Hej alle sammen !

et kort uddrag af min dagbog.

Nok den største oplevelse til dato. Vi er på vej fra Tenerife mod Gomera (de canariske øer) Der var sejlet næsten en time, da den første af det der senere viste sig at være tre grindehval flokke blev sigtet. Flokken bestod af ca.15 dyr, mindre, omkring 2 - 3 meter. De lå næsten fuldstændig stille og dasede i overfladen, logging som det hedder på engelsk.

Vi ændrede kurs og satte farten ned, stille og rolig nærmede vi os flokken. Kameraer og video fløj op af agterkahytten, samtidig med at der blev meget overbefolket ude på fordækket. Dyrene var på ingen måde sky. De dykkede stille og roligt ned hvis vi kom for tæt på, men kom hurtig op et andet sted lige i nærheden. Det var smukke dyr, som elegant og yndefuld, de var ikke meget større end delfiner, undveg båden.

Nu var vi sejlet igennem flokken to gange og de dukkede upåvirket op lidt væk fra båden, bare for igen at dase i solen. Dennis og Senne mente at tid og sted var inde til en udfordring af dimensioner. De stod pludselig henne på agterdækket med maske og snorkel på - Der sås ingen tøven i deres øjne. Livlinen, som normalt bruges til at holde folk ombord med, fik nu den modsatte opgave. Den blev kastet overbord og gled nu som en lang orange slange efter båden i styrbordside. De to frygtløse opdagere gled nu langsomt ned langs det røde fribord, næsten uden en lyd lå de nu på siden af DREAM, midt i al udstødningsgassen.

Det stolte skib har fået en lidt dum vane med at ryge lidt for rigeligt, til tider så meget at det bliver pinligt og ikke sjælden påtalt i havnen når vi starter hende op for at køle. Midt i al denne blanding af uspoleret natur og ækel dieselrøg blev de to opdagere nu trukket med hjertet hamrende i brystet, mod deres første møde - man to man - med et af naturens større dyr.

Inden vi nåede så langt blev duoen til en trio. Skribenten af denne dagbog kunne nemlig ikke stå imod den store oplevelse det ville være at ligge i vandet med disse dyr. Kun iført helt rene og ikke dag-gamle boksershorts og snorkel udstyr, gled undertegnede ned langs skibssiden og videre ned af den orange livline, som nu måtte ligne et grill-spyd i øjnene på en hver større haj.

Skibet var nu tæt på den hvilende flok igen og Rene, som stod til rors, satte motoren i tomgang og lod DREAM løbe farten af hen mod flokken. Nede i vandet steg pulsen nu på de tre opdagere, i takt med at afstanden til hvalerne blev mindre. Sigten var omkring 20 meter og langsomt ud af det evige blå, tonede svage silhouetter frem, lidt nede under skibet.

Det er faktisk ikke muligt, præcist at beskrive med ord hvad man føler når disse silhouetter langsomt tager form og bliver til disse smukke dyr, man fra båden kun kunne ane formen af. De kom mange gange ind på afstande af 5-10 meter - vildt.

Når vi er på besøg i deres element, kan man kun være imponeret over den yndefuldhed der er ved sådanne skabninger, der er perfekt tilpasset det våde element. At iagtage grindehvaler medens de hviler sig, for, når skibet kommer for tæt på, med et enklet eller to slag med halen at forsvinde ned i dybet, giver gåsehud.

Medens vi lå ved skibet som tre perler på en orange snor, kom og gik mange grindehvaler fuldstændig lydløs ind og ud af vores synsfelt.

Det er en så stor oplevelse at jeg ikke kan finde noget at sammenligne den med. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der sneg sin en smule bange anelser ind under huden, mens vi lå der. Det var første gang vi prøvede noget af denne størrelse, og det skal for en god ordens skyld nævnes, at grindehvalen hører til familien af tandhvaler. Dette holdt sammen med at der ingen glas eller anden barrierer var mellem os og hval, kunne også godt få de små hår til at rejse sig. Mange af disse bekymringer havde vi, set i bagspejlet, ikke haft grund til. Hvalerne var meget fredelige og gjorde på ingen måde nogen bevægelser eller andre ting som kunne virke aggressive.

Vi havde nu ligget mere end 15 minutter i forhaven til en af verdens smukkeste parker. Hvaler var kommet glidende foran/under og på siden af skibet, lydløse og med en interesse for os som kunne ligge på et meget lille sted. Nu kan man ikke bare være egoistisk hele tiden, oplevelser som disse skal deles, så de to sidste ville også i vandet. Det kom de på samme måde som vi.

Rene, og Flemming var lige så betaget af det som åbenbarede sig for dem under overfladen, som vi var. I næsten en time lod denne flok grinder sig ikke mærke af at vi cirklede rundt mellem dem. De lod os iagttage og se en lille del af deres tilværelse, og vi kunne kun være ydmyge. Vi kunne sikkert have sejlet rundt mellem hvalerne til mørket faldt på, men vi skulle gerne anløbe San Sebastian inden stjernerne stod klart på himlen. Omdrejningstælleren blev igen skubbet op på de obligatoriske 1400 omdrejninger og kursen sat mod Gomera. Den fortalte historie gentog sig en halvtime senere og sceneriet var det samme, ubeskrivelig stor. Vi ankom til Gomera lige inden mørket faldt på.

Michal

Global View of det and further information concerning var
This page uploaded by Go FTP FREE Software