Hej
allesammen.
Så er
vi nået til vores over"vintrings"sted og halvvejsmærket,
nemlig New Zealand. Vi forlod Tonga den 3. november, en dag med dejlig
solskin og små 30 graders varme. Inden afgang var besætningen fra to
andre både mødt op på Dream for at ønske os en god tur. Det er herligt
med alle de gode venner. Kl. ca middag hev vi ankeret og det stolte skib
gled roligt ud af den beskyttede havn, klar til at erobre de 1030 mil der
er til Kiwi-land.
Det var
rigtig afslappet sejlads der mødte os. En let vind og spilersejlads.
Vikingerne lod rigtig solen bage på deres kroppe. 6. dage senere kunne vi
knappe en kølig halvvejsøl op. Vi skålede og håbede på lidt mere vind
end vi havde haft indtil nu.
Det tog
vinden et lille døgn om at nå frem, men så var det også farmand
hamselv der kom. Det startede på min morgenvagt kl. lidt i 10 den
10-11-2000. Fra en behagelig sejlads med halvvind og 8 m/s, tog de onde
magter over i løbet af 5 minutter. Vinden drejede 90 grader og tiltog til
alt for meget. Alle mand måtte på dæk for at få pillet storsejlet og
rullet genuaen ind. Vinden blev ved med at tiltage i styrke og man var nødsaget
til hele tiden at holde fast for ikke at blæse omkuld.
Vi var
tvunget til at lade os drive med vinden - alt andet var umuligt. Vi turde
ikke sætte nogen sejl, da de sikkert bare ville blæse i stykker. Bølgerne
voksede med rekordfart. De blev høje som tårne, mit gæt er 10 - 15
meter, og de begyndte at brække. For ikke at drive længere væk fra
vores mål end nødvendigt - det skal lige nævnes at vinden jo selvfølgelig
kom fra "den forkerte retning" og derfor drev os i den modsatte
retning af N.Z. - lagde vi siden til de "små" bølger, mens vi
tog de store med agterenden først. Det var i en sådan situation at jeg
satte ny Dream-rekord i fart. Den gamle lød på 13,8 knob og var fra
Gibraltarstrædet, den nye er på 14,1 knob, men det imponerende er at det
blev gjort uden brug af sejl og motor. Rekorden er sat for riggen alene........Himmel
og hav stod i ét. Skummet fra de brækkende bølger piskede rundt i
luften, nedsatte sigtbarheden og gjorde det næsten umuligt at se mod
vinden, og dermed se hvornår der kom rigtig store bølger.
Bølgerne
brækkede som sagt, og hvert 5. - 10. minut ramte en af disse båden. Båden
blev overskyllet og cokpittet blev fyldt med vand. Med de store vandmængder
fyldte ikke kun de åbne rum. Vandet piplede ind flere steder og specielt
agterkahytten var modtagelig. Lugen er slet ikke bygget til disse mængder,
så det stod ind med vand. Til sidst opgav vi at tørre op, og i stedet skærmede
vi af for vores tøj og lignende. Det gik heldigvis mindst ud over min køje
så jeg kunne da sove i den om natten, mens Morten, ham jeg deler
agterkahytten med, måtte søge ly i køkkenet.
Det var
for vildt med alt den vind. Vores vindmåler som går til 30 m/s ( orkan =
32 m/s ), stod konstant i bund, og den havde ikke tænkt sig at slippe sit
tag. Vi var virkelig ramt af en orkan.
14
timer senere var vinden taget noget af og vi lagde os underdrejet med
bakkende forsejl og et drivanker. Vi var helt smadret af træthed og alle
gik til køjs ved 01-tiden, mens en kuling passede på båden.
Dagen
efter ved middags tid, havde vinden lagt sig så meget at vi satte et
lille forsejl og påbegyndte generobringen af de tabte sømil. Men ikke
nok med at vi havde haft dårligt vejr, så viste det sig at vinden havde
valgt at blæse fra sydvest, altså den vej vi skulle. Hård modvind i
store bølger er ikke lige Dreams smag, men sådan skulle resten af turen
komme til at foregå.
Vi
krydsede de sidste 450 mil til Opua. Det er altså noget der kan suge
energien ud af selv den gæveste sømand. Men vi ankom til N.Z. den 18
lige før midnat. Blev chekket ind og kl. 01 var det så godnat. Vi slap
billigt fra orkanen. Vi mistede en spand og vores redningskrans. Bøjede
to rustfri stålstænger til søgelænderet og glasset i det ene solpanel
revnede. Men ingen kom noget til og ingen blev søsyge, og det var
virkelig en skøn ting. Så skulle vi jo ikke bøvle med det!
Der går
mange rygter om at der er meget strenge regler her i New Zealand m.h.t. at
komme ind i landet. Vi havde hørt at de ville tage alt dåsemad samt en
masse andre ting. Men det var nu ikke så slemt. Det eneste der blev
konfiskeret var en gammel ost (nok også bedst...) og noget hvidløg. Man
må i princippet slet ikke have friske madvarer med hertil - landet er
bange for at få fremmede frø, sygdomme, bakterier m.v. ind, og det er
vel forståeligt nok. Men "ransagningen" gik helt stille og
roligt, og der var slet ingen problemer. Vi havde også sørget for at de
ting vi vidste vi ikke måtte have var skaffet af vejen (eks. popcorn ).
Næste
morgen bankede det på skroget kl. 9.30 og der blev råbt "custooooms".
Noget forvirret stak vi hovederne op, og så at det var Nic og Sanne (et
dansk backpacker-par, som havde været ombord mens jeg var i Danmark). De
havde ventet på os i 3 dage og havde været lige ved at køre igen, men så
var vi heldigvis kommet. Der stod de så med morgenmad i hænderne og
gensynsglæden var stor. Vi har tilbragt de sidste to dage sammen med dem.
I dag, tirsdag, afmønstrer alle vores gaster, Rasmus, Stine og Morten, så.
De
tager lidt rundt i landet hvorefter de enten tager hjem eller flyver
videre til andre mål. Dennis, Susan og jeg tager med Nic & Sanne til
Auckland i morgen. De har en autocamper og har plads til os. De skal
nemlig videre på deres færd, men så havde vi da lige en dag mere sammen,
og vi ville alligevel godt en tur til den store by, City of sails. Det var
beretningen for denne gang. Alt er vel på det lille skib, og vi glæder
os meget til at opleve dette fantastiske land.
Sydlige
hilsner fra Rene (orkan-sejleren)