Brev fra Dennis

Trinidad 29-12-1999-12-29

Hej Alle!

Så er vi ankommet til Trinidad! Vi afsejlede fra Tobago i går aftes! Og kom hertil imorges da solen stod op. Det var en fin tur med let vind. Det eneste vi kunne klage over var at det regnede under hele turen, men hva' det er jo ferskvand så vi nød det faktisk - og luften bliver altid så frisk efter et godt regnskyl.

Tobago var en kanon fed ø. Det er lige hvad vi nordboer forstår ved en paradisø. Her er masser af regnskov, palmer, hvide strande, calypso-reggae musik som bliver spillet over alt og indfødte som til hver anden sætning siger "Jehaa mann" (ligesom Københavnere siger ik' man!!!!! - undskyld til Københavnerne!!). Alle taxi'erne har næsten ingen bagagerum, det er nemlig proppet med musikgrej! - effektforstærkere og kæmpe bashøjtaler. Så hvis man skal have et par rygsække med i taxien så må man sidde med dem på skødet. De lokale er utrolig flinke og ikke nær så påtrængende som på Kap Verde. Alt tyder dog også på at folk her generelt har flere penge. Ikke forstået på den måde at de er rige men de har til dagen og vejen - og er godt tilfreds med det!

Jeg kan varmt anbefale Tobago, det er den klart fedeste ø jeg har oplevet og så er her faktisk ikke overrendt med turister. Det er også forholdsvis billigt at leve på Tobago, sammenlignet med det øvrige Caribien. Og ikke at forglemme, så har vi dykket helt vildt på Tobago.

I den periode hvor Senne, Flemming og jeg var "alene hjemme" pga Rene og Michals piger kom herud og de så boede på hotel inde på Tobago.

Vi sejlede til Bucco reef - et koralrev på sydspidsen af Tobago og kom overhovedet ikke i land i 3 dage - vi dykkede bare. Dagen gik med at dykke, fylde flasker, dykke......det er livet. Det er imponerende så flot der er under vandoverfladen. Alle mulige koralformationer, store som små i alverdens farver! Og rundt om er der fyldt med farvestrålende fisk - hvor nogle endda er temmelig store. Vi så flere skildpadder, rokker og blæksprutter! Det er vildt fascinerende at hænge vægtløs dernede og være en del af deres miljø.

Vi kastede ankeret så tæt på revet vi turde og tog hver dag dingyen ud på selve revet og dykkede herfra.

En dag på vej hjem fra selve revet, rejste en temmelig stor bølge sig lige bag os og jeg siger jer at dingyen blev kastet frem af bølgen. Vi surfede ca 10-15 meter for fuld skrald. Motoren kunne slet ikke følge med og da bølgen endelig brækkede ned over os blev vi begravet i vandmasserne. Da motoren var helt under vand gik den ud og så kunne vi godt glemme alt om at styre, så var det bare med at holde ved. Til alt held væltede vi ikke og alt dykkergrejet blev i båden. Dog var dingyen totalt fyldt med vand og havde svært ved at flyde. Vores utrolige pålidelige 2 HK Honda påhængsmotor startede efterfølgende igen som en mis - et enkelt hiv i snoren og den sprang på ny i gang, fantastisk efter sådan en tur.

Vi skal nok lige vende os til disse koralrev! - for de kan skabe en del problemer for vores små gummibåde. En anden dansk båd som vi mødte på Tobago havde en oplevelse lignende - de var 3 mand som havde trukket i festtøjet (og et sådant sæt tøj har man som regel kun et af herude) og pludselig, mens de var på vej ind til stranden (..over et mindre koralrev) blev alle 3 mand smidt ud af dingyen! - det var så den bytur.

Efter vores dykkermission på Bucco reef, tog vi 3 afsted på en jungletur. Vi havde lavet en hængekøje til os hver af noget billig indkøbt stof. Med dem i rygsækken begav vi os ind i junglen - vi ville gerne opleve noget uspoleret natur og mente at det kunne være interessant gerne tilbringe en nat mellem bambus og lianer.

Det var en vild god tur vi havde ind i regnskoven. Her var alt hvad vi havde forestillet os skulle være i en rigtig regnskov - lianer, slanger, edderkopper, enormt høje bambus træer, kødædende planter, kolibrier og alverdens andre mystiske fugle og planter. Om natten, efter en dagsmarch fandt vi et par velegnede træer og hængte vore hængekøjer op. Det var svært at falde i søvn, for der var 1000 nye lyde vi lige først skulle vænne os til. Til tider var det ikke kun baggrundsstøj, men direkte larm - det orgie af fugleskrig og store bambusrør som slog mod hinanden. Om morgenen vågnede vi ved at en Kolibri hang over vores hængekøjer, som om den lige skulle se hvem der lå der. Midt om natten faldt der en edderkop ned i min hængekøje - jeg mærkede den da den kravlede op ad det ene ben. Jeg prøvede desperat at få den ud af hængekøjen - men det var sværere end som så, for vores hængekøjer lukker næsten tæt og hver gang jeg fik den sparket op mod åbningen gled den bare ned igen!! - jeg måtte helt ud at vende vrangen ud på hængekøjen. Det er altid en trøst at der ikke er dødbringende dyr på Tobago (..i hvert fald så vidt vi ved!!!).

Ellers var det en pragtfuld nat - om morgen da vi vågnede ønskede vi hinanden en god jul - for den var nemlig blevet den 24. December. Lidt mærkeligt at ligge der og ønske hinanden en god jul - for vi var overhovedet ikke i julestemning! Vi gik det sidste stykke hjem til båden for at holde juleaften med Rene, Michal og pigerne. Det blev en fantastisk juleaften. Vi fik nyfanget hummer til forret, nyslagtet oksebøf med ris til hovedret (bøfferne blev af den lokale bonde hakket ud med økse!!) og til dessert var der risengrød - med mandler i!!

Jeg fik nogle herlige julegaver - noget af det bedste var et rigtig EDB blad som jeg fik af min fætter og kusine. Et sådant har jeg ikke læst siden jeg tog hjemmefra!! Jeg fik også en pakke af min mor og far, hvorpå der stod "I tilfælde af ekstrem kedsomhed må denne pakke godt åbnes før jul". Jeg havde selvfølgelig ikke åbnet den (...den var vel at mærke med på vores tur over Atlanten!).

Da jeg åbner den er det et helt nyt spil "Trivial Pursuit"!!! - det tog hårdt på den øvrige besætning!!! Det var simpelthen uforståelig for dem, at jeg ikke havde åbnet den på en af de vindstille dage på Atlanten. Det skal jeg nok få god brug for over Stillehavet. Jeg fik desuden nogle nye cd'er - herligt med noget nyt musik, det eksisterende er ved at være gennem-terpet. Der var flere herlige gaver - alt sammen noget jeg kan bruge herude. Det var generelt en herlig aften - dog var julegløggen udskiftet med Caribisk rom. Men det er heller ikke så dårligt, det kræver bare lidt tilvænning.

Vi kommer nok til at ligge her på Trinidad til omkring den 10. Januar - for det ser ud til at være lidt svært at få nogen til at kigge på vores motor mellem jul og nytår. Den har det nemlig ikke så godt - den har ikke flere kræfter end vores 2 HK påhængsmotor. Den kan ikke engang trække skruen rundt - hvis vi samtidig lader på batterierne. Er der overhovedet ikke er andet end skruen så kan vi lige klemme den op på 1000 omdrejninger (hvor vi normalt ligger og kører 16-1800 omdrejninger) Det er nok ved at være sidste chance til at få kigget på den inden vi skal igennem Panamakanalen. Nu har den jo også klaret turen helt herover, så mon ikke at vi nok skal få banket nyt liv i den gamle Mercedes igen!

I må alle komme godt ind i det nye år. Vi skåler med jer kl. 24.00 dansk tid. Slut herfra.

 

Med de varmeste hilsner Dennis

Ps: Hvis I keder jer derhjemme, skal I være velkommen til at bruge tiden til at skrive en mail herud. Det er nu godt med nogle nyheder derhjemmefra.

Global View of det and further information concerning den
Site Powered by FREE GoFTP Client