Dream Times


18. februar.  Ventetiden på Trinidad.


Det er længe siden Dream Times sidst var på gaden, men der har været mangel på hændelser. I sidste nummer fik vi præsenteret vores nye gast, Heine, der er vild med at dykke. Efter at have ligget i den samme marina i 2 uger, var han godt træt af det, og i forbindelse med at Dennis skulle til DK, tog de to en tur til Tobago. Planen var at dykke og surfe, men det kostede en mindre formue, så det blev kun til et enkelt dyk.

Dennis tog flyet hjem den 23/1, for at holde lidt ferie. Ham ser vi igen sidst i februar. Senne havde også valgt at forlade skibet for en periode. Der var holde-i-hånd-tid på Margarita for hans vedkommende. Rene var dog så heldig at Heine returnerede fra Tobago inden Senne smuttede, for at være ene mand ombord på et så stort skib kan godt være lidt krævende...

Den 29/1 kom den store dag. Vores reservedele til motoren, der var bestilt i Danmark var kommet. Nu skulle vi bare hente den ca 100 kg tunge kasse i lufthavnen. Men det var jo lørdag så hvem gad køre helt derud. Efter at have løbet marinaen igennem flere gange fandt vi en Inder, som godt ville hjælpe os. Han havde godt nok et par småting han skulle ordne først, men vi kunne jo bare køre med. Det blev til en rundtur i store dele af forstadsområdet, og sidste stop var hjemme hos manden selv. Vi blev budt indenfor, han skulle lige have en hurtig kop kaffe, og i mellemtiden kunne hans kone lige vise os det håndarbejde hun lavede. Det var hjemmelavede smykker med gammelt indisk design. Det var specielt og flot, men ikke lige noget for Heine og Rene, så der blev takket nej. Det var en oplevelse at se hvordan de boede, men det var et dårligt valgt tidspunkt, for der blev kigget mere på klokken end omgivelserne; vi ville hellere ud at hente vores pakke. Vi nåede til lufthavnen, hvor vi efter at have snakket med et par folk, fik fat i den rigtige fyr. Der skulle udfyldes papirer, og betales told, og det selvom det var en transitvarer.

Da det var gjort skulle vi til en højere rangerende, ældre, lidt sur mand, som skulle se pas og bådpapirer.Her kom der så et problem. Vi havde ikke været ved tolden i den by hvor båden ligger, for at fortælle at vi havde en pakke i lufthavnen. Det er nemlig tolden der, som skal undersøge pakken. Efter lidt forklaren frem og tilbage skulle vi så over til en anden mand. Han var noget yngre men endnu længere oppe i pyramiden. En frisk fyr, der ikke tog tingene så tungt. Han forklarede igen, at vi næste gang skulle huske at gå til tolden der hvor vi var indklareret. Han skrev lidt på vores papirer, og gav os derved tre timer til at komme til den "rigtige" tolder, for at få kassen eksamineret.

Det var med en følelse af lethed vi satte næsen mod Port of Spain med kassen på ladet. Ved tolderen i marinaen blev kassen tjekket og fundet i orden. Vi fik her en hjælpende hånd af Ali, der i en vældig fart fortalte om de enkelte dele og deres brug. Da den kvindelige tolder ikke var motorkyndig, nikkede hun blot og sagde ok.

Efter at kassen var læsset ombord på båden, tog vi med Balu, det andet danske skib, på weekendtur til en hyggelig bugt, en lille times sejllads fra marinaen. Vi havde alle brug for at komme lidt væk. Der skulle ske lidt nyt, og da det var Renes fødselsdag om søndagen var det jo en fin anledning.

Stranden i Scotland bay blev indtaget, der blev indsamlet brænde til et godt bål, og der blev tændt op i grillen. Det blev en hyggelig aften, der for nogens vedkommene fortsatte på båden. Rene følte sig tynget af alderen, og tog en lur. Han blev dog vækket adskillige gange af fødselsdagssange.

Efter hjemkomsten søndag aften, gik Heine og Rene på restaurant LightHouse for at indtage en god fødselsdagsmenu.

Det blev mandag og der skulle laves motor. De nye dele blev afleveret til Lawrence, der er vores mekaniker. Rene og Heine kunne ikke gøre meget for at hjælpe til på motorområdet, så der blev arrangeret snorkeltur.

Det er ikke fordi det er særlig godt at dykke/snorkle her, men det er bedre end at sidde i marinaen.

På hjemturen skete der noget ret uhyggeligt. Vi blev sejlet ned af en power boat (en jolle med stor motor). Vi hverken så eller hørte noget før den var lige bag os og havde kurs lige mod os. På trods af bådens høje fart kom vi ikke noget til; kun et par små skrammer. Der var dog en forskrækkelse som lige skulle overvindes.

Det blev den 7/2. Dette var en glædelig dag, for motoren skulle monteres i båden. Vi havde haft den startet oppe ved mekanikeren, den gik godt, så vi var allerede klar til at sejle. Men......, sådan skulle det ikke være. Det problem vi kom med var der stadig. Det eneste vi var kommet af med var røgen.

Lawrence og hans 1½ hjælper, den ene er meget doven, skruer løs, men der sker ingen ting. Til sidst vælger de at tage topstykket af igen, hvorefter de finder ud af at den kun kører på 3 cylindre. Topstykket sendes til eftersyn. Pumpen tjekkes igen.

Den 13/2 er alt monteret igen. Motoren kører, men ikke på den første cylinder. Pumpen der har været til eftersyn 2 gange, giver alt for meget diesel til den første cylinder. Lawrence, der efterhånden er ved at være desperat, bringer selv pumpen til servicestedet mandag morgen.

Torsdag den 17, har pumpen været til service hos selveste Bosch-værkstedet, pumpen er en Bosch, så nu må det da virke. Men nej. Ja pumpen virker, men motoren yder stadig ikke optimalt. Måske vi skulle satse på karnevallet i begyndelsen af marts.....

Heine har også forladt båden. Han blev inviteret med et andet dansk skib, Marie-Louise, på en 3 dages tur til en af de nærliggende øer. Der skulle han så få mulighed for et par dyk, og så får han da også set lidt andet end Power Boats.

Sporten:

Vinteren har sat kraftigt ind så sporten kører på lavt blus. Heine og Rene har startet en Back Gammon turnering, hvor der pt. står 10-11. Dog mener Heine at han fører da han har givet Rene to gammon. Rene har udtalt at han er tilfreds med resultatet; det gælder jo bare om at vinde.

Dinghy-race:

Det blev til en kneben sejr til Balu på 1000 meter distancen. Der går dog rygter om at sejren skal anulleres da de brugte en motor med 2,5 Hk. Dream brugte en motor med 2 Hk. Foruden motorkraft blev der også padlet ivrigt med svømmefødder, kastet med vand og lavet et par svinetricks såsom påsejling. Det forlyder at det var en meget underholdende sejllads.

Vejret:

Godt, varmt og lige til at holde ud. Vinden svag til hård fra alle retninger.

 

Til sidst udbringes der store hilsner til alle vores trofaste læsere. I er velkomne til at give ris/ros om avisen på vores e-mail adresse saildream@hotmail.com

Global View of det and along with til
Site Powered by GoFTP FREE