Skrevet
på Tonga af besætningen på S/Y DREAM, bestående af: Dennis, Susan,
Emil, Stine, Morten og Marco.
Vi
forlod Moorea med kurs med Raiatea, som ligger på vejen til Bora Bora.
Efter 2 timers sejlads tog vinden af og vi startede motoren. Efter 1,5
times kørsel med motoren kunne Dennis svagt høre en forkert lyd - Det lød
som en kilerem der var lidt slap. Dennis begyndte at undersøge det, og
fandt ud af at når motoren blev sat i frigear så holdt lyden op. Det
undrede os lidt, men det betød vel at der var et eller andet med akslen
eller gearet! - Dennis satte nu igen motoren i frigear og prøvede at
checke stævnrøret (det er den stang som propellen sidder fast på). Det
så fint ud så vi prøvede igen at sætte motoren i gear - men nu døde
motoren helt. Lort! Er vel det ord som bedst beskriver situationen - men
vi kunne uden problemer tænde motoren igen, men så snart den blev sat i
gear igen døde motoren. Nå det betyder at vi er nødt til at klare
resten af turen for sejl og så må vi prøve at gå ind til Raiatea for
sejl.
Vi
studerede søkortene grundigt og det så egentlig ikke så slemt ud - dog
var indsejlingen (passet) gennem koralrevet temmelig smal. Men hvis vinden
holdt sin retning var det ikke umuligt. Vi fortsatte de næste 80 sømil
uden motor. Vinden begyndte at tage noget til, hen under aften og det
udviklede sig til direkte uvejr med regn i stride strømme og natten var så
sort som aldrig før. Der var ingenting at styre efter - alt var bare sort
og med 5 næsten nybegyndere ombord var det ikke lige en ønskesituation.
Kun Susan kendte skibet en smule og kun Stine havde prøvet at sejle før
(Foruden vores kaptajn selvfølgelig) - så det blev en hård nat, men
alle gjorde det bedste de kunne. Desværre kæmpede nogen også bravt med
søsygen. Dog var der ingen der på noget tidspunkt mistede humøret, så
helt galt var det ikke!!
Da
det blev morgen, overtog tågen nattens mørke og sigtbarheden var
elendig. Vi var 500 meter fra revet og vi kunne kun høre det! - Dennis
turde ikke at gå derind i det vejr, og da slet ikke uden motor. Men vi
var alle klar over at vi var nødt til at komme derind og ikke bare fortsætte
mod Bora Bora for derinde var der trods alt mulighed for at der var en
mekaniker som kunne hjælpe os lidt mens der på Bora Bora ikke er andet
end amerikanske turister.
Vi
ventede lidt uden for indsejlingen og efter en times tid klarede vejret
lidt op og Dennis besluttede at tage chancen. Desværre var vinden vendt
og vi havde nu modvind gennem passet. Det bevirkede at nu skulle der
krydses gennem den forholdsvis smalle passage. Men alle ombord var klar
ved hvert sit skøde og var fuld opsat på at det skulle gå stærkt når
vi skulle bomme inde i passagen. Det gik faktisk rimeligt smertefrit og vi
kom ind i fin stil. Nu skulle vi bare ind til ankerpladsen og alt var
klart til bare at smide ankeret og få stoppet båden. Vi kom hen til det
sted Dennis nu havde udset til os og gav Susan og Emil besked om at smide
ankeret. Men der skete ingen ting!! - Ankerspillet havde sat sig fast, og
Dennis løb op på dækket for at ordne det, men ak, han knækkede en af
tapperne på den møtrik som skal stoppe kæden fra at løbe ud. Det
bevirkede at vi lukkede alle 80 meter kæde ud, men hva' nu var vi i hvert
fald kommet sikkert til Raiatea og båden lå stille.
Der
blev rigtig snakket om turen og nu var humøret rigtigt højt. Stemningen
var dejlig overstadig og alle havde den følelse af at ha´ udført en
stor præstation - jo det var fedt at komme ind efter et sådant uvejr.
Vi
var blevet enige om, at når vi kom ind så skulle vi have burgere - så
Stine, Emil og Dennis gik på indkøb og fandt alle de dejlige
ingredienser som skal til for at lave en perfekt burger. Efter aftensmad
var alle totalt smadret, for søvn var det ikke blevet til så meget af på
denne tur.
Næste
dag begyndte operation "gearkasse" - Selv Dennis kendte ikke
noget særlig til gearkassen, den har bare altid siddet der nede og set
fin ud. Det eneste vi har lavet på den er at skifte olie et par gange,
det er vist alt. Men nu var der ingen vej uden om.
Heldigvis
havde Dennis sendt en capsat til Tonny og han havde i fællesskab med
vores private mekaniker Niels Underbjerg fundet frem til nogle tegninger
over vores gearkasse som de havde sendt til Dennis´ email.
Vi
aftalte at mens Dennis gik i gang med at kigge på hvordan man afmonterede
en sådan fyr så gik Stine, Emil, Sanne og Nic ud i byen for at hente de
pågældende tegninger og for at forhøre sig hos de lokale mekanikere om
nogen af dem havde en anelse om at reparere en sådan gearkasse eller hvor
det eventuelt var muligt at skaffe reservedele fra.
Efter
et par timer kom de tilbage med tegningerne og de havde snakket med en
mekaniker på et bådværft som lå et par mil væk. For det første kunne
han snakke engelsk - og det er ret sjældent herude, og så vidste han
lige hvad det var for en gearkasse vi havde og han var ret sikker på at
det bare var et par lejer som var gået sig en tur. De var alle af den
overbevisning, at manden vidste hvad han talte om. Så vi besluttede at
hive ankeret op og sejle hen til bådværftet.
Det
gik fint og vi fik smidt ankeret mellem en masse andre båden som lå i
bugten - der var ingen som overhovedet bemærkede at vi ankom udelukkende
for sejl. Vi var faktisk begyndt at syntes at det var ret sjovt,
udelukkende at bruge sejl - det kræver at man er lidt mere oppe på tæerne
og så er det altid en udfordring at lægge til for sejl med et så
forholdsvis stort skib som Dream.
Mens
vi lå her afmonterede Dennis så gearkassen og gik ind for at få en snak
med mekanikeren. Til den type gearkasse kunne vi få reservedele fra dag
til dag - fra Papeete. Fint, vi afleverede gearkassen til ham og han ville
skifte de omtalte lejer. Efter 3 dage var gearkassen igen klar til
montering og Dennis fik den monteret samme aften - så vi var klar til at
sejle næste morgen. For vi havde nogle reservedele med til "Evening
Star" som lå på Bora Bora og ventede på os.
Vi
havde et virkelig godt dyk på Raiatea, mens vi ventede på reservedele
til gearkassen. Det var på et gammelt skib fra Nordby på Fanø som
skulle udforskes. Vi har lavet et lille historie omkring dette dyk:
Lastet
til bristepunktet med kokosnødder, kæmpede "Nordby" sig gennem
bølgerne ved indsejlingen til den Fransk Polynesiske "Bounty Ø",
Raiatea. Stormen peb i de tre master og besætningen var nervøse,
velvidende om de mange livsfarlige koralrev der befandt sig i
indsejlingen. Øverst i masten blafrede Dannebrog voldsomt og de gæve
Fanikere ventede længselsfuldt på lodsen der skulle lede dem sikkert i
havn.
Da
de havde passeret de små øer i indsejlingen og der stadig ikke var tegn
på hjælp fra lodsen, tvang stormen og de høje søer dem til at forsøge
på egen hånd. Dette blev fatalt for det stolte skib, der sejlede på
revet, kun tyve meter fra land, og kort tid senere fandt evig hvile
liggende på bagbord side på 30 meters dybde.
Præcist
100 år senere gik et andet dansk skib, gennem samme passage, denne gang
med udførlige søkort, ekkolod til måling af dybde, og satellit
navigation til at hjælpe med stedangivelse. På et punkt afveg det stolte
skib, "S/Y DREAM" af Esbjergs betingelser dog fra Nordby's idet
vores gearkasse var i stykker så vi måtte gå ind for sejl. Vejret var
omtrent lige så dårligt som da Nordby, 100 år tidligere forsøgte at gå
ind gennem den smalle passage til Raiatea. Sigtbarheden var helt nede på
500 meter og regnen stod ned i lår-fede stråler. Med et oplagt ankerteam
der denne dag var helt fremme i støvlen lykkedes det dog at få droppet
ankeret pænt og præcist, trods det at ankerspillet, ironisk nok, også
var mindre defekt.
Barske
Kaptain Dennis var tilfreds og tillod at vi alle delte en velfortjent
Hinano, som er Tahiti's svar på Tuborg. Grunden til stoppet på Raiatea
var vraget "Nordby", der vakte vores nysgerrighed med det dansk
klingende navn, og specielt hos esbjergenserne ombord, der var ivrige
efter at opleve resterne af Fanøs storhedstid som skibssamfund.
Den
10. August blev dykkerudstyret gjort klar, flaskerne fyldt med komprimeret
luft og vi var 3 mand der hoppede i våddragterne og drog ud for at
lokalisere de fanøske efterladenskaber. Nogen præcis beskrivelse af hvor
skibet lå havde vi ikke, så vi gjorde os store overvejelser om hvilket
rev en kaptajn i år 1900 kunne været blevet snydt af. Vi blev enige om
et rev midt i bugten.
Her
smed vi det lille anker for at holde gummibåden på plads mens vi gik i
gang med eftersøgningen. Sigten var efter omstændighederne ufattelig dårlig
og efter timers eftersøgning måtte vi opgive - intet vrag her. Vi blev
enige om at gøre endnu et nyt forsøg på den anden side af revet, men
her fandt vi ikke andet end mudder, sand og et enkelt stykke fiskeline med
et par rustne kroge på.
Noget
skuffede sejlede vi tilbage til "DREAM" og måtte se i øjnene
at vi ikke havde gjort forarbejdet godt nok. Senere på eftermiddagen opsøgte
vi noget mere information hos lokalbefolkningen i området. Der var nogle
venlige fiskere som havde hørt om et vrag noget tættere på land, end
der hvor vi havde søgt om formiddagen. Utroligt tænkte vi, for de mente
at skibet lå kun 20-30 meter fra kysten - kunne det virkelig passe at
kaptajnen på "Nordby" ganske simpelt havde ramt kysten?
Draget
af vores nysgerrighed, de nye informationer og de forudfattede
forventninger til vraget besluttede vi at gøre endnu et forsøg dagen
efter. Dykkergrejet blev på ny rigget til og afsted gik det igen, for så
let ville vi heller ikke give op.
Vi
kom frem til stedet hvor de lokale fiskere mente at have hørt om et vrag.
Vi kunne ikke umiddelbart se noget rev som "Nordby" kunne ha'
ramt, men der var nogle store koral blokke en 10-15 meter væk. Vi
begyndte nedstigningen - det var et 30 meters frit fald. Igen mødte vi en
sigtbarhed svarende til danske forhold, altså de 5-7 meter - helt unormal
for en lagune i Polynesien. Man kan sige at det gør eftersøgningen efter
vraget noget vanskeligere, men også noget mere spændende og mystisk.
Vi
var alle af den opfattelse, at vi var tæt på vraget for det flød med
krukker, træplanker og andre vragrester. Efter et kvarters søgning
dukkede det tidligere så stolte skib frem - det første vi fik øje på
var det enorme bovspryd som stadig pegede majestætisk frem fra boven. Nu
tegnede der sig et billede af båden i vores hoveder. Vi kunne dog ikke
overskue hele bådens længde dernede, men vi begyndte at svømme hen
langs styrbords side og opdagede at vi kunne lade os glide ned i de store
lastrum, som tidligere var lastet med kokosnødder.
Vi
dykkede ind i den første sektion af lastrummet og tændte vores lygter.
Nu begyndte opdagelsesfeberen at få godt tag i os. Lyskeglen blev rettet
mod loftet og der var noget mærkeligt, ligesom blankt vand - det måtte
udforskes. Stille og roligt lod vi os glide op, og længere væk fra åbningen
i vraget. Vi var nu ikke helt trygge - det lignede et termolag eller en
eller anden adskillelse i vandlagene. Det mærkelige var at vi ikke kunne
se hvad der var på den anden siden! Forsigtigt lod vi vores hoveder glide
op i det blanke vand. Til vores overraskelse var det en luftlomme inde i
vraget, 20 meter nede! Vi tog regulatoren ud af munden og kunne nu snakke
sammen. Det var lidt af en underlig fornemmelse at snakke sammen dernede i
dybet! Det skal også siges at der ikke længere var særlig meget ilt
tilbage i luften dernede. Dennis tog masken af, men det kan ikke anbefales
for der lugtede fælt af gammelt træ, som var langt henne i forrådnelsesprocessen!
En underlig ting at tænke på at det luft vi indåndede her, var luft fra
år 1900.
Vi
dykkede på ny ned i lastrummet og befandt os mellem 100 vis af tropiske
fisk, som havde gjort vraget til deres bolig. Her var alt fra muræner og
papegøjefisk til napoleonsfisk i alle størrelser og farver.
Efter
det forreste lastrum dykkede vi igen ud på ydersiden af vraget, og svømmede
langs det som engang havde været dækket. Her rejste 2 af de tidligere 3
master sig - det var et fantastisk syn, med de kæmpe master som stadig
var imponerende intakte. Den agterste mast manglede. Den var ikke brækket,
for hullet hvor den havde stået i dækket var åbent og tomt. Vi ved ikke
om den sank med kun 2 master eller om den 3. er blevet fjernet ved senere
lejlighed. Det kan muligvis være forklaringen på forliset, for de gamle
skibe brugte meget sejlene til styring af skibet når ikke roret var nok.
Det var specielt når skibet ikke havde fremdrift nok til at roret kunne
dreje skibet, at man brugte sejlene til styring. Roret fungerer nemlig kun
når der er fremdrift i skibet, og specielt den bagerste mast er vigtig når
der skal drejes skarpt.
Efter
en times dykning på det gamle skib "Nordby" havde vi ikke mere
komprimeret luft i vores flasker og måtte søge til overfladen. Det er
imponerende at tænke på, at det tidligere så stolte skib nærmest lå
intakt på havets bund, selv her 100 år efter dens forlis. På turen, med
gummibåden, tilbage til Dream blev der ivrigt diskuteret hvad der var
blevet af alle de søfolk som endte deres rejse her på Raiatea. Der var
flere af lokalbefolkningen som mente at nogle af søfolkene havde slået
sig ned på øen for at leve et liv i paradis! Hvilket ikke er noget fjern
tanke for os som har oplevet Raiatea og det øvrige Polynesien.
Vi
havde en virkelig dejlig sejlads til Bora Bora og fik en dejlig modtagelse
af nogle af vores gode venner, som allerede lå i lagunen på Bora Bora.
De havde lavet den lækreste middag til os - hvad mere kan man ønske sig?
Mens
vi lå på Bora Bora kom 4 andre både som vi har haft meget med at gøre
- alle både med unge mennesker, eller i hvert fald mennesker som føler
sig unge, og det er vel det vigtigste!! Vi havde et mega party på
stranden, som blev ved til den lyse morgen. Da den berigede væske som vi
havde slæbt med ind på stranden var ved at være forduftet, forsatte vi
festen ude på 2 norske både som lå raftet sammen. Det var godt nok kun
Stine og Dennis der forsatte ude hos nordmændene, Nic, Sanne, Emil og
Susan tog hjem til båden og gik til ro (..altså indtil de 2 party
animals kom retur).
Ude
hos nordmændene fik den på alle tangenter, folk blev klippet - hvis I
ikke kan forestille jer det, så blev frisurerne ret
"interessante". Stine fik også nogle enetimer i norsk og alle
er af den overbevisning at hun var ret lærenem!
Det
var ret sjovt at mødes med de andre igen - og der blev rigtig fortalt røverhistorier.
Igen blev de vildere og vildere eftersom alkoholen begyndte at virke. Det
er egentlig ret utroligt, som vi bliver ved med at mødes - uden at vi har
nogle faste aftaler. Vi sejler alle som vi har lyst og som vinden blæser!
Og det fører os åbenbart nogenlunde de samme steder hen!
Det
var jo meningen at Nic og Sanne skulle afmønstre her på Bora Bora. Vi
havde alle gået og prikket lidt til dem om de ikke skulle med til Cook, i
stedet for at flyve dertil om 14 dage. Vi ville alle nok gerne have dem
med, for vi har haft det så fedt sammen - og de har den samme indstilling
til livet som vi har.
De
havde pakket deres rygsække og var klar til at tage af sted - Vi
"prikkede til dem med en vognstang" en sidste gang, og Sanne var
lidt med på ideen. Der gik ikke lang tid før vi også havde Nic overtalt
- han havde ellers pure nægtet det, gennem længere tid.
Dennis
fik dem uden problemer skrevet ud af Fransk Polynesien og ind på bådens
papirer. Nu gik turen mod Rarotonga i Cook-øgruppen hvor vi skal samle
Marco og hans kammersjuk Morten op! Det blev til 5 dage hvor hovedparten
af besætningen nåede af få oplevelsen af indvolde der blev kastet rundt
i kroppens indre, men vi fik dog en god sejlads ud af det - godt nok var søen
lidt drilsk og vinden lidt frisk.
Vi
nåede også at opleve vinden fra alle verdenshjørner i de 5 dage vi
havde på søen. Men det skyldes at vi har ligget i et specielt område
under direkte indflydelse af den "South Pacific Convergence Zone -
ikke at forveksle med "Intertropical Convergence Zone", som vi bøvlede
med mellem Panama og Galapagos. Det er et område, specielt her omkring
Cooks, hvor de ækvatorianske øst-gående vinde ryger ind i den stabile
syd-øst passat vind.
Rarotonga
er endnu en af de øer James Cook har fået skylden for at have opdaget.
Der er dog uenighed om hvorvidt der er sandt. Der er nemlig dem der mener
at Cook ikke opdagede Rarotonga, men lod denne lille ø ligge til besætningen
på Bounty.
Vores
første indtryk af øen var, at dette måtte være paradis. Måske skyldes
dette at de fleste ombord på det gode skib havde været søsyge det meste
af vejen, og især ”folket fra Vang” var ikke helt fremme i støvlen
hele tiden. Der går endda rygter om folk fra Vang der skulle have udtalt
sætningen: "Skyd mig", men de gæve Vang folk kæmpede og
overlevede. Selv folket fra Esbjerg, som jo ellers var på hjemmebane på
vandet, måtte ind imellem op og ofre deres mad til havets guder.
Men en tidlig morgen stod solen op, og der lå øen vi alle havde glædet
sig til at se. Solopgangen var helt fantastisk, og ikke så snart havde
den sluppet vandet før tonerne fra "Gnags" "Det er den
dejligste morgen i 100 år" genlød over hele skibet. Alle kom op, og
ikke lang tid efter lagde vi den gamle dame til kaj inde i havnen i Avarua.
Da
vi endelig lå helt stille kom havnemesteren, ved navn Don Silk (!), ned
til os. Han præsenterede sig og tog Dennis og Nic med sig op på kontoret
for at få klaret det der med papirerne.
Mens de var væk kom der andre folk til på båden. Denne gang var det fra
immigrationen og sundhedsmyndighederne. De mente godt de kunne klare hvad
de var kommet for uden kaptajnens indblanding, at Nic og Dennis så kom
tilbage i det samme gjorde bare det hele lidt lettere. Den ene, ham fra
sundhedsmyndighederne, gik i gang med at sprøjte båden for skadedyr. Det
foregik ved at han lige stak spraydåsen ned i salonen og gav et kort
tryk. Derefter fik agterkahytten samme tur. Virkelig seriøst. Derefter
spurgte de om vi havde nogle våben ombord, hvor vi kom fra og hvor vi
skulle hen efter besøget på Rarotonga. Det hele gik smertefrit og vi fik
alle et glas saftevand.
Nic
fandt ud af at der lå en burgerbar 50 meter fra skibet, og der solgte de
også de dejligste Milkshakes. Vi satte os og drak en shake og spiste en
hotdog. Men en hotdog hernede er faktisk bare en pølse der er rullet lidt
dej rundt om, derefter er det stoppet på en pind og smidt i frituren et
øjeblik. Lige så specielle som deres hotdogs er, lige så gode var deres
milkshakes - De er lavet af 90% flødeis. Det bevirkede at den var så tyk
at det var svært at suge den op med sugerøret. Det var svært men det
gik!!
Efter
et stykke tid på havet kan der ske det forfærdelige at man får en helt
ustyrlig lyst til en lille øl. Dette skete også på Rarotonga, så vi
drog alle ud i jagten på de vidunderlige dråber. Vores søgen blev ikke
lang, for få hundrede meter fra havnen lå en forretning der solgte øl,
vin og spiritus til fordelagtige priser. Vi købte 6 af de lokale "Cooks
Lager" som blev brygget i baglokalerne til forretningen. Vi satte os
under et træ lige uden for forretningen og der gik ikke mange minutter før
det gik op for os hvor venlige folk var på denne dejlige ø. Sådan gik
det til at der f.eks. kom en ung mand og tilbød at køre os hvis vi ville
et eller andet sted hen. Vi afslog, men sagde at han kunne kigge ned til båden
og få en øl hvis han havde lyst. Derefter gik vi en lille tur rundt i
byen og så på hvad der nu var at se på.
Mens
vi var på Rarotonga besluttede vi os for at lave nogle nye bundplader til
gummibåden, og dette projekt blev sat i værk dagen efter ankomsten.
Dennis havde købt nogle plader, og de blev nu skåret ud i de rigtige størrelser.
Herefter skulle de pudses med sandpapir, og dette fik Sanne og Susan snart
sat nogle af de lokale børn i gang med, efter at de indebyrdes havde
sloges om at komme til at slibe. De to små piger knoklede på livet løs
hele eftermiddagen, og vi belønnede dem med kiks og saftevand.
Vi
fik lov at bruge strøm oppe fra det værksted der lå lige ved siden af båden.
Desuden sagde chefen deroppe at vi bare kunne komme hvis der var noget vi
manglede. Det gjorde vi brug af da vi skulle male pladerne. I værkstedet
var vi sikret mod regn og fugt, og dermed kunne pladerne ligge stille og
roligt og tørre.
De
fire timer det tog Sanne og Susan at grunde bundpladerne lærte de en del
af den Rarotonganske kultur. De fandt ud af at folkene hernede i hvert
fald ikke dør af stress, da de tre mekanikere på fire timer fik olie hældt
af en traktor, læst dagens avis, nydt en øl- ja det er jo til at
overskue.
Bagpladen
på gummibåden blev også malet, og dette gik ikke helt godt. Det foregik
på dækket af Dream og Emil tog dette som en mulighed for lige at male
Dream hvid også. En hel spand hvid maling ud over dækket! Det tog ikke
lang tid at male dækket, men at få det rent igen... ja det var jo så
straks en større opgave. Men det lykkedes alligevel at få al malingen af
og selv Emil, der ellers også var blevet lidt hvid af maling og af frygt
for kaptajnens reaktion, fik efterhånden vasket det meste af malingen af,
og farven kom også stille og roligt tilbage i kinderne.
Stine,
Emil og Dennis havde et par virkelig fede dyk på Rarotonga. De var blevet
anbefalet et sted der hedder Black Rocks, og der sejlede vi så ud af
flere omgange. Dykket var så fedt! Der var totalt god sigt og så var der
koraller og fisk overalt. Alt var bare så godt og super flot. Efter
dykket gik snakken ivrigt. Faktisk var alle tre så meget oppe at køre,
over det fede dyk, at ankeret blev glemt i vandet. Snoren gik i skruen og
blev kappet over. Trods det at Dennis gik i vandet for at lede efter det måtte
vi sejle hjem uden anker, men med et fedt dyk at føje til samlingen.
Den
sidste aften inden Marco og Morten skulle hentes, og Nic og Sanne skulle
afmønstre gik vi en tur i byen. Vi havde hørt at et lokalt
band/dansegruppe skulle optræde på "Banana Court", og der
ville vi så gå hen. Vi startede på Dream med en dejlig middag og en øl,
der langsomt blev til flere, så da vi kom til Banana Court var vi nok
alle lidt pyntede. Vi kom ind og opdagede at det var et diskotek og ikke
en cafe som vi havde regnet med. Øl og spiritus blev skyllet stille og
roligt ind, indtil "Orama" skulle på scenen. En flok halvnøgne
mænd og en håndfuld piger med lige så lidt tøj på, kom ind og
begyndte et fantastisk show. Sikke de kunne vride hofterne, og pigerne...
sikke nogle kokosnødder. I slutningen af showet håndplukkede de nogle
fra publikum til at komme og danse med dem, og det var ment som en lille
konkurrence. Når det kommer til konkurrencer er danskerne jo helt fremme,
og det endte da også med at Susan vrikkede så flot med hofterne at de
andre måtte pakke sammen og indrømme at danskere er næsten lige så
gode til at vrikke med bagdelen som cookboerne.
Sent
på aftenen gik det hjem mod Dream. Dennis og Susan måtte dog hente de
nye gaster lige efter de var kommet hjem. Halvfulde og med begyndende tømmermænd
begyndte de at gå mod lufthavnen. Heldigvis fik de et lift kl 3.30 om
natten af en kvindelig cook-boer, der var på vej hjem fra byen. På Cook
advarer de turisterne om at være ekstra opmærksomme på bilerne i
week-enden, da bilisterne kører selvom de er fulde. På trods af lidt
spirituskørsel ankom de sikkert til lufthavnen, hvor Marco og Morten
endelig dukkede op efter halvanden times forsinkelse. Behøver vi at fortælle
at der ikke blev lavet ret meget dagen efter?
Inden
vi forlod øen var der jo lige et par folk der skulle have et lille minde
med hjem, og det blev i form af tatoveringer. En virkelig dygtig kunstner
fik lov at tegne på de gæve danskere, og resultaterne blev helt
utrolige. Hvis alle danske tatovører var lige så billige og gode, ville
alle danskere sikkert have en tatoo. Men selv den mest hårde og garvede sømand
kan godt blive lidt hvid i hovedet når han ser den nål der bruges til at
prikke farve ind under huden!
Mens
vi var på Rarotonga var vi også med til katolsk gudstjeneste, for vi
havde hørt at befolkningen kom i deres fineste tøj og store hjemmelavede
stråhatte. Der var også nogle der havde gjort meget ud af sig selv, det
var hovedsageligt de midaldrende kvinder. Men det der overraskede os mest,
var at langt over halvdelen kom dryssende i lang tid efter at
gudstjenesten var begyndt. Der var nogle, der kun var i kirke i sammenlagt
10 min. Befolkningen gik ud og ind af kirken som de lystede, det er ikke
lige det vi er vant til derhjemme. Det var helt tydelig at det at gå i
kirke var en stor del af deres liv - sikkert som det engang har været
hjemme i Danmark. Ikke ment på den måde at de var hellige eller deslige.
Det var bare også i kirken at man formidlede nyheder og informationer om
hvad der skete i nær-området! Genialt og så har kirken også en
samfundsfunktion mere end blot det at formidle et kristent budskab!
Desuden havde de fulgt noget mere med tiden end de danske folkekirker -
musikken og teksterne var mere moderne og mere livlige end vores
traditionelle kirkesalmer. Og så blev de akkompagneret af et orkester med
guitar, fløjter, bas og hele molevitten!! Det kunne den danske folkekirke
lære noget af - hvis dens intention altså var at få flere folk i
kirke??
Efter
10 vidunderlige dage på Rarotonga forlod vi Cook Islands med kurs mod
Beveridge Reef, en strækning på 480 sømil. Vi var alle blevet vildt
glade for den venlige ø og syntes også det var lidt vemodigt at tage
afsked med Nic og Sanne, hvis vinkende silhuetter langsomt fadede bort.
Men nye eventyr ventede forude, og vi var alle ved godt mod selvom det til
tider kneb med at fylde sejlene med vind. Loggen sneg sig nødigt over 4
knob. Vindforholdene blev stort set ikke bedre i de 5 dage det tog at
komme til Beveridge Reef, og vi skiftede hele tiden mellem sejl og motor.
Det kan godt være pænt frustrerende at sejle for motor for 3. dag i
streg, hen over et spejlblankt Stillehav, hvilket også kunne læses ud af
kommentarerne i logbogen, hvor Susan bl.a. havde havde noteret at nu
vidste vi i hvert fald hvorfor det hed Stillehavet!!
Humøret
steg dog markant, da Susan på turens 3. dag spottede pukkelhvaler ude i
det fjerne, det endte med at DREAM bogstaveligt talt blev omringet af
pukkelhvaler, hvoraf enkelte sprang helt ud af vandet, -et imponerende
syn!
Dagen
efter kunne Susan med sit røntgensyn se noget stikke op af vandet. Det
var en fiskekutter, der var strandet på revet, -og det eneste tydelige
tegn på at vi nærmede os vores mål. Som vi har for vane blev der fyret
op for Gnags, og især Morten og Marco kom op i en fart da de lå i
agterkahytten, hvor man sover op ad højttalerne!
Efterhånden
som vi kom tættere på begyndte revet at tage form, for man kunne se bølgerne
bryde mod koral-væggene, der dannede en næsten lukket cirkel under
vandet. Beveridge Reef er en atol, der er dannet som et koralrev omkring
en uddød vulkanø, der med tiden er sunket sammen pga. erosion, så der
tilsidst kun er koralrevet tilbage omkring en lagune. Det specielle ved
Beveridge Reef atollen, er at selve koralrevet rundt om, ligger lige i
vandoverfladen. Det bevirker så at der her er tale om en mellem ting
mellem et almindelig rev og en atol.
Da
vi var sejlet halvvejs rundt om atollen, blev vi hilst velkommen af
delfiner og Stine kravlede i masten for at lede os igennem de tragtformede
indgang. Heldigvis var vejret med os; det kan nemlig godt være farligt at
sejle igennem åbningen hvis vinden er for kraftig og kommer fra en
retning så man presses mod revet. Der kan endvidere også dannes strøm på
op til 5 knob, som gør det yderligere vanskeligt at komme sikkert
igennem. Men vi var som sagt heldige med vejret og kom gennem indsejlingen
uden dramatik, selv om man dog bliver meget opmærksom når loggen i løbet
af få meter falder fra 200 m dybde til kun 10 m!
Emil
havde fiskesnøren ude, så i indsejlingen fangede vi to Black Jacks, der
blev til et lækkert måltid. Vi var helt alene og kastede anker i
atollens østlige side, modsat indsejlingen, i nærheden af kutter-vraget.
Det var fascinerende at ligge helt stille og beskyttet midt ude i
Stillehavet med udsigt ud over de rullende bølger.
Det
er fantastisk flot at snorkle i Beveridge Reef. Især op ad koralrevet,
hvor der kun er 3-4 m dybt, og som er "befolket" af både hajer,
rokker og alle mulige og umulige fisk. Vi "spottede" bl.a. en
endnu uidentificeret fisk med øjne så store som tekopper i en grotte!
Også rundt om vores båd var der hajer, -eller det kom der i hvert fald
hurtigt, da vi om aftenen smed nogle af resterne fra vores nu fortærede
Black Jacks ud, efterfulgt af et solidt tov med en overdreven stor krog
hvorpå et af hovederne var sat fast. Det så dog ud som om hajerne var
klogere end vi troede; for gang på gang hev vi en tom krog op. Lige
indtil Dennis, med en stemme som knækkede over af iver råbte: "Der'
bid!". Efter en hård kamp blev en god meter revhaj hængt op ved
halen i forstaget til skræk og advarsel, mens den spyttede blod ud over
hele fordækket. Det så farligt ud da vi vågnede næste morgen, og også
lugten var svær at ignorere! Den måtte vi dog vænne os til, for Emil
kappede hovedet af hajen, efter at have pillet krogen ud, og gemte det i
en spand som madding til en større fangst.
Efter
endnu en vellykket snorkeltur, hev vi ankeret op samme eftermiddag, og
gled gennem åbningen ud i Stillehavets bølger, der nu var blevet større,
fordi vinden var taget til. Vi havde derfor en lækker sejltur med god
fart og vind i sejlene indtil vi nåede Niue efter 140 sømil den efterfølgende
aften.
Niue
har, modsat øerne i Fransk Polynesien, og Cook Islands ingen bjerge, men
er fuldstændig flad, da den udelukkende består af koraller; faktisk er
øen verdens største koralblok! Derfor har den en meget smuk og særpræget
natur, med mange grotter både over og under vandet. Det er specielt godt
at dykke omkring Niue fordi der er en fremragende god sigt, pga. at al
regnvand siver ned gennem de porøse koraller, så der ingen udvaskning
er. Derudover er der også et rigt dyreliv, domineret af sjove søslanger.
Man
bliver en smule overrasket når man sidder ude i cockpittet med sin dagbog
hen under aften, og der pludselig lyder et hvalpust ganske tæt på båden.
Alle mand på dæk, og ganske rigtigt, ude imellem bådene svømmede såmænd
en pukkelhval rundt. Utroligt at de totalt mangler frygt for mennesket på
den måde. Senere fik vi at vide, at der var tale om en hval-mor der netop
havde født en unge, kort tid før vi kom, som den plejede og fedede op
inde i lagunen.
Der
bor kun 1800 mennesker på Niue, der ligesom på Rarotonga er utroligt
venlige og gæstfrie. De har opbygget et hyggeligt og velfungerende
lokalsamfund, men desværre er mange flyttet derfra, også virksomheder, så
i dag er Niue meget afhængig af de ca. 30.000 niueanere der bor udenlands
og støtte fra New Zealand, som ophører om få år. Der er ingen hvide
badestrande på Niue og derfor ikke mange hoteller eller turister ud over
os som kommer sejlende.
Efter
vi havde tjekket ind på Niue, gik vi i land og lejede cykler for at komme
rundt og se øen, der er som et kæmpe havecenter fuld af palmer og
overdimensionerede stueplanter. Alle folk dytter af en på vejene, men
modsat i Danmark er det ikke fordi man skal komme af vejen, men fordi man
skal huske at vinke!
Dagen
efter ankomst dykkede Dennis, Susan og Emil omkring båden, hvor der var
et leben af lidt for nysgerrige søslanger, store skyer af gule fisk,
store papegøjefisk og også en skildpadde kom forbi. Det var et
"sjovt" dyk, hvor de tre svømmede ud og ind af
koralgange/huler.
Imens
var Marco, Morten og Stine taget om på den anden side af øen for at
snorkle i grotter. For at komme til indgangen skulle de først gå et par
kilometer gennem en skov, hvilket virkede temmelig idiotisk, da det
foregik i badetøj med snorkeludstyr og undervandslamper. Tænk at være
skovarbejder der og så møde en flok danske turister som kommer
anstigende gennem skoven iført badebukser og snorkel!!
Indgangen
til grotterne var bare en lille sprække og udenfor stod et kæmpe skilt
hvor samtlige institutioner på øen fralagde sig ethvert ansvar for hvad
der kunne ske i grotterne. Lige indenfor var en stejl skrænt og forenden
skinnede solen gennem en kløft ned i det klareste blå vand. De tog
maskerne på, sprang i vandet og svømmede gennem solens stråler der stod
som lyseblå søjler under vandet, hen mod et undersøisk hul i koralvæggen.
Der dykkede de under og så til stor lettelse vandspejlet igen på den
anden side, og kom op i en ny grotte, som de krydsede for at komme op på
den anden side. Her blev lygterne tændt, da det var totalt mørkt. De
kravlede over skarpe koralblokke, svømmede over endnu en lille sø og
endte foran en lodret koralvæg. Da de ikke kunne se andre veje end op
besluttede de at tage udfordringen og bestige væggen. Det lykkedes uden
at få betydelige rifter fra de skarpe koraller, og Stines eneste
kommentar var, at hun var meget glad for at de ikke skulle klatre ned
igen! Men da de kom op var der ingen vej ud af grotterne og de måtte
indse at det vist ikke var turistruten de havde valgt, og derfor klatre
ned af væggen igen, med udsigt til 15 m frit fald og en uges ophold på
hospitalet.
Da
de havde ledt efter udgangen i mørket en times tid uden held, blev de nødt
til at tage samme vej ud af grotterne. Det var en virkelig udfordrende og
unik oplevelse, som ingen af dem ville have været foruden. Samme aften måtte
vi desværre forlade Niue alt for tidligt, da Marco skulle med et fly hjem
fra Tonga den 14/9. På vejen passerede vi datolinjen, så vi mistede en
hel dag. Mandag den 11. September blev en meget kort dag....
Efter
3 dages sejlads, igen uden meget vind og med larmende assistance fra
motoren, er vi nu nået til Tongatapu, som efter sigende skulle være
Stillehavets New York, og DREAM vil i den næste halvanden måneds tid
sejle rundt mellem "the friendly islands of Tonga".