Brev fra Dennis

24-06-2000, Rangiroa

Jeg har vist helt glemt at fortælle jer om vores dyk på Galapagos. Jeg kan godt hilse og sige, det var uden sammenligning mit livs bedste dyk! Her var simpelthen alt hvad en dykkers hjerte kan begære.

Vi havde bestemt os for at vente med dykket til der ikke længere var spring-tide - Det er når der lige har været fuld- eller nymåne. For der er tidevandet størst, det bevirker at vandet bliver mere grumset og sigten kan være meget ringe.

Vi blev hentet af den vores dykker instruktør, danskeren Heidi. De lagde til på siden af vores båd og vi fik smidt alt vores udstyr ombord i dykkerbåden. Dejligt, så slap vi for at bære det alt for langt - for det er tungt det grej. Herefter tog det halvanden time, for fuld skrue, at komme hen til vores første bestemmelsessted, Gordon Rocks.

Det var en lille klippeformation som stak direkte op fra havets bund, ca. 3 mil fra nærmeste land. Dykkerbåden sejlede meget tæt på klipperne og smed os (Stefan, Rene, mig og vores danske dykkerinstruktør Heidi) af. Vi skulle begynde nedstigningen med det samme, pga den kraftige strøm. Her mødte vi et sandt virvar af dyreliv! Det var helt overvældende så stor en koncentration af liv der mødte os. Det føltes som at dykke ned i et overfyldt akvarium, og det var ikke længere kun tropiske fisk som vi er ved at være vant til at se på koralrevene rundt omkring. Nej, her var alle typer lige fra Tun, søløver og skildpadder til hajer.

Der gik meget kort tid før en kæmpe havskildpadde kom til syne. Vi havde lige rundet et hjørne og var på vej ind i en passage som skulle lede os ind i midten af den hesteskoformede klippeformation. Strømmen var stærk og vi blev nærmest spulet gennem passagen og måtte kæmpe for at få fat på et klippefremspring så vi kunne holde os ude af den værste strøm og undgå at ryge ind i midten af klippeformationen da den temmelig store havskildpadde viste sig - og det er sin sag både at skulle nyde synet af det nysgerrige dyr og få fat i klippefremspringet. Især når Stefan også skulle tage billeder på samme tid!

Heidi fortalte bagefter at hun nær troede at Stefan og jeg var stukket af med skildpadden! og det var da også på et hængende hår at vi fik fat i klippefremspringet. Vi havde knapt sluppet skildpadden af syne da en stor hammerhaj viser sig. Den kom glidende med rolige bevægelser, kiggede nysgerrigt på os og forsatte sin færd - tak skæbne hvor var den stor! Min adrenalin fyrer rundt i kroppen, som var det en hel pumpestation på akkord, og jeg kan i tindingen mærke hjertes pumpen. Jeg tænkte på om det var nu man skulle holde vejret og sige som plankton! - men selv hajer kan man vænne sig til erfarede jeg på dette dyk. For vi så yderligere hammerhajer og adskillige Galapagoshajer, uden at det fremkaldte samme reaktion som det første møde. Dog skal det siges at den første hammerhaj også var den største vi så under hele dykket.

Vi svømmede nu langs væggen og så på det utrolige liv der var dernede! - på et tidspunkt peger Heidi på en sten. Jeg kan ikke se noget specielt ved den sten og jeg kan se på Rene at han heller ikke ved hvad hun mente. Hun peger forsat og jeg svømmer hen over stenen, og kan stadig ingenting se. Det var først da hun tegnede en mund og 2 øjne, det gik op for mig at det var en kæmpe scorpionsfisk - den var simpelthen så godt camoufleret, at jeg aldrig har set noget lignende. Det var et held at man ikke lige havde udset "den sten" at holde fast i!! - De er nu ikke specielt farlige, dog har de nogle gevaldige giftige pigge, så man skal ikke ligefrem klappe dem.

Midt i hele dette orgie, peger Heidi på Stefan og mig og giver os "op-signalet" - jeg kan ikke helt forstå for jeg har ikke brugt halvdelen af min luft endnu. Jeg checker Stefan - pga at han har været sløj hele dagen, har han åbenbart suttet lige rigeligt med luft, så han var nede på den kritiske mængde. Jeg signaler til Heidi at jeg har rigeligt med luft, men at Stefan ikke har ret meget tilbage. Hun peger bare igen på både mig og Stefan og siger op!!!! - hva' jeg har sgu da masser af luft endnu. Jeg kommer så i tanke om at det nok er hensigtsmæssig at vi går 2 op, i stedet for at sende Stefan op alene. Så vi stiger stille og roligt op - Heidi havde signaleret at vi skulle huske sikkerhedsstop, men vi havde kun været nede i 50 minutter, så der var ingen problemer. Så vi sprang sikkerhedsstoppet over, for der ventede jo lemonadedrinks på os oppe i dykkerbåden!

Rene, som stadig var dernede, fik en fed oplevelse med ca 60-100 Hammerhajer i flok, men ok vi havde jo fået hvad vi var kommet efter - og der ventede endnu et dyk forude. Efter at Rene og Heidi var kommet op gik turen videre til Seemor, nord på Santa Cruz. Her skulle vi have et driftdive (strømdyk) som virkelig ville noget. På vejen derop, slog vi lige et smut ind i en mindre vig, for der var lige en som skulle have et øvelsesdyk på lavt vand. Rene og jeg røg selvfølgelig også i vandet, for der var søløver som legede rundt i vandet. Dog tror jeg at de havde siesta, for de var ikke så legesyge som de plejede at være. Efter 1 times legen rundt i vandet gik turen videre op mod Seemor. Der blev ikke smidt noget anker, vi skulle bare tage vores udstyr på og når vi alle var klar røg vi i vandet. Der var kun Heidi, Rene og mig for Stefan blev tilbage i båden, da han var blevet lidt sløj og havde lidt feber efter det første dyk.

Det var med hurtigt at komme mod bunden, for strømmen var meget stærk. Der gik heller ikke mere end 3 minutter før vi stødte på den første flok Hvidtippede revhajer - og jeg skal love for at jeg fik taget nogle gode billeder af dem. For vi kom nærmest svævende hen over dem, ikke mere end 1 lille meters penge fra de nærmeste. Vi drev videre og ude til højre for os, dukkede et temmelig voksent eksemplar af en Hammerhaj op, men den kom dog aldrig så tæt på at den virkede skræmmende.

Forude var en kløft som vi skulle over og vi var på forhånd blevet advaret om en ufattelig stærk strøm i selve kløften. Når vi kom over kløften skulle vi hurtigst muligt finde noget at holde ved så vi kunne ligge og kigge ned i kløften - for der havde de hvidtippede revhajer for vane at opholde sig. Jeg kan godt love jer at der var hajer - der var masser af de hvidtippede revhajer. Vi følte os nok mest som et par flag som hang og blafrede i vinden for det var alt det at jeg kunne holde ved med en hånd. Jeg havde jo kameraet i den anden - for billeder skulle der tages, og det så kostede lidt krampe i den hånd som holdt fast om stenen. Hajerne kom helt tæt på os medens vi hang der - jeg havde specielt en som flere gange var inden for en afstand af 30-40 cm fra kameraet. Det var en så fed oplevelse og mens vi hang der sagde jeg til mig selv - det her er for godt til at være rigtigt, synd at det er så svært at komme til Galapagos, for dette er virkelig en dykkers paradis.

Da vi følte at vi havde "hængt" længe nok gav vi slip fra stenene og blev spulet væk fra kløften og vi var også ved at have suget vores flasker tomme. Vi påbegyndte vores opstigning, og vi skulle denne gang have vores sikkerhedsstop for vi var lige ved at være på grænsen af det forsvarlige. Mens vi lavede opstigningen kom der 30-40 mantarays "flyvende" hen over hovedet på os. Det er store - kæmpe store rokker- også kaldet djævlerokker, på dansk. De kan få et vingefang helt på til 7 meter. Disse her havde vel et vingefang på 3-4 meter. Det er enormt imponerende at se en flok komme svævende lige hen over hovedet, med solen som stærk baggrundsbelysning - så formen af de prægtige dyr blev endnu mere fremhævet. Det er vel noget som er de færreste forundt - det var i hvert fald over 2 mdr siden at man overhovedet havde set mantarays på Galapagos!

Nå det var alt for nu! Ha det rigtig godt! Med mange hilsner fra

 

Sømanden på den sydlige halvkugle

Dennis

What the world says about var and and also det
This page uploaded by FREE Go FTP Program