Det er vist lidt lang tid
siden jeg sidst har skrevet - det vil jeg hermed prøve at råde lidt bod
på det. Der har været fuld fart på herude siden jeg sidst har skrevet!
Og det er ikke verdens centrum for internet cafeer herude. Jeg troede
ellers at det ville blive meget bedre på Tahiti - men der findes kun 4
computere i hele Papeete (hovedstaden på Tahiti), som kunne bruges til
email, så det var ret svært at komme på - og de 4 computere var særdeles
ustabile! Men sådan er livet jo! Heldigvis har de jo stadig frimærker....
Efter at vi havde sat
Stefan på helikopteren på Marquesas, sejlede Thomas, Rene, Heidi og jeg
mod Tuamotus. Vi smed ankeret på den lille atol Ahe - en atol hvor de
udelukkende levede af perle produktion. Vi følte nu rigtig at vi var
kommet langt væk fra den vestlige kultur. Alle var stort set
selvforsynende herude. På Ahe var der kun en lille købmandsbix - en af
den slags vi havde i gamle dage hjemme i Danmark, hvor købmanden stod bag
disken og rakte de vare over disken som man bad om og afvejede mel, sukker
m.v. Her gælder selvfølgelig
også det kendte begreb: udbud og efterspørgsel! - det vil sige at det
var vanvittigt dyrt at handle der - fx kostede et glas Nutella tæt på 80
kr og en bakke æg (a 16 stk) 40kr - og det skal siges at høns rendte
rundt omkring over hele øen, så fristelsen for at kidnappe en høne var
i høj grad tilstede!! - men vi levede igen højt på hærens dåsemad.
På Ahe mødte vi igen
vores venner fra tidligere, Evening Star og en anden engelsk båd, Persian
Lady - ja faktisk blev alle bådene i bugten nærmest til en stor familie
og vi havde nogle gode fester sammen - vi mødtes til dækparty på en af
katamaranerne og så fik den ellers hele armen. Det er ligesom at vi er en
flok som følges mere eller mindre ad og vi hjælper alle hinanden hvis
nogen løber ind i problemer, eller hvis nogen mangler nogle dimser - for
dimser af forskellig art kan være meget svære at få fat på herude. Det
tager meget længere tid at skaffe reservedelene end at lave selve
problemet - og til tider er det umuligt at få det rigtige og vi må selv
finde erstatninger og lave nogle mere eller mindre fuskløsninger, til vi
igen er et sted hvor vi kan få reservedele.
På Ahe fik vi ellers
dykket til den store guldmedalje, og vi fik også Thomas og Sabine, fra
Evening Star med ud at dykke. Vi samlede et par favnfulde østers, og håbede
at finde et par perler, men forgæves!! - så vi måtte nøjes med at
spise dem til aftensmad. Det er nu ellers ikke den helt store delikatesse
efter min mening - men det var gratis, og det var et væsentlig argument
for os, for at spise dem! For vi var ikke mange der syntes at de smagte
specielt fremragende. Men vi havde nogle temmelig gode dyk, og fik da også
set nogle sorttippede rev hajer - Thomas, Rene og jeg havde et rigtig
"mandedyk" - efter at vi havde ligget og lavet dykkertræning
med Thomas og Sabine. Selv på 40 meter var sigten særdeles god og
korallerne var nok mere intakte dernede - for jeg syntes at der var
forholdsvis mange døde koraler inde i selve atollen. På et tidspunkt
havde jeg den følelse af at jeg svømmede på en koral kirkegård - det
er sørgelig at se alle de døde koraler. Især når de for bare 10 år
siden havde været sprællevende, men det skyldes nok den ekspanderende
perleproduktion som finder sted på mange af atollerne i Fransk Polynesien.
På en af Ahe's utallige
perlefarme, overværede vi en dag hvordan de får en produktion af perler
op at stå - de åbner hver enkelt østers og lægger en kunstig perle ind,
sammen med et stykke farve-væv. De kan således bestemme farven af perlen
som efter et par år bliver dannet inde i den pågældende østers! - det
var ret fascinerende at se. Og jeg kan hilse jer at sige at det er ikke
perlefarmerne som tjener de store penge!! Det er de stenrige kinesere som
sidder på markedet og som nærmest egenhændigt bestemmer prisen. En
perle købt direkte hos farmerne koster mindre end en 1/10 af hvad de
koster i en butik på Tahiti!
Efter en lille uge på
Ahe, besluttede vi at sejle til Rangiora. Nu skulle der for alvor dykkes,
Rangiora er jo et af verdens vidundere når det drejer sig om dykning.
Mange TV udsendelser er filmet her, og det er et af de største
samlesteder for gråhajer - der er en hule som direkte er opkaldt efter
hajerne, "Sharks Cave" - her er det ikke unormalt at se omkring
50-60 gråhajer! - desværre var det ikke muligt for os at komme derud,
for strømmen var for stærk til vores 2hk påhængsmotor og den var
udelukkende udadgående - ja jeg ved at det lyder underligt at strømmen
udelukkende er udadgående i en hel uge i træk, men det var tilfældet.
Det skyldes at lagunen var så fyldt med vand, pga kraftig blæst de
seneste dage, at det havde svært ved at komme ud. Ærgerligt, men der var
meget andet at se på - bla. overværede vi et par hajfodringer og havde
et par virkelig fantastiske strømdyk - som beskrevet i et tidligere brev.
Rangiroa, verdens næststørste
atoll - hele Tahiti kan ligge inde i lagunen. Det højeste punkt på
Rangiroa er 2,5 meter over havets overflade - ja og dertil kommer så
palmerne selvfølgelig!!! De lokale er, ligesom på Ahe, yderest hjælpsomme
og altid smilende. Det er aldrig et problem at få et lift når man skal
ud på en længere tur. De stopper nærmest af sig selv og så er det bare
op bag i deres pick-up eller lastbil - Det er meget få alm. biler der kører
rundt herude. Det er en hyggelig måde at komme frem på - og så er den
yderst billig.
I løbet af de sidste
dage på Rangiroa kom et gevaldigt lavtryk og det blæste kraftigt op - Vi
havde, som vi plejer at gøre, smidt 2 ankre så der skulle ikke være den
store ko på isen - dog var der en heftig aktivitet på ankerpladsen, og
flere både rev sig løs. Bølgerne havde bygget sig op til ca 1 meter
inde i lagunen og vi huggede voldsomt i søen. Vi var taget over til
Evening Star for at få morgenmad - da Thomas pludselig rejser sig op og
kigger efter vores båd. Jeg syntes at den er længere væk end den plejer
at være, siger han. Jeg rejser mig og ser at den er mindst 40 meter længere
væk!!! - afsted røg Rene, Thomas og jeg i dinghien. Snoren som vi
aflaster ankerspillet med var sprunget og alt vores kæde var løbet ud!!
Heldigvis var kæden sat
fast i den anden ende. Men vi havde nu over 80 meter kæde ude, som nu
gerne skulle trækkes lidt ind for hvis vi begyndte at svinge alt for
meget ville vi temmelig sikkert ramme en anden båd! - Jeg kan forsikre
jer, at det er hårdt arbejde at hive 40 meter kæde ind når båden
hugger så voldsomt i søen som her var tilfældet. Selv med hjælp fra
motoren tog det det bedste af en time!!! - men så havde vi jo også fået
dagens motion!
Efter et par fede dage på
Rangiroa sejlede vi mod Tahiti. Vi havde lige et par ting som skulle fixes
på båden før hele flokken af venner og kærester kom på besøg. Vi
brugte 5 dage på at lave et par reparationer og montering af de nyindkøbte
solcellepaneler. Ligeledes var vi på udkig efter en bedre motor end vores
2HK Honda - Denne gang ville vi have en større motor som kunne bringe os
sikkert frem og tilbage fra vores dykkerture - Vi dykker nemlig ofte lidt
væk fra ankerpladsen, og det ville være rart hvis vi kunne sejle med 3
mand incl dykkergrej.
Vi fandt et godt tilbud på
en helt ny Mercurey 15HK påhængsmotor - Vi blev enige om at det var en
god investering, og så var vi også ved at være lidt træt af at blive
ved med at reparere på den gamle Honda. Men en sådan investering griber
hurtigt om sig, for nu kunne vi godt bruge en større dinghy!! Men et var
sikkert, der var ikke råd til en ny dinghy! En dag mødte vi så en
amerikansk sejler som var forlist med sit skib på Tuamotues atollerne for
14 dage siden - Til vores held var han stadig i besiddelse af hans dinghy,
en forholdsvis stor dinghy!!! - og han var meget ivrig efter at sælge og
vi blev enige om at købe den, hvis vi kunne finde den rigtige pris. Vi
blev enige om 250 USD - det var vist lidt af et røverkøb, men han var
tilfreds og det var vi i høj grad også. Nu havde vi både en større
dinghy og en ny motor.....og jeg kan hilse og sige at den nye motor
fungerer perfekt. Nu kommer vi hurtigt og let frem til vores dykkersteder,
men lidt af spændingen er gået af det - for den nye motor starter hver
gang!!!
Vi havde selvfølgelig
også tid til at nyde festdagene på Tahiti. Der er nemlig Tahiti festival
i hele Juli måned, og det går ikke stille af - Alle de forskellige
folkeslag som findes i Polynesien møder op og udfører gamle nationale
danse, der bliver konkurreret i alle mulige former for sport - mest berømt
er udrigger kano løbene og banan løbene. Det sidste går ud på at bære
en træstamme påhængt med et par klaser bananer rundt på en kuperet
bane. Det var en kæmpe oplevelse at overvære!
Det var alt for nu! - der
kommer snart mere, bare rolig! Det skal lige have sig tid til at blive
formet til ord. Det kan godt tage sin tid, herude - for vores tempo herude
er jo lidt anderledes end det tempo I andre arbejder i derhjemme!
Med mange hilsner fra den
sydlige halvkugle
Dennis