Efter et par suveræne dyk på Bonaire var der så
afsejling mod Curacao den 4/3, for at samle Dennis, Heidi og Stefan op, og
for at sige farvel til Heine. Efter lidt forvirring om hvordan man kom ind
til Willemstad, der er hovedstaden på Curacao, viste det sig at den
barriere, som gav anledning til forvirringen, var verdens største
motoriserede flydebro. Broen skulle sejles ind til siden før vi kunne
passere og få indklareret på Curacao. Herefter var det tid til at få
Heine sendt med en taxi til lufthavnen. Vi håber, Heine, at de sidste 10
- 12 dyk opvejede lidt af "motor-trummerummet" på Trinidad. Det
var ret ærgerligt for Heine, for han skulle kun være hos os i 2 måneder,
og heraf blev de 1,5 tilbragt i motorrummet på Trinidad. Men Heine, det
var virkeligt sjovt at have dig herude, og du er til enhver tid velkommen!
- hvis altså kantinen på Varde Kaserne giver dig lov. Tak for god sovs!!
De sidste tre tilbage på båden, Rene, Rikke og Sennels,
oplevede karnevalet på Curacao - dog forlyder det (fra to af parterne) at
der var alt for mange piger i optoget som havde ALT for meget tøj på.
Men alt i alt var det et kanon flot show, som varede fra kl. 15 til 21 - så
der var fest i gaderne.
Da Willemstad havn ikke er meget andet end industri og
krydstogtsturisme, flyttede vi båden længere mod syd til Spanish Water -
en stor, flot og beskyttet indsø.
Den 8/3, midt om natten, ankom Dennis og Heidi til Curacao
lufthavn, hvor Rene havde ventet på dem hele aftenen. De to kom slæbende
med mere end 110 kg bagage og grej til båden.
Heidi er vores nye gast, som var frisk til at tage turen
over Stillehavet, da Dennis ringede og spurgte hende mens han var hjemme i
Danmark. Vi skulle vente i Spanish Water, for to dage senere, den 10.,
ankom Stefan, ligeledes en ny gast, og vi ville så være parate til den
videre færd mod vest.
Tiden i Spanish Water blev brugt på et par dyk, til
socialt hygge og ruinvandring. På et af dykkene, på en stejl koralvæg,
spottede vi den største moræne nogen af os hidtil har set. Det var en kæmpe
grøn muræne på ca. 130 cm, og med et hoved på størrelse med en
fodbold.
Dennis lå og kiggede på Stefan, som lå lidt længere
nede ad koralvæggen, da Stefan pludselig begyndte at baske vildt med
armene, som en anden fugl på flugt. Han havde lige fået øje på morænen
- få centimeter fra hans ædlere dele. Vi andre blev tilkaldt, for også
at nyde synet af denne frygtindgydende slangefisk.
Den 13/3 kunne vi for første gang holde en gasts fødselsdag.
Det var Heidi, der blev fejret med nybagte boller og varm kakao. Der skal
her fra redaktionen lyde et stort tillykke.
Fra Spanish Water blev Curacao udforsket i etaper fra bugt
til bugt, for til sidst at gå mod Aruba - den vestligste af de Hollandske
Antiller.
Turen til Aruba var et sandt helvede, med store bølger og
stærk strøm. Alligevel ankom vi sikkert til Oranjestad havn tidligt om
morgenen den 19/3. Her fik vi venligst lov at ligge gratis i frihavnen så
længe vi lystede. Vi blev meget vel modtaget af myndighederne, og
reparation af forstaget kunne begynde - Dennis havde nemlig været i
masten, og set at et par af kordelerne i wiren var sprunget. Det tog en
hel arbejdsdag med 8-10 siesta'er at få det lavet - for he..... hvor var
det varmt!!!
Næste dag tog vi med lokalbus til nordspidsen af øen,
California Lighthouse, og travede lidt. Det var for varmt, så vi tog en
af de udsøgte strande, hvor der var afslapning og badning på programmet.
Det var skønt at komme væk fra den overturistede hovedstad, der var
domineret af de amerikanske krydstogtturister.
På hjemturen fra stranden, blev der handlet stort ind i et
utroligt velassorteret supermarked. To indkøbsvogne og derefter en taxi,
skulle der til for at få det hele ned på båden. Tilbage på båden gik
"tekniker-team 1" i gang med en hovedreparation af vores mobile
generator. På mærkværdig vis lykkedes det igen for "the dream
time" at få styr på sagerne! Den generator har aldrig kørt så
godt før, som efter den reparation - den er så god som ny.
Den 21/3 blev der udklareret - i vanlig Aruba/caribian tid.
Vi kom først afsted kl. 15 mod et vrag på nordvest-spidsen. Vi ankom kl
16.30, og fik hurtigt ankret båden op. Snart derefter røg der to
dykkerhold og et snorkelhold i vandet.
Vraget, et stort tysk fragtskib (Antilla) fra 2.
Verdenskrig på 120 meter, ligger på en dybde fra 1 meter over vandet til
16 meter. Den 22/3 om morgenen, efter et bjerg af vel tilberedte
pandekager med sirup, nutella og syltetøj mm., og varm kakao - vi fejrede
Stefans fødselsdag - tillykke Stefan, røg vi igen i vandet med grej på
ryggen.
Denne gang blev vraget udforsket på kryds og tværs. Fra
lastrum til maskinrum og fra top til bund. På vores Aqua-top-10 liste fik
dette vrag 10 point. Det var helt suverænt at se den store coaster ligge
dernede nærmest hel intakt, og ikke at forglemme det liv der var omkring
vraget. Til tider var det så tæt med fisk, at solstrålerne ikke nåede
ned på vraget.
Efter 2. Dyk var det tid til at forlade Aruba med kurs mod
Isla Grande ved Panamas østkyst. Planen var oprindeligt at gå til San
Blas øerne, men da den klorokinfosfat-resistente malariamyg findes der,
ændrede vi destinationen.
Vi har ikke den store lyst til at ligge på Stillehavet og
ralle med malaria. Det er jo ikke de vilde ting der sker herude langt fra
land. Men den 25. kom der en udefinerbar helikopter med åben sidedør,
hvor der sad en camoufleret soldat med maskingevær, flyvende meget tæt på
båden. Efter at vi i bedste komiske stil havde vinket til den, fløj den
væk igen. Lidt efter kom der tre flådefartøjer til syne i horisonten.
Den ene kom ret tæt på, ligesom for at checke hvem vi var. På masten af
skibet så vi det amerikanske flag vejre i vinden, og vi følte os en
smule lettede. Vi har nemlig med vilje holdt en god afstand til Colombias
kyst for at undgå nærgående skibe - læs pirater!!!! Sporten er i dette
nummer udgået, men vender stærkt tilbage i næste nummer!
Med Sømands hilsen Dennis