Tonga
29-10-2000
Så
er der efterhånden gået en del tid her på Tonga, og det må derfor være
på sin plads med lidt nyt fra mig. Tiden herude bruges meget til
afslapning. Det var jo en stressende tur at være 2 måneder i Danmark.
Folk har så travlt. I skulle se det tempo tonganerne arbejder i. Enhver
dansk arbejdsgiver ville få grå hår på hovedet og dø pga. manglende
resultater......
Vi
tog en dag dinghien over til en nærliggende ø for at snorkle lidt. Men
vandet var ret grumset, sikkert fordi det havde regnet en del dagene
forinden. Vi fik dog en dejlig badetur og lidt snorkling på et vrag som
mere eller mindre lå helt oppe på stranden. Efter den afkølende vandtur
gik vi øen rundt. Ikke fordi det var en særlig lang tur, men den var
meget flot. 5 - 10 meter bred, ren og hvid sandstrand var hvad vi gik på.
Himlen var helt blå og temperaturen var helt som I forestiller jer.
På
denne lille ø var der, som det eneste, en hyggelig bar. Vores problem var
at vi ingen penge havde med. Ingen penge, ingen kølige øl......, men vi
blev enige om at de sikkert smagte fortrinligt.
Der
er ikke så mange turistattraktioner på den ø vi ligger ved. Men
et sted er dog helt fantastisk. På østsiden ligger der nogle huler. De
lokale fortæller at ingen ved hvor alle gangene fører hen. De skulle være
meget lange. Første gang vi var derude blev vi mødt af 5 lokale fyre. De
viste os lidt rundt i den første del af hulerne, og viste os den sø de
selv badede i. Vandet var lækkert, om end kun ca. 23 grader. Men hulen
var brugt af mange. Der lå affald på bunden.
Vi
havde taget dykkermaske og -lygte med. Hulen under vandet blev nøje
udforsket. Vi fandt en lille undervandspassage mellem to huler. De lokale
var ret imponeret over at vi svømmede igennem. Den ene spurgte om vi
ville vise ham vejen, og det ville vi. Han kom da også fint igennem. En
anden ville også prøve. Han svømmede dog ikke så godt som den første.
Han var vist meget glad da vi kom op til overfladen igen efter at have været
turen igennem. Derefter var der ikke flere som ville. Til gengæld var de
meget interesseret i det knæklys vi havde medbragt, og i at prøve vore
dykkermasker. Det fik de da også lov til.
Da
vi var kommet ud af hulen inviterede de os til at komme en uge senere og så
følge med dem dybere ind i hulerne. Vi takkede ja.
En
uge senere stod vi så foran hulerne igen. Dykkermaske og -lygte lå i
taskerne og vi var klar. Der kom bare ikke andre end os. Pyt, vi kunne
selv klare det. Vi gik ind til hvor vi var sidste gang, fandt passagen de
lokale havde vist os, og begav os dybere ind i de måske endeløse gange,
hvor det ukendte ventede os. Der var enkelte steder udlagt noget rødt tråd
for at lette vejfindingen. Vi havde 4 lygter med,
2 store og 2 små. Det var faktisk kun de store, der var kraftige
nok til at oplyse hulerne omkring os. De små blev brugt til at se hvor
man satte sine fødder.
Store
sprækker, løse sten, lavt loft, skrænter og ujævnt gulv var nogle af
de udfordringer vi havde under gåturen. Et par steder skulle man næsten
kile sig igennem en lodret sprække.
Disse
udfordringer udløste en naturlig lyst til at rette lyset mod ens gangbane,
og omgivelserne blev på turen ind nedprioriteret. Det ukendte bestod af
en vildt flot hule hvor 2/3 var vand. Vi stod på en klippeblok og kiggede
nedad, og hvor lyskeglen ramte i sin fejen var der vand og flotte
klippeformationer. Loftet i denne drypstenshule var beklædt med spidser i
varierende størrelser. Hulens størrelse var ca. 30 X 30 meter og 10
meter høj. Vi hoppede i badetøjet og kravlede forsigtigt ned i det
ventende paradis. Vandet var helt utroligt skønt. Det var vel samme
temperatur som sidst vi badede i hulen, 23 grader, men det var krystal
klart, ingen alger, ingen grums og ingen dyr. Sigtbarheden var næsten
lige god over som under vandet (i hvert fald når lygterne var slukket...).
Dette
dejlige ferskvand var vores hjemsted de næste 45 minutter. Vi dykkede
nedad og greb fat i et udhæng. Lyste ind under det. Det så spændende ud.
Op og bytte gammelt luft med nyt, og ned igen - lidt længere ind og lyse
rundt. Man blev helt besat af at komme længere og længere ind. Man
skulle lige se om der var noget nyt længere inde. Vi havde snart set hvad
der var at se. Kun et lille indhug i den fjerneste ende havde vi ikke
kigget på. Det så heller ikke ud af meget. Da vi kom nærmere kunne vi
se at der under vandet åbnede sig en helt ny hule. Den var temmelig stor.
Vi dykkede igen ned og det
var virkelig noget.
En
kæmpe hule fyldt med vand. Det var som om vi var de første der havde
opdaget den for alt så uberørt ud. Jeg blev så fascineret af dette at
jeg næsten glemte at man af og til skulle op og trække vejret.
I
samme hule var der en åbning, en dør. Da jeg kom derhen kunne jeg se en
luftlomme et lille stykke derfra. Forsigtigt banede jeg mig vej frem til
den luft jeg godt snart kunne bruge. Stedet var dybt, men smalt. Jeg lå
bag en den store klippeblok som vi havde klædt om på. I stedet
for at svømme tilbage kravlede jeg op på klippen og tog turen til
fods. De huler var bare for fede. Hvem ønskede sig ikke en iltflaske
derinde?? Vi fik os tørret og kom i tøjet.
Tilbageturen
begyndte. Den tur, der herind havde været ganske ligetil at finde pga. de
røde mærker, var nu helt umulig at genkende. Vi havde gået 20 meter og
ingen af os kunne genkende stedet. Vi undersøgte
flere veje, men det tog nogen tid før vi kunne genkende en sten
- den der lignede et fallossymbol.
Derfra
gik det rimeligt med resten af turen. Vel ude af hulen, steg vi ind i
bilen og kørte videre. Målet var nogle blowholes, et sted hvor bølgernes
bryden mod kysten danner vandsøjler som skydes op i luften - en slags
gejser. Det var meget flot, men ikke et sted man bruger meget tid.
Ombord
på båden er vi i færd med så småt at klargøre til turen mod New
Zealand. Riggen kigges efter,
wirer tjekkes, motoren kontrolleres og vi har lige handlet stort ind.
Nu venter vi bare på at få et vejrkort der lover godt vejr, så
er vi nok dem der er smuttet. Vi påregner at gå omkring onsdag og det
tager 10 - 12 dage. Det var alt for nu. Der er jo sket meget mere end det
her, men I skal jo ikke vide alt :)
Solrige
hilsner fra René