16-10-2000:
Skrevet
på Tonga af besætningen på S/Y DREAM, bestående af: Dennis, Susan,
Emil, Stine, Morten og Rasmus.
Sidst
I alle hørte fra os her på det gode skib DREAM var vi lige ankommet til
Tongatapu, hovedøen i Tonga gruppen. Vi glemte helt at fortælle at ved
indsejlingen til Tongatapu blev vi modtaget af Pukkelhvaler. Ikke nok med
at de eskorterede os et stykke af vejen ind mod havnen -
de sprang flere gange helt ud af vandet. Det kan godt være svært
at forestille sig en 15-20 tons pukkelhval springe helt ud af vandet - men
bare rolig, vi har det på film! Til alt held sad Dennis klar med kameraet
da en af de store hvaler fik lyst til at lave et spring. Hvor heldig kan
man være?
Det
blev vist også glemt i sidste nummer af Dream Times at vi selvfølgelig nåede
at tisse i Tonga graven - alle rigtige søfolk har pisset hvor vandet er
dybt! Og det er vel at mærke når det er dybere end 10 Km.
Der
er ikke det helt store udvalg i søkort over Tonga. De søkort som er tilgængelige
er med målinger helt tilbage fra 1890 - og ikke opdateret siden! Så det
gælder om at være oppe på dupperne når der navigeres i Tonga's
farvande.
Vi
kom ind i havnen i Nukualofa som er hovedstaden. Her lå de 3 andre både
som var i havnen med et bov anker ude i havnebassinet og 2 liner i land
fra bagenden af båden! Selve havnemanøvren gik fint, men når man ligger
til på den måde er det en god ide at have en mand i gummibåden for at
sejle de 2 liner ind til land. Når først de er sat er der fuld kontrol
over situationen - her kom en New Zealandsk sejler som vi tidligere havde
mødt på Galapagos, os til hjælp. For vi havde ikke pustet vores båd op
og det ville tage 10 min at gøre og det er forholdsvis lang tid at ligge
og fedte rundt i havnebassinet.
John,
som han hed, sejler en 40 fods flot traditionel sejlbåd som hedder Nakoni.
Han lå og ventede på at hans søster vil komme og hjælpe ham med at
sejle båden til New Zealand. Han havde opholdt sig 24 år i udlandet og
nu var han på vej hjem til New Zealand. Han havde bl.a. arbejdet som
fotograf i Hollywood, hvor han tog almindelige fotos på de forskellige
film der nu bliver lavet der - det er dem som bruges til plakater og
reklame fremstød for filmene. Så han havde nogle gode billeder af
forskellige kendte skuespillere hængende i båden. Han havde opholdt sig
i USA gennem længere tid og det kan man jo ikke helt undgå at blive mærket
af - så selvfølgelig havde han video på båden, det har alle
amerikanere! Så vi blev inviteret over til at se en videofilm - herligt
med lidt passivt underholdning. Vi fik set en speciel version af "Vild
med Mary".
Der
lå også 2 andre sejlere i havnen da vi ankom. En dansk båd, som hedder
"Ludmilla", som sejles af Anders og hans russiske kone Ludmilla
og en båd som lige var ankommet fra New Zealand. Manden som var ankommet
fra New Zealand havde åbenbart haft dårlig vejr - som han sagde: "4
gales and 2 storms", det var noget af det eneste han sagde, og det
blev han så ved med. Nu omtales båden bare som "4 gales and 2
storms". Der har muligvis været noget om snakken, for han havde
revet 5 sejl på vejen. Men muligheden for, at han ikke rigtig vidste hvad
han begav sig ud i, var også i høj grad til stede!! - han var også
tysker!
6
timer efter ankomsten fik vi sat Marco på flyveren hjem til Danmark og vi
var nu kun 5 ombord. Det var lidt trist at han allerede skulle hjem - men
pligterne kaldte. Vi havde haft en god tid mens han var ombord og han fik
i hvert fald sejlet og set de store oceaner.
Dagen
efter at Marco var taget afsted kom en anden New Zealandsk båd, Kiwel
Malaya - det var et virkelig hyggeligt ægtepar som sejlede den. De havde
selv bygget båden i Amerika og var på vej hjem til New Zealand med den.
Tim er oprindelig amerikaner men Adrienne kommer fra New Zealand. De havde
lidt problemer med at få ankeret til at bide ude i havnebassinet, så de
fik hjælp af John fra Nakoni. De drev dog i nattens mulm og mørke ind
mod stenmolen og måtte låne et ekstra anker fra John. Næste morgen var
vi så ovre og give en hånd med at få ankeret til at bide rigtig. Det
lykkedes efter et par forsøg - det kostede jo et par øl og vi faldt
hurtigt i snak, og aftalte at vi dagen efter skulle holde en barbecue fest
inde på molen med alle de andre sejlere.
Festen
blev dog flyttet over i Brittas baghave.
Britta
er dansker, og vi havde mødt hende aftenen før, da vi sammen med Anders
og Ludmilla havde været oppe for at besøge hende. Det var en rigtig
hyggelig aften, hvor vi fik øjnene op for en helt anden side af
tonganerne, da Britta havde nogle værre historier at fortælle. Disse har
hun samlet op i de ca. femten år, hun har boet på Tonga. Foruden en del
andre foretagender drev hun en lille bar og havde planer om at åbne en
mere. Britta var af den overbevisning at det var klart bedre at vi holdte
en barbecue fest oppe i baghaven til "den nye bar" end at holde
den nede på molen. Samtlige sejlere der havde lyst kunne bare møde op.
Vi
var et par stykker som mødte op lidt tidligere for at hjælpe med at
samle brænde til bålet, men alt var allered klart - det havde Britta fået
nogen unge tonganske drenge til at ordne. Så dem der kom for tidligt, måtte
jo nøjes med at sætte sig ned og nyde en øl. Det blev en aften med
rigeligt af de våde varer og masser af lækre retter. Aftalen var at vi
alle medbragte det kød vi selv ville spise og så en tilbehørs ret. Så
kunne vi vælge og vrage mellem alle retterne og sjovt nok spiste alle af
de andres mad - de andres mad er altid den bedste!! Vi åd alle til vi var
helt grønne i hovedet.
En
af de store traditioner i Tonga er "wood carving", altså træ
udskæringer af alle mulige ting. Hovedsagelig er det dyr som har stor
betydning for det tonganske folk som laves i træ. De tonganske Wood
Carvere, som de tømrere hedder, der kan lave disse udskæringer, er meget
dygtige og mange af disse træudskæringer sælges til hele verden.
Vi
mødte en wood carver helt tilfældigt mens vi gik en tur inde i Nukualofa
- han var meget interesseret i at vi var kommet sejlende helt fra Danmark
og ville meget gerne vise og hvordan han lavede disse skulpturer - vi
havde en forestilling om at han startede med hammer og stemmejern på et
stykke råt træ og så arbejdede sig frem til den endelige skulptur. Men
nej, udviklingen er også kommet til Tonga. Han startede motorsaven og
skar i grove træk figuren til. Han var virkelig dygtig og vi måtte helt
selv vælge hvad vi kunne tænke os at se ham lave - vi behøvede sandelig
ikke at købe den, men han kunne lave alt så vi skulle bare sige til. Vi
tænkte at vi nu alligevel skulle gøre det lidt svært for ham og ønskede
os en Pukkelhval som sprang ud af vandet med en lille baby hval under sig.
Efter 1,5 time havde vi den flotteste skulptur - det var kun de sidste 10
minutter hvor han brugte stemme- og huljern ellers var det maskiner! Desværre
er en sådan skulptur meget svær at have med på båden så vi købte den
ikke.
Vi
inviterede ham ned til båden for at se den - nu havde vi jo set ham
arbejde så kunne han jo se hvordan vi levede. Det var han meget
interesseret i, og spurgte meget om navigation og konstruktion - han kunne
stadig ikke helt forstå at vi kunne sejle i den helt fra Danmark!!!
Efter
nogle afslappende dage i Nukualofa, satte vi kursen nordpå mod Haápai-øgruppen,
der består af omkring 60 små øer hvoraf 17 er beboede. Vi valgte at
berige øen Ha'afeva i den sydlige del med et Dream-besøg, fordi der på
kortet så ud til at være en beskyttet og lettilgængelig ankerplads på
den nordvestlige side af øen, og fordi der i vores cruising guide over Haápai
stod noteret, at der var gode snorkel muligheder, - hvilket vi jo
prioriterer højt!
Vi
ankom trætte om morgenen efter en nats sejlads og lagde os til at sove (desuden
var der også et søvnunderskud fra den forrige nats udskejelser der endnu
ikke var kompenseret for!). Da vi om eftermiddagen vågnede af vores skønhedssøvn
og følte det forsvarligt at vise os for fremmede på land, tog vi
dinghien ind til en forladt og halvfærdig havnemole ud for vores
ankerplads. Byen lå på den anden side af øen, og allerede inden vi kom
frem blev vi hilst hjerteligt velkommen af folk, der arbejdede på små
marker, eller sad mellem buskene og tilskar lange strå, som blev sat til
tørring, for senere at skulle bruges til flettede tæpper, eller de måtte-lignende
kjoler som enhver tonganer med respekt for sig selv bærer om livet. De bæres
af både mænd og kvinder og vidner om velstand eftersom de er meget dyre.
For os udenforstående ligner det nu nærmere en gammel sæk, men for
tonganerne gælder det at jo ældre jo bedre, og de er ligeglad med om de
hænger i laser. Selv yngre moderne kvinder bærer dem udenom deres smarte
tøj. Alle beboerne i den lille by hilste os velkommen med interesse og
nysgerrighed og vi fik en klar fornemmelse af, at der ikke kom mange
lystsejlere til Haápai, men at de fleste vælger at følge den populære
"motorvej", der går forbi Vava'u.
Vi
kom forbi en bygning hvor døren stod åben, og bagest i mørket kunne man
skimte en samling damer, der sad og snakkede, mens de arbejde med at
flette store flotte tæpper. Vi gik nysgerrigt indenfor, og blev til vores
store forbavselse budt indenfor på perfekt engelsk af en yngre tongansk
kvinde. Vi fik en længere snak, og da vi spurgte til nogle store
rodfrugter, der stod placeret op ad et lille skur, blev vi inviteret på
aftensmad, selvom det var helt klart at vi ikke var potentielle kunder.
Vi
tog tilbage til båden, og vandrede om aftenen tilbage til byen med et
glas af mor Lenes hjemmelavede appelsinmarmelade som tak. Da vi kom
tilbage var gaden fuld af børn. Emil og Dennis blev hurtigt del af en
fodboldkamp, men da Susan og Stine trak kameraerne op af tasken for at
fotografere, klumpede børnene sig allesammen så tæt sammen, at de
praktisk taget stod oven på hinanden, og det var umuligt at fange et
billede af fodboldspillerne bag muren af børn. De stak hovederne helt op
i linsen, for at være sikre på at komme med på billedet, og Susan og
Stine blev nødt til at snyde og sige klik lyde med munden for at
tilfredsstille dem alle, uden at ende med en hel film fuld af børnenæser.
Vi
blev hentet indenfor af den engelsk talende tonganske kvinde, hvis
eksotisk klingende navn vi selvfølgelig alle sammen har glemt, og det
lykkedes hende at lukke døren efter os uden at klemme alt for mange små
fingre, der knugede dørkarmen for at få et sidste glimt, mens de råbte
"bye" og "thank you".
To
tæpper blev rullet ud til at sidde på, og foran os blev placeret to
bakker: en med hvide kartoffel-lignende stykker rodfrugter og en med grønne
pakker, lavet af bananblade. Det hele var tilberedt i en traditionel
tongansk jordovn, som består af en stor jerngryde, der er gravet ned i en
stor bunke sand. Den varmes op af store sten, der først har ligget på et
bål. Maden lægges ned i gryden sammen med stenene, og det hele begraves
i sand, og får så lov til at passe sig selv det meste af en dag. Inden i
bananbladene var en fremragende blanding af svinekød, kokosmælk og
bladene fra rodfrugterne, der alt sammen var kogt dejligt mørt og smagte
fantastisk sammen med rodfrugterne, der mindede meget om kartofler, selvom
de var meget tørre. Vi spiste alle indtil øjnene stod ud af hovederne på
os, og fik yderligere bananer og kokosnødder, som nogle af børnene lige
havde hentet ned til os.
Da
mørket begyndte at falde på, rejste vi os med besvær og overøste
kvinderne med tak og komplimenter for en dejlig og unik kulinarisk
oplevelse. Vi slæbte os tilbage til båden og nåede lige ombord inden
det totale mørke sænkede sig over den lille ø.
Næste
dag slappede vi af på båden og om eftermiddagen hoppede vi i det efterhånden
godt afblegede badetøj. "The big fifteen" (red.: påhængsmotoren)
blev spændt på dinghien og vi fræsede ud til stævnen af en
fiskekutter, der stak op af vandet nogle hundrede meter fra vores
ankerplads.
Det
er altid sjovt at snorkle på gamle vrag, og vi legede hen over dækket og
lurede på de store skyer af fisk der boede i det gamle lastrum. Rundt om
vraget var undervands-landskabet flot og specielt. Det domineredes af
store bord-koraller, der ligesom navnet antyder er store, flade, brede
koraller i forskellige niveauer.
Vi
slappede af resten af dagen og om morgenen den efterfølgende dag sejlede
vi til Haano, en af de nordligst beliggende øer i Haápai, for at vi
hurtigt kunne komme fri af øgruppen, når vi igen dagen efter satte ud på
natsejlads til Vava'u.
Evening
Star - Evening Star, Dream. Sådan lød den korte melding der blev givet
da vi nærmede os Nieafu, som er hovedbyen i øgruppen Vavaú. Klokken var
ikke ret mange, solen var lige stået op og det tegnede til at bliv en god
dag for besætningen på Dream. Sabine's forundrede stemme svarede i den
anden ende af radioen, og da det gode danske skib lagde til gik der ikke
lang tid før "the crasy swisch" og "the big german
woman" tog imod på kajen.
Efter
at have tjekket ind i Vava´u sejlede Dream mellem de 10.000 andre både
ud og lagde sig op på siden af Evening Star.Trods mange advarsler om at
der var mange både i området, var der ingen af dem ombord der havde
forestillet sig så mange både.
Der
blev hygget lidt og slappet af sammen med Thomas og Sabine og det blev til
et sidste måltid sammen i denne omgang.
Næste
morgen skulle den lille Schweiziske båd videre mod Fiji og derefter går
deres tur mod Australien. Denne morgen var det med tårevædede øjne at
der blev sagt farvel.
Morten
og Stine skulle have vasket noget tøj i Neiafu, og da de var for dovne
til at gøre det i hånden blev det sendt på et tongansk vaskeri. Det fik
resten af besætningen mange sjove timer ud af. For det første var tøjet
ikke færdigt til den tid det var blevet lovet, eller også var det bare
de skøre danskere der ikke helt havde vænnet sig til den tonganske
arbejdsform endnu. I hvert fald var forretningen lukket da Morten dagen
efter ville hente sit tøj. Det gik ham meget på fordi han havde sendt
ALT sit tøj med til vask. Endelig efter et par dages forsinkelse og mange
truende udsagn fra især Morten, blev tøjet hentet og regningen blev
betalt. Regningen lød på noget der ligner en MEGET god dansk
hundredkroneseddel. Da tøjet så skulle lægges på plads viste det sig
at det stadig var beskidt og at der enkelte steder i især Stines tøj,
var nogle underlige huller.
Det
meste af tiden i Nieafu gik med at komme til hægterne efter alle disse
timers hårdt arbejde (jo det er hårdt at sejle rundt og nyde livet),
reparere lidt småting på båden og drikke en enkelt Ikale eller to.
Ikale er Tonga's mest berømte, eller berygtede, øl. Den smager egentlig
meget godt, men det kræver bare at man ikke tænker for meget over udtryk
som hygiejne og smitterisiko. Ølflaskerne, har vi fået oplyst fra pålidelige
kilde, bliver ikke vasket som det forventes i Danmark. De bliver lige
skyllet under en gang vand og hvis man er heldig er der en tonganer der kører
en finger langs flaskehalsen for at fjerne det værste snavs. Derfor, når
man åbner en Ikale, skal man lige tørre kanten af med en serviet hvis
man ikke kan lide smagen af jord i munden. Sådan sad de gæve danskere en
aften og smagte på de gyldne dråber på den lille cafe "Bounty
bar". Der var live musik en lidt buttet fyr ved navn Tony.
Vi
sad i et hjørne og snakkede lidt højlydt. Pludselig var der en af
tonganerne der opfordrede Tony til at synge en dansk sang. Så fik vi
store ører. Det viste sig at Tony var dansker der havde slået sig ned
her i Vava´ugruppen. Mellem sangene satte han sig ned og snakkede med os
tossede danskere. Vi var der til langt ud på natten og da vi gik hjem
havde vi en aftale med Tony, om at han skulle komme ud og se skuden et par
dage senere.
Vi
rendte også lige ind i en anden dansker. Det var Rasmus, en ung dansker
vi havde truffet i Tongatapu. Han var taget til Vava´u alene og da vi
havde en ekstra køje valgte vi at tage ham med tilbage til Nuku´alofa.
Rasmus er en 20 årig ung mand med masser af humor som, ligesom os andre,
er stukket af hjemmefra i en periode. Han rejser sammen med en der hedder
Kasper, men Kasper er i øjeblikket i New Zealand. Det vil altså sige at
vi nu igen er 6 mennesker på det gode skib Dream, og hvad fanden, nu har
vi alligevel et ry for at være en ordentlig flok ombord.
Et
par dage efter vores drukgilde på Bounty bar kom Tony ombord. Han var
ikke alene men havde konen, Maria, og deres lille dreng, Brian, med. Det
blev til en hyggelig eftermiddag ombord hvor vi udvekslede erfaringer og
drak kaffe. Brian, som kun var 15 mdr. gammel skulle selvfølgelig beskæftiges
lidt, så han fik lov at lege med den oppustelige globus vi har hængende
i saloonen, og tro det eller ej så lykkedes det knægten at bide hul lige
midt i det Indiske Ocean, så luften pissede ud af jorden. Nå den er dog
blevet lappet med et stykke "gaffatape".
En
morgen hvor vi sad og lavede forskelligt arbejde på båden kunne man
pludselig høre Stines fortvivlede stemme: "Dennis, dinghien sejler
derude...", hvortil kaptajnen køligt svarede: "jamen, så må
du jo i efter den". Og sådan blev det. Stine sprang splitterravende
nøgen i vandet efter den lille gummibåd der sejlede længere og længere
væk fra båden. Det blev der et par gode billeder ud af.
Og
så var det jo også i Neiafu vi fik den glædelige meddelelse om Danmarks
to olympiske guldmedaljer. Tillykke til både håndboldpigerne og Jesper
Bank. Det er fandeme flot at et så lille land som Danmark kan gøre sig
inden for sport ude i den store virkelige verden.
Tiden
var nu kommet til at forlade Neiafu, og vi satte kursen mod en ankerplads,
der ikke lå andet en et par sømil væk. Der er jo hundredevis af
perfekte ankerpladser i Vavau. Vi valgte at kaste ankeret i en dejlige blå
bugt ved øen Vakaeitu. Her begyndte Dennis, Emil, Rasmus og Morten at
kede sig lidt hen under aften. Samtalen drejede ind på dinghien, der jo før
havde været en kilde til stor morskab blandt mandskabet - især med den
nye 15 hp motor monteret. Der blev diskuteret ivrigt i cockpittet om
hvilke muligheder der var for at få lidt gang i aftenen, her før maden,
og samtalen endte med en beslutning om at en simpel gang dinghy-ræs nok
ikke var af vejen. Så i hold á to, gav de fartgale gaster (og kaptajnen)
sig til at ræse rundt imellem de andre både - og så lige ved spisetid!
Mandskabet måtte dog indse at denne aktivitet ikke var mere spændende nu
end den var sidst, og snart sænkede roen sig atter over Vakaeitu.
Næste
trin i aftenens fornøjelser måtte være en udbygning af det nu efterhånden
noget rutineprægede dinghy-ræs og folkene nåede hurtigt til enighed om
at det nu skulle forsøges at slæbe nogen efter dinghien - i fuld fart
forstås - på en eller anden måde. Første forsøg blev holdt simpelt:
Der blev bundet et tov ud fra dinghien som den heldige kunne holde fast i,
og så blev der givet fuld gas af den endnu heldigere pilot. Få ting
kunne gå galt, mente konstruktørerne. Morten røg i vandet og holdt fast
i rebet mens Dennis stod for arbejdet med gashåndtaget oppe i dinghien.
Dette første forsøg gik dog ikke som forventet (men hvornår gør første
forsøg det?), og det endte med at Morten hang i én arm efter en
ikke-planende dinghy, mens han gjorde sit for bare at kunne trække vejret
undervejs.
Uden
at have mistet modet over disse begyndervanskeligheder, blev der kaldt til
nyt møde i cockpittet, hvor udviklingsholdet, endnu en gang, gik i tænkeboks
før 2. forsøg. Noget måtte forbedres. Der blev spekuleret i, om der mon
ombord på Dream fandtes en form for plade der lod sig spænde bag på
dinghien, og fluks blev bundpladerne til den gamle grå dinghy fundet
frem.
Det
blev besluttet at gøre forsøget med den trekantede næse-plade, der
havde et rundt hul i, perfekt til montering af linen.
Morten
røg i igen, og med albuerne oppe på pladen blev der givet klar-signal
til Dennis i dinghien. Fuld gas endnu en gang, og nu begyndte timers
forskning i konceptet at vise sig. Dinghien kom uden for meget besvær op
at plane, og det samme gjorde Morten.
Da
der blev byttet forsøgsperson hørtes der mumlen i krogene om den ringe
kvalitet af elastikken i moderne badebukser. I løbet af den næste times
tid forbedredes teknikken og der blev blandt andet indført svømmebriller
til "surferen".
Nye
takter fra Dennis sås også da han forsøgte at stå op på pladen. Efter
det forsøg måtte det dog erkendes at træerne, på trods af eksplosiv
udvikling på feltet, ikke vokser ind i himlen. Eksperimenterne forløb
naturligvis ikke uden en vis opmærksomhed fra nabobådene og pålidelige
kilder beretter om op til flere videokameraer observeret omkring Dream.
Med
forskellige kombinationer af chauffør og "vedhæng" blandt
Dennis, Rasmus, Emil og Morten, blev der leget i en god times tid. Og så
havde Dream vist også givet deres tilstedeværelse tilkende på den lille
ø Vakaeitu.
Efter
at have været en tur tilbage til Neiafu for at udklarere båden af
Vavau's farvand og proviantere lidt sejlede vi mod en anden ankerbugt -
ved den ubeboede ø, Langito.
Formentlig
første gang i tongansk historie blev der opført spilerflyvning langs
Langitos kyst. Spilerflyvningen - opført af Dream-team - startede dog
ikke uden problemer. Efter først at have brugt et for langt reb, blev
der, efter en del diskussion, bundet et passende på. Da start
vanskelighederne var vel overstået, gik forestillingen i gang. Hvilket
var til stor fryd for den tilrejsende tilskuerbåd helt fra Sverige. De
svenske tilskuere havde naturligvis selv medbragt kamera, så øjeblikket
kunne foreviges.
Det
var nu ikke noget, der kunne sætte Dream-besætningens nerver på højkant,
idet de er blevet fotograferet adskillige gange under deres sære påfund.
Første mand i vandet var prøvekaninen Morten, desværre havde Morten
problemer med vægten - eller vægtfordelingen. I hvert fald var det en
kendsgerning, at han først kom op at flyve, da han vendte bunden i vejret
og moon'ede os andre på dækket samt den svenske båd - Et inspirerende
og anderledes stunt, som han høstede mange grin og klapsalver for.
Den
anden benhårde aspirant til titlen som dagens mest "akavede
spilerflyver," var Emil.
Emilius
valgte fra start at undgå vandoverfladen ved, at svæve over denne i en
lille meters højde, for så at vente til et passende vindstød kom og løftede
ham op. Emil afsluttede hans solooptræden i et kamekaziudspring med
kyssetøjet fast pegende mod vandoverfladen. Afslutningen frembragte uundgåeligt
takt fulde grin blandt de andre deltagere.
Efter
godt tre timer i luften, med perfekt vind, var gassen gået af deltagerne.
Dele af seancen er blevet optaget i bedste dogmestil med håndholdt kamera
af kaptajnen selv. Så skulle nogle være interesseret i at se
optagelserne, kan besætningen afsløre at der i øjeblikket forhandles
med en tv-station om rettighederne. Går de økonomiske detaljer i orden,
vises arrangementet engang i den nære fremtid - måske.
Efter
en hård nats sejlads fra Langito ankom vi til Ofolonga, som er en ubeboet
ø i den nordlige del af Haápai- gruppen. Vi havde hørt fra en anden
sejler, at der var vilde grise på denne ø, så Emil ville ind på øen
for at fange en lille gris, således at vi kunne få helstegt pattegris.
(Vi er efterhånden ved at hungre efter kød, da det er meget dyrt herude
- ergo bliver det ikke købt). Men som sangen siger, "den sømand han
må lide..", bestemte vejret at vi heller ikke skulle have kød de næste
par dage, for bølgerne var for store til at vi kunne komme ind på øen.
I
stedet har vi slappet af, tiden er gået med at skrive breve og læse bøger,
og en aften lige inden sengetid (kl 22) lykkedes det Morten og Rasmus
efter langs tids pres, at overtale Emil til at bage pandekager, - og uhm
hvor de smagte godt.
Vi
lå to dage ankeret op ved Ofolonga og ventede på at vinden skulle stilne
af samt at bølgerne skulle falde lidt til ro. Det var dog begrænset hvad
vinden havde taget af før kursen blev lagt mod Nukuálofa. Styrken var
stadig et sted mellem 20 og 25 knob, men til alt held var bølgerne ikke særligt
høje, så det blev en dejlig sejlads med masser af fart.
Vi
ankom til Nukuálofa tirsdag den 10. oktober og i indsejlingen mødte vi
den new zealandske båd Nakoni. John og hans besætning var allerede på
vej mod New Zealand, så vi cirklede et par gange rundt om hinanden og fik
sagt pænt farvel til dem.
Inde
i selve havnen blev vi mødt af Tim og Adrienne, ægteparret på en anden
new zealansk båd, som vi havde en del kontakt med sidst i vi var i Nukuálofa.
De ventede klar i deres dinghie, parate til at hjælpe os trosserne i
land.
Det
blev den store gensynsdag, for da Dennis, Emil og Susan sad i kabyssen og
talte, hørte de at nogle piftede, så de regnede med at det var Stine,
Morten og Rasmus der var kommet tilbage til båden.
Inden
vi nåede på dæk, blev der råbt "Store bøsserøve", så det
kunne kun være Nic og Sanne, og ganske rigtig de stod inden på kajen.
Emil
ville sætte motoren på dinghien, men Dennis mente, at det ville tage for
lang tid, så han havde allerede grebet årene. Det var ikke andet lige at
Susan nåede at springe i dinghien. I et hæsblæsende fart blev der roet
indtil kajen, og gensynsglæden var stor. Men desværre skulle Sanne og
Nic allerede rejse dagen efter, så det blev til en gensyns- farvel middag
om aftenen. Dog blev der lavet klare aftaler om en julefrokost, når vi
alle når New Zealand.
Det
er nu blevet dagen før dagen. Rene kommer tilbage til Dream i morgen, og
vi glæder os alle til at se ham igen.