Ja,
så er vi nået til Cook-øgruppen! Der er sket en hel del siden vi forlod
Tahiti, og tiden har været præget af stor udskiftning i vores besætning
- selv Rene er taget på "ferie" hjemme i Danmark!
Vi
har i Juli/August haft besøg af en hel flok af vores venner hjemmefra
Danmark. Så som I sikkert kan regne ud at var der fuld skrue på hele
tiden - ja jeg var i hvert fald ikke vant til det høje tempo som nu
herskede på båden. Nu skulle hver dag gøres til noget specielt! - og
vores venner skulle jo se og opleve alt det vi syntes var så fedt herude.
Jeg tror at de har fået en oplevelse for livet. Det var ufattelig rart at
se jer alle herude - det var sgu en god tid vi havde sammen herude!!
De
tog hjem i begyndelsen af August og nu skulle det blive dejligt kun at være
mig og Susan ombord - nu hvor vi i 1 mdr havde været 8 ombord. Men det
viste sig at vore 2 nye gaster, Emil og Stine, allerede var ankommet til
Tahiti og så skulle de jo selvfølgelig have lov til at bo på båden - så
det endte med at vi en aften var 10 mand ombord, som alle havde båden som
deres hjem! Da alle vore gode venner var rejst hjem, var vi så kun 4
tilbage - og vi syntes at vi havde oceaner af plads.
Vi
gjorde båden klar til afsejling, for nu var vi ved at være lidt træt af
storbyen Papeete - ja man bliver hurtigt træt af storbyer når man den
sidste tid har sejlet mellem øer og atoller! - men de har da også deres
fordele, men dem vil jeg dog undlade at komme ind på her. Emil er en gut
sprængfyldt med humør og så kan han alle dansk-top sangene fra de
sidste 30 år!! - og det giver jo altid et plus hos mig - for det er skide
sjovt at sidde og skråle de gamle sange!! Stine er en frisk og sej pige
som virkelig er fysik/kemi nørd. Alt skal gerne kunne leveres i formler
eller sættes korrekt matematisk op, for at hun kan forstå det. Hun har
lige været til fysik OL i England før hun påmønstrede det stolte skib.
Hun kan godt minde lidt om Senne i den retning! Så mon ikke at hun nok
skal falde godt her ombord?
Vores
første stop var Moorea, den lille postkort ø. Det er virkelig en af de
flotteste øer at ankomme til - med det flotte koral rev som omgiver hele
øen og som giver helt fantastiske dykker muligheder. Susan og jeg havde været
der tidligere, da vi sejlede med alle vennerne, men vi mente stadig der
var steder vi ikke havde set. Så vi tog alle en rundtur på øen - på
stop! Vi kom hurtigt op at køre i en pickup van, hvor vi alle sad
behageligt på ladet og kunne nyde den friske vind og den helt enestående
natur.
Vi
stoppede på Nord siden af øen for lige at handle lidt baguettes og lidt
frugt til aftensmaden - inden turen gik videre. Her viste det sig at der
også lå en campingplads hvor Emil havde boet et par dage mens han
ventede på at vi fik os snøvlet til Tahiti (..den eneste flybillet han
kunne få var allerede til engang midt i Juli, så han havde lige lidt tid
til at lege charter turist i!) og han havde på campingpladsen mødt 2
andre danskere som han havde brugt en del tid sammen med - han gik lige
ind for at checke om de stadig var der, mens vi andre kvalte et par
baguettes. Det var de og han skulle hilse mange gange og ønske os en
forsat god tur!
Vi
begav os videre og gik langs vejkanten mens vi ventede på et stop. Den
lokale bus, kom også forbi - men vi ville hellere gå eller tage et stop
hvor vi kunne sidde ude i den friske luft. Men bussen stoppede og ud
sprang de 2 danskere som Emil havde mødt på camping pladsen - det var et
par på 27 år, som var på jordomrejse med rygsæk. De ville lige høre
om vi havde plads til 2 mere til Bora Bora - jo det kunne da godt være!
Vi blev enige om at de da godt kunne få lov til at sejle med til Bora
Bora - det var jo kun et par dages sejlads, så helt galt kunne det vel
ikke gå.
Nic
og Sanne tog straks hjem til campingpladsen og pakkede telt og grej sammen
og kom, hen under aften, ned til båden.
Det
er 2 virkelig humørfyldte personer - Nic har sådan en tendens til at
snakke med Falster accent, og det smitter af på hele båden - nu går vi
alle rundt og snakker med Falster accent. Susan kan næsten ikke klare det
mere!! Selv da jeg skulle give instruktioner om hvordan vi skulle kaste
ankeret blev det gjort med Falster accent! Nic kommer ikke engang fra
Falster. Han har boet det meste af sit liv i København, men bor nu i Vang
i midt-vestjylland sammen med Sanne. Det kommer fra en fodbold kammerat
som var fra Falster og så har det ellers bare bredt sig!!! - og det er så
hyl at snakke med den accent og man kan simpelthen ikke være sur når der
bliver snakket med den accent - den fremkalder automatisk et smil på læben.
Sanne
har den imponerende trang til at være i et køkken og rumstere, med
potter og pander - og jeg kan hilse jer og sige at resultatet hver gang er
imponerende. Hun har sågar sagt at hun elsker at lave mad - nogen gange når
hun får den trang til at lave noget lækkert, udmønter det sig i brød
og kager, og hun har vist aldrig hørt nogen ombord på Dream klage. Jo
man kan roligt sige at de er faldet fint ind i rytmen på det gode skib.
Vi
forlod Moorea med kurs med Raiatea, som ligger på vejen til Bora Bora.
Efter 2 timers sejlads tog vinden af og vi startede motoren. Efter 1,5
times kørsel med motoren kunne jeg svagt høre en forkert lyd - det lød
som en kilerem der var lidt slap. Jeg begyndte at undersøge det, og jeg
fandt ud af at når jeg satte motoren i frigear så holdt lyden op. Det
undrede mig lidt, men det betød vel at der var et eller andet med akslen
eller gearet! - jeg satte nu igen motoren i frigear og prøvede checke stævnrøret
(det er den stang som propellen sidder fast på). Det så fint ud så jeg
prøvede igen at sætte motoren i gear - men nu dødede motoren helt. Lort,
tænkte jeg - men jeg kunne uden problemer tænde motoren igen, men så
snart jeg satte den i gear døde motoren. Nå, tænkte jeg det betyder at
jeg er nød til at klare resten af turen for sejl og så må jeg prøve at
gå ind til Raiatea for sejl.
Jeg
studerede søkortene grundigt og det så egentlig ikke så slemt ud - dog
var indsejlingen (passet) gennem koralrevet temmelig smalt. Men vist
vinden holdt sin retning var det ikke umuligt. Vi fortsatte de næste 80 sømil
uden motor. Vinden begyndte at tage noget til hen under aften og det
udviklede sig til direkte uvejr med regn i stride strømme og natten var så
sort som aldrig før. Der var ingenting at styre efter - alt var bare sort
og med 5 næsten nybegyndere ombord var det ikke lige en ønske situation.
Kun Susan kendte skibet en smule og kun Stine havde prøvet at sejle før
- så det blev en hård nat, men alle gjorde det bedste de kunne. Desværre
kæmpede nogen af dem også med søsygen. Dog var der ingen der på noget
tidspunkt mistede humøret, så helt galt var det ikke!!
Næste
morgen, overtog tågen nattens mørke og sigtbarheden var elendig. Vi var
500 meter fra revet og vi kunne kun høre det! - jeg turde ikke at gå
derind i det vejr, og da slet ikke uden motor. Men jeg var klar over at
jeg var nød til at komme derind og ikke bare fortsætte mod Bora Bora for
herinde var der trods alt mulighed for at der var en mekaniker som kunne
hjælpe os lidt. På Bora Bora er der ikke andet end amerikanske turister.
Vi ventede lidt uden for indsejlingen og efter en times tid klarede vejret
lidt op og jeg besluttede at tage chancen. Desværre var vinden vendt og
vi havde nu modvind gennem passet. Det bevirkede at nu skulle der krydses
gennem den forholdsvis smalle passage. Men alle ombord var klar ved hvert
sit skøde og var fuld opsat på at det skulle gå stærkt når vi skulle
bomme inde i passagen. Det gik faktisk rimelig smertefrit og vi kom ind i
fin stil. Nu skulle vi bare ind til ankerpladsen og alt var klart til bare
at smide ankeret og få stoppet båden.
Vi
kom hen til det sted jeg nu havde udset til os og gav Susan og Emil besked
om at smide ankeret. Men der skete ingen ting!! - ankerspillet havde sat
sig fast, og jeg løb op på dækket for at ordne det, men jeg knækkede
en af tapperne på den møtrik som skal stoppe kæden fra at løbe ud. Det
bevirkede at vi lukkede alle 80 meter kæde ud, men hva' nu var vi i hvert
fald kommet sikkert til Raiatea og båden lå stille. Der blev rigtig
snakket om turen og nu var humøret rigtig højt. Stemningen var dejlig
overstatisk og alle havde den følelse af at have udført en stor præstation
- jo det var fedt at komme ind efter et sådant uvejr.
Vi
var blevet enige om at når vi kom ind så skulle vi have burgere - så
Stine, Emil og jeg gik på indkøb og fandt alle de dejlige ingredienser
som skal til for at lave en perfekt burger. Efter aftensmad var alle
totalt smadret, for søvn var det ikke blevet til så meget af på denne
tur.
Næste
dag begyndte operation "gearkasse" - jeg kendte faktisk ikke
noget til vores gearkasse. Den har bare altid siddet dernede og set fin ud.
Det eneste vi har lavet på den er at skifte olie et par gange, det er
vist alt. Men nu var der ingen vej uden om. Heldigvis havde jeg sendt en
besked via capsat til min onkel og han havde i fællesskab med vores
privat mekaniker Niels Underbjerg fundet frem til nogle tegninger over
vores gearkasse som de havde sendt til min email. Vi aftalte at mens jeg
gik i gang med at kigge på hvordan man afmonterede en sådan fyr så gik
Stine, Emil, Sanne og Nic ud i byen for at hente de pågældende tegninger
og for at forhøre sig hos de lokale mekanikere om nogen af dem havde en
anelse om at reparere en sådan gearkasse eller hvor det eventuelt var
muligt at skaffe reservedele fra.
Efter
et par timer kom de tilbage med tegningerne og de havde snakket med en
mekaniker på et bådværft som lå et par mil væk. For det første kunne
han snakke engelsk - og det er ret sjældent herude og så vidste han lige
hvad det var for en gearkasse vi havde og han var ret sikker på at det
bare var et par lejer som var gået sig en tur. De var alle af den
overbevisning at manden vidste hvad han talte om. Så vi besluttede at
hive ankeret op og sejle hen til bådværftet. Det gik fint og vi fik
smidt ankeret mellem en masse andre båden som lå i bugten - der var
ingen som overhovedet bemærkede at vi ankom udelukkende for sejl.
Vi
var faktisk begyndt at syntes at det var ret sjovt, udelukkende at bruge
sejl - det kræver at man er lidt mere op på tæerne og så er det altid
en udfordring at lægge til for sejl med et så forholdsvis stort skib som
Dream. Mens vi lå her afmonterede vi så gearkassen og gik ind for at få
en snak med mekanikeren. Til den type gearkasse kunne vi få reservedele
fra dag til dag - fra Papeete. Fint, jeg afleverede gearkassen til ham og
han ville skifte de omtalte lejer. Efter 3 dage var gearkassen igen
monteret - så vi var klar til at sejle næste morgen. Vi havde nogle
reservedele med til "Evening Star" som lå på Bora Bora og
ventede på os.
Mens
vi lå og ventede på gearkassen, havde vi hørt at her, på Raiatea, var
et gammelt vrag fra Fanø som vi gerne lige ville have et par dyk på.
Nordby hed skibet, det var en gammel 3 mastet skonnert som var sunket her
i år 1900! Det var et rimelig godt dyk vi havde, men sigtbarheden var
ikke som var har været vant til - jeg tror at den var helt nede på 10
meter - og der var ingen koraler - men til gengæld var der en luftlomme
nede i det ene lastrum på 20 meters dybde. Her kunne vi tage regulatoren
ud og snakke sammen. Jeg tog også min maske af - og jeg kan hilse jer og
sige at der lugtede råddent. Det var en lugt af gammelt træ som var i
forrådnelse, føjjjjj det var en grim lugt - og Emil og Stine var helt
knust af grin.
Vraget
var faktisk rimelig intakt og havde stadig den fulde skrogform med
bovspryd og hele molevitten. Den ene af de 3 store master var desværre væk,
men de 2 andre var der endnu i fuld længde. Jo det var et fedt vrag.
Turen gik herefter mod Bora Bora - først indenskærs mellem de 2 øer
Raiatea og Tahaa, som var en virkelig fed tur hvor vi kom utrolig tæt på
de store rev som omgiver øerne.
Da
vi sejlede ud gennem den sidste passage brækkede bølgerne fra stor højde
på begge sider af båden. Der var kun ca
10 meter til hver side - havet var helt hvidt af skum og luften var
helt tæt af vandpartikler fra bølgerne da vi gled ud i det åbne hav.
Det mærkelige var at båden ikke bevægede sig synderligt da der ingen bølger
var i selve passagen. Der blev taget billeder på livet løs med Bora Bora
i baggrunden. Resten af turen gik fint - vejret var perfekt og vi nullede
stille og roligt mod Bora Bora. Inden indsejlingen til Bora Bora fik vi
radio kontakt med "Evening Star" og Sabine gik straks i gang med
at forberede en lækker aftensmad til os - herligt med en sådan velkomst.
Vi
havde et par rigtig fede dage på Bora Bora hvor vi rigtig fik dykket på
livet løs. Jeg havde Susan med nede et par gange og hun skal nok komme
efter det hersens dykning. Hun er nu allerede mere afslappet dernede og
ser ud til at nyde det - for det så det absolut ikke ud til de første
par gange! Vi havde et par dyk ude i et pas som er kendt under Manta
Passet, men desværre så vi ingen rigtige Mantaer, men et hav af plettede
ørnerokker og konæserokker. Mens vi lå på Bora Bora kom 4 andre både
som vi tidligere har haft meget med at gøre - alle både med unge
mennesker, eller i hvert fald mennesker som føler sig unge, og det er vel
det vigtigste!!
Vi
havde et mega party på stranden, som blev ved til den lyse morgen. Det
var ret sjovt at mødes med de andre igen - og der blev rigtig fortalt røverhistorier.
Igen blev de vildere og vildere eftersom alkoholen begyndte at virke. Det
er egentlig ret utroligt, som vi bliver ved med at mødes - uden at vi har
nogle faste aftaler. Vi sejler alle bare som vi har lyst og som vinden blæser
og det fører os åbenbart samme steder hen!
Det
var jo egentlig meningen at Nic og Sanne skulle af her på Bora Bora. Vi
havde alle gået og prikket lidt til dem om de ikke skulle med til Cook, i
stedet for at flyve dertil om 14 dage. Vi ville alle nok gerne have dem
med, for vi har haft det så fedt sammen - og de har meget den samme
indstilling til livet som vi har.
De
havde pakket deres rygsække og var klar til at tage af sted - jeg "prikkede"
en sidste gang til dem, og Sanne var lidt med på ideen. Der gik ikke lang
tid før vi også havde Nic overtalt - han havde ellers pure nægtet det,
gennem længere tid. Jeg fik dem uden problemer skrevet ud af Fransk
Polynesien og ind på vore skibspapirer. Nu gik turen mod Rarotonga i
Cook-øgruppen hvor vi skal samle Marco og hans kammesjuk Morten op!
Det
blev til 5 dage hvor hovedparten af besætningen oplevede følelsen af
indvolde der blev kastet rundt i kroppens indre. Jo det var en hyggelig
tur. Vi har lige som delt os op i 2 hold - et Esbjerg hold og et Vang
hold. Emil, er opvokset i Vang og det er der Nic og Sanne nu har til huse!
Og det var udpræget Vangs holdning at vi fra Esbjerg var på hjemmebane
ude på søen, mens de midt-og vestjyder nok mere var til roekastning og
traktor-træk. ...Gad vide hvem der var mest søsyg??? Det gik nu meget
godt, og vi fik en god sejlads ud af det - godt nok var søen lidt drilsk
og vinden lidt frisk.
Vi
nåede også at opleve vinden fra alle verdenshjørner i de 5 dage vi
havde på søen. Det skyldes at vi har ligget i et specielt område under
direkte indflydelse af den "South Pacific Convergence Zone" -
ikke at forveksle med "Intertropical Convergence Zone", som vi bøvlede
med mellem Panama og Galapagos. Det er et område, specielt her omkring
Cooks, hvor de ækvatorianske øst-gående vinde ryger ind i den stabile
syd-øst passat vind.
Nå,
det var vist nok for denne gang! Jeg vender frygtelig tilbage senere med
nyt herude fra den store verden. Sker der ikke noget derhjemme? Eller er i
bare for dovne til at skrive om det? (...ja man skal jo være lidt efter
jer!!)
Med mange sømands hilsner, Dennis