I Marokko var vi nød til at splitte os lidt op, for vi turde ikke lade båden ligge alene. Der var tit og ofte små både som kom roende tæt forbi for at kigge om vi var ombord. Det var vi ikke helt trygge ved, så derfor delte vi os i 2 hold. Michal, NP og Dennis blev på båden i Casablanca og Rene, Mikkel og Flemming besluttede sig for at tage en tur ind i landet.

Fra Casablanca tog Rene, Mikkel og Flemming toget til Marrakesh som er en tur på ca. 4 timer. Og så er det tid til at aflive alle myter om toge i Afrika, i hvert fald Marokko. Det var et meget fint tog på standard med danske toge og så kostede det kun 50 kr pr snude for den lange rejse – noget DSB godt kunne lære noget af!! Og så var der ikke noget med får og geder i kupéerne, som folk går og forestiller sig om Afrikanske toge.

I Marrakesh, som bl.a. er kendt for en produktion af meget fine læder varer, lejede de 3 gutter en gammel og noget slidt Fiat Uno som dog kørte udmærket. Turen gik videre op i Atlasbjergene som er blandt de højeste bjerge i Nord Afrika. De højeste tinder rejser sig ikke mindre end 4167 meter og er beklædt med sne på toppen. Vi kørte over den del af Atlas bjergene der hedder Høje Atlas. Disse karakteriseres ved takkede tinder og meget stejlsidede dale med et hav af små Berber landsbyer (Berber = indfødte nord afrikanere) og opdyrkede grønne terrasser over alt. Måske ikke helt det man forbinder med Marokko, men mange steder er landet faktisk meget frodigt.

Den lille Fiat Uno klarede turen over bjergene i bedste stil. Langsomt begyndte det ellers grønne landskab at blive mere gold og tørt efterhånden som Sahara nærmede sig. Der blev gjort ophold i en lille by ca. 100km fra Zagora som også kaldes porten til Sahara. Det var blevet sent og selvfølgelig skulle det regne netop den nat. Det er ellers sjældent at det regner så tæt på ørkenen. Alle planer om at sove udenfor blev opgivet og de 3 prøvede at få det bedste ud af bilen. At sove 3 mand i en Fiat Uno kan lade sig gøre og der er garanti for at man står tidligt op. Kl. 5 blev vi dog alligevel vækket af morgen prædiken der blev sendt ud over byen gennem kæmpe højtalere som vi fejlagtigt havde parkeret tæt på. I øvrigt viste det sig at bilen var utæt!!

I Zagora blev vi mødt af flere indfødte som inviterede os indenfor til te. Der drikkes kun ganske lidt øl, vin og spiritus i Marokko. Til gengæld drikker de spandevis af sød mynte te og så ryger de anseelige mængder hash. Landet er verdens største producent af canabis, hvilket især kom til udtryk om aftenen, hvor man overalt konstant blev tilbudt at købe hash – hvilket dog nok er det dummeste man som turist kan gøre i et afrikansk land.

Det ene sted vi var inde og få te blev Flemming bedt om at skrive et postkort på engelsk. Den flinke marokaner havde en ven i England, men talte kun dårligt sproget og kunne slet ikke skrive og læse. Langt de fleste marokanere er analfabeter og behersker kun deres sprog i tale. Selv et kort over deres egen by kan de ikke tyde. Hvis de kan et fremmed sprog er det typisk fransk, men der enkelte som også behersker engelsk og tysk.

Efter te fortsatte vi ud mod ørkenen i Fiaten. Det viste sig dog at for at komme derud skulle man først over en bjergkæde der samtidig udgjorde grænsen til Algeriet. Der førte ingen veje over bjergene og af tidsgrunde kunne vi godt se at det nok ikke gik med en kamel, som der ellers var mange af.

Det blev altså kun til nogle få sandklitter, som dog lå smukt som oaser med mange daddel palmer omkring. Lidt skuffede over at måtte nøjes med "Little Sahare" blev snuden sat mod Altas bjergene.

Her blev vi mødt af et kraftigt uvejr med tordnende regnskyl og flere steder stod de smalle bjerg veje under vand. Vi mødte flere der vendte om, men den lille italienske bil klarede skærene i fin stil. Rene var styrmand og med tungen lige i munden styrede han bilen rundt i de mange hårnåle sving medens Mikkel og Flemming var vildt optaget af at tage billeder af de enorme vandmasser der var farvet blodrød af jorden og som væltede ned af bjergskråningerne og hev masser af jord og klippestykker med sig.

På den anden side af bjergene fandt de et lille værelse på 4x3 meter der bestod af 4 beton vægge, 1 madras (de fandt dog en mere) og et lille vindue øverst i hjørnet. Lige hvad vi havde brug for.

Om morgen kørte vi ud til Marokko’s største vandfald som lå i et smukt område med mange oliven lunde. Deraf navnet Cascades d’Ouzoud eller Falls of the olives. Turen gik videre til Marrakesh hvor bilen blev afleveret og videre med tog tilbage til Casablanca, hvor de øvrige 3 passede på båden.

Dennis havde læst i vores guide over Marokko, at man frit kunne tage billeder her. Så han var, sammen med NP, på vej hjem til båden efter en shopping tur i Medinaen (den gamle bydel), da de ser et total trafik kaos i et temmelig stort kryds. Der står 3 betjente og prøver at dirigere trafikken, med store armbevægelser og med fløjten i munden, som flittigt blev brugt. Det så så komisk ud at det måtte vi have et billede af! – Dennis tog kameraet frem og tog et billede. Men den ene betjent opdagede, at Dennis tog billeder af dem og styrtede over imod os og flåede kameraet ud af hånden på Dennis og råbte et eller andet på marokkansk ind i hovedet på ham. Det begyndte at gå op for os at det nok ikke var så heldigt at tage billeder af politiet!! NP var også ved at finde hans kamera frem, men da han så hvad der skete med Dennis pakkede han pænt sit ned i tasken igen! –men ak, betjenten så at han pakkede kameraet væk og troede derfor at han også havde taget et billede. Vi blev begge slæbt med til den nærmeste politi station, under megen påstyr! Det var virkelig slemt! Tænk at tage billeder af politiet! Men nå, der var ingen der kunne tage stilling til hvad der skulle ske med de 2 "spioner" så der gik noget tid, vi talte med flere politifolk af forskellig rank – men ingen kunne tage stilling til hvad der skulle ske – Dennis tilbød at de kunne få filmen, men det var ikke nok! – vi påstod begge at vi ikke havde taget billeder, men kun havde zoomet frem og tilbage med kameraet (det viste vi også betjenten, og det synes han vist var meget imponerende). Vi snakkede lidt om hvor vi kom fra og hvad vi lavede her – vel at mærke uden at de kunne engelsk og uden at vi kunne marokkansk (..eller for den sags skyld fransk som er meget udbredt hernede). Da der var gået næsten en time kom der en betjent i jakkesæt, og han skrev alt ned fra vores pas (med alt mener vi alt, også hårfarve, politikreds for udstedelse af passet osv.). Han mente så at det var ok at lade os slippe med en advarsel – vi blev så sat på fri fod igen, men blev noteret som "mulige spioner" i politiets register (..hvordan det register ser ud ved vi ikke, men vi tror ikke at det er specielt fremragende – det er nok noget med sekventiel søgning, kunne vi forestille os).

De 3 gutter på båden skiftedes lidt til at være på båden og til at udforske Casablanca. Vi blev efterhånden temmelig gode til at forhandle med de lokale marokanere. For der skulle forhandles om alt, lige fra frugter på markedet til skak spil i forretningerne. Michal fik købt et skak spil og NP fik købt backgammon spil, begge i marmor. Vi havde en regel at den pris de startede med dividerede vi med 2 og trak lidt fra – det var hvad vi højest måtte give for varen. Det lykkes som regel! Og Michal og NP fik 2 virkelige flotte spil. Til hele besætningens store fornøjelse købte Dennis en marokkansk guitar, som var lavet af skildpadde skjold betrukket med skind! Nu var der rigtig lagt op til nogle hyggelige nattevagter med dejlig marokkansk musik – udført af en totalt tonedøve skipper!

Tiden var ved at være inde til at vi skulle forlade Marokko. Lidt vemodigt, for Marokko er faktisk et dejligt land. Vi har i hvert fald nydt tiden her. Man skal bare lære at acceptere deres noget anderledes livsstil, og indstilling til livet generelt. Flemming og Dennis gik op på toldkontoret for at udklarere, men de var alle gået ud for at spise. Så vi måtte pænt vente halvanden time på at de blev færdige inden vi kunne få vores skibspapirer tilbage og komme videre. Det var efterhånden blevet lidt sent så vi besluttede at vente til næste morgen med at sejle. Så kunne vi også lige nå at få handlet det sidste ind – Glenn havde sagt at han ville komme ned og give os en hånd med indkøbene. Det er nemlig 1000 gange lettere med en bil.

Glenn blev desværre forhindret af et hastemøde på arbejde. Men så trådte hans kollega, Henrik, til og hjalp os med de sidste indkøb i et stort godt supermarked. Efterfølgende var Henrik og hans kone Helle til middag på det gode skib DREAM. De medbragte dog selv en god flaske (det skal nævnes at vi var blevet vant til rødvin på karton, som nok er lige knap så gode som dem i flasker!!) og 6 rigtige Casablanca øl. Det blev til en dejlig afsked med Marokko. Dog var alle kede af at vi ikke nåede at få taget ordentlig afsked med Glenn.

Om natten sov NP ikke ret godt, han havde lidt problemer med maven, noget diarré og opkast. Men om morgenen var han og alle vi andre indstillet på at sejle mod de Canariske Øer. Vi havde rigtig fint vejr, men det så ikke ud til at blive bedre med NP. Han kunne nu overhovedet ikke holde noget i sig. Alt hvad der kom ned kom op igen, efter ca 5 min også ren væske. Vi regnede med at det var en madforgiftning af en eller anden slags – om det var vandet eller noget han havde spist var vi ikke helt klar over. Men det var kun NP som fejlede noget, alle vi andre havde ingen problemer. NP mente ikke at han selv havde fået noget som ingen af vi andre også havde spist. Så skulle det da lige være den kyllingeburger han havde fået for et par dage siden da han sammen med Glenn havde været ude at køre gocart! Vi blev enige om at det nok skulle gå over, og at det var vigtig at han bare drak rigeligt med væske.

Vi lavede en aftale med NP, at hver gang han brækkede sig skulle han drikke et par slurke vand. Vi vidste at han gerne skulle drikke vand tilblandet sukker og salt, men så snart han fik det ned kom det op igen inden for 5 min. Så vi holdte os til rent kogt vand. Men da han efter snart 40 timer havde brækket sig konstant, begyndte vi at blive lidt små nervøse for om han kunne klare turen til de Canariske øer, eller om vi skulle have hjælp udefra.

Takket være vores Satcom og Dennis’ onkel kom vi i forbindelse med en læge i Danmark. Vi udvekslede et par beskeder og lægen mente at vi godt kunne fortsætte, men at det helst skulle blive bedre inden for de næste 8-10 timer ellers kunne det blive kritisk. Denne nat blev det nærmest vindstille og båden begyndte at rulle voldsomt. Vi startede motoren for at komme fremad og hurtigst muligt at komme til Lanzarote med NP så han kunne komme på hospitalet. NP var ved at være så afkræftet at han havde svært ved at klare rulningerne. Det blev en lang nat hvor vi ikke fik ret meget søvn – for så snart der var vind satte vi spileren for at give båden noget stabilitet så det ikke var så hårdt for NP.

Næste morgen blev der længere mellem NP’s brækture, han var helt oppe på et par timer mellem hver gang og kunne derfor holde væsken lidt længere i sig. Det skrev vi i en besked hjem til Dennis’ onkel som så videregav den til de læger som havde været involveret – det være sig rejseforsikringsselskabets læge og vores egen gode skibslæge, Flemming Sennels. Det var gode tegn og lægerne mente nu at vi godt kunne klare turen til Lanzarote, og der blev sørget for at der ville være en ambulance klar når vi ankom.

Da vi endelig ankom, hen under aften den 18. oktober, kunne ambulancen ikke finde os og der gik et par timer inden den fandt frem til os. NP og Dennis tog til hospitalet og mens de gav NP drop udfyldte Dennis alle de nødvendige papirer for at de ville indlægge NP. Da NP havde fået drop og var blevet lagt ind på en observationsstue tog Dennis hjem til den øvrige besætning, som alle hang i cokpittet mere eller mindre døde efter den forholdsvise hårde tur. NP blev udskrevet den efterfølgende dag, med en liste over hvad han skulle indtage de næste par døgn af væske – for han måtte ingenting spise før der var gået 48 timer. Dette holdt han lige bortset fra en enkelt hotdog der var for stor en fristelse. Der venter Nillers Pølsebod i Esbjerg en stor ordre når NP engang vender tilbage til fædrelandet.

Lanzarote er lavt liggende sammenlignet med de øvrige Kanariske Øer. Den består hovedsageligt af vulkaner og store marker af sort størknet lava der får øen til at ligne et månelandskab. Øen er ca. 50 km lang og 16 km bred. Det regner så lidt at det ikke engang er nok til øens 50.000 permanente indbyggere. Der bygges til stadighed nye vandudvindingsanlæg for at kompensere for det stigende antal turister på øen.

Tirsdag den 19. Oktober gik først og fremmest med at slappe af. Op af dagen gik alle i land for at se lidt mere på stedet. Der skulle også provianteres lidt efter turen fra Casablanca. Vi fandt et godt supermarked hvor handlede bl.a. rødvin til 95 pesetas pr. liter og dåseøl til 35 pesetas stykket. Omregnet til god dansk valuta svarer det til 4 henholdsvis 1,50 kroner. Det er godt nok billigt.

Senere på dagen tog Dennis og Flemming ud for at få fyldt gas på to af vores flasker. Der var et godt stykke ud til opfyldningsstedet, men de mente at de nok kunne klare det til fods. Ca. halvvejs stoppede en spansk bil og tilbød et lift resten af vejen. Det tog ikke mange millisekunder at bestemme sig. Uden problemer fik de fyldt de to gas flasker, også den store på 11 kg af dansk fabrikat, som kun kan fyldes MEGET få steder. Prisen blev i alt 25 kroner eller ca. en tiendedel af hvad det koster i Danmark. Endnu en god handel i det spanske. Det er sgu nogle dejlige øer.

Tidligt næste morgen forlod vi Lanzarote og satte kurs mod Gran Canarie. Det blev en skøn dags sejlads, hvor skuden ofte skød 7 knob for spiler. Til aften besluttede vi os for at finde en lille bugt at ankre op i og blive der for natten. Valget faldt på Gran Tarajal ca. to tredjedele nede af Fuerteventuras øst kyst. Her blev der aften badet i det 23 grader varme vand. Samme temperatur som luften den nat.

Turen mod Gran Canarie blev fortsat dagen efter og fredag den 22. oktober ankom vi til Arguineguin. Aftenen forinden fangede vi den hidtil klart største fisk på turen: en kæmpe tun på mindst 12 kg. Ja tolv kilo! Dennis ville afprøve hans nye kæmpe agn, som efter de flestes mening nok var lidt overdrevet stor. Men som Dennis udtaler: "vil man fange store fisk skal man også bruge store agn". Den store, muskuløse fisk gjorde stor modstand, men efter lidt kæmpen fik vi hevet fangsten ombord og der blev taget en del billeder af det imponerende dyr inden Michal med stor entusiasme gik igang med at rense dyret. Tunen kunne lige, i oprejst tilstand, klemmes ned i det ellers rummelige køleskab på båden. I Arguineguin mødte vi atter den danske båd Sirius. Sammen med besætningen her holdt vi en lille grill fest med tun steaks.

Lørdag den 23. Oktober sejlede vi de ca. 5 sømil til Puerto Rico, hvor Susan, Tine og Lise (Dennis, Michal og Renes kærester) kom på besøg. Herudover kunne vi byde velkommen til Renes forældre, hans storebror og dennes kæreste. Der var lagt op til nogle festlige dage i Puerto Rico!

Den følgende uge i Puerto Rico gik med mange forskellige ting. Der blev bl.a. lejet bil og den lille ø blev udforsket til det yderste. Gran Canaria er nærmest vaffel formet med grønne bjergskråninger der hæver sig op til 1932 meter ved El Pozo tæt på øens centrum. Øen er blevet omtalt som et miniature kontinent pga. dets store variationer af landskaber. Den nordlige del er grøn og frodig, med bl.a. banan- og citrusfrugt plantager, mens det varme og tørre syd kun egner sig til kaktus, geder og så naturligvis tilbedere af solen.

Der blev naturligvis også tid til en sejltur med de kære gæster. Her blev der svømmet, dykket og solbadet. Det hele kulminerede med en rigtig god dansk frokost, med sild og karry salat, rigtig leverpostej med rødbeder og hotdogs med røde pølser. Det hele havde Renes forældre, Kurt og Lilian, meget diskret medbragt som en lille overraskelse. Alle nød de gode, kendte danske varer.

Puerto Rico blev også afprøvet for noget af det stedet er mest kendt for nemlig fest, sjov og ballade. Her viste Mikkel en aften sit store kendskab til havnen og ikke mindst skibet Dream. Efter en lang tur i byen vendte sømanden snuden tilbage mod skibet. Han kom dog til at dreje af en gang for tidligt og gik ned af bro nr. 7 i stedet for nr. 8, hvor Dream lå. Intetanende springer Mikkel ombord på båden der ligger på den tilsvarende plads på bro nr. 7 og falder omkuld på en læder sofa. Det er ikke godt at vide, hvad han har tænkt, havde vores regnskabschef (Rene) virkelig bevilliget penge til en ny læder sofa? Næste formiddag kl. 11 vågnede den tapre gut op på en stor motorsejler der absolut aldrig nogen sinde havde lignet, bare en lille smule, et sejlskib.

Lørdag den 30. oktober blev der taget afsked med familie og kærester. Det var tydeligt at se at Dennis, Michal og Rene havde været henrykte for gensynet med deres kære piger. Knapt var de fløjet hjemover før endnu et herligt besøg viste sig. Om aftenen, da de fleste af os netop havde lagt sig for at sove, hørtes et værre ballade inde fra båd broen og en banken på båden. Hvad kunne det nu være. Vi havde ganske vist kun betalt havnepenge til og med lørdag og der var flere både der gerne ville lægge til i den fyldte havn. Kunne de nu finde på at brokke sig. Heldigvis kunne alle ånde lettet op. Inde på broen stod ingen mindre end Dennis onkel og tante, Tonny og Lena som er hovedansvarlige for opdatering og oversætning til Engelsk af Dream Times på vores homepage. Grinende og godt tilfredse med at kunne drille os lidt kom de ombord. Det var et herligt gensyn, og vi blev lige opdateret med nyheder derhjemmefra. De medbragte aviser blev læst og deres medbragte champagne og øl blev nydt i fulde drag.

Onsdag den 3. November blev dagen hvor vi måtte skille os af med 2 gode folk. Det var tid til at både NP og Mikkel skulle hjem. Det er altid sørgeligt at skulle sige farvel til 2 sådanne gutter – men når vi sejler som vi gør’ er der mange sørgelige farveller der skal siges! Det er trist at skulle skille sig af med 2 personer som man har levet så tæt sammen med i så lang tid. I får begge 2 mange tak for en kanon god tur, og I er til enhver tid velkomne igen!

Ugens ord:

Danske aviser og Remulade!

 

Sports resultater:

Udvalgte sports resultater for den forgangne uge.

Backgammon: Rene vs. Mikkel: 14 - 9