Hej
alle sammen!
Mange
tak for alle de mails der lå til mig da vi endelig kom i land på New
Zealand. Det varmer at få mails fra jer alle derhjemme - bliv endelig ved
med det.
Jo
det blev jo til en noget hårdere tur end vi havde håbet på - 15 dage
for 1200 sømil, det er lige i underkanten. Især når vi kun havde regnet
med 10. Men sådan er sejlerlivet jo. Det er vel det, vi i sidste ende kan
li' ved dette liv - naturen bestemmer tempoet, og intet kan med sikkerhed
forudsiges. En normal hverdag med kalender og faste aftaler er svær at følge
herude - for der er så mange faktorer, vi ikke har råderet over.
Vi
startede fra Tonga den 3 november, med at flere af vores venner fra de
andre både kom til morgen-afskeds-middag - De medbragte kage, brød, rom
og champagne, så vi fik en virkelig kanon afsked - med mange løfter om
gensyn på New Zealand. Men som altid var der panik på inden afgang -
Alle skulle lige nå det sidste!
E-mail
checkes, frisk brød og frugt købes, handlet de sidstesouvenirs! Men
afsted kom vi! De første 3 dage gik over al forventning, for vejrudsigten
havde lovet nærmest vindstille - men vi havde lige vind nok til at flyve
vores spiler! Så vi kom ud over stepperne og New Zealand kom hurtigt nærmere.
Humøret
ombord var særdeles højt for det var rolig sejlads, solskin og læsning
på dækket - rigtig drømmesejlads. Rasmus, vores backpacker var nu
overbevist om at sejlerlivet var livet. Han havde ikke rigtig før
sat sine fødder på en sejlbåd - kun da vi havde ham med fra
Vavau-gruppen ned til Tongatapu.
Vores
vejrudsigt så fin ud - vi havde et mindre lavtryk liggende foran os, men
det var ikke særlig dybt - jo dybere jo stærkere vind! Hvis vi endelig
skal ramme et sådant lavtryk skal det helst rammes på forsiden så man
ikke får vinden imod sig! Det var det vi havde ligget og ventet på i
Tongatapu - det så nu ud til at lykkes.
Den
07-11-2000 ramte vi deet lavtryk, og vinden tiltog til 25-30 knob (Kuling)
fra Nord og vi fik virkelig skudt nogle sømil af mod målet. Det varede
ved hele dagen og det meste af aftenen med, men så løjede det af og vi
kunne igen slappe af og sætte fulde sejl.
Hvad
vi ikke vidste var (..nu set i bagspejlet) at der var formet et nyt
lavtryk lidt sydvest for det første lavtryk - det bevægede sig med stor
hast mod øst lige mod os. Jeg havde set det på vores vejrmeddelser som
vi får over capsat'en - men der var en prognose på vindstød op til 30
knob. Altså ingen ting at regne - D et uheldige var så at det bevægede
sig så hurtigt at vi ville ramme det på bagsiden, hvilket bevirkede at
vi ville få vinden lige i snuden!
Men
vi har før krydset i 30 knob vind og var parate til det - dvs at vi havde
storsejlet i 2. reb og den næstmindste fok på forstaget.
Fredag
den 10. Tidligt om morgenen, jeg var gået fra vagt kl 6.00 om morgenen og
lå trygt og sov i køjen. Da jeg pludselig mærkede at vinden tog
kraftigt til og regnen væltede ned. Båden lagde sig langt om på siden -
Rene havde vagt, og råbte pludselig til mig! - "Dennis, vi er nød
til at tage sejlene ned" - Så op på dækket og bjærge sejl, i
underbukser. Det skal vel at mærke nævnes at vejret var begyndt at blive
temmelig kølig.
Stine,
Rene og jeg fik bjærget bådestorsejlet og fokken! - imponerende så
hurtig vinden tiltog, vi var nød til at råbe til hinanden for at kunne
kommunikere. Havet havde endnu ikke rejst sig og var stadig rimelig flad,
men overfladen var hvid af skum.
Vi
besluttede at sætte storm fokken, som er en meget lille fok lavet af det
kraftigste sejldug man overhovedet kan opdrive, for at vi kunne holde
styrefart i båden - man er jo nødt til at have lidt sejl oppe for at
kunne krydse mod vinden. Men i det øjeblik vi satte den, smækkede den sjækkel
som vi havde sat skødet fast til sejlet med op i sejldugen, og rev et hul
i sejlet. Ned igen med fokken. Vi hev den ned i køkkenet og pakkede den
godt ned under bordet, så vi senere kunne sy den. Vi blev få minutter
senere klar over at det blæste for vildt til overhovedet at kunne holde
noget som helst sejl.
Bølgerne
rejste sig med lynets hast, og blev til bjerge - uden nogensomhelst
overdrivelse så tror jeg at de inden for en time rejste sig til 6-7 meter
og i den næste time voksede til det dobbelte. Ret meget større blev de
ikke da toppen simpelthen blæste af, som at se en bølge få savet de øverste
par meter af.
Det
var som at opleve en snestorm på toppen af et bjerg - jeg huskede tilbage
på nogen af de skiferier jeg havde været på (især i Sverige) hvor jeg
havde stået på toppen, over trægrænsen, og gjort klar til at køre ned.
Det var koldt og det øverste lag af sneen føg henover jorden mens sneen
stod ind i øjnene så man intet kunne se. Her var der bare tale om det øverste
lag vand og skum som føg hen over resten af havet. Det var totalt umuligt
at se op mod vinden for det skum som blev pisket ind i hovedet.
Det
blev også hurtigt umuligt at sejle mod bølgerne - så vi måtte vende og
ride bølgerne af. Det bevirkede at vi sejlede mod Nord, og væk fra New
Zealand. På et tidspunkt, hvor vi blev smidt ned af en bølge sneg loggen
sig op på 14,1 knob - vi lavede hastigheds rekord, vel at mærke uden
sejl!!!- Det var for vildt!!!
Vi
var nødt til at ride bølgerne af i 12 timer, herefter kunne vi lægge båden
underdrejet uden af få brækkende bølger i hovedet! Det var dejligt
afslappende at få båden lagt underdrejet og bare gå ned om læ og alle
få noget søvn.
Næste
eftermiddag var vinden aftaget lidt og vi besluttede at sætte storm fok (som
Susan havde syet i orkanen - efter strenge ordre fra Kaptajnen!!!) Så vi
trods alt kunne komme nærmere New Zealand - da vi begyndte at sejle igen
var vi blevet sat 75 sømil tilbage mod Tonga og 50 sømil længere mod
vest. Det var faktisk ikke det værste! Det værste var at den vejrudsigt,
vores bagland hjemme i Danmark havde fremskaffet, lød på modvind og bølgerne
direkte imod os de næste par uger!!! og vi havde over 450 mil til vi
kunne sætte vores fødder på New Zealandsk grund.
Det
var ligeved at tage modet fra noget af besætningen - men der var jo kun
eet at gøre og det var at sejle så vi ikke fik smidt næste lavtryk i
hovedet. Det er vigtigt at bevæge sig mod målet, også selvom det kun er
50 mil i døgnet - både mentalt, men også rent sikkerhedsmæssigt i
dette område. De næste par dage gjorde vi noget vi ellers aldrig har
gjort, vi satte simpelthen sejl og satte vindroret til at styre og gik ned
om læ og sov. Efter stormen tikkede de forskellige nødmeldinger ind over
capsat'en om både der var kommet i vanskeligheder - Hvad vi ved, kostede
orkanen 3 skibe.
Hvad
der skete med dem sidenhen ved vi ikke noget om, men det bekræftede os i,
at vi definitivt har en utrolig stærk båd - det var imponerende hvad hun
tog imod. Det eneste som skete var at vores søgelænder bøjede 30 grader
under trykket fra bølgerne, smadrede et solpanel, vores redningskrans
blev skyllet overbord og et par sejl blev revet itu - som vi dog sagtens
kunne sy på stedet. Så det var jo billigt sluppet, når alt kommer til
alt.
Det
tog 7 dage efter orkanen inden vi fik fast grund under fødderne - og tro
mig, det var herligt. Hvad endnu bedre var at vores gode venner Nic og
Sanne, som var med fra Tahiti til Cook, "tog imod os". Vi lå
for anker, ud for Opua, for vi kom ind sent om natten. "Tidligt"
om morgenen kom en gummibåd ud til os og der blev banket på skroget og
nogen råbte "CUSTOMS!!" - Jeg væltede ud af køjen, og der
stod Nic og Sanne med et kæmpe smil og med frisk morgenbrød og
champagne!! - Det var et fedt gensyn.
Dagen
blev brugt til at fejre at vi var kommet i land, ringe til venner og
familie og ellers bare nyde livet. Jo vi havde udført et godt stykke
arbejde og vi stod sammen da det virkelig gjaldt. Vi havde et virkelig
godt team og alle gjorde deres bedste - endnu en stor præstation af
"The Dream Team"! Jeg skal nok sørge for at der snart kommer et
nyt Dream Times, og et par opdateringer om livet her på New Zealand.
Ha
det rigtig godt.
Med
mange hilsnerDennis