Atlanterhavs turen!

Sidst I hørte fra os, var vi endnu ikke afsejlet Kap Verde. Der er lige en lille "sjov" oplevelse som vi ikke vil snyde jer for.

Rene og Michal havde brugt det meste af søndagen på at trave store dele af Porto Grande rundt, sammen med to lokale fyre Joe og Mani. For vi ville gerne have lappet et hul som vi havde ved bagbord søgelænder (det er så irriterende når vandet løber ind!!!)
Opgaven var nu at finde et svejseanlæg og nogen som kunne bruge det. De 2 fyre var meget behjælpelige med at finde både en svejse-fyr og et svejseanlæg. På denne "sightseeing" blev Rene og Michal slæbt med rundt i noget af Mindelos mest fattige kvarterer. Det hele endte ombord på båden med 4 mand, Joe, Mani, svejse-fyren og svejserens ejermand. Svejsefyrens engelske ordforråd, begrænsede sig til YES og COOL. Dette gjorde kommunikationen en smule vanskelig. Men med Joe og Mani som skiftende tolk, skred arbejdet planmæssigt frem. Efter ca 5 timer med gnister og støv om ørerne var alle klar til en fyraftens-øl i cokpittet. Så var den skid slået troede vi….. Prisen på 4000 (svarende til 250 DKK) Kap Verde escudors blev betalt af 2 omgange. 1700 ecu om søndagen (alt hvad vi havde) og om mandagen kom Joe og hentede de sidste 2300 – De var godt klar over inden de gik i gang, at vi ikke kunne hæve penge pga søndag og at vi ikke havde alle penge til dem.

Senere på dagen kom Joe og ville have yderligere 1000 ecu, som skulle dække hans arbejde!! Efter lang diskussion gav Rene ham 600 og han gik. Om aftenen kom en båd ud, hvori der var en politimand, Mani og svejse-fyren. Svejse-fyren havde ikke fået nogen penge og vi skulle betale de 2300 som han manglede at få! – For det første kunne vi ikke forstå hvorfor at de havde en politibetjent med derud. De kunne at bare være kommet ud til os og vi kunne have fået en snak om tingene – men vi er ved at tro at vi har været offer for et komplot! – Skipper var nød til at tale med store ord til betjenten – og prøve at forklare dem at vi havde betalt "gruppen" – hvordan de så fordelte deres penge var ikke vores problem. Men det var ikke betjentens holdning!!! – Så vi skulle alle mødes næste morgen oppe hos politimesteren! Så tirsdag morgen stillede Dennis og Rene ved politimesteren.

Joe og svejser-fyren udeblev (hvilket vi faktisk også havde regnet med) Politimesteren var fantastisk godt underrettet, og hans holdning var klar – at hvis vi ikke betalte de 2300 (ca 150 DKK) til ham ville vi ikke kunne forlade øen (..i hvert fald ikke med vores skibspapirer og med udrejsestemplet i vores pas – dvs at når vi så kom frem til Caribien så kunne de se i vores pas at vi ikke havde forladt Kap Verde korrekt!! Og det kan give ubehagelige konsekvenser) Men vi kunne ikke få politimesteren til at give os en kvittering – for den kunne han jo blive hængt op på!! – Så vi havde ikke rigtigt noget valg, så selvom det principielt var forkert, var vi nød til at betale ved kasse eet (vi ved ikke om de gik i politiets kaffekasse eller hvad, men vi fik vores skibspapirer)

Tirsdag kl 15.00 rev vi så ankeret op fra den mudrede bund på Kap Verde, og en rejse på 2109 sømil ventede forude. Turen tog 20 dage, hvilket betød ankomst på Tobago den 13/12 1999.

Mellem disse to datoer, ligger der for de 5 besætningsmedlemmer en oplevelse langt ud over det sædvanlige som kun svagt kan beskrives på papir. Da de 20 dage på havet til tider kan forekomme meget ens, vil vi for at undgå for megen opremsning og dele oplevelserne ind i emner.

Da vinden er en altafgørende faktor for denne rejse, vil vi indlede de atlantiske oplevelser på denne "front". Nord-øst passaten beskrives af de fleste langturssejlere som en god, stabil og pålidelig vind, der blæser med en styrke på 3-5 beaufort. Dream’s besætning vil derimod beskrive passatvinden som uberegnelig, ustabil og tiltider slet ikke tilstedeværende. Som I nok kan gætte, har der hersket meget atypiske vindforhold i år. Som eksempler herpå havde vi på et døgn vind fra alle verdenshjørner, 2 døgn med total vindstille – her mener vi altså et Atlanterhav uden så meget som den mindste krusning; vi har haft meget kraftig vind med tilhørende tropiske regnskyl, hvor renderne på siden af båden blev forvandlet til små floder.

I disse regnskyl fandt vi dog det positive frem – for det virker jo som en naturlig kæmpe bruser, hvor man ikke behøver at spare på det lunkne vand. Alt blev vasket i ferskvand, det være sig kroppe, tøj, hynder og hele båden blev også fersket af.

Disse ekstreme situationer kræver af og til hurtige handlinger. Dette måtte vi sande da en mindre flænge i letvejrsgenuaen, var årsagen til at 3 nøgne mand med shampoo i håret, sled i det for at bjærge sejlet hurtigt. For at vise sin loyalitet stod rorsmanden også iført adamskostume.

En af de større naturfænomener vi oplevede kom den 3/12 om morgenen. Michal vækkede hele båden kl 07.15 med beskeden om, at en tornado lå længere fremme på bagbord side. Alle var paralyseret og fascineret af naturens kræfter – i stedet for at gribe til handling og flå sejlene ned, greb folk efter deres kamera og knipsede løs. Vi var så tæt på at vi kunne se at søjlen piskede i havet som en stor røremaskine og havet omkring søjlen var fyldt med vandpartikler. Til alt held gik tornadoen i opløsning omkring en 4-5 mil fra os.

Efter nærmere reseach er tornadoen omdøbt til en "waterspout", som kan præstere vindhastigheder på op til 80 km/t. Den holder normalt ikke længere end et kvarter, men der kan ske mange skader i det tidsrum. Vores møde med waterspouten endte lykkeligt og vi fortsatte på samme kurs.

Som en kontrast til de store vindhastigheder i en waterspout, kan nævnes det mindre farlige vindstille. Vindstille er nok det mest psykisk opslidende vejr der findes, når man ligger i en sejlbåd. Sejl sættes, men de klapre og larmer konstant. Sejl tages ned, man kommer ingen vegne. Ligegyldigt hvad man gør virker det ikke – det er noget rigtigt ……!

I 2 døgn oplevede vi denne proces med sejlene (op/ned) og den tilbagelagte distance på ca 35 sømil pr. døgn må hovedsageligt tillægges den kontinuerlige strøm, der heldigvis løber mod vest. Det var heldigvis kun 2 døgn vi havde totalt vindstille, men i de første 10 døgn havde vi meget let vind og måtte konstant lave sejlskift i takt med vinden ændrede retning. I sådanne situationer er det vigtigt at besætningen opmuntrer hinanden, for at stemningen ikke når ned under dørken. Sennes guitar skal hermed tilskrives stor kredit for godt fingerspil på de rigtige tidspunkter.

I både storm og stille skal der være en mand på vagt. Som noget nyt ombord krævede vagtplanen en mand på vagt om dagen og 2 om natten (22-06). Denne plan gav mere "hviletid" mellem vagterne og samtidig kunne vi have de samme vagter hver dag. Det er vigtigt at få en døgnrytme indkørt, således at man ved hvornår man kan hvile og hvornår man skal "arbejde".

Den eneste som ikke har en fast døgnrytme er vores 6. mand "Harry". Harry, alias Aries vindroret, kan forvente vagt 24 timer i døgnet. Han kræver kun lidt olie, lidt omsorg og minimum 3 m/sek vind. Timerne hvor Harry har taget rortjansen kan vist ikke tælles, men skulle de erstattes af håndkraft vil turen have været en nogen anden. Den frihed som et godt vindror giver, ønsker vi ikke at undvære. Det indebærer bl.a. at alle kan spise samlet aftensmad, hvilket har stor betydning for det sociale liv ombord.

Men selv med et vindror kan det godt knibe lidt med kun 1 eller 2 på vagt. I enkelte extreme situationer kan det være påkrævet, at kalde flere på dækket for at deltage i sejlhåndteringen. Det blev bl.a. aktuelt da luv skøde til spileren valgte at sige farvel og tak - en sort nat med god nordøsten vind.

Dennis havde vagten, da det skete. Der lød et smæld og Dennis råbte efter hjælp og max 2 min. efter lå spileren på dækket. Alle var oppe. Det gjorde sig også gældende da vores rorpind knækkede – ikke noget panik for vi kunne bare styre via rattet, men så kunne vores vindror ikke styre så der blev lavet en hurtig indsats af alle ombord og 2 timer efter kunne Harry igen styre!

Når ting bruges bliver det slidt. Vores dejlige D-skål, spileren, valgte den 29/11 at revne i hele underliget. Et større reparations arbejde skulle udføres. "King of sails" Senne og "Queen of sails" Dennis klippede det forrevne af, forstærkede det med spilertape og derefter skulle de 8 meter så bare sys – i hånden! Et arbejde der gik lidt på omgang da vi til sidst havde knækket 4 ud af 5 nåle. Men vi blev færdige og "skålen" flyver atter foran det dejlige skib.

Vi har haft en del held til at fange fisk, og dette har selvfølgelig haft stor indflydelse på vores kost. At fange sin egen fisk og tilberede den med udsøgte krydderier giver én en god fornemmelse. Vi lagde allerede på 2. dagen ud med at kroge 2 store fisk, som vi uheldigvis og mod al forventning og logik, mistede sammen med det nyindkøbte agn. De fisk må ha’ været meget store – og det er muligvis godt at vi ikke fik dem ombord, selvom skuffelsen derude næsten var uudholdelig. Belært af erfaring sammensatte Dennis dagen efter et agn af noget kraftigere kaliber. 50 meter fortøjningstov, 2 meter skødetov, 3 meter 8mm stålwire og en krog, der sikkert bedre virkede som anker blev pyntet med stof strimler. Dette gav uheldigvis ingen fisk, men hvis…., så ville vi have haft mad til mange dage.

Allerede dagen efter hev vi den nette sum af 8 guldmakreller op af havet. Den største vejede 4-5 kg. Et sandt kødorgie fulgte. Derefter gik det slag i slag med fisk ca. hver 2. dag, med hovedvægten på guldmakreller. Højdepunktet i fiskeriet kom den 4/12, hvor en 109 cm lang og ca. 15 kg tung Wahoo satte gabet omkring vores lækre røde blæksprutte. En fangst der krævede et sandt teamwork. Sejlene skulle bjærges, billeder tages og den store fangstkrog blev gjort klar. Pragteksemplaret gav hele besætningen rigeligt med mad i 2½ dag. De sidste 2 dage blev vi beriget med 5 store Yellowfin Tuna. Skønt!!!

Der kan skrives bøger om vores måder at tilberede fisk på – vi har prøvet alt. Den foretrukne måde er helt klart filetering.

En anden opdagelse vi gjorde var at når der var vindstille var der ingen fisk. Fart og fangst hører unægtelig sammen. Her måtte vi så ty til dåsemaden hvilket også var ok. Grøntsager og krydderier kan få selv den ringeste dåse til at smage som en a’la’carte ret. Fordelingen af fisk og dåsemad har været nogenlunde lige, det har ikke været slemt for nogen. Nogle har lært at værdsætte fisk noget mere, mens andre på tider begyndte at føle en trang til en godt krydret Kalvefrikasé. Til supplering af den meget afvekslende menu, blev der hver anden dag suppleret med friskbagt rugbrød. En opskrift som også stille undergik en forvandling under rejsen. Der er vist en lille bager gemt i de fleste langturssejlere.

En af de større "events" på turen var den festlige begivenhed ved halvvejsmærket. GPS’en viste 1054 sømil til Tobago. Halvdelen af Atlanterhavet var nu lagt agterud og turen gik nu mod- og ikke fra land. Proppen blev skudt af den afkølede champagneflaske, som derefter gik på omgang. Selv Harry blev tildelt en tår, dog under protest fra enkelte, der mente at de havde bedre af den boblende væske. Billeder blev skudt i store mængder. Humøret steg med adskillige grader. Det samme gjorde sig gældende da vi havde Tobago i sigte! – og det var en stor fornøjelse da ankeret blev smidt i bugten ud for Scarborough. Her var kun én sejler, foruden os, et dejligt sted at ankomme. Det virkede på os som var vi kommet til paradis. Her var masser af palmer, hvide strande og over alt var der frodigt.

Dream sejler lige i kølvandet på adskillige opdagelsesrejsende og langturssejlere, i flæng kan nævnes Columbus, Magellan, de Gama, Kløvedal og Billesbølle. Vi krydser de samme oceaner og ser de samme fantastiske øer og laguner, som også de har været fascineret af, og som driver værket på vej mod endnu fjernere mål.

Specielt har vi tilbragt adskillige nætter under den samme fascinerende stjernehimmel, hvor det ene nye stjernebillede efter det andet dukker op i øst, mens andre forsvinder ned under horisonten i vest. Vores position nær ækvator gør at udskiftningen af stjerner i løbet af natten er meget større end på nordligere himmelstrøg. Yderligere er natten sort som kul herude. Man kan snildt læse en avis ved fuldmånens skær, og Mælkevejen ses som en kraftig bræmme henover den stjernespækkede himmel.

Specielt har de sydlige stjernetegn været interessante da vi her slipper den græske mytologi og alle formationer har nu typisk navne efter skibsudstyr, såsom sekstanten, kølen, sejlet osv. Vi har i mange dage kigget efter Sydkorset, den sydlige halvkugle-pendant til Nordstjernen, som skulle være meget speciel. Stjernekortene er blevet studeret flittigt og "nu må den da for pokker snart dukke op over horisonten", men her på breddegraden 11 N er det endnu ikke muligt at se sjoveren. Jo vi ser da godt nok det falske kors, men mangler endnu ca. 10-20 grader sydlig før end den rigtige dukker op. Da Senne en dag læser en bog af Svend Billesbølle, hvor han hævder at han kan se både Nordstjernen og Sydkorset på 18 N breddegrad, falder kæben ned på låret med et klask. "Det kan fanme ikke passe" og kortene blev studeret ekstra grundigt…"Niks han er gal på den".

Den gamle mand og havet har tilsyneladende rodet rundt på himmelen og forvekslet det falske kors med det rigtige Sydkors. Billesbølle er en gammel mand som har sejlet adskillige ture jorden rundt med kun en sekstant som navigations middel, og hvis han har bøvlet så meget med stjerners placering og alligevel kommet jorden rundt…..ja så kan alle…og Dream er på vej.

Det var alt for nu! God jul og godt nytår til jer alle. Mange tak for alle jeres hilsner som mange af jer har sendt til os enten over mail eller via alm. post. Det er rart at få nyheder der hjemmefra – bliv endelig ved med det.