Mandag den 16 april begav vi os ud på
Stillehavet. Mellem store tankskibe som er opankeret og venter på transit
gennem kanalen og med Panama City i baggrunden, fulgte en stor flok
delfiner os på vej.
Kursen blev sat mod Islas Perlas, en ø-gruppe
ca. 40 sømil ud for Panamas kyst. Vi passerede en doven havskildpadde og
en død delfin. Lige så søde og forunderlige som delfiner er når de er
i live, lige så afskyelig lugter de når de ligger døde i overfladen. Vi
nåede frem sidst på eftermiddagen til øen Contendora, som vi havde fået
anbefalet af Carsten i Panama.
Vi gik øen rundt, så på de små fly og
helikoptere som fløj turister til og fra øen. Vandet var rent, dejligt
og forfriskende da vi lå i vandet og nød solen gå ned. Næste dag
havde vi to missioner.
Vand og Diesel! Taktikken gik på at vi 2
og 2 skulle finde målet. Bevæbnet med 30 dunke og lidt dollars, trak vi
dinghien op på stranden, ønskede hinanden held og lykke - for vi havde hørt
at det skulle være svært, at opdrive vand og diesel her, men det skulle
dog alligevel have et forsøg. Vi begav os i hver sin retning. ”Mission
Diesel” vidste hvor de skulle slå til, mens ”mission
vand” stod på bar bund.
En person på en scooter blev kontaktet
af ”mission vand”. Han kunne
oplyse os at der var udelukkende dårlig vand over hele øen - men at han
tilfældigvis havde sin egen boring med godt vand! Det eneste problem var
at hans hus var omme på den anden side af øen - men hvad gør man ikke
for at få godt vand til turen over det store hav. Det lykkedes at finde
hans hus og hans kone var meget villig til at hjælpe med at få vore
dunke fyldt.
Max, som han hed, startede sin Fiat - den
havde vist ikke været startet i lang tid! - men den kunne dog fragte
udbyttet af ”mission vand”
tilbage til stranden. ”Mission
Diesel” blev også vel udført, dog brændte dieselstanderen på den
primitive tankstation af. De sidste par liter diesel blev hældt ned i
dunkene, mens standeren var dækket i røg! - for det var ikke hver dag
den skulle pumpe 150 liter op.
Tilfredse med dagens missioner lettede vi
anker for at sejle mod Islas Perlas' sydligste ø, Isla del Ray. Her havde
vi en aftale med Evening Star og en god middag ventede forude. Vi nåede
frem et godt stykke hen under aften og måtte gå det sidste stykke, næsten
udelukkende på vores radar - Tak i himlen hvor er det dejligt med disse
nymodens dimser! Desværre var her ingen Evening Star! - hvor f.…. var
de blevet af! De skulle da længe ha' været her!, nå det kan jo være at
de ligger og ruller lidt rundt mellem Panama og Isla del Ray!
Næste morgen blev vi kontaktet af et par
lokale fiskere. De talte udelukkende spansk og det er nok ikke vores stærkeste
side - faktisk er noget af det eneste vi kan sige Cerveza. Trods det
forstod vi, at de ville fange fisk og komme tilbage til os med frisk fisk
hvis vi var interesseret. Det lød jo lækkert! De pludrede løs og vi
svarede dem på dansk, jo det var en hyggelig samtale vi der havde. Men
det så ikke ud til at de tog nogen notits af at vi snakkede dansk og de
spansk. De var glade for at snakke og vi fik jo alligevel mening ud af
samtalen - hvad skal vi dog med alle de sprog!
Når vi nu alligevel ville vente et par
dage på Evening Star, kunne vi jo ligeså godt lege opdagelsesrejsende.
Det første som skulle udforskes var floddeltaet som vi havde ankeret op
ud for. Der var ikke meget vand i floden. Men der var til gengæld mange
små fisk og krabber. Vi gik et godt stykke ind på øen langs og i
floden. Der var masser af mangrove bevoksning og det var en fornøjelse at
se så uspoleret natur.
Hvor flod og hav mødtes lå et par små
hajer (nursesharks) og nød varmen fra solen. Det kan nok være at vi sørgede
for at lave rigeligt med larm, så vi ikke lige pludselig jokkede på en
af dem. Bredden vrimlede med små krabber som boede i sneglehuse mellem
stenene. Det var temmelig store røde krabber, som benede hen over standen
iført sneglehuse af alle slags - jo det var noget af et syn!
Efter frokost blev vi enige om at sejle
ned til den lille landsby Esmeralda, for at se om de kunne byde på et par
cerveza'er. Vi hev ankeret op og sejlede de få mil hen til byen - og
kastede på ny ankeret. Lige da vi havde ladet ankeret gå, kom den lille
fiskerbåd fra før hen til os. De havde friske fiske til os, et par
redsnapper. Herligt - så var aftensmaden jo også reddet i dag. Med eet
begyndte et ordentligt regnskyld! Det væltede pludselig ned fra himlen.
Selvom der kun var få hundrede meter ind til byen, kunne vi ikke længere
se den. Nu er det sådan at her ombord (..og på de fleste øer i
Stillehavet) at ferskvand er meget dyrebart. Så da det nu væltede ned,
med frisk ferskvand, så smed vi alt tøjet og fandt vores regnvandssamler
frem - mens regnen piskede ned blev der samlet over 100 liter vand, vi
blev alle vasket med sæbe og alt vores tøj blev vasket. Vi kunne ikke
lade være med at grine, vi ville have været et godt grin i "Ren
kagemand". Men vi var rene og båden var fyldt til randen med
ferskvand - det stod faktisk rundt om i gryder, spande, krukker og skåle!
Nå det var det med de kolde øl vi kom
fra! Vi tog dinghien ind og gik i land lidt uden for byen, som ikke var
meget større end en fodboldbane. En flok på 10-15 unger kom løbende os
i møde. Et par stykker var modige nok til at komme helt hen og hjælpe
med at bære dinghien op på land. Det så ikke ud til at de havde set en
gummibåd før og flere var også henne og røre ved os - det er nok ikke
hver dag at de får besøg af hvide folk! De lokale stoppede med at
arbejde da vi ankom, de fremmede skulle lige ses an. En mand kom os i møde,
gav hånd og som fiskerne pludrede han løs. Vi forstod heller ikke her
ret meget. Men på vores forrygende spanske fik vi gjort ham klart at det
da kunne være rart med en øl - det var jo en måde at komme i kontakt
med dem på.
Han gav os tegn til at følge efter ham
og med et mindre følge begav vi os op i byen. Hvide mennesker kunne man høre
blev sagt - og alle kiggede ud af døre og vinduer for at se os. Det var
en lidt underlig fornemmelse sådan at blive begloet. Husene var lavet af
leca-sten, nogle stod i rå leca, andre var delvis eller helt fint pudset.
Flere af dem var malet, dog var malingen de fleste steder skallet delvis
af. Vi blev vist ind i et hus - det var nok "kroen". Det var dog
kun et goldt og firkantet rum, med en primitiv disk langs den ene væg.
Men hvad betød det? De havde kolde øl og størrelsen var som en dansk
Hancock.
Vi satte os på 5 små hjemmelavede
skamler. Vi præsenterede os med navne og vores guide viste os stolt sine
børn som forlegent gav os hånden. De andre børn legede ved døren, og når
vi fik øjenkontakt med dem lyste de op i et smil og stak af. Vi fik os
snakket frem til at han ville tage os hen til den lokale biks - en lille
butik hvor udvalget var særdeles begrænset. Vi købte lidt sodavand og
et par løg - for vi var jo nærmest tvunget til at købe lidt, da de nærmest
havde åbnet biksen for os! Dennis ville gerne have postet nogle postkort.
Vores guide misforstod os og vi blev vist op til den lokale skole, som var
opført i en helt anden byggestil end resten af byen. Den var også væsentlig
mere velholdt end resten af husene. Nær skolen var også nogle flotte
bambushytter. Høns og hunde gik ud og ind af husene som de havde lyst til
- men et posthus/postkasse havde de ikke. Det lod ikke til at man havde
det helt store at bruge et posthus til! Børn og beboere vinkede pænt
farvel da vi sejlede ud mod båden igen.
Vi hev på ny ankeret op og sejlede
videre ned langs øen og smed ankeret på sydspidsen af øen. Her håbede
vi på at Evening Star måske ville dukke op næste dag. Dennis og Rene
fik øje på en radiomast i land og tog dinghien derind for at låne deres
radio - den ville nok kunne række længere end vores VHF på båden. Vi håbede
stadig på at få fat i Evening Star, dog gav heller ikke dette noget
resultat. De var heller ikke dukket op næste morgen og vi blev enige om
at gå mod Galapagos. Vi nåede dog ikke så langt før vi igen stoppede.
Vi røg alle en halv meter frem og var alle klar over, at vi havde ramt et
klippestykke. Fuld bak, Rene røg i vandet med en line om maven. Men til
alt held havde vi kun fået en mindre ridse og lidt maling var skallet af.
Efter dette ikke helt planlagte stop, var vi endelig af sted på den store
rejse. Endnu engang blev vi fulgt på vej af en flok delfiner og en lille
flok Grindehvaler blev det også til inden mørket faldt på.
Den gode vind vi havde sejlet ud med,
holdt hurtigt op og blev afløst af totalt vindstille. Vi var klare over
at det var om at komme syd på og ud af Gulf of Panama, så vi sejlede for
motor de næste 16-17 timer. Vi vil spare jer for detaljerne af de næste
4-5 døgns sejlads. For det var et orgie af vind fra alle verdenshjørner
(når den altså var tilstede!), høj sø og modstrøm! For herefter at
blive rimelig stabil, dog med direkte modvind og stærk nordlig gående
strøm - men trods alt vind, og det er det altafgørende.
Sejladsen til Galapagos er frygtet af
mange sejlere for området er under direkte indflydelse af Intertropical
Convergence Zone, også kaldet doldrums. Det er et område som adskiller
passatvindene mellem den Nordlige- og sydlige halvkugle. Dette område er
præget af et lavt barometer tryk, vindstille og en ufattelig varme og
luftfugtighed som næsten ikke er til at bære. Der er sejlbåde som har
taget mere end 70 dage om at sejle distancen Panama-Galapagos! - derfor
har vi tanket godt med diesel, for vi har ikke tænkt os at vi skal dø
med en rose i røven derude! Vi skulle jo gerne nå Tahiti i år. På
denne del af turen blev ækvator også krydset. For enhver sejler er det
at krydse Ækvator noget ganske særligt. At komme sejlende fra den
nordlige halvkugle og passere porten til sydhavet har i sig selv stået
som et mål for os. Det at krydse Ækvator er også forbundet med mange
traditioner og ritualer. Vi havde forberedt en ceremoni med tilhørende
fest når den berømte meridian blev krydset. Jo det skulle ikke gå
stille af - hver lejlighed vi har til at lave dagene lidt festligere
bliver udnyttet. Om det så er et familiemedlems fødselsdag, om det er
halvvejs over Stillehavet eller om det er Ækvator som bliver krydset så
bliver der lavet kager. Der bliver kræset lidt mere for maden og et par
romsjusser bliver nydt. Det er en gammel skik at man viser Hans Majestæt
Kong Neptun, som er herskeren over verdenshavene, respekt og gør hvad han
forlanger for at kunne færdes sikkert i hans baghave, den sydlige
halvkugle.
Da ingen af os før havde krydset ækvator
meridianen, er det skik og brug at man skal have nye navne og gennemgå en
renselsesproces af sjælen til ære for Kong Neptun. Hvis dette ikke udføres
vil man ikke kunne sejle sikkert på den sydlige halvkugle. Så det er
seriøse ting vi her har vovet os ud i!
Da båden den 29/4 kl. 9.11 drev over ækvator
holdt skipper Dennis følgende tale:
Jeg, Kong
Neptuns ærbødige tjener, har i dagens anledning fået æren at sørge
for at det gode skib DREAM med besætning kan sejle sikkert på den
sydlige halvkugle, nu og i al evighed. Det er kommet til min kendskab af
hele besætningen er en flok landkrabber og bolværksmatroser som indtil
nu kun har nullet rundt på de nordlige breddegrader. Vi, Neptun - hersker
over havene vil kun lade jer og skibet passere ækvator, porten til
sydhavet, hvis alle hedninge underkaster sig en renselsesproces -
indvendigt som udvendigt og lader sig døbe som ægte sømænd. Er
alle hedninge og landkrabber indforstået hermed? - Jaaah blev der råbt
i kor! I vil nu indtræde i rækken af brave søfolk og jeres blod i
årene vil for bestandigt være af det pureste saltvand! I vil til evig
tid blive draget af himlen, havet og de friske vinde, som vil fylde jeres
sjæl og hjerte med lykke og kraft. Vi, Neptun, døber nu sømanden:
·
Hvalros Mundgodt alias Stefan Laursen
·
Søulk Hakkenød alias Rene Krath
·
Søanemone Morgencreme alias Heidi Sørensen
·
Makrel Morgenskrål alias Dennis Østergård
Bagefter blev renselsesprocessen gennemført.
Det skete med øl som blev godt og grundigt rystet og alle blev herefter
grundigt "sandblæst" med godt amerikansk øl. Herefter blev en
flaske god Champagne nydt, sammen med de nybagte kokostoppe! Jo det var en
grænseoverskridende fest, kan man sige!! Vi var jo selvfølgelig også nødt
til at checke om nu også vandet løb den modsatte vej ud af vasken når
vi fyldte den med vand og trak bundproppen. Der skete faktisk det at
vandet ikke løb rundt, det løb "lige" ud - mærkeligt men
sandt!!
Der gik 12 døgn før vi var på
Galapagos. Vind havde vi generelt ikke meget af og strømmen var
hovedsagelig imod - det blev til ca. 56 timers sejlads for motor - det var
næsten uudholdeligt. Men frem kom vi jo! Da vi endelig fik
landkending på Galapagos, blev vi modtaget af en flok Grindehvaler
efterfulgt af delfiner. Vi blev hurtigt klare over at vi var kommet til et
område som var rigt på dyreliv - for inden mørket igen havde sænket
sig havde vi også set en stor Sejhval, søløver, havskildpadder og et
hav af fugle. Vi blev mere og mere begejstrede - dette lovede godt for
vores tid på Galapagos øerne.
Vi var blevet anbefalet øen Isabella,
det kostede godt nok endnu en nat på havet! Men det skulle være det værd. Galapagos
øerne ligger 800 kilometer ude i Stillehavet. De 12 Øer er ejet af
Ecuador og er i dag en stor national park. Alle øerne er vulkanøer og er
i historisk sammenhæng ikke ret gamle. Man mener ikke at de er mere end 2
millioner år gamle - og der er stadig gang i vulkanerne. Det er ikke mere
end 10 år siden at 2 af vulkanerne på Isla Isabella var i udbrud.
En af grundene til at øerne er blevet
kendt af alle er det helt unikke dyre- og planteliv som eksisterer på øerne.
Der skyldes øernes isolering fra fastland. Her findes arter som ikke
eksisterer andre steder i verden. Dykningen er også helt i top på øerne,
i 1999 blev de kåret som verdens bedste dykkersted. Derfor har man fredet
store dele og kaldt det nationalpark. Der bliver fra myndighedernes side
gjort meget for at bevare naturen. Det som de især ligger vægt på er at
holde turister væk fra bestemte dele af området. Det bevirkede i gamle
dage at søfolk havde meget svært ved at få landgangstilladelse. I dag
er man mere fokuseret på flyturismen og for at skræmme sejlerne har man
fastsat nogle skyhøje priser for at indklarere i landet. Vi snakker her
om et par hundrede dollars per mand for at få lov til at sejle i området.
Det bevirkede at vi besluttede ikke at indklarere - og var således i
landet på ikke helt lovlig vis.
Den første ø, Isabella, er den største
af alle øerne. Der findes kun den meget lille landsby, Villamil, på den
sydlige ende af øen. Resten af øen er ren vulkan ørken og frodig
bevoksning. Øen har ikke haft nogen egentlig by før for et par år siden
hvor man begyndte at anlægge Villamil og den er stadig under opbygning.
De eneste fremmede som er på Isabella er sejlere - for den lille lufthavn
der nu er lavet bliver kun brugt til forsyning og lokal transport. Det er
virkelig en ø, som står uspoleret hen og det var også grunden til at vi
valgte at tage dertil. Dog havde vi håbet på at vi kunne tanke vand og
diesel til resten af turen over Stillehavet der - men der var ingen
benzinstation og for den sags skyld heller ikke nogen bank, så vi var nød
til at gå til hovedøen Santa Cruz for at få ordnet disse små ting.
Isabella har et opfostringscenter for
skildpadder - her bliver der opfostret de arter af skildpadder som findes
på øerne og efterfølgende bliver de sat ud i naturen. Stedet er
oprettet for at de sjældne arter ikke helt skal uddød. De lokale kan
nemlig ikke helt forstå at de ikke længere kan spise skildpadder - for
det har de jo gjort i flere generationer. Det er særlig folk som i
generationer har levet oppe i bjergene og har været selvforsynende med
alt. De slår stadig skildpadder ihjel for at få aftensmad på bordet.
Synd, ja men kan man fortænke dem i det?
Vi har altid anset Galapagosøerne for at
være dyre - muligvis også pga. den høje pris for indklarering. Men vi
blev sandelig overraskede da vi en dag spiste på en lokal beværtning. Vi
spiste alle 4 alt hvad vi kunne og med tilhørende cola'er - pris: 5USD -
det var altså nærmest dyrere at spise på båden end at gå ud at spise!
Fantastisk land!
Vore venner, Graham og Barbara, fra
England var også ankommet til Villamil på Isla Isabella. Det var dem som
Rene og Heidi hjalp igennem Panama-kanalen. Det var et dejligt gensyn - de
havde haft en lidt mere rask tur fra Panama, men de havde også brændt
noget mere diesel af. Vi blev straks inviteret over på deres katamaran,
"Persian Lady" til en enkelt flaske rødvin eller 7!
Midt under aftens samtaler, beklager
Graham sig lidt over sin computer. Den kunne ikke længere tænde, og
velvillig som Dennis er, tilbyder han sin hjælp. Men det lykkes ham ikke
at få den til at køre igen. Om det var mængden af rødvin, eller
manglende viden skal være usagt. Vi aftalte at vi ville følges ad op på
den store vulkan dagen efter. Vi startede ud tidligt om morgenen med
morgenmad på den restaurant der havde arrangeret turen. Derefter havde vi
en times kørsel på ladet af en gammel pick-up. Ved endestationen ventede
vi en kort stund, og guiden kom gående med heste. Den videre færd skulle
foregå på hesteryg. Lidt af en udfordring, da det kun var Heidi som
havde prøvet dette "køretøj" før. Vi andre havde kun haft
fornøjelsen af en zoo-model. Det gik nu vældig godt og inden længe gik
det fremad i galop. Vi havde 45 min. på dette torturmiddel af en saddel,
der var hjemmelavet af træ/metal og så nogle lærredsposer som dækken.
Turen sluttede ved et stort træ, hvor vi
steg af og fortsatte til fods. 30 minutters gang gennem en ørken af lava
og smeltet sten var hvad der mødte os. Det mindede om landskabet i en
gammel science fiktionsfilm. Ingen bevoksning, kun heden fra de sorte
sten. Endelig nåede vi frem til målet. En vulkan der dampede. Her var
varmt og rundt omkring var der huller ind i lavaen, og de dannede en slags
ovn med en temmelig høje temperaturer. Hånden blev proppet ind i
hullerne men den blev der ikke ret længe!!!!
Da vi havde set hvad vi skulle og skudt
et par film af, gik turen hjemad i modsat rækkefølge. Det var en
fremragende tur, men det med hestene giver nu en lidt for øm bagdel..... Sikkert
tilbage på båden igen, fra de uvante kreaturer, blev vi enige om at vi
ville ud at fange hummere med dykkergrejet på. Vi fik alt dykkergrejet
fundet frem, det havde været stuvet godt væk siden Isla Grande, Panama.
Vi fik grejet på og Dennis var allerede i vandet. Stefan hopper i, men
har svært ved at holde sig flydende. Dennis kan ikke i vandet se hvad der
er galt - op igen med Stefan. Det viste sig at den ene ventil med tilhørende
ponyflaske var faldet af. Det bevirker at der er et hul på størrelse med
en femmer ind i opdriftsvesten som så hurtigt bliver fyldt med vand i
stedet for luft. Dennis og Rene prøver at finde de forsvundne ting, men
forgæves det er blevet for mørkt (..hummere jages om natten!) og sigten
på ankerpladsen var meget ringe - den var faktisk så ringe at Rene dagen
før, ramte sandbunden med hovedet inden det gik op for hans øjne at der
altså ikke var dybere!!
Vi prøvede at lave en pejling så vi næste
dag kunne finde hvor grejet var tabt. Næste morgen gik vi så i gang med
søgningen. Det var en svær opgave for sigten var stadig meget ringe. Det
lykkedes dog langt om længe, ved fælles hjælp, at finde det hele! De 3
gutter var stolte over at det var lykkedes at finde det tabte grej under så
svære omstændigheder. Alt grejet er igen læsset op på båden - da
Dennis forsigtigt spørger om der er nogen der har taget hans dykkermaske.
Det var ikke tilfældet! Alt blev rodet igennem, den var væk - og der var
ikke så mange andre steder end på havets bund hvor den kunne befinde
sig. På med udstyret igen - og en ny eftersøgning bliver iværksat. Til
alt held fandt vi også masken efter et kvarters søgen.
De brave 3 gutter mener selv at det var
en øvelse for at vedligeholde deres træning under vandet - øvelsen blev
kaldt: Smid-væk, Søg, Find øvelse!!! Det er på Galapagos strengt
forbudt at dykke på egen hånd og man kan være helt sikker på at de
lokale dykkere nok skal melde en hvis det bliver opdaget. Så hvis vi
skulle opleve verden under vandet på Galapagos, måtte vi nok hellere
melde os under fanen hos nogle af de etablerede dykkerforretninger. Disse
fandtes kun på de lidt mere civiliserede øer og da vi jo alligevel
skulle over til Santa Cruz for at hente vand og diesel kunne vi jo lige så
godt komme afsted - det tydede jo heller ikke på at sandbunden i Villamil
var særlig interessant! Det kunne jo også være at Evening Star ville være
på Santa Cruz, så vi besluttede at hive ankeret og stikke næsen mod
Santa Cruz.
Det var en dejlig natssejlads til Santa
Cruz, der var dog temmelig mange både i bugten, men vi fandt en lille
plads at putte det gode skib. De næste par dage gik med at få fyldt vand
og diesel på båden. Det var ikke så let her som vi var vant til, for
det hele skulle bæres ned til båden i dunke. Vand skulle hentes oppe på
vandværket, 2 km fra havnen og lige ved siden af vandværket lå øens
eneste benzinstation. Vi var nødt til at tage turen et par gange for vi
havde kun 2 vand- og 4 dieseldunke! Men man kommer tæt på den lokale
befolkning når man sådan skal have praktiske ting klaret. For vi var jo
nødt til at få et lift både frem og tilbage fra vandværket - men det
gav os mulighed for at få en snak med de lokale. Der fik vi også
informationen at der var en dansk dykkerguide som arbejdede hos en af
dykkerforretningerne! - perfekt, tænkte vi - og afsted røg vi straks for
at få en snak med hende.
Vi var efterhånden blevet sultne efter
et dyk eller 2. Heidi, hed hun og var 24 år - og instruktør på en af øens
største dykkerforretninger. Det var længe siden Heidi havde snakket med
andre danskere og vi fik nogle gevaldige hyggelige timer sammen. Hun tog
os bl.a. med ud at spise på en af de gode lokale steder og vi fik en snak
om alt mellem himmel og jord. Hvor er det dejligt at være dansker, vi følte
jo allerede at vi kendte hende da vi mødte hende! Det er som at være
medlem af en stor familie. Dog har det nok også noget at gøre med at hun
havde den samme indstilling til livet som vi har herude. Hun var også
tidligere backpacker og havde rejst Mellemamerika tyndt - det er ligesom
man kan mærke på folk som har rejst meget, at de er meget afbalancerede,
har en tilpas afslappet indstilling til livet og lader sig ikke så let gå
på af bagateller. Desuden har de ofte, som Heidi, let ved at komme i
kontakt/snak med fremmede mennesker.
Selvfølgelig aftalte vi også et par dyk
med Heidi - for det store mål på Galapagos var jo dykningen. At dykke
her er noget alle dykker gerne vil opleve, og det gjaldt også os. Vi var
alle fire parate til det helt store sus, men da Heidi ikke var helt på
toppen om søndagen, ej heller om mandagen meldte hun fra. En skam kunne
de andre fortælle senere. Dykkerturen skulle give os oplevelser af et sådan
format og art at vi ikke havde set lignende før. Og uha hvor var det
godt...
Vi blev hentet ude ved vores båd,
hvorefter der var 45 min. sejlads til Gordens Rock. Gordens Rock er et par
store klipper der rejser sig ud af vandet et par km fra
"fastlandet". Her er alt hvad en dykker har brug for. Vi var
heldige med sigten, for det havde lige været fuldmåne og dermed også
springtide, altså meget høj- og lavvandet. Dette giver gerne en ringe
sigt, men som sagt var sigten god. Umiddelbart efter ”ihoppet” kom en
søløve os i møde. Den drejede dog af igen. Kort tid efter så vi ude i
"det blå" en Galapagoshaj glide forbi. Dette var vist alles
haj-debut. Meget stille og roligt må man sige.
Turen fortsatte og Heidi, ledte os gennem
en slugt mellem to klipper. Der var masser af farverige fisk, en
havskildpadde kom svømmende forbi, endnu en Galapagoshaj, og så kom den,
den længe ventede hammerhaj. Hammerhajen er noget specielt med dens
hammer-formede hoved. En af de ting der gerne står højt på dykkerens ønskeliste.
De optræder gerne i flok, men denne var alene. En ny skildpadde blev
spottet, og mens vi holdt fast i klippen for ikke at forsvinde med den
relative kraftige strøm som løb i slugten, viste Heidi os en meget godt
camoufleret fisk. Det var en skorpionfisk. Vi var omkring 1/2 meter fra
den, men det var først da hun viste os dens øjne og mund, at vi opdagede
den. Det er en slags fladfisk. 40 min var nu gået og Stefan, der havde
lidt snue, var lav på luft. Han blev sendt op sammen med Dennis (held for
Rene - for Dennis og Rene havde lige meget luft tilbage), og han blev nede
sammen med Heidi. Og hvilket held!!!! Et par minutter senere kom en flok på
60 - 100 (Rene talte 60!) hammerhajer glidende forbi i en afstand af ca.
10 meter. Man var næsten helt lamslået af dette fantastiske syn. Hele
ens opmærksomhed blev rettet mod denne kæmpeflok - imponerende!
Dykket afsluttedes efter 58 minutter med
at Rene og Heidi kom helt ind på en god stor havskildpadde. Men Rene brød
dens 30 cm. personlighedsgrænse og så daffede den stille og roligt af. Andet
dyk foregik lidt længere nord på, selvom vi nu godt kunne bruge endnu et
dyk på Gordens Rock. Stedet hed Seymor. Her kom vi til at se en anselig mængde
hvidtippede hajer. Dovne og relativt ufarlige hajer på 1 - 2 meters længde.
Dykket fik sit klimaks i slutningen da en kæmpeflok Manta Rays, djævle
rokke, kom ”flyvende” over os. Vi gætter på 30 - 40 stk. Disse
flyvende fisk er en attraktion på højde med hajer. Det var mere end en måned
siden man sidst havde set Manta'er der. Så... vi var heldige igen. Vi
havde forhørt os om hvad de lokale mente var vigtigt at se når man nu
var kommet her til Galapagos.
Selvfølgelig skulle Charles Darwin
centret besøges - det må man vel nærmest ikke gå glip af. Og alle vi
snakkede med mente at vi skulle tage ud til Tortuga Bay og bodysurfe!
Charles Darwin centeret var ikke så interessant som det var kendt! - det
var udelukkende skildpadder, som vi efterhånden mente vi havde set nok af
- selvfølgelig var der gamle George. Den 180 år gamle kæmpeskildpadde
som er den sidste af sin art tilbage. Men han var så gammel at han næsten
ikke orkede at rejse sig, og lå for det meste af tiden i skyggen. Der var
dog en interessant indretning - en fold med 6-8 kæmpeskildpadder, som vi
kunne gå ind i. Vi kunne komme helt tæt på de store dyr, og sågar håndfodre
dem! Det gav virkelig nogle gode billeder i kassen, som vi forhåbentligt
kan vise på hjemmesiden inden ret længe.
Samme dag lejede vi et bodysurf-board og
tog til Tortuga Bay. Vi havde regnet med at vi stort set kunne køre helt
til stranden, men der kunne vi godt tro om igen - vi blev af vores lokale
chauffør sat af et sted hvor vi godt var klare over at der var langt til
stranden, ja man kunne ikke engang høre havet! Vi spurgte ham flere gange
om han var sikker på at det var Tortuga Bay - og hver gang nikkede han.
Ok, vi stod ud af bilen og begav os i retning af vandet. Det viste sig at
den eneste vej til vandet var en 2,5 km smal sti - og vi var ikke ligefrem
påklædt til at vandre i den steg hede - men til standen kom vi. Det var
noget af et syn, der her mødte os - det var en kæmpe strand. Den var
utrolig bred og rakte så langt øjet kunne se. Sandet var kridhvidt og
det stod i skarp kontrast til det totalt turkisfarvet vand. Det var et
rigtig surfer paradis - tror vi, for der er ingen af os der er rigtige
surfere.
Een ting er sikkert, det var ikke svært
at finde gode (..store) bølger - det var nærmere svært at undgå dem. Nå!
de lokale surfere lå og padlede på deres surfboards et par hundrede
meter ude så der måtte vi jo hellere komme ud - ingen grund til at
spilde tiden. Men det skal her siges at det kræver sin mand at padle et
surfboard så langt i så store bølger - og vi havde efter alt
sandsynligvis heller ikke den helt rigtige teknik. Det lykkedes os at
komme ud og få et par gode "rides" ind på bølgerne - det var
lige som en ny verden blev åbnet for os, det her var sgu hyl! - og det er
helt sikkert at det ikke er sidste gang vi skal prøve det. Der er fart og
spænding over feltet, det er helt sikkert.
Mens vi lå på Santa Cruz, havde vi, af
andre sejlere, fået at vide at Evening Star lige havde forladt øen og
draget mod Villamil, på Isla Isabella - da vi var ankommet. Vi havde åbenbart
lige misset hinanden - så vi besluttede at sejle tilbage for at se dem.
Det var et dejligt gensyn - og vi fortalte hinanden historier i timevis.
De havde aldrig nået til Isla del Ray, men havde taget en anden ø på
Isla Perlas - derfor havde vi ikke mødt dem der. De troede at de kunne nå
os med deres VHF radio, og troede at vi muligvis ikke var gået fra Panama
endnu. Sådan kan det jo gå - men vi havde virkelig et par gode dage
sammen i Villamil.
Vi tog en svømmetur med søløverne, som
holdt til i bugten nær Villamil. Det var virkelig hyl! Det var som om de
kunne læse vores tanker - vi lå i timevis og legede med dem. Ja lige
indtil en af de store hanner kom og ikke tillod os at lege med deres
mager. En af dem jagtede Stefan hen ad stranden da han ikke forstod deres
signaler - de brøler højt, når det ikke længere passer dem. Men Stefan
skulle lige have et billede! Om han fik det melder historien ikke noget
om.
Den 11/5 kl 14.00 blev der tudet i
diverse horn. "Dream" og "Evening Star" hiver anker og
stikker til søs. 2975 mil venter forude, verdens største ocean. Der
bliver i starten lagt ud med lidt sygdom. Der er flere som skranter lidt -
men af sted vil vi, for vinden er gunstig. Thomas på "Evening
Star" er noget mere syg end resten af os. Og efter 1 dags sejlads
beslutter vi at sende Rene over på "Evening Star", bare et døgns
tid for at hjælpe Sabine med at styre skuden. Deres selvstyrer var nemlig
brændt sammen så turen skulle klares med håndstyring. Det var lidt
interessant at få Rene derover, for søen var ved at blive temmelig hård
og vinden var tiltagende. Men det lykkedes og endnu bedre så lykkedes det
også at få ham tilbage - hvilket nær var gået galt for i nattens løb
mistede vi radioforbindelsen med "Evening Star". Dennis diskede
op med nogle fantastiske navigations egenskaber og vi fik ændret vores
kurs så vi inden for kort tid igen, efter Dennis' bedste vurdering, ville
være indenfor radio rækkevidde. Det lykkes og stemningen var høj da vi
igen fik Rene ombord. Under hele denne tur har vi været heldige med
vinden og strømmen. Vinden har ikke været stabil, men der har hele tiden
været nok af den. Især de første par dage havde bølger som ingen af os
havde forestillet sig. Ikke sådan at det var for meget, kun et par dage
hvor de var gode store og knækkede ind over båden og desværre også ned
til Dennis - så var han våd og lidt småsur!!!
Vinden har ligget fra syd til øst, så
der har været flere forskellige sejlføringer. Det kunne være spiler og
storen, genua og storsejl, Butterfly med 2 genuaer eller Butterfly med
storen og genua - jo vi fik prøvet lidt forskelligt. Vindroret har i
tidernes morgen fået en tår champagne og det må ha gjort godt for den kørte
upåklageligt under hele turen. Dog måtte vi selv stå ved roret hvis
vinden tiltog eller hvis søen rejste sig - og sjovt nok så skete det
mest om natten når man ikke kan se en døjt!!
Vi havde "Friske" grøntsager i
ca. 14 dage. Kartoflerne vi købte på Galapagos var af ringe kvalitet og
rådnede hurtigt. Så den stod på kartofler indtil de var væk, om det så
var til morgenmad så fik vi kartofler, i form af kartoffel-pandekager.
Herefter blev det så til ris og pasta. Det sidste løg blev brugt til en
dorado som vi fangede få dage før vi var ovre. Hvidløgene og chilierne
holdt hele vejen, hvidkålen døde efter 3 uger - men var sprød indtil
det sidste.
Vi var heldige med vores fiskeri. Det
blev både til Tun, Dorados, Guldmakreller og Wahoo. Vi kunne kun gemme de
friske fisk et par dage, for de har det ikke så godt i varmen - men hvis
vi fangede flere fisk tændte vi køleskabet eller lavede
fiskefrikadeller, af den fineste slags. Flyvefisk og små blæksprutter røg
tit ombord om natten, når bølgerne gik højt. Men de var for små til at
fiske med. Så fiskene er fanget med orange eller gule plastblæksprutter.
Dagene over det store hav er gået
hurtigt selvom det er lang tid på søen. Vi havde eftermiddagskortspil
"breme" med popcorn og øl. Vi havde gang i workshoppen hvor vi
har lavet ting af skallerne fra kokosnødderne, fået gebisset fra
red-snapperen op på en fin mahogniplade og ellers fået tiden til at gå
med at fixe de ting som løbende gik i stykker eller blot trængte til en
kærlig hånd.
Vi ødelagde nu ikke så meget, det værste
var da den gamle genua revnede i toppen. Så kom der gang i den gamle
"Singer" symaskine, som enhver museumsdirektør ville have været
misundeligt på. Sejlmagerne Østergård og Krath fik tapet og syet nogle
fine sting og få timer senere var den klar igen. Generelt har biblioteket
været flittigt brugt og de gode sangbøger har også været fremme i ny
og næ. Hvalros Mundgodt arrangerede en lille fest da vi var halvvejs over
det store ocean, med banankage, rom, kolde Colaer og varm romtoddy mens
Gasolin, med "kloden drejer" blev blæst ud af højtalerne. Det
var kl 02.00 om natten efter 10,5 dag på havet. Vores gennemsnitsfart på
denne strækning har været 5,9 knob og 141,6 sømil i døgnet, hvilket er
hurtigt for en gammel dame som DREAM.
Vi var ovre på 21 dage og ankom den 1/6
kl. 18.00 til Nuku Hiva. Så blev der skålet i Champagne og rom og alle
blev i godt humør - for det var jo noget af en præstation vi der havde
udført. Dagen efter ankomsten var en ekstrem lad dag, hvor vi sov længe
og begav os ind på land for at sætte vores ben på fast grund. Det nærmeste
pizzeria blev indtaget - og hvilken gudemad.
Mens vi sad på restauranten kunne vi se
at der var nogen ombord på Dream. Vi var nu godt klar over hvem det var
for vi vidste at Thomas Kruger ville komme. Det var et glædeligt gensyn
da det jo var længe siden vi havde set ham. Den 3. ankom vores
venner fra Evening Star og en lille fest blev arrangeret. Det var rart at
have "familien" samlet igen. Tiden indtil den 6. hvor
Stefan skulle hjem blev brugt på lidt arbejde på båden og det blev også
til en god gåtur op i bjergene. Man har simpelthen brug for at røre sig
efter så mange dage på søen. Dagen hvor Stefan skulle hjem kom. Vi
fulgte ham op til helikopteren der skulle flyve ham til lufthavnen. Han
valgte at tage den sjove tur frem for at bruge to timer i en pick-up. Som
altid er det en trist tid når folk står af båden, men nye gode
venskabsbånd er knyttet!