Det
er ved at være små 3 uger siden vi ankom til Tahiti. Det var en lang og
sej flyvetur herned, det tog 32 timer fra vi tog fra Billund og til vi
ankom til Fåa, Tahiti. Dennis og Rene hentede os i lufthavnen, og
gensynglæden var stor, især for Lise og jeg, som har ventet længe på
at se de to sømænd igen. Vi lå på Tahiti et par dage inden vi tog
videre til Moorea.
I
et par dage slappede vi mest af, dykkede og snorklede i det krystalklare
vand, selv på 6-8 m var vandet krystalklart, det var en god oplevelse at
se det flotte liv, som befinder sig under havoverfladen. Dennis er begyndt
at lære mig at dykke, men der skal godt nok nogle flere dyk til, før end
at jeg føler mig helt tryg ved det.
Efter
Tahiti tog vi til Moorea, som er en smuk ø, der ligger 3-4 timers sejlads
fra Tahiti. På Moorea snorklede og dykkede vi, det går der faktisk meget
tid med. Tit hopper vi i vandet bare for at blive afkølet, jeg har stadig
lidt svært ved at vænne mig til varmen, dagtemperaturen er ca 35 grader
og om natten er der 25 grader varmt. Vandtemperaturen er også høj, den
ligger omkring de 27-28 grader.
Der
er mange ting som vi tager for givet derhjemme, som bare er den rene
luksus herude på søen. F.eks. er et ferskvandsbad den rene luksus herude,
i de næsten tre uger jeg har været herude, har jeg fået 3 brusebade i
ferskvand. Men når det er sket, er det ligesom at blive født på ny. Bad
foregår normalt med at man hopper i havet og gør sig våd, derefter går
man op og sæber sig ind, hvorefter man hopper i igen og vasker sæben af.
Badet sluttes af med at saltet skylles af, skylles af er vist så meget
sagt, man tager en kop med ferskvand og tørrer sig med en våd vaskeklud.
Da det er en lang procedure sker det heller ikke så ofte. Men så snart
de regner, er det med at komme op på fordækket og få et ferskvandsbad,
for når det regner hernede så regner det meget, men dog i kort tid.
På
Moorea besteg vi også det højeste punkt, dvs at jeg stoppede halvvejs
sammen et par stykker af de andre, imens "drengene" fortsatte.
Det var en tur, hvor min højdeskræk blev udfordret maximalt. På den
selvsamme tur som vi gik, var der er turist som ugen forinden var faldet
ned og døde. Til tider var jeg sikker på at jeg skulle ende på samme måde,
så derfor vandt min højdeskræk og jeg vendte om. Nogle steder var det
ret stejl, og stien var smal, hvilket betød at arme og ben blev fulde af
skrammer. Skrammer som jeg stadig har, for sår har svært ved at hele
herude, også selvom de fleste kun var små og overfladiske.
For
en uge uge siden tog vi så videre til Huahine, som er en lille ø, der
ligger ca 12 timers sejlads fra Moorea (som for resten er den smukkeste af
de øer vi har besøgt). Sejlturen derned var slem for mange, halvdelen af
de otte besætningsmedlemmer ofrede sig et par gange til konge Neptun. (Jeg
var en af dem som holdt skansen). Så på den sidste sejlads fra Huahine
til Bora Bora blev der spist adskillige søsygetabletter, lidt må de have
hjulpet, for der skete ingen ofringer denne gang.
I
øjeblikket ligger vi på Bora Bora, som er en smuk ø, men dele af den er
desværre blevet ødelagt af turismen. Det er også tydeligt at mærke på
befolkningen i hovedbyen at de er lidt trætte af turisterne. Ikke at de
ikke er venlige - for det er de, folk hernede er noget af det mest venlige
og hjælpsomme man kan tænke sig. Når vi har kørt med de lokale busser
sidder vi og taler med de lokale. Det er som oftest dem som retter
henvendelse til os, de er meget interesseret i at høre hvem vi er, hvor
vi kommer fra og hvad vi laver der. Det sker også tit at vi kører med de
lokale, man behøver ikke at tomle ret længe før vi bliver samlet op.
Det er altid hyggeligt at få en lille snak med dem, selvom vores franske
er meget dårligt, og deres engelske er til husbehov, så går det
alligevel altid. På Tahiti kom vi bl.a. i snak med en mandlig
sygeplejerske, det var lidt sjov at tale med en kollega. Hans løn var den
samme som den vi får i Danmark, men han skulle ikke betale skat af lønnen.
Men der er sikkert sygeforsikringer og lignende som tager et indhug i lønnen,
ellers gør det daglige madbudget det.
Det
har godt nok overrasket mig meget, hvor dyrt det er herude. Selvom vi
handler ind i de lokale butikker, er det billigste omkring samme pris som
i Danmark. Et par eksempler en liter mælk koster 25 kr. og kiloprisen for
nektariner er 200 kr., faktisk har vi kun stødt på noget billigt en
gang, det var i det lokale supermarked på Huahine, hvor vi fandt otte
ananas i et bundt til 30 kr. Vi gik op til kassedamen og spurgte om det
virkelig kunne passe, at det var for alle otte, og ikke kun var en
stk-pris. Da det var en samlet pris skyndte vi os at købe dem. Ellers
lever vi meget af baguette, som ikke koster særlig meget, det får vi til
morgenmad, og som regel med hvidløgssmør som tilbehør til aftensmaden,
men vi lever godt herude, bl.a. har menuen stået på hjemmelavede burgere,
bøffer med bearnaisesauce. Det er dog ikke altid at standarden er så høj,
men vi lider ingen nød.
I
dag har Dennis og jeg cyklet Bora Bora rundt, det var en lille pæn tur på
32 km, det er en skøn måde at se øen på. I går gik Lise og jeg rundt
om en anden lille ø, vi havde dog ikke regnet med at den var så stor, så
det blev en tur på 3 timer, og da vi trøde at det ikke ville tage mere
end en lille time havde vi ikke taget vand med, hvilket er en meget dum
ting at glemme i den varme. Vi havde det helt skidt, da vi endelig nåede
tilbage til båden, men det var en god tur, hvor vi mødte en masse lokale,
bl.a. en som tørrede kokos, som skal bruges til sæbe og solcreme.
Efter
Bora Bora og sejlede vi til Huahine, hvor vi har tilbragt de sidste par
dage. Det var også på Huahine at vi fejrede Dennis fødselsdag, den blev
holdt i selskab med en norsk og schweizisk båd, vi var i alt 16 mennesker.
Det var en vældig fest, hvor der blev danset og drukket til den lyse
morgen. Der blev slået ny rekord med hvor mange mennesker, der kan være
ombord. Vi var 16 mennesker i cockpittet og
på et tidspunkt var der 12 mennesker der dansede i køkkenet, hvor
gulvpladsen er ca kun 2 kvm stort. Det var trangt, men sjovt. Vi festede
til den lyse morgenen, og dagen efter lå de fleste af os brak.
Om
eftermiddagen inden festen startede ville vi piger ind til land for at se
om vi kunne finde en vandhane, så vi kunne få et ferskvandsbad. Efter at
have gået et par kilometer uden resultat stoppede der en bil, hvor en
lokal dame steg ud, og spurgte os, hvor vi var på vej hen, da vi fortalte
hende at vi ledte efter et sted at bade inviterede hun os hjem til hende.
Vi kørte med hende og manden hjem, til hendes vanillia-farm. Huset var
som alle huse hernede en faldefærdig rønne, indvendig var der også kun
det nødvendige. Vi blev vist om til husets bad, som bestod af en vandtank,
som stod en meter fra grisestien. Det var noget af en oplevelse, det havde
været mere hygiejnisk at vaske sig på båden, men nu fik vi den
oplevelse og en masse mygstik med i tilgift. Vi badede to ad gangen den
ene vaskede sig, mens den anden prøvede at holde myg på afstand.
Efter
badet inviterede hun og på vand og videofilm, så vi sad og hyggede os,
medens hun fortalte om hendes aner tilbage til vikingerne, og hendes mand
som var søn af den sidste høvding på Huahine. Det var ret spændende at
høre om de gamle krigertraditioner, som de lokale først nu var begyndt
at dyrke igen, efter at det blev forbudt da franskmændene koloniserede øerne.
De
tre dage vi var på Huahine regnede og blæste det næsten konstant, så
den bliver nu kaldt for regnvejrsøen. I går morges begyndte vi så vores
tur tilbage til Tahiti, det var en hård tur for mange af os. Bølgerne
var høje og vi havde vinden og strømmen lige imod os, så der skete en
del ofringer til den kære Kong Neptun.
Vi
har netop lagt til i Papeete havn, og vi har lige været oppe på
McDonalds, det var simpelthen guld værd, men jeg kunne ikke spise op, da
min mave er blevet lidt ødelagt af alle de ofringer. I dag eller i morgen
vil vi prøve at gå på nettet, og her skulle det være muligt at bruge
diskette, hvilket gør det hele en del nemmere og billigere, for så kan
jeg sidde på skibets computer og skrive disse lange breve.
Mange
feriehilsner fra Susan.