Brev fra Rene

14-12-2000 Christchurch, New Zealand

Hej alle sammen.

Det er ved at være noget tid siden sidst, men vi har jo alle juletravlt. . . . . . Sidst afsluttede jeg med at fortælle at vi afventede Susan's forældres ankomst.  De kom lidt før baren lukkede i yacht klubben så det passede meget godt.

Vi tog ud på båden hvor vi blev overdynget med post og gaver hjemmefra. Det siger jeg jer, det er en god tid. At modtage noget hjemmefra er og bliver det bedste, og denne scene mm. tog da også til "klokken sent".

Dagen efter fik vi pakket vores ting og "parkeret" Dream godt - Det er jo længe siden at hun har været alene i så lang tid - og med hjælp fra en anden sejler læssede vi alle stumperne ind til bilen der skal være vores nye base de næste 17 - 18 dage. Bagage havde vi meget af, men den store Toyota Previa slugte det hele og Dennis og jeg skulle intet have på vores cykler.

Det meste af dagen var gået, så turen gik kun forbi et flot vandfald inden vi slog vejen forbi en campingplads. Vi ville godt slå teltene op i dagslys den første gang. Efter en skøn nat på spejderfacon gik turen til Auckland, hvor der skulle hentes papirer på vores motorcykler og et gasblus skulle byttes.

Det tog lang tid - ting tar' tid, ingenting tager mindst 15 minutter. . . . - så den dag gik også. Vi kørte hele aftenen for at nå til Rotoroa. En by eller et sted med et "actioncenter" og hvor der er meget termisk varme. New Zealand er jo kendt for de vilde ting man kan prøve, og det skulle vi da også. Rotoroa er bl.a. stedet hvor Zorping blev opfundet.

Zorping er en kæmpe bold med en inderbold. Man kravler ind i den inderste bold og ruller derefter ned af en bakke. Meget sjovt og chanchen for at komme til skade er vist lig nul. Man kan også få turen som "wet-zorp". Her ifører man sig badetøj, og inden start kommes et par spande vand ind i bolden. Det giver en effekt som i en vaskemaskine. Skide skægt!! Den tur tog vi.

Vi skulle dog også have lidt mere action. Det fik vi på noget der hedder "dirtboards". Et slags terræn-gående skateboard med stor motor på. Iført snowboardstøvler og lidt sikkerhedsudstyr, var det så op på brættet og give den noget gas. 

Man kører på en rund jordbane, og efter et par omgange bliver man lidt mere modig og gasser lidt mere op. Topfarten skulle være omkring 50 km/t. Hvor hurtigt vi kørte ved jeg ikke, men hurtigt nok. Det undgåelige skete jo også. Man vælter eller kører sammen. Så er det bare op igen og videre. Efter de 10 min. man får, var man godt træt. Det var faktisk ret hårdt at køre.

Vi ville også ud og opleve det termiske område hvor der kommer damp op af kloakerne, vandet i hanerne er næsten kogende og hvor det lugter af rådne æg og en stor brandskid. Et 18 kvadrat km. stort område er indrettet som turistområde, hvor man kan beskue alt muligt. Det vil tage mange sider at fortælle om det hele - og det er vist for meget, men stedet har en meget tynd jordskorpe som gør at der er al denne termiske varme. På nogle steder skal man blot fjerne 15 cm. jord og så er det så varmt at man brænder sig ved berøring med jorden.

Søer bobler af gasser, andre er næsten 80 grader varme. Der er gule, røde, grønne, hvide og brune farver på klipperne afhængig af hvad der kommer op der. Det gule er eksempelvis svovl og det lugter ikke for godt når det damper.

Vi så også en gejser blive sat igang vha. 1½ kg sæbe (eller var det en elektrisk pumpe...), og den sendte vand 20 meter i vejret. Det var meget fascinerende at kigge på, men efter 2 - 3 timer var det nok. Man havde næsten fået hovedpine af alle de stærktlugtende dampe. Efter lidt frokost i det fri fortsatte turen mod syd, og hen under aften kunne vi se det første bjerg med sne på.

Vi overnattede på en campingplads i 1200 meters højde, og vågnede op næste morgen noget kolde om fødderne. Det er ret koldt i de højder - ikke lige det vejr vi var udstyret til. Men vi overlevede...

Dagen efter besøgte vi et museum. Det er normalt ikke lige mig, men det her var egentlig helt OK. Det var om Mauri'ermes fortid og lidt om New Zealands historie. Vi er nu kommet til sydøen efter en meget behagelig sejltur. Der var slet ingen bølger og vejret var super godt. Det tager tre timer, så det var jo en smuttur. Vi afleverede den lejede bil i Wellington, chekkede bagagen ind - ligesom i en lufthavn - og derefter kørte Dennis og jeg ombord med cyklerne mens de andre gik ombord. Da vi kom til Picton, havnebyen på sydøen, var den bil, vi skulle have haft, der ikke. AVIS havde ikke den bil som der var reserveret hjemmefra. Det betød at den forventede Toyota Previa, blev til en noget mindre 4-hjuls-trækker. Det betød så at pladsen nu var 1/3 mindre og at vi har svært ved at have vores bagage. Dennis og jeg er nødt til at have noget på motorcyklerne, og endvidere kan vi ikke være der alle 6, for der er kun plads til 5 i bilen. Det er lidt surt for før kørte vi til en campingplads og kørte så alle i bilen ud til de ting vi ville se. Nu er vi nødt til at tage en cykel med. Men der går jo nok - det skal gå, for der er ikke andre løsninger.

Det var jo sent da vi ankom og havde fået bilen, så vi fandt en campingplads i Picton. Men det var endnu ikke sengetid. Dennis' baghjul var gået i u-du, så vi brugte noget tid på at kigge på det. Det var ikke så godt for det viste sig at være et leje der var gået, og det kunne vi ikke selv gøre noget ved. Næste morgen kørte Dennis og jeg før de andre. Vi skulle finde et værksted som kunne reparere hjulet. 30 km måtte vi køre i roligt tempo før vi ankom til det anviste sted. Her var der stor service at finde.

Han gik i gang mere eller mindre med det samme og små 3 timer senere kunne vi igen rulle ud af de smukke veje. Vi havde aftalt at mødes på en campingplads i Christchurch, 360 km mod syd, med resten af gruppen. Der var jo ingen grund til at de skulle vente, for vi vidste ikke hvor lang tid det ville tage og om det overhovedet kunne laves på en dag.

Turen syd på var så flot. Vejret var 100% med os. Høj sol og 28 grader. Naturen var helt enestående og vekslede mellem græsbeklædte bakker, skov med duftende nåletræer, vinmarker, store lysegrønne marker med hvide får, broer over floder og vi fik også muligheden for at se en malerisk flot kyststrækning til venstre mens vi til højre kunne se bjergtinder med sne på, som strakte sig op mod den krystalklare blå himmel. Det var så flot at det ikke kan beskrives - det skal opleves.

På et tidspunkt stoppede vi for at holde et hvil. Der var nu ingen rasteplads, men vi så et par biler der holdt i vejsiden og der var lige kommet dykkere op af vandet. Vi stoppede som sagt og gik hen til dem. Det var en ældre mand og hans barnebarn. De havde været på muslingejagt og havde haft succes. Det var åbenbart nogle specielle muslinger de gik efter. De var ret store, vel 15 cm lange og 10 cm brede. Han sagde at kiloprisen i byen var på ca 600 DKK. Fluks forærede han os to styk og gav en kyndig forklaring i hvordan vi skulle tilberede dem.

Efter en længere sludder sagde vi tak og farvel, og vi kørte hver sin vej. Han var en meget flink mand - men det er også det man siger om kiwierne. Vi har heller ikke mødt nogen af de sure endnu.

Efter 2-3 timers kørsel så vi en mand i gul trøje komme farende ud fra en parkeringsplads. Det var Søren, Susans lillebror. Vi havde indhentet bilen, så nu kunne vi følges ad resten af vejen. Vi nåede frem i god behold, men dog med en øm bagdel efter de mange kilometer. Teltene blev slået op. Der blev handlet mad og Dennis, Sus og Søren gik i køkkenet. Muslingerne fik vi som en slags dessert. De blev stegt på panden i 4 minutter i alt - efter at de var blevet godt mørbanket. Konsistensen var som musling eller nok mere som konkylie. Smagen ubestemmelig - ikke dårlig, men heller ikke vildt god. En lille smule af det var såmænd godt, men man skulle stoppe mens legen var god. Ikke en hel musling til hver!!!! Men så har vi også prøvet det. De kalder dem det sorte guld, pga den høje kilopris. De næste par dage skal Christchurch udforskes.

 

Ha' det godt derhjemme og god jul.

 

Landkrabbe hilsner fra Rene

 

Further info on det and concerning var
Fastest FTP anywhere, FREE Go FTP Program