Casablanca, Tirsdag d. 28/9 -99

Som nævnt i sidste nummer af Dream Times gik det lidt trægt med at komme væk fra Lissabon. Først pga. svære dønninger efter en lille storm og senere fordi der kun var svag vind fra syd.
Det lykkedes at komme af sted tirsdag den 28/9 som planlagt efter vejrudsigterne. Efter en morgenløbetur, hvor nogle få personer deltog, provianterede vi og gjorde alt klar. Alt på båden blev surret godt fast så vi kunne klare endnu en gang dønninger ved Rio Tejo's udløb. Der skulle nok stadig være store dønninger tilbage og vi havde lært af bitre erfaringer. Godt forberedte stævnede vi skuden ud af Doca de Alcántara i Lissabon og spændte nærmede vi os flodens udløb for motor. Alle var parate til at genoptage kampen med de dønninger, som for 6 dage siden havde fået bådens salon til at ligne en stor rodebutik og fremkaldt de første rigtige tegn på søsyge ombord.

På vejen ud mødte vi en havskildpadde, som lå og dasede rundt oppe i overfladen. Vi sejlede to gange rundt om den, så alle som ville kunne tage billeder. Det må have været en gammel svend, da den var helt mosbegroet på hele skjoldet. Den forsvandt tredje gang vi nærmede os den, med to kraftige luffetag var den forsvundet i den dybe Tejo flod. Da vi nåede udløbet kunne alle dog ånde lettet op.

Havet viste sig fra sin meget pæne side med store rolige Atlanterhavsbølger. Disse bølger kendetegnes ved at have en meget stor afstand mellem bølgedal og bølgetop, som dannes pga. havets enorme dybde på flere kilometer. Som store azurblå bølgende marker rullede de ind under kølen og løftede blidt båden op og ned. Der blæste en jævn vind fra vest og for storsejl og genua skød Dream 5 knob ned langs den portugisiske kyst.

Hen ad onsdagen lavede vi det længe ventede venstresving ind på Algarvekysten, der er Portugal og Spaniens sydkyst, og som med sine lange, hvide sandstrande er et meget populært turistmål. Pynten ved indsejlingen på Algarvekysten, Capo de São Vicente, er meget imponerende. Vi blev mødt af 50-100 meter høje lodrette klipper der brutalt afviste de store Atlanterhavsbølger, som piskede ind mod klippevæggene. Hver gang en bølge ramte klippevæggene kunne der høres en lyd som torden og skumsprøjt blev slynget højt op i luften.

Umiddelbart efter entreen til Algarve, løjede vinden, og vi besluttede at finde en ankerplads for natten. Valget faldt på en lille idyllisk by ved navn Sagres, hvor krogen blev smidt i en bugt. NP og Flemming tog dingien(jollen) ind til land for at anse stedet, mens Mikkel og Rene gjorde klar til et nat dyk. De fandt snorkeludstyret frem og hoppede i det morildfyldte hav, hvor en lysende oplevelse mødte dem.

På 4 meters dybde fandt de havbunden, bestående af fint sand. Hernede slukkede de dykkerlygterne. Ved bevægelse påvirker man morilden, som er en bestemt slags plankton, og den mekaniske energi omdannes i morilden til strålingsenergi, således at planktonet udsender lys. I morildens skær blev de 2 vandhunde oplyst så kraftig at det var muligt at læse navnet på deres våddragter. Når man svømmede fremad blev de lysende partikler kastet mod dykkerbrillerne som tusindvis af stjerneskud. En virkelig fantastisk oplevelse som alle med mulighed derfor bør opleve. Da NP kom tilbage til skibet måtte han da også i baljen da han havde hørt de 2 andres beretning.

Næste morgen, torsdag den 30/9, var der igen livlig svømme- og dykkeraktivitet inden ankeret blev hævet og turen fortsat. Alle var på det tidspunkt blevet enige om at droppe Cadiz og i stedet sejle direkte mod Gibraltar. Dette blev besluttet, idet der var stemning for at komme hurtigere til Marokko og bruge mere tid der.

Den videre tur mod Gibraltar blev præget af meget skiftende sejlads, idet vinden var utrolig ustabil pga. det højtryk vi befandt os i. Det ene øjeblik skød skuden 7 knob for spiler, det andet øjeblik var havet blikstille og vi måtte ty til jern-genuaen (vores motor) for at komme frem. Det kan godt virke lidt frustrerende med så mange perioder med vindstille. Skipper var lige ved at ønske storm frem for vindstille - og så er man altså træt af vindstille!

Hele besætningen ombord forstod dog at vende de stille perioder til noget positivt. Således blev der fisket og badet i det blå Atlanterhav næsten hver dag. Mikkel tog et hovedspring fra salingshornene, som den første på det gode skib.

Vi kunne ikke nå Gibraltar i dagslys, så vi ankrede op ved Tarifa, 15 sømil vest for Gibraltar, som er Europas sydligste fastlandspunkt og en af de mest charmerende byer vi endnu har mødt på hele turen. Her fandt vi igen snorkeludstyret frem og forsynet med lommelygter begav vi os hen mod en stejl klippevæg, hvor der skulle være gode dykkermuligheder. Det viste sig at blive vores hidtil bedste snorkeltur med undervandsgrotter, masser af fisk, krabber, hummere og planter af alverdens arter.

Når man natdykker på den måde bliver de forskellige fisk nærmest lammet af vores lys og står helt stille i lyskeglen indtil man er ca. 10-20 cm fra dem - det giver en virkelig god mulighed for at studere fiskene.
Ved middagstid, lørdag den 2/10, hev vi ankeret op og satte kursen mod Gibraltar. Det blev til 15 sømil med virkelig god sejlads. Her var god vind fra vest, strømmen var med os og hele besætningen glædede sig til at se Gibraltar. På denne  helt fantastiske tur til Gibraltar, loggede Michal 9.9 knob med spiler - akkurat ikke nok til at slå Dennis' rekord på 9.9 knob for ren genua! - men han skal nok komme efter Dennis en anden gang. Vi blev simpelthen spulet mod Gibraltar, virkelig en fornøjelse efter alle de timer med vindstille.

Gibraltar er en engelsk kronkoloni, som ligger ved indgangen til Middelhavet. Halvøen, er med sine 6,5 km², den mindste af Storbritanniens kronkolonier og blev tidligere brugt til at styre adgangen til Middelhavet. Gibraltar består hovedsagelig af et bjerg, som byen er placeret for foden af. Bjerget som tidligere blev brugt som fæstningsværk har ca. 120 km underjordiske gange. Disse gange er blevet hugget ud med de bare næver. Man brugte tørre trækiler som man hamrede ind i nogle sprækker og efterfølgende hældte vand på trækilerne, for at få dem til at udvide sig og på den måde brække et stykke klippe af. I dag er Gibraltar en toldfri zone, hvilket gør det til et attraktivt mål for sejlere. Alt elektronik, det være sig kameraer, bådelektronik, ure og computere. Men vores kasserer Rene, mente ikke at Dennis måtte få mere elektronik at "lege" med, dog fik Dennis plaget så meget, at han fik lov til at købe en lille konverter, som kan konvertere vores 12V om til alm. 220V - en efter Dennis' mening, dejlig lille sag. Mikkel fik købt sig et nyt dykkerur, mens både Michal og NP fik skudt nogle penge i et nyt kamera.

Vi havde også lige et par ting som skulle laves, på båden i Gibraltar. For her havde vi muligheden for at få de reservedele, som vi skulle bruge. Vi fordelte opgaverne mellem os, som vi plejer at gøre. Da Flemming er ny-udnævnt "Over-VVS Mester" fik han tjansen at gøre toilettet helt tæt. NP gik i gang med at banke rust af og male det over med noget maling. Rene og Michal gik i gang med at kigge på saltvandsindtaget til motoren, som nemlig er blevet lettere utæt. Vores store militær general, Mikkel, skiftede remmen til generatoren og strammede denne op. Dennis gik vindroret efter i sømmene, da vi oplevede at vores ellers stabile "7. Mand" strejkede. Folk kunne så selv bestemme, hvornår det passede dem bedst at lave deres opgave.

Tirsdag delte besætningen sig i to grupper. NP, Mikkel, Rene og Dennis tog på en dykkertur mens Flemming og Michal ville op og se The Upper Rock på Gibraltar. Michal og Flemmings tur op til toppen skulle ikke være for turistpræget, så for at undgå de mange turister besluttede de 2 kække sømænd at tage turen til fods. Oplevelsen herved er også en helt anden end hvis man blot bliver kørt, i Taxi, som de fleste gjorde på Gibraltar. Med raske skridt og godt provianteret gik turen gennem den varme by på vej mod første stigning. Der er et godt stykke vej op til indgangen til reservatet og stigningen er stor.
Prisen for at komme ind er 5 pund og der gives ingen rabat til studenter! Turen gik herfra, igen ad urimelig lange og stejle veje, op til St. Michael's cave. Hulen præges af mange, smukke drypstensformationer, som hænger ned fra loftet. Disse imponerende formationer må af og til skæres ned for at reducere faren for at de falder ned og rammer folk i hovedet. Hulen blev i 1783 anvendt af spanske tropper som skjulested. I dag er det et udsøgt turistmål og der er endvidere indrettet en pæn koncertsal.
Fra Hulen gik turen videre mod toppen. På toppen blev vi mødt af et hav af aber. Et sagn siger, at den dag aberne forlader Gibraltar overgår halvøen til Spanien. England har for at undgå dette sat mange aber ud, for at bevare bestanden. I dag er der blevet for mange og de sviner overalt.

Fra The Upper Rock er der i klart vejr et fantastisk udsyn over Gibraltar. Denne dag var toppen dog dækket af skyer. Turen gik atter nedad mod Under Siege Tunnel. Dette er en 300 meter lang tunnel som briterne i løbet af et år gravede ud af den massive klippe med hamre og mejsel samt krudt og kiler. Under krigen mod Spanien i 1783-1784 blev den brugt til kanonstillinger som kunne beskyde Spanierne. Efter at have set tunnelen fortsatte turen nedad mod sidste stoppested på turen. Det var en gammel borg, men desværre var der lukket. De nu knap så kække sømænd fortsatte, godt brugte, resten af vejen ned til båden.

Gibraltar byder også på mange spændende undervandseventyr, så de 4 andre, NP, Mikkel, Rene og Dennis bestemte sig for at nu skulle de have turens første rigtige dyk. De fandt en lokal dykker særling - en spændende blanding mellem Skipper Skræk, John Wayne og Jacques Costeau. Han kendte til et vrag som var sunket i 1912. Det var et gammel dampskib, som sejlede varer til Gibraltar i sine velmagts dage. Skibet skulle være 70 meter langt og 30 meter bredt. Det mente de 4 vandhunde var for fristende, så på med grejet og sammen med deres nye ven sejlede de ud til vraget. Mikkel og Dennis gik ned sammen mens Rene og NP dannede makkerpar.

Det var et virkelig flot vragdyk med god sigt. Roselyn, som skibet hed, lå på en stejl skråning og var tydeligvis grundstødt. Det lå stadig meget flot med dækshus og lastrum, man følte sig helt beæret over at hænge vægtløs over dette enorme skib. Selvom der var god sigt kunne man ikke se fra agter til for. Dykket begyndte midt på vraget, så kunne vi selv bestemme om det var stævnen eller agterenden som skulle udforskes. Begge hold valgte at udforske stævnen, altså kun ca. halvdelen af skibet.

Da Roselyn havde ligget der siden 1912, var der mange dyr og planter som var flyttet ind. Det syn der mødte os dernede var imponerende. Her var i tusindvis af fisk i alle mulige afskygninger og farver som nysgerrigt så til mens vi var på besøg. Der var planter i alle tænkelige farver. Specielt flot var det helt ude ved stævnen, når man lå på 25 meters dybde og kiggede op langs hele stævnen, hvor bevoksningen rigtigt havde fat i det gode skib og de mange fisk vrimlede rundt mellem hinanden.

Solens stråler nåede helt ned på bunden og gav alle farverne ekstra styrke. Fra stævnen gled vi ind i selve lastrummet, hvor de mange store jernbjælker var faldet sammen og lå på kryds og tværs af hinanden. Det er en fantastisk fornemmelse at svæve inde mellem alle disse begroede bjælker og se de gamle inspektionsluger være hjem for et ukendt antal dyr. Det burde være enhver forundt at opleve denne vægtløse fornemmelse af en helt anden verden for den kan kun opleves ikke beskrives.

Onsdag den 6/10, sejlede vi fra Gibraltar med kurs mod Casablanca. Hen på eftermiddagen, efter diverse shopping og proviantering, lagde vi fra kaj. Vi satte nu stævnen mod et nyt kontinent, som var totalt ukendt for de fleste ombord.
Det gik noget trægt i begyndelsen, vi havde modstrøm i Gibraltar-strædet i de første par timer. Det var her svært at få den gamle dame op på mere end 3 knob. Men da strømmen begyndte at vende efter aftensmaden, gik det straks bedre. Det lykkedes NP og Dennis at trimme sejlene perfekt og da vi nåede tæt på Marokkos kyst skød det gode skib en fart på 11,3 knob - en ny og enestående rekord af makkerparret Thuesen & Østergaard. Nogle ville hævde at det var held og tilfældigheder, men de tos udtalelser til redaktionen tyder på en helt igennem planlagt strategi.
Hen under natten rundede Rene og Flemming, Afrikas pynt ved Cap Spartel, og så gik det ellers sydover.
Det næste par dage var der igen næsten ingen vind. Spileren blev sat og taget ned igen, ca. et halvt dusin gange, så alle ombord er ved at have en god føling med det 100 m² store sejl. Skipper bliver ikke længere vækket for at være med i sætning eller bjærgning - det er ved at blive ren rutine for mandskabet på Dream. I de stille timer fordrev vi igen tiden med badning. Her sprang også Rene ud fra salingen, et perfekt hovedspring, som ville ligge til et 9 tal for den kunstneriske udførsel! Det blev også turen, hvor Dennis og Michal rigtig fik gang i fiskeriet. Altså forstået på den måde at de nu fik fanget fisk, i stedet for bare at miste blink.

Det blev til 1 stor, flot guldmakrel og hele 2 tun på ca. 5 kg stykket! De blev alle renset og lagt på køl, for vi ville være i Casablanca ved aftenstid, så skulle vi have tun-steaks på grillen. Stemningen ombord var høj og alle glædede sig til at smage de frisk-fangede tun.

På vej ind ad indsejlingen til Casablanca kom en stor toldbåd op på siden af os. De lagde sig langskibs af os, ude midt i indsejlingen. En tolder kom ombord og kiggede på vores pas og skibspapirer. Han var dog nok mest interesseret i, om vi smuglede personer ind i landet. Der var ingen problemer og de ønskede os velkommen til Marokko. Vi troede, eller rettere håbede, på at nu var vi sikkert indklareret i Marokko - men nej.

Så snart vi lagde til kom yderligere 2 personer, iført mørkegrøn uniform, ombord. Vi regner med at det var immigrationspolitiet for de skulle have alle de oplysninger af os som de overhovedet kunne pumpe ud af os! Det være sig navne på vores forældre, brødre, søstre og deres adresser. De startede simpelthen med et stykke blankt A4 papir som de omhyggeligt havde foldet sammen og stukket i uniformslommen. Her skrev de samtlige informationer fra alle vores pas ned, samt alle informationer omkring båden. Selv hvilke mærker vores kommunikationsudstyr var. Herefter skulle vi gå ned til havnepolitiet og have indgangstilladelser til selve landet og stempler i vores pas.

Da alt dette indklareringsbureaukrati var overstået stod middagen på grillede tun steaks og kolde øl. Vi ønskede hinanden velkommen til Afrika og indtog med stor appetit den udsøgte middag. Vi skal hilse og sige at bedre spisefisk skal man lede længe efter. Tunkød er rødt kød og laves på samme måde som oksekødsbøffer. Selv Mikkel som ikke er så meget for fisk, nød de veltilberedte tunsteaks.

Da vi ankom fredag aften, lagde vi os ved en privat flydebro, ca. 15 meter fra den såkaldte marina. Det er nok lidt optimistisk at kalde det en marina, men det var her sejlbådene lagde til. Der var vel ca. 15 både fortøjet til mere eller mindre faldefærdige broer. Så man kan roligt antage at der ikke er mange bådejere i Marokko.

Den fyr som vinkede os ind, virkede meget flink og ville hjælpe os med både det ene og det andet. Han kunne simpelthen alt, mente han selv. Men da han ville have 100 dirham (ca. 70 kr.) pr. nat, blev vi allerede lidt skeptiske. For vi lå 3 både uden på hinanden og når man skulle i land skulle man først over de 2 andre både, så over en hjemmebygget betonbro og ad en faldefærdig hængebro til fastlandet og gennem en smal passage for at komme ud af den private grund. Hertil kommer at der kun var vand i dunke og meget dårlig strøm (kun 190Volt). Da han ikke ville slå af i prisen og tilmed blev ubehøvlet og nærmest sur over at vi ikke bare betalte, flyttede vi båden de ca. 15 meter ind i den "rigtige" marina og har nu både strøm og vand til rådighed, samt bruserum - dog kun med koldt vand, men stadig dejligt!

En ven til NP, Glenn, som Dennis i sin tid også har arbejdet sammen med, bor nu i Casablanca og arbejder for A.P. Møller. Efter lidt e-mail udveksling, fik vi kontakt til Glenn og lørdag kom han ned på båden. Vi fik en snak over et krus øl, og Glenn tilbød at gi' en omgang mad på en af de bedre restauranter i Casablanca. Det var den nok bedste middag vi havde fået i flere måneder.

Glenn, der bor i et dejligt hus på den anden side af Casablanca - modsat havnen, tilbød ligeledes at hvis vi samlede alt vores vasketøj ville han få sin husholderske til at vaske og stryge det - et kanon flot tilbud, som vi tog imod med kyshånd. Det er lang tid siden at vi har fået vasket vores tøj rigtigt, og så bliver det oven i købet også strøget! En stor tak til Glenn MacArtney.