Den 6. Juli, tidlig om morgenen, fik Dream ny besætning.
Det var fem trætte landkrabber som Dennis og Rene hentede i lufthavnen på
Tahiti. Peter, Hanne, Annie, Lise og Susan havde rejst i 32 timer for at
komme til denne sydhavsø, hvor det gode skib Dream lå for anker. Thomas,
som havde været med i en måned, tog imod de to sømænd og de fem
landkrabber, da de ankom til båden.
Dream lå for anker 4 km væk fra storbyen Papeete, i en
bugt som hedder Maeva Beach. Her var vi fri for storbyens os og vi kunne
snorkle direkte fra båden. Vi benyttede som regel lejligheden til hver
morgen at tage en dukkert inden morgenkaffen blev nydt. De næste par dage
tilbragte de på Tahiti, hvor meget af tiden gik med at bade, svømme,
snorkle og dykke.
Foruden at slappe af og nyde livet skulle der også
provianteres til resten af måneden. Det var en dyr fornøjelse, for fødevarer
er meget dyre hernede, og de fleste ting er meget dyrere end i Danmark i
hvert fald for de produkter som vi var vant til at få i Europa - men køber
man de lokale produkter eller produkter fra New Zealand er det ikke så
galt. Her er et par eksempler; en liter mælk 25 kr, kilo-prisen på
nektariner er 200 kr og 6 stk Petit Danone koster 100 kr.
Noget af det som er billigt hernede er barguette, så vi
har lært at spise brød til !!! og New Zealandsk kød er også både godt
og billigt.
Vi havde dog en forventning om, at der skulle fanges en
masse fisk, så det ville være med til at skåne madbudgettet, men trods
ihærdig lystfiskeri er det kun blevet til en harpuneret moræne på en måned.
Morænen var 1.5 m lang og vejede ca 20 kg, men både vægt og længde
steg propotional med det antal øl, som de tre stolte fiskere (Dennis,
Peter og Thomas) fik indenbords i løbet af aftenen. Den er nu nået en længde
på fem meter og en vægt på 50 kg.
Efter et par dage på Tahiti sejlede Dream videre til
Moorea, som er en meget smuk ø, der lå tre timers sejlads væk. På
Moorea blev der også snorklet og dykket, det går der faktisk meget tid
med herude. På Moorea besluttede vi os for at bestige øens højeste
punkt, bjerget Rotui, som er 899 meter højt.
Det var en lang og sej tur, stien op til toppen var smal og
stejl, hvilket resulterede i, at arme og ben blev skamferet af det buskads
som omgav stien. Det var dog ikke alle der nåede toppen, men selv 300
meter oppe var udsigten også rigtig flot. Det var tydeligt at se revet og
korallerne i det krystalklare vand. Det var helt sjovt at se revet så
langt oppefra og se hvor det var muligt at ankre for deroppe havde man
virkelig overblikket. Ugen inden vi besteg bjerget var der en anden
autodidakt bjergbestigende turist, som havde fået samme ide, men han kom
desværre ikke ned i live.... Og der var da også temmelig stejlt, og
turen kunne ikke gøres i vådt føre. Det var kun cirka halvdelen af os
som nåede toppen. Desværre var udsigten deroppefra ikke noget at skrive
hjem om, for toppen var totalt omgivet af et tykt skydække. Men turen
derop og ned igen var en stor oplevelse - det var en fantastisk udsigt
hvor vi kunne se både Cooks Bay, hvor Dream lå sikkert forankret,
Opunohu Bay og Tahiti. Det var dog en flok trætte søfolk som kom hjem
til båden den aften.
Heldigvis havde Thomas fra "Evening Star" lavet
en lækker kartoffelsuppe til os - som vi med største velbehag slubrede i
os. Næste dag hev vi ankeret op og satte kursen mod Huahine, en flot og
mindre kendt ø som ligger mellem Moorea og Bora Bora. Det var fint vejr
dog var vinden lidt sløj og vi kom først frem hen under aften den efterfølgende
dag.
Turen var også præget af at vi midt om natten ikke længere
turde at bruge motoren for den løb hurtigt varm. Det var umuligt for os
at lave noget som helst på motoren om natten og vi måtte vente til det
igen blev lyst før vi kunne prøve at finde fejlen. Det viste sig at
saltvands indsuget var stoppet og det kostede Dennis en tur i vandet for
at rense indsugningen. Han kom dog temmelig hurtig op igen, da han 10
meter under sig så nogle temmelig store fisk - af ubestemmelig art. Det
gjorde tricket, og motoren spandt nu igen som en mis. Heldigt at der ikke
skulle mere til.
Da vi ankom til Huahine var vejret godt og alle var en tur
i baljen for en lille snorkel tur, det var dejligt at blive frisket op
efter sejlturen. Dagen efter havde vi en intention om, at vi skulle ud at
se øen, og dette skulle foregå ved hjælp af scootere, hvilket var det tætteste
på en motorcykel vi kunne finde, for drengene havde en ubeskrivelig trang
til køre stærkt.... Alle øens scootere var desværre udlejet, og det er
begrænset, hvor hurtigt det går på en cykel, medmindre man er Tour de
France kører, så det blev til en strandtur i stedet. Jo, der var to som
prøvede kræfter med cyklerne og det var Annie og Hanne, som tog øen
rundt.
Huahine er faktisk 2 øer, Huahine Nui mod nord og Huahine
Iti mod syd. De er kun meget lidt adskilt, ved lavvande kan man gå mellem
de 2 øer. Der er et gammelt polynesisk sagn som siger at øerne engang
har været en stor ø, indtil guden Hiro sejlede sin kæmpe kano ind i øen
og lavede 2 store indhug, som i dag henholdsvis er Maroe Bay og Bourayne
Bay. I 1769 var Kaptajn Cook den første europæer som kom til Huahine,
men det var ikke ligefrem en varm velkomst han fik og han forlod temmelig
hurtig øen. Han vendte dog tilbage igen i 1777.
Kaptajn Cook er virkelig en berømt mand i hele Polynesien.
Det er svært at finde en ø, som ikke har en bugt, en indsejling eller et
udkigspunkt opkaldt efter ham. Han har været overalt herude og har
virkelig arbejdet sig godt ind i den Polynesiske historie.
Det var også på Huahine at Dennis og Rene indledte de første
dykkertimer, de umulige elever var Lise, Annie og Susan, og det gik da også
nogenlunde for de tre nybegyndere, men helt parate til at dykke med hajer
er de vist ikke endnu. Det næste mål for landkrabberne og sømændene
var Bora Bora, som har udnævnt sig selv til verdens smukkeste ø. Det er
også en smuk ø, men desværre er store dele af syd-øen overrendt af
velbjærgede turister. Så for at opleve, ”the real thing” lagde vi os
for anker ved Toopua, en motu inde i lagunen, som i det her tilfælde lå
500 meter fra hovedøen. Ankerstedet var perfekt, vandet var turkis og
krystalklart, og det tog heller ikke længe førend at snorkel- og
dykkergrej blev taget i brug. Vi havde læst at der ikke så langt fra,
hvor vi lå for anker var et såkaldt mantaray-pass, hvor der skulle være
gode muligheder for at se verdens største rokke, djævlerokken. Rene,
Dennis, Thomas, Peter og Hanne var dog heller ikke længe om, at gøre
grejet klar, for dykkes skulle der.
Der var 2 steder hvor der blev dykket på livet løs mens
vi lå på Bora Bora. Det var i Manta Passet, som lå ved indsejlingen til
Toopua og ved Vallies Corner, som lå lidt tættere på hvor vi lå for
anker. Manta Passet var, som navnet siger, et sted hvor de store mantaer
(djævlerokke) ofte viser sig. Det er en stejl koralvæg som går fra 8
til 30 meter og ender på en bred sandbanke. Dette dyk var temmelig
perfekt for mens man dykkede langs væggen, og kiggede på alverdens fisk
og kæmpe moræner kunne man ind i mellem kaste et blik ud på den brede
sandbanke og håbe på at se de store mantaer derude.
Det lykkedes et par gange at se en manta eller 2, men hvad
der næsten var endnu mere fascinerende var de mange flokke af plettede ørnerokker
og konæserokker som også holdt til i passet. Disse var temmelig
nysgerrige og var ikke bange for mennesker og kom til tider ret tæt på -
så tæt på at det ikke længere føltes rart!! Hvad der kendetegnede
begge disse steder var at sigten var helt vild god - man kunne have sigt
helt op til 60 meter! Og vandet var så perfekt blåt, og det var det også
nede på 30 meter.
Vallies Corner er en strækning på 600 meter hvor den ene
dal efter den anden bliver ved med at dukke op. Vi dykkede langs nogle
smalle "sandveje" mellem massevis at koral formationer som
snoede sig rundt og op og ned.
Det var nu ved at være tid til at komme tilbage mod
Huahine og Tahiti, for vi skulle mødes med Evening Star og Askeladen den
26 juli på Huahine, da der skulle holdes en stor fødselsdagsfest for
Dennis samt for Sabine på Evening Star. Vi ankom til Huahine den 25, hvor
vi fandt en passende bugt, Bouranyane Bay, og lagde os for anker ved en bøje.
Evening Star ankom dagen efter og lagde sig op på siden af os, og
forberedelserne kunne nu begynde. Der skulle handles ind, bages kagemand,
kagekone og lagkage. Alt dette var klaret, da Askeladen endelig ankom hen
på eftermiddagen den 27.
Vi fortøjede DREAM til en fast bøje og surrede Evening
Star og Askeladen fast på hver side - så vi havde mulighed for at gå
frit mellem bådene. For det var jo ikke sikkert at det at bruge dinghien
var forsvarlig efterhånden som aften skred frem!! Ombord på det gode
skib var der også 3 store jægere som mente at det var ved at være tid
til at tage kampen op med de frygtede muræner. Bevæbnet med harpuner
drog de på Dennis' fødselsdag ud for at skyde den største murene i
mands minde.
De 3 brave gutter (red.: skal vi vædde på at forfatteren
har været én af de tre?) havde taget deres snorkelgrej på og lå i
overfladen og ventede på det rigtige bytte - da Thomas pludselig så
denne her kæmpe muræne. De er ret bidske og man skal sørge for ikke at
komme i nærheden af dens gab og når den bliver skudt bliver den til
tider utilregnelig og kan finde på lidt af hvert - Men Thomas, Peter og
Dennis besluttede at nu skulle det være!!! - Det går ud på at man
skyder den i hovedet med den første harpun og har en backup harpun til når
den kommer ud af hulen at give den et ekstra skud i hovedet. I første
skud skød Thomas forbi eller skamskød den lidt i kæben og så startede
helvede! Den gik helt amok. Dennis fyrede sin harpun direkte ind i gabet på
den og så trak den sig ind i sin hule igen og her startede den helt store
brydekamp og de måtte flere gange slippe harpunen og op for at trække
luft - efter et kvarters tid var den tappet for kræfter og de kunne trække
den ud af hulen. Det var en stor oplevelse og adrenalinet må ha' fyret
rundt i kroppen på de 3 jægere - desværre var den nok for stor til at
smage godt - det skulle ellers være en delikatesse at spise. Det mindede
lidt om torsk.
Imens Dennis, Thomas og Peter klargjorde murænen, begyndte
de andre at lave mad og prøvesmage øllene. Klargøringen af murænen var
et sandt svineri, der var murænefedt smurt ind over hele dækket samt
udover de tre fiskere, og det værste var at det stank. (selvom vi kommer
fra Esbjerg, var denne stank værre end noget vi havde prøvet før...).
Denne sælsomme lugt havde en magnetisk tiltrækningskraft på spyfluer, så
Susan gik i gang med et massedrab i køkkenet, det blev til 32 fluer på
en time.
Nå, men fisken blev renset, og dækket samt de tre fiskere
blev vasket. Nu var vi klar til fest. Maden blev indtaget på dækket af
Evening Star, som var blevet overdækket i dagens anledning. Menuen bestod
af pasta- kyllingesalat, hvidløgsflutes og vodkapunch, en god
sammenblandning, som betød at vi kunne holde varmen på trods af at det
begyndte at blæse mere og mere. Til dessert var der kagemand/kone og
lagkage som blev serveret af Susan, Hanne og Annie der havde iført sig
cocokinier (hjemmelavede bikinioverdel lavet af kokosnød) og charonger,
dette var et sandt hit blandt de mange sømænd.
I løbet af aftenen begyndte det at blæse mere og mere, så
festen rykkede over til Dream, hvor der lige kunne sidde 16 personer i
cockpittet, men det var nu sjældent at vi alle sad deroppe, for køkkenet
var blevet omdannet til et stort dansegulv (2 kvm er jo også noget). Der
blev også sat ny rekord, idet der på et tidspunkt befandt sig 12
hoppende glade mennesker på dansegulvet til tonerne af irsk folkemusik.
Denne storslåede fødselsdagsfest krævede et par dages rekreation førend
vi kunne sætte kursen mod Tahiti.
Det var stadig lidt dårlig vejr, da vi valgte at tage af
sted, men vi havde ikke tid til at vente længere for Rene, Lise, Annie,
Hanne, Peter og Thomas skulle snart med flyveren hjem til Danmark.
Sejlturen til Tahiti var hård for mange, og det krævede en del ofringer
til Kong Neptun. Susan og Hanne vandt bl.a. det Polynesiske mesterskab i
tandembræk!! Der var her mange af landkrabberne som glædede sig enormt
til igen at komme til en storby, hvor især McDonnald's burgere trak
temmelig hårdt.
Det at få en vandslange ombord på båden var også en
stor succes - nu kunne der blive badet og vasket til den store
guldmedalje. Det startede dog også med at pigerne smed hver en trævl og
sæbede sig ind fra top til tå - vi lå vel at mærke direkte ned til
strandpromenaden og hovedgaden i Papeete, men det så ikke ud til at
bekymre badenymferne synderligt. Selvom havnemesteren påtalte det for
Dennis den efterfølgende dag, da han var oppe for at melde vores ankomst!
- "Captajn would you please tell your crew not to shower naked on the
fordeck!". Jo vores havnemester holder godt øje med os!!
Det var nu blevet tid for de seks besætningsmedlemmer at
forlade båden, for Renes vedkommende skulle det blive en velfortjent
ferie hos familie og venner i Danmark. Men inden vi nåede at sige farvel
til de andre, kom de to nye gaster ombord, som var Emil og Stine.
Sporten:
Trivial Persuit:
Rene og Lise: 2
Dennis og Annie: 2
Thomas og Susan: Næsten 1
Peter og Hanne: 0
Backgammon:
Her var Rene en suveræn vinder, så behøver vi vist ikke at nævne andre
navne....
Casino:
Dette var et yndet kortspil ombord, især Peter og Rene spillede det tit.
Vi kender desværre ikke den endelige score, for turneringen sluttede i
flyveren mod Danmark....
Tetris spil:
Her var Thomas suveræn - ingen kom op på siden af ham, og det var ikke
fordi ingen prøvede. Alle gjorde vist hvad de kunne.