Dream Times

Lisboa 14 (18). september 1999

Grundet en længere sejltur fra Falmouth i sydvest England, over Biscayen til Spanien og senere Portugal, er Dream Times ikke udkommet de sidste tre uger. Vi vender dog nu stærkt tilbage med nyheder og reportager fra Worldtouren med S/Y Dream.

Som nævnt i forrige nummer af Dream Times havde den gamle dame motorproblemer ved anløbet til Falmouth, og vi måtte trækkes i land. Vores vigtigste opgave i byen var derefter, naturligt nok, at afhjælpe motorproblemet. Efter at have talt med flere andre sejlere, var vi ikke i tvivl om, hvad der var galt. Der findes nogle bestemte svampe, som lever af diesel. Under fordøjelsen dannes nogle affaldsstoffer, som fanges af motorens brændstoffilter, der efterfølgende tilstoppes og hindrer diesel at passere. Dette var skyld i, at den gamle – men gode – Mercedes ikke ville køre. Efter megen snak blev det besluttet at tømme og rengøre brændstoftanken, som uheldigvis lige var blevet fyldt. Undertegnede gik i gang med at tømme tanken, idet Flemming kravlede i motorrummet og pumpede diesel i spande, som NP omhyggeligt hældte på dunke. Imens støvsugede Dennis og Michal den lille by for alt, der kunne påhældes diesel. Deriblandt en stor gammel mayonnaisespand og - fra en grillbar - nogle gamle dunke, der engang havde indeholdt fritureolie.

Efter mange timer i motorrummet var tanken tom og ren. Med hjælp fra flere utrolig flinke indbyggere i Falmouth fik vi en ny pakning og lånte et gevindskæresæt til at lave nyt gevind til diesel-dækslet. Sidst på aftenen blev hun startet op og lød perfekt.

I Falmouth, torsdag morgen kl. 05.00 siger det pludselig BANG og vi ligger i køjerne og kan med det samme mærke at noget rammer os med et ordentlig skrald - Dennis flyver op (kun iført underbukser) og ser, at en engelsk båd er sejlet lige op vi vores bagende og hænger fast i vindroret. Den øvrige besætning er nu også kommet op, og prøver at skubbe den engelske båd væk fra vindroret - den engelske båd har stadig storsejlet oppe og skubber forsat helt vildt mod vores badestige. Heldigvis skete der ikke noget med vores vindror (pyyhh - for ellers skulle vi til at håndstyre hele vejen over Biscayen). Dog fik den enlige engelske sejler, Harry, ødelagt vores fine badestige og noget af vores søgelænder. Og Harry var ikke forsikret. Til at starte med troede vi, at det var et hændeligt uheld, men det viste sig, at han var kendt i havnen, og inden dagen var omme havde han ramt en båd mere - havnemesteren kom ned til os og sagde: "guess what - Harry just hit another boat!" - Vi fik 100 pund til dækning af skaderne. Han var en ensom sejler/forfatter som ville starte på en jordomsejling en uge efter han mødte os - gad vide, om vi nogensinde ser ham igen. Men efter hans eget udsagn skulle han til Caribien og undervise på en sejlerskole!!! Efter denne oplevelse navngav vi vores vindror, Harry.

Den 28. august blev Falmouth og England lagt bag os. De første timer gik for motor og næsten vindstille vejr. I løbet af dagen blæste det op, og vi kunne sætte sejl.

Turen over Biscayen kan være meget hård. På grund af den meget pludselige ændring fra meget dybt til lavt vand i Biscay Bugten kan bølgerne være utroligt hårde og ubehagelige – selv i en moderat storm. Det bedste tidspunkt at krydse Biscayen er i den tidlige sommer. Hen mod slutningen af sommeren bliver frekvensen af storme forøget, og nogle af de værste storme er blevet set fra medio august til sidst i september.

Vores tur over biscayen gik rigtig godt. Vejret var mildt og bølgerne dejligt runde – i hvert fald de første par dage. Herefter tog vinden til i styrke, og bølgerne blev væsentligt stejlere. På fjerdedagen i Biscayen nåede vindstyrken helt op på 25 m/sek, og vi sejlede for stormfok som eneste sejl. Alligevel krængede vi til tider vildt meget. Dette fik især Dennis at føle. Efter at have taget en tørn ved roret stiller han sig op i læ-side, spænder sig godt fast i en livline og hiver bukserne ned for at tisse. Han når lige at få "den gode ven" frem, da en kæmpebølge tordner ind i siden af skibet, som lægger sig langt ned på siden, vel at mærke til den side, hvor Dennis står. Hans ben bliver fejet væk af de enorme vandmasser, og han hænger og flagrer i sin livline med bukserne nede om knæene – vel at mærke PÅ DEN FORKERTE SIDE af søgelænderet ! På mirakuløs vis får den totalt gennemblødte skipper sig hevet indenbords igen.

Først på eftermiddagen, samme dag som Dennis tog bad i Biscayens kolde, høje bølger, begynder vi at blive småsultne. Flemming går i køkkenet for at lave en ris-ret (opskriften følger), mens resten sidder oppe i cockpittet og snakker. Pludselig nærmer 2 bølger på størrelse med vores mast sig til bagbord. De kommer meget tæt sammen og er for tæt på til, at vi kan dreje båden – vi kan ikke andet end holde fast og håbe på det bedste. Den første bølge klarer skuden fint, men skærer så op og vil få den anden bølge lige i siden. Vi ligger i dalen mellem den første og den anden bølge – omgivet af vandmasser så høje som masten. Den anden bølge rammer skibet, og hun kaster sig om på siden, og cockpittet fyldes med vand. Skuden var så langt nede, at mastetoppen lige akkurat ramte vandoverfladen. På det tidspunkt hang Dennis i den ene spil-kop, og hans fødder havde ingen kontakt med cockpittet. Da skuden atter lå ordentligt i vandet, kiggede vores chefkok ned i køkkenet og ventede at se ris over det hele. Hele boghylden var tømt ud over gulvet, og der lå tøj og puder i ét stort virvar. Midt i alt dette stod Flemming med gryden og var klar til at servere. Hvordan retten kunne reddes – ja, det forstår man ikke.

Omkring midnat stilnede vinden af. Vi besluttede at sejle til Islas Cies – en øgruppe 65 sømil nord for Porto, for at hvile ud og tørre tøj. På dette tidspunkt var næsten alt tøj ombord vådt. Biscayen var dog ikke lutter høje bølger. 4 ud af 5 dage var vejret godt, og vi havde ofte følge af delfinflokke. Én dag ankom en stor flok almindelige atlantiske delfiner til skibet fra bagbord side. Alle mand var på ingen tid oppe ved bovsprydet, hvorfra man kan betragte havets store akrobater i fuld udfoldelse. Mindst 20 eksemplarer havde denne smukke sommerdag fundet vej til boven af det stolte skib Dream. Alle besætningsmedlemmer sender i den forbindelse en stor tak til Peter Matiesen på Als for hans udmærkede arbejde med vindroret, som gjorde det muligt for alle mand at betragte disse fantastiske dyr samtidigt. Det var ikke 24 timer siden vi læste, at man under ingen omstændigheder skulle røre ved havets beboere – med mindre de selv tager initiativ. Ikke desto mindre hang næsten alle mand ud over bovsprydet for at komme i nærkontakt med disse elegante dyr. Det lykkedes næsten også for alle at klappe de flotte dyr. Delfinerne fulgte skibet i næsten 15 minutter, både foran boven og de kom surfende med bølgerne ind fra siden. Et par enkelte prøvede endda at surfe på hækbølgerne.

Vi ankom om aftenen den 2. september til Islas Cies, der består af tre øer, der med bjerge og skove er meget attraktive. Hele området er en naturpark, og store områder er fredede naturreservater.

Fredag den 3. september blev der dykket og snorklet. Mikkel skød en pæn fisk med harpun, men desværre slap den løs. Om aftenen gik vi på restaurant for at prøve den spanske ret Gambas. Det skulle være en ret med rejer, og det var også, hvad vi fik: En stor tallerken upillede rejer. Flere timer og adskillige øl senere sejlede vi tilbage til Dream i vores lille gummibåd. René og Flemming mente dog, at det ville være synd at lade den smukke ø ligge alene. Soveposer og en radio blev pakket ind i en vandtæt sæk, og som rigtige soldater gik turen atter ind på stranden i gummibåden. Båden blev hevet op på stranden, hvorefter turen gik over et par hegn og ind på et fre… område. Her blev der fundet en lille gryde, hvor det var godt at sove. Det er en ubeskrivelig fornemmelse at ligge i den lune spanske nat udendørs og stirre op på en himmel spækket med stjerner.

Lørdag formiddag var Mikkel, NP og Flemming på snorkeltur og håbede at skyde et par fisk. Det endte dog med at vi blev bedt om at pakke sammen, da det faktisk var forbudt at dykke og snorkle ved øen. Herefter faldt interessen for det naturskønne område væsentligt, og hen ad eftermiddagen blev krogen hævet og kursen sat mod Porto, som - tro det eller ej - ligger i Portugal.

Hen under aften søndag den 5. september anløb vi Port of Leixões, som ligger lidt nord for Porto. Det er en forholdsvis lille havn, men alligevel mødte vi flere danskere. Den første person, vi mødte ved anløbet, var faktisk dansker.

Næste morgen kørte René og Michal ind til Porto for at hente post og se lidt på den gamle by. Resten af besætningen blev i Leixões, der er en gammel by med en del meget dårligt vedligeholdte huse. Mange af de faldefærdige huse er i 3-4 etager og bygget sammen til en lang mur. Gaderne er smalle og stejle, men der er dog også et pænt kvarter med store flotte huse og pæne haver med palmer og andre eksotiske planter.

Til aften besluttede Dennis og Flemming sig for at holde en lille Kap Horn aften. Her fik vi selskab af en ung tysk pige ved navn Insa, som sejlede nabobåden. For dem, som ikke ved det, så kæmper Dennis og Flemming for at sejle Kap Horn i stedet for, som planen er nu, at sejle gennem Panama Kanalen.

De følgende dage i Leixões/ Porto blev brugt til at nusse på båden, besøg hos portvinsfabrikanter, sightseeing i Porto og strandture. Desuden må vi ikke glemme onsdag den 8. september, hvor Danmark vandt 3-2 over Italien. Aftenen blev indledt med en hyggelig middag, hvor Insa var gæst. Hendes far syntes, at vi var ret fantastiske og langede en flaske Johnny Walker og ¼ liter piskefløde over til os. Senere på aftenen fik vi besøg af en dansk motorsejler. Han sejlede en 52 fods motorbåd og skulle ned til Gibraltar. En flot båd, men absolut ikke noget imod en sejlbåd som f.eks. Dream. Senere på aftenen fik vi en meget velkommen e-mail fra Tonny: Danmark havde besejret Italien med 3-2. Der gik kun få sekunder før Dennis, Michal og Flemming var henne ved en stor italiensk båd og synge lidt. Bare lige for at fortælle dem resultatet.

Lørdag den 11. september lagde vi Leixões bag os og satte kurs mod Lissabon. Vi havde en perfekt vind ind fra agten og med spiler og storsejl skød den gamle dame ca 7 knob. Således gik sejladsen hele aftenen og natten med. Inden det blev helt mørkt, åbnede vi dog en pakke fra Jens. Den indeholdt cigarer og whisky til hele besætningen. Tillykke med de 25, Jens – og mange tak for pakken. Vi ville alle ønske at kunne deltage i festen, ikke mindst for at kunne give dig et par kg. kanel !!

Søndag morgen tiltog vinden kraftigt i styrke og det blev nødvendigt at tage spileren ned. Dette gik ikke helt efter bogen, idet spileren pludselig hang ca. 15 meter foran skibet for derefter at havne i bølgerne. Ja, ja, det er menneskeligt at fejle, og spileren blev reddet ombord igen.

På vej mod Lissabon kom vi forbi en lille portugisisk ø ved navn Berlenga. Vi sejlede ind i en bugt og smed krogen. Kort efter blev gummibåden sat i vandet, og turen gik ind til den lille klippeø. Den viste sig at være meget gold og tør. Alligevel var der anlagt en lille campingplads og en enkelt restaurant. Efter at have udforsket øen et par timer, vendte vi tilbage til skibet. Vi var knapt kommet ombord, før en færge ville til at lægge for anker, der hvor vi lå. En portugiser i en dykkerbåd sagde til os, at vi nok hellere måtte flytte os. Dette viste sig at være et godt råd. Den lille færge var meget påtrængende, og med lynets hast blev ankeret hevet op, og forsigtigt oversejlede vi de dykkere, som var i vandet.

Da vi nu havde mistet det eneste faste holdepunkt på øen, og vinden var god, besluttede vi at sejle mod Lissabon. Hen mod aften, da det begyndte at blive mørkt, besluttede vi at ankre op i Cacais, der ligger ca. 10 sømil fra Lissabon. Efter at have droppet krogen opdager vi, at toilettet er i stykker. Vi vil ikke gå i detaljer, men for en god ordens skyld skal vi lige advare om, at der kan være kraft i toiletter, der bygger på vakuum. Dennis prøvede med kraftige pumpeslag, og det lykkedes at frembringe et springvand af ….du ved hvad…..i en højde på ca. 1,8 meter (læs: loftshøjde)

Vi gik alle til køjs og besluttede at se nærmere på toilettet i dagslys. Dette gik det halve af mandagen med, og vi fik det til at virke.

Derefter gik turen mod Boca De Belém, og ved indsejlingen nåede skuden ikke mindre end 10 knob over grund. En ny stående rekord. I Boca De Belém viste det sig muligt at få skuden op af vandet. Hvorfor, hvordan osv. - det vender Dream Times tilbage med i næste udgave.

 

Sportsnyt:

Danmark - Italien 3-2

 

Skakturneringen Dream Open:

Endelige stilling oplyses i næste nummer. Det skal dog nævnes, at Michal fører

Ugens ord:

10 knob

Ugens bedrift:

Biscayen – Piece of cake

Redaktionen:

Denne udgave er skrevet i samarbejde mellem hele besætningen på S/Y Dream.

Specielt indlæg fra Dennis og Michal. Tak for dette

 

Niels P. Thuesen     og     F. Krabbenhøft