Vi
vil starte denne dag med at ønske vores Dronning, Margrethe II, tillykke
med dagen. Vejret herude er helt perfekt, så hun har været en artig
pige.
Så
er vi tilbage med sportsresultaterne:
Hold
A: Rene, Rikke og Stefan vandt stort i beachvolley over hold B: Heidi,
Sennels og Dennis. Hold A venter stadig på tabernes udbetaling af
gevinsten. En Gammeldags vaffelis.
Isla
Grande blev bevadet fra fyrtårn i nord til fin strand i syd. Dennis og
Rene kravlede op i en palme og skaffede tre kokosnødder til
ekspeditionen, som en lokal indianer huggede hul i. Så var der kølig
kokosmælk til alle! Ligeledes blev øens bar udforsket. 50 cent for en øl
siger alt. Om aftenen blev der spist på taverne; lige fra konkylie til
Red Snapper.
Men
intet stikker den aften hvor Sennels fiskede med bådshagen som
fiskestang. Maddingen var indmad fra nogle indkøbte fisk, som blev
parteret og indtaget med velbehag. Lige som vi var færdig med at spise,
stak snøren af sted. Stefan og Sennels røg op og prøvede at hive den
ind. Pludselig sprang snøren, men den hang stadig i en lang elastik. Der
blev kæmpet bravt, indtil fisken kom til syne i overfladen. Vi antog den
for at være en Red Snapper. Senere viste det sig at være en Cubera
Snapper, som blev endnu større.
Vi
var egentlig uforberedt på at skulle fange fisk i denne størrelse, så
alt hvad vi normalt bruger til at slå ihjel med og til at hive fiskene
ombord med var gemt langt væk. Alle løb rundt, nogen for at finde noget
at slå med, det blev stangen til ankerspillet, andre løb efter lys, og
nogen efter harpunen hvis det skulle blive nødvendigt. En mindre stresset
situation kan man sige.
Mens
Dennis hang ud over rælingen og slog løs med ankerstangen, råbte Rikke
" ik' slå den, ik' slå den"; hun er jo ikke biolog for
ingenting. Men hvad skulle vi gøre, den skulle bare dø inden vi kunne
hive den ombord med vores haj-krog. Den var stor da den først kom op. Ca.
110 cm. lang og ca. 25 kg. Den havde skæl på størrelse med femkroner.
Den blev holdt op så der kunne tages billeder og video, som i en anden
fiskekonkurrence.
Nu
startede det helt store slagte arbejde. Sennels prøvede som en anden gynækolog
at tage indvoldene ud. Vores fiskekniv kunne ikke skære den op, så der
blev lagt et lille fint snit foran og bag i, og så var det ellers hele
armen ind i dyret. Vi var nødt til at save hovedet af, da den havde en
rygrad som et menneske, og benene omkring bugen var som ribben. Hele
fisken blev fileteret i store stykker, og en skål fuld af afpuds blev til
fiskefrikadeller. Hovedet fik en wire gennem munden og sænket i vandet, så
det kunne blive rengjort. Halen blev hængt til tørre.
Stefan
har en plan om at sætte gebis og hale på en mahogniplade til salonen.
Denne scene tog hele aftenen og bagefter var der blod og skæl over hele båden,
som først skulle gøres ren før vi trætte kunne gå til køjs.
Dagen
efter kom Karsten forbi. Han er FTLF's kontaktperson i Panama, som Dennis
har haft kontakt med via e-mail og pr. telefon. Han medbragte en masse
information omkring Panama og om at sejle gennem kanalen med sejlskib. Han
har været i landet i 32 år, så han blev spurgt ud om alt muligt. Også
omkring USA's invasion i 1989, hvor general Noriega blev afsat og i dømt
40 års fængsel for narkokriminalitet. Frokosten stod selvfølgelig på
frikadeller og stegt snapper.
Isla
Grande blev lagt bag os med kurs mod Cristobal i Colon, som er
Atlanterhavets adgang til Panama kanalen. På vejen dertil gjorde vi et
hurtigt smut ind til Puerto Bello, som er den gamle guld-udskibningshavn
af guldet fra Sydamerika til Spanien. Vigen er præget af ruiner fra de
gamle fæstninger.
Vel
fremme i Cristobal, startede det helt store kanalcirkus. Rene og Dennis drønede
rundt og ringede rundt til alle de myndigheder der nu engang skal
kontaktes, for til sidst at betale 500 US Dollar samt et depositum på 800
US Dollar i en bank som i øvrigt ikke kunne hæve så mange penge på
VISA-kortet (kun 200).
På
vej ud af banken ser de det danske konsulat og går over og snakker med
dem. De kommer til at tale med selve konsulen, der er englænder, og
hedder Adrian Holmes, og vupti vupti og et par opringninger og den sag er
klaret. Han er så vores agent som de kalder det. Vi betalte ham for
transitten, depositummet stiller han bankgaranti for til
kanalmyndighederne, hvilket var skønt for så havde vi ikke de penge ude
at svømme - dejligt at være dansker!!
Transittiden
blev sat 10 dage længere fremme til den 10/4.
Dagene
indtil da blev brugt til at gøre båden Stillehavs klar og fremskaffe søkort
fra de andre sejlere, som så bliver kopieret til 1 US Dollar stykket -
billige søkort. Der bliver lavet nye kontakter med de andre sejlere.
En
dag banker et engelsk par på skibet. De har hørt at vi er mange ombord
og at vi godt vil være "lineholders". Der skal være 4
lineholders + en styrmand ombord for at gå gennem kanalen. Har man ikke
det må man ud at skaffe dem. De spurgte os og vi sagde selvfølgelig ja.
Sennels, Rene og Heidi bliver sat på opgaven, mens de tre andre tager med
besætningerne fra 10 andre både til "free zone" for at købe
store mængder øl og sprut. "Free zone" er en toldfri bydel,
som er det største efter Hongkong. De købte 10 kasser øl, 1 kasse vin
og 24 flasker rom - så er der da til de første par uger!
Dennis
og Stefan var senere lineholders på en australsk båd, som havde to
mottoer.
- En
krokodille skal bare holdes om gabet, så gør den ikke noget!
- Stå
ikke der - ta' en øl !!
Nu
er turen kommet til Dream. Den 10/4 kl. 06.00 skal vi være klar til at få
lodsen ombord. Kl. 06.15 er han ankommet og vi sætter kursen mod de første
sluser. Vi skulle neste med en 62 fods amerikansk sejlbåd, dvs at to
eller tre både bindes sammen, og der kastes kun liner til de yderste. Vi
skulle i det første sæt sluser ligge sammen med en slæbebåd. Det er
det bedste for slæbebåden klarer det med linerne, så vi skulle bare være
der. Dennis skulle godt nok sætte båden i bakgear hele to gange. I dette
sæt sluser bliver vi af tre sluser hævet ca. 30 meter op til Gatun Lake,
der er en kunstig sø.
Før
var der skov, som nu er oversvømmet. Mange steder står stammerne stadig
op af søen. Vi får af lodsen lov til kun at sejle for sejl, hvilket gør
at vi ganske lydløst glider forbi de gamle bjergtoppe der nu er blevet
til små øer. Vi ser aber, spider monkeys og nogle små alligatorer på
ca. 120 cm. Båden ligger noget dybere og er lidt svær at styre fordi det
er ferskvand der er i søen. Hele bådens vandlinie er under vand, dvs vi
stikker 10 - 15 cm. Dybere.
Kl.
14.30 kastes anker nær Gamboa som er ca. 8 mil før det sidste sæt
sluser. Nu skal alt ferskes af, dykkerudstyr, tovværk, båden, ja selv
hoved og røv bliver skyllet i det 28 grader varme ferskvand. Tænk hvis
verdenshavene var af ferskvand.......
Lodsen
skulle komme igen næste dag kl. 09.00, men den blev nu 10.15. Det gjorde
os nu ikke noget for tiden blev brugt til at bade i, mens der hele tiden
var en der holdt udkig efter træstammer med øjne og tænder.
Lige
efter Gamboa starter det de kalder "the cut". Det er her de per
håndkraft har gravet en smal kanal på 8 mil, og hvor fyldet med tog er kørt
ud til Stillehavet, hvor store dele af Panama City er bygget på. På den
første mil ser vi yderligere 4 alligatorer - så de er der altså!!
I
det sidste sæt sluser nester vi igen med amerikaneren, men denne gang
lineholder vi selv. 2 liner, en for og en agten, op til højre side af
slusen, og den anden båd har det tilsvarende på venstre side. Dette sæt
består af en sluse, så en lille sø og så to sammenhængende sluser.
Det var lige før, i den første af de sammenhængende sluser, vi kunne
ses på online kameraet.
Denne
gang skal vi ca. 30 meter ned og det sker helt uden besvær, da vandet
bare fosser ud af bunden på slusen. Det var værre da vi skulle op, for
da var der meget turbulens. Det skabte et hul, en hvirvel, på en meter
lige ved siden af båden. Da sidste sluseport åbnede sig blev der hujet
og ønsket tillykke, mens øllerne blev åbnet. Det er nu Stillehavet vi
sejler i.
Lodsen
blev hentet og vi er atter alene. Folk er opstemte over at være kommet
igennem og der bliver set frem til de gaver dette nye hav vil give os. Vi
sejler under en bro, der er eneste forbindelse mellem Syd- og Nordamerika,
med kurs mod Flamingo Bay ud for Panama City. Vi kalder Thomas og Sabina på
VHF'en. Det er et schweizisk/tysk vennepar, som vi mødte i Cristobal, og
som sejler i det gode skib "Evening Star". Vi havde aftalt at mødes
når vi begge var kommet i gennem, og vi mente at de ville give en
velkomstdrink eller to.
Panama
City er en stor by med 1-2 millioner indbyggere, der er delt op med det
gamle centrum og det nye, der vokser og vokser med skyskrabere og moderne
bygninger. Rundt i det gamle centrum er der flere steder hvor man gør
bedst i at tage en taxi. Det var i dette område vi skulle have vores
lille Honda påhængsmotor til service - og det var ikke så pænt et område.
Stedet var et Honda-sted, og på trods af at de aldrig havde set en motor
som vores og på trods af at de smed åben/lukke hanen til benzinen væk,
fik de den til at køre. Det var jo godt!!!
De
sidste mangler, såsom frisk frugt, lappegrej til gummibåden og en
pilotbog over polynesien blev fremtryllet i Panamas gader.
Thomas
(Sennels) og Rikke gør nu klar til at stå af båden, for at fortsætte
med rygsæk mod Costa Rica. De bøvler en hel dag med at få sendt en
taske med bagage hjem til Danmark. De ender hos det lokale posthus og må
slippe den nette sum af 200 US Dollar. Sure penge at slippe, men de er nu
klar og fredag den 14/4 om morgenen padler de ind til fastlandet og
begiver sig på vej.
Vi
er nu kun stillehavsbesætningen tilbage, og det sidste gøres klar. Rene
og Stefan olierer dæk, mens Heidi og Dennis tager til det lokale
frugtmarked, hvor der handles godt med frugt og grønt.
Båden
er nu så klar som den kan blive, og lørdag er sat af til sightseeing med
Karsten. Vi mødes kl. 08.00. Turen går over broen og mod nord op i
bjergene via "dirt road" til en smuk udsigt over Panamas natur.
Turen slutter hjemme hos Karsten og fruen til meget lækker Panama snacks
og frokost. De er et meget gæstfri par, som har givet os en god indsigt i
Panamas historie og leveform. Foruden det intellektuelle har vi fået søkort
og pilotbooks fra Panama til Galapagos. Vi siger jer mange tak for den
gode behandling - det var rigtig hyggeligt. Og mange tak for rigtig god
mad.
Kl.
var kun 8 da vi hev ankeret og forlod Panama. Vi blev saluteret af en flok
delfiner lige efter afgangen. Vi er nu på vej til Pearls Island, som er
eneste stop før Galapagos, og vi har lige hilst på en ret stor
havskildpadde og også på en død delfin, snøft. Det er dejligt igen at
være til havs. På Pearls Island skal der lige dykkes og snorkles inden
vi sejler de 1000 mil.