Efter
godt en måned hjemme i Danmark er det nu dejligt at komme ud på søen
igen. Selvom det var en virkelig dejlig tid jeg havde derhjemme. Det var
dejligt at gense kæreste, venner og familie - der var dog flere jeg ikke
nåede at få hilst på - men det når jeg nok en anden gang.
Jeg
kan godt fortælle jer at der er herligt på de Hollandske antiller,
Bonaire, Curacau og Aruba. Desværre nåede vi aldrig tilbage til Bonaire,
da vind og sø var lige imod og det blæste temmelig meget. Men så
udforskede vi Curacau lidt mere, og det var der vist ingen der fortrød.
Det eneste vi havde at udsætte på øerne var, at der var ufattelig mange
turister. Store krydstogtskibe som lagde til om morgenen og satte et par
tusinde gæster af og så afsted igen om aftenen. Så det krævede at vi
sejlede lidt væk fra de største byer - men så var her også ufattelig
fedt. Rent dykkermæssigt er det noget af det fedeste jeg har oplevet.
Sigten var kanon god, og koralrevet lå ikke længere væk fra øerne end
vi kunne svømme der ud eller tage dinghien, hvis vi var dovne.
På
Curacau var revet en enorm stejl skrænt som faldt fra 5 meter til omkring
40 meter inden for meget få meter - det mindede mest af alt om en mur
beklædt med koral formationer. På Curacau så vi en stor Grøn Muræne,
med et hoved på størrelse med en fodbold og en krop på en lille
halvanden meters penge! Ligeledes så vi legustere på størrelser så man
blev helt bange for dem - legustere er hummere uden klør!
Sjældent
har jeg set så mange fisk som var tilfældet på både Curacau og Aruba.
På Aruba var vandet nærmest helt tykt af fisk i alle afskygninger. Når
man tog et svømmetag var det lige før man skovlede fiskene til side -
det var helt vanvittig. Vi havde på Aruba forhørt os om diverse vrag, og
fik at vide at Caribiens største vrag lå på Aruba, lidt nord for
hovedstaden, Oranjestad. Så det måtte vi jo hellere få kigget på!!
Vi
udklarerede inden afsejling fra Oranjestad, for at undgå at skulle
tilbage bare for at udklarere med myndighederne. Kl. ca. 17.00 havde vi
fundet vraget og til alt held var der 3 bøjer som man kunne fortøje båden
til. Godt nok lå der en mindre motorbåd ved den ene, men vi tog da bare
en af de andre bøjer og så snart båden var forsvarlig fortøjret røg første
hold dykkere i vandet. Det var det sejeste vrag jeg til dato har set - det
var et kæmpe tysk fragtskib på 120 meter som lå mere eller mindre
entakt på bagbord side med dens store anker smidt. På dækket stod
stadig de store tovværks- og ankerspil. Med dykkergrej på kunne man gå
på opdagelse i vraget - så med dykkerlygte trængte Rene og jeg langt
ind i vraget. Vi var både en tur i fragtrummet, motorrummet og diverse
kamre!! - men vi skulle være meget påpasselige med ikke at få nogle
slanger, på dykkerudstyret, skåret over af det rusne metal, vraget var
bygget op af. Det var ubeskrivelig at ligge ved stævnen og se ned langs
vraget som var omgivet af 1000 vis af fisk - vandet var krystal klart og
solens stråler varmede selv nede på de 15 meter.
Den
fredfyldte stilhed varede lige til næste morgen hvor vraget åbenbart var
øens største turist attraktion og allerede ved 9 tiden om morgenen var
den første "glass-botton"-boat med amerikanske turister
ankommet. Inden kl 10 var der ikke mindre end 7 turistbåde rundt om os og
vraget (..nok mest omkring vraget!)
Der
sad vi så midt i vores morgenmad som virkelig skulle nydes for det var
Stefans fødselsdag, så der var friskbagte pandekager på bordet. Vi
kunne jo selvfølgelig ikke blive liggende fortøjret til en af bøjerne
for det var selvfølgelig til turistbådene - men af en venlig charterbåd
fik vi lov få en line. Så var det tid til endnu et dyk på vraget inden
turen gik mod Panama.
Sejlturen
til Panama gik uden nogen form for problemer, det var perfekt vejr og
solen skinnede fra en skyfri himmel - så vi kunne ikke forlange mere. Det
var i starten meningen at vi ville have sejlet til San Blas øerne, men
undervejs fandt vi ud af at der på San Blas øerne findes malaria som er
resistente overfor noget af den medicin vi har med - og vi havde slet ikke
taget malaria medicinen, for gennem Panamakanalen er det ikke nødvendigt.
Så vi turde ikke tage chancen, for det ville nok ikke være sagen at
konstatere malaria ude midt på Stillehavet.
I
stedet for blev ruten lagt forbi Isla Grande, en ø tilhørende Panama, 30
sømil nordøst for indsejlingen til kanalen. Det siger jeg jer er en
rigtig bounty-ø, her er palmer, hvid sandstrand, tyrkis blåt hav,
billige øl, gode dykkerforhold og glade mennesker. Så her blev vi et par
dage - og slappede af på højtryk!
Da
vi kastede ankeret i bugten mellem fastlandet og Isla Grande kunne vi
tydeligt se ankerkæden nede på bunden - vi stod lidt og kiggede om
ankeret bed sig ordentligt fast. Pludselig kommer der en mindre haj, på
en god meters penge svømmende, stille og roligt - så pigerne droppede
hurtigt tanken om en svømmetur. Jeg fandt hurtigt fiskegrejet og Rene
hoppede i vandet til den! - desværre skræmte han den lidt væk og den
bed ikke på krogen.
Vi
havde set en haj - så der måtte være fisk i nærheden. Så vi satte en
line på bådshagen med kadaveret af en makrel som agn. Pludselig, midt
under aftensmaden, huggede det voldsomt i bådshagen - det var mørkt og
vi var ikke rigtig forberedt på at skulle slå fisk ihjel. Især ikke da
det viste sig at det var en kæmpe Red Snapper. Den fightede temmelig
voldsomt, og vi mistede den på et tidspunkt da vores 1,5 millimeter line
sprang. Gudskelov hang den stadig i vores kraftige ellastik, som vi bruger
til at advare os om at der er bid.
Mens
Stefan og Senne stille og roligt får kørt krabaten død hentede jeg
vores ankerspils stang (det er en rustfri stålfri stang på en halv
meters penge med en vægt på 2kg) Med fuld kraft blev den tunge stang
svinget lige i hovedet på krabaten - det føltes som at ramme et ko-hoved.
Efter en 15-20 slag var den til at snakke med! Det er den største fisk vi
til dato har hevet op af vandet, 25 kg og rygsøjle som et menneske og med
gebis som en haj. Selve gebisset er ved at blive gjort istand og skal hænges
op nede paa båden.
Herude
er alt vel - motoren ser ud til at fungere fint igen. I Panama skal vi
have lavet de sidste forberedelser til at gå igennem Panamakananlen og
til at krydse Stillehavet. Vi håber på at kunne gå gennem kanalen
omkring midt april. Alle folk hernede er sejlere og der er en dejlig
stemning sejlerne imellem. Vi lånet søkort af hinanden og kopiere på
livet løs. (Det koster 3kr for en kopi af et søkort!!!)
Ha
det godt alle sammen!
Dennis