 30 minutter ellers der. Vi stoppede højt oppe på et bjerg, hvor der var spændt wirer over til den modsatte side. Ude på midten hang en platform og gyngede i vinden, og i dalen løb floden Nevis. Dette sted hed "The Nevis". Vi blev iført seletøj og kom i hold af 6 ud til platformen. Jeg var sammen med Dennis og Søren. Derude fik vi ankelstropper på og en efter en faldt man ud over kanten. Først Søren, så Dennis og det blev også min tur.

At stå på kanten og kigge ned på floden der løber 134 meter under sig er en fed ting. Det kribler i maven og benene er en smule usikre. Man vender sig om og Dennis og Søren skyder et par billeder medens tandpastasmilet tages i brug. Instruktøren tæller ned fra fem og på én overlader man sig fuldt og fast til troen på at udstyret nok skal holde. Endelig er man "airborne" igen - man ved hvorfor fuglene synger (dog ikke Kiwierne....), endelig fik jeg mit bungy jump - og så fra det højeste i New Zealand, og det 2. højeste i verden - 134 meter. At suse mod floden og blive blæst godt igennem er en kanon oplevelse, der kræver et godt brøl. Efter 3,5 sek. frit fald strækker elastikken sig og kort efter er man på vej op igen - på vej op for at ligge i en position til et fedt billede.

Bungy er en oplevelse som man bør tillade sig selv, hvis man altså er til den slags ekstremer. Dennis var så "uheldig" at staben ikke fik ham optaget på video, og han måtte derfor udføre endnu et spring. Det var han jo ikke ked af og hans andet spring gik også i flot stil - eneste betingelse var at han skulle købe videoen, så det gjorde han.

Dagen efter stod den på white-water rafting. En 18 km tur ned af en af de nærliggende floder, hvor man i gamle dage gravede guld. 7 crew og en dingyfører var hvad båden bestod af. Dennis og jeg meldte os til de forreste pladser - Det skulle nemlig være de "bedste". Efter omklædning, en længere køretur og lidt sikkerhedsinstruks begyndte vi med lidt driven ned af floden.

Efter 10 minutter kom den første "rabbit", altså et sted hvor det var lidt vildt. Vi havde fået indprentet en del komandoer for at denne tur kunne lykkedes uden for mange uheld, og vi passerede da også den første "rabbit" i fin stil. Flere komandoer blev øvet efterhånden som vi skulle bruge dem - der var faktisk ret mange, man skulle tro det var en hel køreprøve man øvede til. Efter lidt yderligere langsom fremdrift kom de næste "rabbits". De var vildere og Dennis og jeg fandt da også ud af at vi havde fået de "bedste" pladser. Vi blev gennemblødt med det samme, og det 8 grader kolde vand trængte ind under våddragen - uha det var koldt! Men da vi arbejdede hårdt med årene føltes det blot som et forfriskende styrtbad. Flere "rabbits" ventede forude, men alle blev klaret med bravour. Turen indeholdt også en tur gennem en 170 meter lang "man made" tunnel, hvor de havde glemt at tænde lyset......

Denne dag blev afsluttet med endnu et bungy jump, denne gang fra "den rigtige", d.v.s. fra der hvor man første gang sprang komercielt. Højden: 43 meter. Endnu engang en fed adrenalinpumpende oplevelse, hvor det var meningen at jeg skulle have dyppet overkroppen i floden, men det kom kun til underarmene..... øv!

Torsdag den 21-12-2000 var en dag i transportens tegn. 984 km blev det til fra Queenstown til Picton, hvor færgen til Wellington går. Det tog ca. 13 timer og dertil ca. 45 min. i pauser. For at kunne køre så langt måtte vi simpelthen opfinde forskellige siddestillinger på motorcyklerne - og jeg kan fortælle jer at det ikke var alle som så lige autoriserede ud, som når man kommer kørende gennem en lille by siddende på tanken! Det var en træt gruppe der lagde sig i poserne den aften.

Efter overfarten indlogerede vi os på det motel hvor vi skal være til den 23, derefter går turen nord på op til båden hvor julen skal fejres. De 940 km bliver kørt i et stræk - god tur. Håber I alle får en hyggelig jul derhjemme.

 

Elastiske, adrenalinfyldte hilsner fra René.

 

World Wide view of det and der
Fastest SFTP on the planet FREE Go FTP Client