Vi er
nu lige kommet tilbage til Tongatapu, efter et par dage med hårdt vejr.
Vi samler Rene op her og så begynder vi forberedelserne til turen mod New
Zealand. Mens vi er her i Tongatapu (de næste 14 dage) har vi billig og
let adgang til internettet, så her vil jeg gå på nettet ca. hver anden
dag - bare i tilfælde af at der var nogen som fik lyst til at skrive en
lille note eller en livshistorie.
Det
Tonganske farvand har været fedt at sejle rundt i. Det minder meget om
den svenske skærgård - bare med en anelse mere sol! Der er ikke længere
fra ø til ø end man at kan se. Vandet er totalt klart og har en farve så
man skulle tro at det var paradis man var kommet til. Det er ikke så sært
at sejlerne i gamle dage slog sig ned på Tonga, når de havde rejst
jorden rundt - det er heller ikke for ingenting at de bliver (..og altid
er blevet) kaldt Friendly Islands, for de lokale er virkelig flinke og imødekomne.
Øerne
bliver også mere og mere kendte for den almene mand og de er nu ved at være
et attraktivt sted for backpackere fra hele verden. Især på de nordlige
øer er også den almindelige turisme ved at bryde frem. Jeg håber ikke
at det på sigt ødelægger dem som Fransk Polynesien er blevet ødelagt
af turisme.
Vi
sejlede til Haaeva lidt nord for Tongatapu og fandt den fedeste ankerplads
man kan tænke sig - en beskyttet lagune, med et flot koralrev hele vejen
rundt om øen. Vi lå som eneste båd her og havde det hele for os selv.
Vi fik
et par gode snorkelture ud til revet hvor der lå et gammelt skibsvrag som
lige skulle undersøges - det var en gammel coaster fra Tongatapu som hed
"Ekiaki". Den stod helt intakt på koralrevet, som om den næsten
lige var gået på grund - dog kunne man ved et nærmere syn godt se at
den havde stået der i adskillige år.
Der er
altid et vildt liv rundt om et sådant vrag - det huser mange mærkelige
dyr og det er altid interessant at snorkle/dykke på et sådant. Her så
vi for første gang også kæmpe paddehatte-koraller så store som
spiseborde. Der var i tusindvis at disse koraller og ind imellem dem stod
store flotte hjortetaks-koraller i farver som kun naturen kan variere så
perfekt.
Fiskene
er talrige og meget nærgående, men desværre kunne det ikke lykkes for
os at harpunere nogen af dem for begge vore harpuner var ødelagte -
elastikkerne var sprunget, og jeg kan hilse jer og sige at det giver et
ordentligt rap over fingrene når en sådan elastik springer, mens man er
ved at lade dem! Når der nu ikke var nogen fisk at hente (for vi kunne
ikke rigtig komme til at fiske fra båden) måtte vi jo hellere gå i land
for at se om vi kunne købe noget frisk kød eller lign.
Vi
begav os i dinghien ind til land. Det så ud som om at der var ved at
blive lavet en mole ud - Vi gættede på at det skulle være et færgeleje,
så øen kunne få forsyninger ad denne vej. Men det så ud til at være gået
i stå, alle maskinerne og redskaberne var i hvert fald ved at ruste op og
det så ikke ud som om nogen havde arbejdet på det de sidste par måneder.
Vi
begav os om på den anden side af øen, hvor den eneste landsby lå. Vi
gik ad en lille snoet sti tværs over øen, her var fuldt af banan-,
kokosnød-, papaya- og mangotræer. Det var helt vildt så frodig øen var,
og den virkede også mærkelig tom. Vi mødte på vejen et par koner som
sad i skyggen og flettede kurve af siv-agtige blade. Vi forhørte os om
landsbyen og de pegede videre ned af den sti vi gik på - de taler dårlig
engelsk herude. Deres hovedsprog er godt nok tongansk men engelsk er
obligatorisk for alle og de taler ikke andet i skolen. På de fine
kostskoler i Tongatapu må eleverne ikke tale andet end engelsk mens de er
på skolens grund. Men gad vide hvor meget de går op i skolegang herude på
øerne? Vi havde en fornemmelse af at skolegang ikke er noget man går særlig
meget op i - men en skole havde de dog.
Da vi
kom frem til landsbyen var den ikke mere end en grusvej med et par huse,
mere eller mindre tilfældigt placeret. Der var ikke noget sted at handle
- jo der var en lille bix som åbnede da vi kom - de havde opvaskemiddel
og et par dåser med forskelligt indhold. Ingen mel, kød eller frugt!!!
Men det kunne vi købe hos de familier som ejede frugttræerne. Og hvis vi
ville have frisk brød var der et par lokale kvinder som kunne bage det
til os.
Vi gik
en tur gennem byen og var overrasket over så mange af husene der stod
tomme - vi havde på fornemmelsen af mange flyttede fra øen og til
hovedstaden Nukualofa på Tongatapu. Vi mødte et par yngre kvinder som
også sad og flettede tæpper af siv - Disse blev sendt til Tongatapu og
solgt til turisterne der. Specielt en af disse kvinder var meget dygtig
til engelsk og fortalte om øen.
Jeg
spurgte hende om hun havde et par frugter vi kunne købe - det havde hun
ikke rigtig for de ejede ikke rigtig nogle frugttræer. Jeg fik øje på
nogle rødder, som lå ovre ved ildstedet. Vi havde set masser af disse rødder
på markedet i Tongatapu og hørt at de skulle smage som kartofler. Jeg
spurgte om vi kunne smage et lille stykke af en sådan rod - og hun blev
meget glad for vores interesse i deres lokale afgrøder. Hun fortalte at
de skulle bage længe i en jordovn inden de kunne spises og tilbød os,
med det samme, at vi kunne komme igen lige før solnedgang så ville hun
tilberede et par rødder til os. Det var jo et tilbud vi ikke kunne afslå,
så vi mødte forventningsfulde op hen under aften. Vi havde medbragt et
glas af min mors bedste appelsin marmelade som gave til de venlige
tonganere.
Vi blev
nu præsenteret for et sandt orgie af mad - og vi havde "frygtet"
at vi ikke bare kunne slippe afsted med bare at smage disse rødder. Vi
fik forevist den snedige jordovn som alle tonganske familier ude på øerne
bruger som komfur. Det foregår ved at de varmer nogle sten op i et
almindeligt bål. Når disse så er blevet vanvittigt varme, puttes de i
jorden så de danner en cirkel med bund. Her ligger man så den mad man
har tilberedt og da man ikke har folie til at pakke maden ind i, pakkes
den simpelthen ind i bananblade. Disse er utrolig seje og så tætte at de
holder på alt væsken. Bagefter fungerer de så som tallerken.
De
havde tilberedt bacon kogt i kokosnøddesaft og bagt i bladene fra disse
specielle rødder. Bladene kunne også spises og smagte nærmest som
spinat. Som tilbehør var så disse rødder, som rigtig nok smagte som tørre
kartofler. Vi fik serveret kold kokosnøddesaft til maden og til dessert
var der frisk papaya udskåret i fine strimler. Jo, jeg skal love for at
vi fik smagt de tonganske rødder!
Efter 2
dage på Haafeva begav vi os videre mod nord. Vi ville gerne op og se det
man kalder sydhavets skærgård - Vavau Ø-gruppen. Det er et ørige
hvor øerne ligger meget tæt og hvor der ikke er mere end en times
sejlads mellem øerne. Det er utrolig flot at sejle mellem øerne. De
fleste af øerne er ubeboede og svært fremkommelige. De er alle meget
frodige og enormt grønne.
Vores første
destination i Vavau var Naiafu, som er hovedstaden i Vavau ø-gruppen. Det
er den eneste rigtige by i det nordlige Tonga. Vi havde hørt at her var
rigtig mange sejlere, men hvad vi så da vi ankom til Naiafu, var helt
overvældende. Jeg tror at der har været omkring 100 både i den lille
bugt. Det var et par festlige dage vi havde her og det var dejligt at
gense alle de venner vi tidligere på turen har mødt.
Mange
sejlere lægger turen forbi Vavau, fordi øerne ligger perfekt både for
de som skal til Fiji og Vanuatu, men også de både som skal til New
Zealand for Hurricane sæsonen. En aften hvor vi var gået op på den
lokale bar i Vavau øgruppen stod der en hvid musiker og spillede herlig
musik. Vi sad og fik et par øl og pludselig er der en over fra et bord
helt nede i hjørnet som siger til musikeren: "Tony, give it in
danish aswell" - Vi kiggede lidt på hinanden og tænkte, han kan
ikke være dansker!!! - men det var han og så diskede han op med gamle
John Mogensen sange o.s.v. og vi sang med på livet løs. Hele værtshuset
var ellevilde og ville høre flere danske sange. Især dem som blev døbt
"skål'ing songs" - altså de sange hvor man sagde skål et hav
af gange. Utroligt hvad man kan møde på Tonga. Tony er gift med en
tongansk kone og havde levet et par år på Tonga. Vi inviterede Tony ud på
båden den efterfølgende dag og fik en masse historier om det tonganske
folk. Tony var taget til Tonga og havde fundet sig en kone og det havde
hans far og søster i øvrigt også. Søsteren havde dog ikke fundet sig
en kone men en tongansk mand. Så nu lever de alle i bedste velgående
hernede - faderen med pension derhjemmefra og Tony på invalide pension
også hjemmefra vores gode velfærdssystem i Danmark. Jeg håber ikke at
Tonga er ved at blive et land hvor rige vestlige folk kan komme ned og
"købe" sig til en kone - for så bliver det vel snart
Thailandske tilstande hvor det mere er en slaveindustri end selve landet,
turisterne kommer for, og det ville være synd for et dejligt land som
Tonga. Dog lyder det stadig bedre, i mine ører, at ha en kone fra Tonga
end fra Thailand!
Jeg
tror ikke at jeg har fortalt at jeg har fået et perfekt skud af en
springende Pukkelhval - som var helt ude af vandet kun ca 50 meter fra båden!
Hvis jeg har, så har I lige fået det at vide igen.
Et nyt
nummer af Dream Times vil igen snart være på banen. Bare så I holder
jer klar!! Det er i hvert fald under udarbejdelse. Men vi arbejder jo i
Tonga tempo (..nej ikke helt, men vi prøver) så det kan godt ske at der
går endnu en uge! Det var alt fra mig nu, ha det godt og nyd livet.
Med
mange hilsner, Dennis