Historier,
rygter og andenhåndsberetninger har vi mødt over alt. Det er frygteligt
farligt at sejle i området omkring Venezuela og Colombia, og samtlige
indbyggere i disse lande har et bijob som lommetyve - siges der. Og
historierne er talrige, og et par stykker er ret gode og værd at nævne.
F.eks.
havde en vore gode venner i Port of Spain, Trinidad en herlig historie at
byde på. Han havde været på diskotek og havde mødt en af disse
velskabte Trinidad piger. Turen gik herfra videre på motel osv. og osv. Næste
morgen var pigen væk sammen med penge, pas og visa kort. Hun ringede da
til ham og fortalte at hun havde hans papirer og hvis han betalte 800 TTD
(ca. 900 kr.) kunne det godt være, at han kunne få det igen. Tja når
man er inde på den kriminelle løbebane med tyveri, så kan man jo lige så
godt tage skridtet ud og gå til pengeafpresning. Enden blev dog at han
fik narret visa kortet fra hende og hendes fyr, som sad i bilen, og sagde
pokker i vold i med resten.
Ligeledes
havde noget af deres besætningen færdedes i de knap så sikre områder
af byen ved nattetide, og en bil med fire unge mennesker havde fortalte
dem af de var ”undercover” politi, og at de skulle visiteres. De fire
unge trinidadere valgte dog fortrinsvis at visitere deres dollars og de
glemte af lægge dem tilbage igen.
Margarita
i Venezuela er også stedet hvor politiet ikke nødvendigvis er din ven.
De er så heldige at have 4 forskellige politikorps, og de mest berygtede
er Guardian National. En god ven af Dream, fra et andet dansk skib, var på
en bar i Porlamar blevet stillet op langs baren og kropsvisiteret sammen
med de andre gæster. Politiet havde derefter snuppet samtlige tegnebøger
og kørt igen.
Historierne
er gode nok, men ikke gode eksempler. For langt oftere møder vi ærlige
politifolk og indbyggere, som sørger for, at vi kun færdes på sikre
steder, og hjælper os så alt det de kan.
Hvis
man rejser i disse lande nær Syd Amerika, er alle lyshårede desværre
”gringos”, og det er ensbetydende med en hurtig ekstra dollar i ny og
næ for lokale taxachauffører m.v. Når man ankommer til et nyt land
bliver man typisk snydt et par gange, inden man finder tråden og kan
spille med på prutteriet og få en anstændig pris. Sådan er det vist
bare, men det er ikke ensbetydende med at de mennesker, vi har mødt, ikke
er dejlige mennesker. Tværtimod hernede i varmen har ingen travlt og alle
har tid til at snakke og spørge til, hvad vi er for nogle. Så betyder
det ikke så meget om vi kan spansk eller ej, de snakker alligevel.
Overalt
i Caribien fra Bahamas i nord til Colombia i syd huserer der masser af
historier omkring piratoverfald på lystbåde. Specielt gav en artikel i
et gammelt nummer af Bådnyt gåsehud langt ned ad vores spæde rygge. I
artiklen fortalte de om adskillige overfald på både, hvor konerne blev
voldtaget og skåret i småstykker, om både drivende omkring uden besætning;
historierne var så grusomme at man fik lyst til runde Kap Horn i stedet
for at sejle i Caribien. Specielt er Colombia kendt for sine udsmuglinger
af narko via Bahamas til USA, hvor sejlbåde og motorbåde bordes, ”tømmes”
for besætning, fyldes med narko og så går turen nord på til USA. Det
er også afspejlet i USA's nye narko politik, hvor cocamarkerne sprøjtes
og folk bliver omskolet til nye erhverv og US Coast Guard er mere oppe på
dupperne end nogensinde. Heldigvis er situationen tit en anden, når
sejlerne taler sammen. Mange både har fortalt om deres ture til Colombia,
dvs. kun byen Carthagena da resten stadig er lukket land for turister, og
om mødet med en utroligt venlig befolkning og en smuk natur.
Så
hvad gjorde vi. Vi har diskuteret spørgsmålet hvorvidt våben ombord var
en løsning. Der var heldigvis bred enighed om, at det skulle der ikke være.
Primært fordi disse pirater sikkert ville være bevæbnet 100 gange bedre
end os, og sekundært ville vi nødigt udløse en skudduel. Det skal dog
siges, at vi senere har diskuteret muligheden for at fabrikere et mindre
arsenal af molotov cocktails, samt enkelte nødraketter blev flyttet op i
cockpittet, så kunne vi da altid skyde med dem, såfremt at situationen
skulle opstå. Typisk er amerikanere og canadiere mere paranoide end
skandinaver og har næsten altid våben ombord. Til gengæld har de et
helvedes bøvl med at få slæbt dem med igennem immigration og told når
de ankommer til et nyt land. Det er klart ikke besværet værd.
Nordkysten
af Colombia ud mod Venezuela er meget berygtet og efter som vi drog fra
Auroba, De Nederlandske Antiller mod Panama ville vi komme ganske tæt på
denne. Vi startede derfor ud med en kurs stik nord i ca. et døgn. Det betød
at vi holdt en sikkerhedsafstand til Colombia på ikke mindre end 100 sømil.
Det bevirkede, at vi var uden for rækkevidde af de små hurtiggående
speedbåde, som piraterne anvender. Herefter lagde vi kursen direkte mod
Isla Grande, Panama, og eftersom Colombia bøjer af mod syd, blev
afstanden til fastlandet stadig større som dagene gik.
Vi
var på intet tidspunkt bekymrede over vores valg af rute, dels fordi,
hvis man går og bekymrer sig for meget, så ødelægger man turen for sig
selv og dels fordi, kommer de - tja så kommer de, og man kan hverken gøre
fra eller til.
Men
der var meget trafik i farvandet, hele tiden så vi både, ”og gud ved
om de alle transporterer narko, for så er der sgu gang i biksen”.
En
morgen tonede der sig et pludselig et krigsskib frem i horisonten, og så
et til og et til. Vi kunne høre en helikopter, men kunne ikke se den, og
vi tænkte ”Gud ved hvor avancerede sådan nogle pirater er”. Hvis de
ligefrem møder os med en helikopter, så er det svært at forudsige hvad
der kan ske. Vi kunne høre helikopteren komme nærmere, og så kunne vi
se den, og inden længe hang den lige ved siden af båden. Ca. 50 meter
fra os hamrede rotorbladene rundt, en mand med maskinpistol sad i åbningen.
Hvad var det her for nogle fyre? Nåh vi er danskere og møder alle farer
med et lyst sind, så vi gik i gang med at vinke til dem. Det hjalp og de
fløj væk. Vi kunne lidt senere konstatere, at krigsskibene tilhørte US
Coast Guard og at de var der for vores skyld. Det var faktisk rart at møde
dem derude.
Men
som altid, så oplever vi aldrig noget spændende ombord på Dream :-) Vi
har tendens til at undgå ballade, vi holder os til de sikre gader og tænker
os om, når vi går ud om aftenen. Ved at være opmærksom på steder og
personer, og ved at blive lidt klogere hele tiden, så er det rimeligt
nemt at undgå ubehagelige oplevelser uden at lægge bånd på sig selv.